Elvte Kapitel. Bylagets stedlige og personelle Kompetence

I. Stedlig kompetence

1. Organisationsformer og mellembysvedtægter

Ved en analyse af en folkelig associations retlige karakter er det nødvendigt at klargøre sig de sociale, funktionelle, økonomiske eller geografiske faktorer, der ligger til grund for associationens opkomst. Landsbylaget er i første række skabt som et arbejdslag bestemt af fællesskabet i jord og drift, og bylagets kompetence maa derfor ogsaa antages at være begrænset af omfanget af det fællesskab, der bestaar imellem byens bønder. Hvor landsbyen, som flere steder i Skaanes skovbygder, er en fuldstændig isoleret enhed, adskilt fra andre byer af den omliggende, udyrkede alminding, vil det retlige fællesskab være begrænset til de i bymarken lodtagne bønder, men hvor fællesskabet strækker sig ud over den dyrkede bymarks grænser, vil ogsaa retlige lagdannelser af større omfang end den enkelte bys indbyggere kunne tænkes.

Saadanne mellembys lagdannelser kan være begrænsede til et enkelt, mindre omfattende fællesskab, f. eks. en afsides liggende eng eller skovalminding, der er i fællig imellem to eller flere byer, men de kan ogsaa være af omfattende karakter f. eks. naar en række byer er knyttet sammen i vangelag, hvor de enkelte bymarker uhegnede støder op til hinanden. I det følgende skal der gøres et forsøg paa at klargøre, i hvilket omfang disse større fællesskaber har givet anledning til retlige lagdannelser med indbyrdes bindende regler, udsprunget af sædvanen eller nedskrevet i vedtægt og haandhævet med bymændenes selvpantning.

I mange tilfælde har disse mellembys fællesskaber ført til oprettelsen af en skriftlig vedtægt byerne imellem om de problemer, som fællesskabet fremkaldte, og saadanne mellembys vedtægter er blevet haandhævet paa samme maade som de sædvanlige byvedtægter. Det er i særlig grad den for nabobyer fælles græsning paa alminding og ævred, der har givet anledning til saadanne overenskomster. Ved aabent brev af 12. 12. 1583 stadfæster kongen saaledes en kontrakt imellem borgerne i Bogense og landsbyen Skovby angaaende fælles fædrift mellem de to byer, og den 15. 3. 1585 stadfæstes en overenskomst imellem Ringsted købstad og landsbyen Benløse om Ringsteds adgang til kvægdrift i en af Benløse bys vange, naar denne ligger i fælled.

De senere tingbøger og bevarede skriftlige vedtægter frembyder talrige eksempler paa overenskomster om fælled, græsning og hegn. Poul Bjerge har saaledes ved sin gennemgang af tingbøgerne for Odense amt fundet en mængde saadanne overenskomster.[^1] Til eksempel nævner han fra Lunde herreds tingbog en vedtægt af 3. 6. 1635 for 4 mænd i Brandeby og 4 i Emmelev, to byer i Hjadstrup sogn. I reglen er det oldermændene for de forskellige byer, der fremstaar paa tinge og paa alle bymændenes vegne indgaar vedtægt, og fra de følgende aar har Poul Bjerge i Lunde herreds tingbog fundet talrige vedtægter mellem byer af et saadant begrænset indhold.

Fra Fyen kendes endvidere flere mellembys vedtægter fra Salling herred, og her har det været almindeligt, at samtlige bymænd fra de forskellige byer, der havde andel i en fællesgræsning, pantede for overtrædelser af de vedtagne bestemmelser om græsningens regulering.[^2] Som det vil fremgaa af de følgende afsnit, kendes saadanne begrænsede mellembys vedtægter ogsaa fra de øvrige landsdele. Her skal kun nogle enkelte eksempler nævnes. Under en sag for Ølstykke herredsting 1625[^3] erklærer Værløselille bymænd sig indforstaaet med at overholde den vedtægt om led og gærder, som i gammel tid er indgaaet med Farum bymænd, og i 1723 tinglæses en vedtægt mellem to byer i Musse hd. paa Lolland om græsningen paa en fælledmark.[^4]

Ogsaa fra Skaane kender vi vedtægter om græsningsretten mellem byer. I 1695 indgik Store og Lille Svedala i Oxie hd. en overenskomst om antallet af kreaturer og græsningsrettens fordeling paa en fælled, hvori begge byer var lodtagne.[^5] Mere omfattende overenskomster kender vi fra 1704, hvor Tørringe, Käglinge, Arrie og Broderup i Oxie hd. indgaar en overenskomst om, at ingen bymænd maa græsse flere stude paa fælledvangene, end han om vinteren kan føde paa sin gaard,[^6] og fra Skytts hd., hvor en række byer indgaar en overenskomst om den fælles brug af fælleden.[^7] Se endvidere nedenfor om en vedtægt mellem 10 byer i Oxie hd. om fællesengen langs Øresund.

Der blev ogsaa oprettet vedtægter om andre begrænsede fællesskaber mellem byerne end de forannævnte, f. eks. overenskomst om fælles fiskevand (DW II:492), tidspunktet for opgivelse af fælles vange[^8] eller om et særligt jordstykke, der bruges af bønder fra flere byer (DW IV:306). I 1671[^9] stævner bønderne i Køpinge, Gærds hd., naboerne i Hovby for tingsretten, fordi Hovby mænds kvæg har gjort stor skade i Køpinge bys vange. Til bilæggelse af tvisten tilbyder Køpinge at oprette et »grandhelles tingsvidne« imellem byerne, hvorefter de paa begge sider skal gøre hegnet saa lovligt, at det kan staa for 8 mands granskning, og hvis de ikke kan syne det paa begge sider, maa der udpeges uvildige mænd dertil. Heri samtykker Hovby.

Ofte er det praktiske fællesskab mellem byerne saa omfattende, at byerne danner et fælles grandelag med fælles oldermænd og fælles grandestævne. Dette gælder naturligvis især byer, der ligger i samme vangelag eller ligefrem udgør et sluttet vangelag.

Den 26. 10. 1654 indgik Beldringe og Tåstrup byer i Odense amt (DW I:321) en vide og vedtægt »at holde med hverandre i begge byer som gode naboer i alle maader«. Efter vedtægten har byerne fælles oldermand, men grandestævnet er ikke omtalt. En lignende vedtægt haves fra 1689 mellem Fole og Ganderup byer i Haderslev amt (DW V:200). Her omtales det fælles grandestævne men ikke nogen oldermand.[^10]

Som tidligere omtalt finder vi i Danmark adskillige eksempler paa egentlige sogneorganisationer først og fremmest i omraader, hvor landsbybebyggelsen ikke findes eller dog er mindre fremtrædende.[^11] Vi har set, at sogneorganisationen paa Bornholm, hvor landsbyerne ganske mangler, er traadt i stedet for landsbystyret, og det er paavist, at der ogsaa andre steder i landet har været egentlige sognelag.

Ofte er det imidlertid meget vanskeligt at afgøre, om en vedtægt, der omfatter et helt sogn, er udtryk for, at der fandtes en egentlig sogneorganisation, eller om blot den samme vedtægt har været gældende i alle sognets byer, der dog har haft deres egne oldermænd og bystævner. Et udpræget eksempel paa sidstnævnte type er vedtægten for byerne i Asfærg sogn, Nørhald hd., Randers amt, 1685 (DW II:210). Matzen[^12] omtaler denne vedtægt i forbindelse med spørgsmaalet om, hvorvidt man kan anvende magt overfor udenbys mænd, og da Asfærg vedtægt hjemler bymændene ret til ved innam med magt at tage dyret fra ejermanden, forklarer Matzen dette derved, at vedtægten gælder for Asfærg og omliggende byer, den skulde altsaa være en mellembys vedtægt. Dette kan ikke være rigtigt. Som ogsaa udgiveren har bemærket det i en note til gengivelsen i DW, gælder vedtægten efter sit indhold kun Asfærg by. Der tales om bymændene paa grandestævne og om byens oldermand, selv om enkelte særlig vigtige sager, f. eks. naar en bymand vil klage en grande til tinge, skal forelægges præsten og sognemændene paa sognestævnet. Forholdet har formentlig været det, at ligelydende vedtægter har været gældende i sognets øvrige byer.

Saadanne vedtægter, der er ens for alle sognets byer, opstaar naturligvis især ved indgriben udefra f. eks. sognepræsten, eller en grundejer, der har jord i alle byer. Den for oprettelsen af landsbyvedtægter saa stærkt virksomme ridefoged paa Krogerup, J. Rostgaard har f. eks. udarbejdet en saadan mønstervedtægt for byerne i Græsted sogn, Frederiksborg amt (DW I:40). Der kan ikke være tvivl om, at denne vedtægt skulde særskilt vedtages i hver enkelt by, herom vidner flere af dens bestemmelser. Paa samme maade har alle byerne under grevskabet Knuthenborg i 1739 faaet udleveret en vedtægt til antagelse og efterlevelse (DW III:449) »hver steds oldermand«, og vedtægten for Ny sogn, Ringkøbing amt, 1765 (DW IV:333) gælder for alle sognets byer, men her vælger samtlige sognemænd paa et fælles stævne 4 oldermænd, nemlig 1 for hver by. Der er endvidere fælles hegnssyn i sognet.

Vedtægten for Fly sogn i Fjends hd. 1747 (DW II:152) er et eksempel paa, at en vedtægt kan antages af sognemændene paa et samlet stævne, uden at byorganisationen derfor helt opgives. I sognet skal der udvælges en oldermand af hver by, der ogsaa skal have hver sin markmand og hyrde. Bymændene skal, medens vangene er fredet, mødes hver søndag efter prædiken til grandestævne, og jeg antager, at dette stævne omfatter bønderne fra alle sognets byer. I saa fald har sognemændene ogsaa fælles pantning. S. Jørgensen Kistrup[^13] mener at have fundet vidnesbyrd om, at tvistigheder mellem 2 byer i samme sogn eller mellem byer fra forskellige sogne blev behandlet paa sognestævnet. Hvor sognestævne holdtes, og især hvor der fandtes sognegilde omfattende flere byer, har dette forum naturligvis ogsaa været velegnet til behandling af mellembys stridigheder.

De egentlige sogneorganisationer er ikke skabt paa grund af noget geografisk eller arbejdsmæssigt fællesskab, men skylder den kirkelige enhed deres tilblivelse. Derimod udgør vangelagene et naturligt fællesskab i hegn og brug, og det er derfor nærliggende at undersøge, om ikke vangelagene har affødt faste mellembys organisationer med fælles oldermand og grandestævne.

En undersøgelse af forholdene paa Skaanes Söderslätt, hvor vangelagssystemet er mere udbredt end noget andet sted indenfor det gamle danske omraade, giver imidlertid et negativt resultat. Kun i et enkelt tilfælde er jeg stødt paa vidnesbyrd om, at de i et vangelag deltagende byer var samlet i en fælles organisation. N. O. Lonquist[^14] fortæller om et »fyra byars åldermanskap« i Bara herred paa 1700-tallet. Et saadant eksisterede indtil 1736 mellem byerne Bara, Mölleberga, Skammerup og Värby og var i brug mellem Tjustorp, Värby, Bjershög og Skammerup i 1775. De 4 byer havde fælledmark sammen og afholdt hvert aar ved St. Hans et fælledmøde, hvor det blev undersøgt, om bymændene havde for mange kreaturer paa fælleden, og om der var sat fremmede kreaturer til græsning. Efter fælledmødet samledes alle 4 byers bymænd hos de 4 byers oldermand, der valgtes paa 3 aar ad gangen. Det er dog muligt, at de enkelte byer har haft deres egne grandelag ved siden af fællesskabet med de andre byer, der sandsynligvis kun omfattede den fælles græsning i fælledvangene.

En undersøgelse af tingbøgerne fra tiden 1656–1720 i Oxie hd., hvor vangelagssystemet er saa godt som totalt,[^15] afslører ikke saadanne større mellembys organisationer. I 1661[^16] omtales en person ganske vist som oldermand for baade Oxie og Lockarp, men i 1688[^17] har de 2 byer igen hver sin oldermand. Selv dobbeltbyerne V. Skrävlinge og V. Kattarp havde hver sin oldermand, kun en enkelt sag fra 1707[^18] tyder paa, at de dette aar havde fælles oldermand, men hvis dette havde været tilfældet, er dette fællesskab dog ophørt allerede 1708.[^19]

Derimod findes der talrige vidnesbyrd om, at der mellem de enkelte nabobyer har været oprettet særlige mellembys vedtægter om hegn og markfred, selv om disse vedtægter ikke har givet anledning til nogen omfattende fælles organisation. Saaledes paalægger Oxie herredsret 1667[^20] Bunkeflo og Hyllie bymænd »eftter denne daug at holde wide och wedtegt wedlige imellem byerne och i marken effter recessens formelding.« I 1669[^21] kræver Kvarnby, at Sallerup skal »holde widen som wanneligd chr, som andre byer imellem dem giör«, og i 1696[^22] forsvarer oldermanden i Klörup (Skytts hd.) en pantning af Ö. Grevie bymænd med en henvisning til, at pantningen var foretaget »eftter wijteslagen dem emillan«. Klagstorp panter 1699 Naffentorp bymænd efter »byes rätt och wilkohr«, og i en sag samme aar[^23] mellem Arrie og Broderup dømmer retten »eftter wedtäckt byarne emillan«.

Aarsagen til, at vangelagenes stærke fællesskab ikke afføder nogen fælles organisation er i og for sig ret iøjefaldende. En enkelt by kan jo deltage i flere vangelag. Der er eksempler paa, at en by har andel i lige saa mange vangelag, som den har vange. Men naar dette er tilfældet, vil en fælles organisation, omfattende alle byopgaverne, ikke være mulig imellem vangelagets byer, der maa begrænse sig til at træffe aftaler om de problemer, som den fælles udnyttelse af fælledvangen og den fælles interesse i hegnene afføder. Det er saadanne vedtægter, herredsretten henviser til i de forannævnte citater, men det er tvivlsomt, om disse vedtægter i større udstrækning har været nedskrevne.

Helt anderledes er forholdene i de nordskaanske skovbygder, hvor der fandtes vangelag af en helt anden betydning end i Sydskaane. Et vangelag var her en afsluttet bygruppe, hvis vange i et vist omfang havde fælles hegn. Dette afgrænsede fællesskab betinger et organisatorisk samvirke af langt mere intim karakter end hegns- og fælledvedtægterne i Sydskaane og Danmark.

I Nordskaane finder vi derfor talrige eksempler paa, at en bygruppe (»vangelag«) har en fælles byordning med fælles bystævne og oldermand. Et fremragende eksempel herpaa er vedtægten for Svenarp, Tåckarp, Görbjörnarp, Ekeröd, Rumperöd, Jularp og Österöd byer af 1647.[^25] Der var kun een oldermand for bygruppen, og hans bestilling gik rundt paa samtlige bymænd. Særlig omfattende er vedtægten for Spångarp, Knapparp, Biära, Tårastorp, Junarp, Bösarp m. fl. af 1727,[^26] hvoraf de fleste dog er udflyttertorp. Oftest bestaar bygruppen kun af et par byer.

2. Er en mellembysvedtægt bindende som saadan?

Først og fremmest maa det undersøges, hvorvidt bønderne overhovedet er pligtige at efterkomme mellembys overenskomster, som de ikke selv, men deres forgængere har indgaaet. Byens vide og vedtægt gælder for alle og enhver i selve byen, uden at de nyankomne bymænd behøver at forpligte sig særligt, men derfor er det jo ikke sikkert, at det samme er tilfældet med mellembys vedtægter.

Den juridiske sondring imellem kontrakt og vedtægt for et selvstyrende samfund har naturligvis ikke staaet bønderne klart, men de har sikkert haft en meget klar forestilling om, hvornaar de var kommet i lag med andre bønder, og hvornaar de blot havde indgaaet en enkelt overenskomst med dem.

Den ovenfor omtalte overenskomst 1695 imellem Store og Lille Svedala i Oxie hd. er efter sin ordlyd ikke alene bindende for underskriverne men ogsaa for deres efterkommere. Jeg har ikke fundet noget vidnesbyrd om, at en saadan bestemmelse er afgørende for, om en overenskomst skal holdes som vedtægt, og jeg er tilbøjelig til at tro, at domstolene har følt sig frit stillet overfor saadanne udtalelser, i hvert tilfælde naar der har hersket tvivl om, hvorvidt den paagældende overenskomst har overskredet bymændenes almindelige kompetence eller ej.

Spørgsmaalet om en mellembys aftales karakter kom frem i en sag for Oxie herredsret mellem Tygelse og Klagstorp bymænd i 1708.[^27] De to byer havde i 1690 indgaaet en overenskomst, hvorefter Tygelse mænd skulde have lov til at indhegne et stykke jord i en af deres vange, som laa i fælled med Klagstorp. Til gengæld forpligtede de sig til aldrig mere imod Klagstorp bymænds vilje at indhegne noget yderligere af den paagældende vang. Ikke desto mindre indhegnede de i 1708 endnu et stykke jord i vangen. Tygelse bymænd paastod i retten, at den gamle overenskomst ikke kan binde dem, da de ikke har underskrevet den. Herredsretten tilsidesætter da ogsaa overenskomsten som uforbindende, men der er forøvrigt al grund til at tro, at dette vilde have været sket, selv om overenskomsten var anerkendt som en egentlig vedtægt, thi selv en saadan kan ikke berøve bønderne nogen del af deres lovlige ejendomsret. Man kan heller ikke ved overenskomst tvinge sine eftermænd til at yde arbejde og materiale til hegn paa en anden bys mark.[^28]

Spørgsmaalet om en mellembys vedtægts bindende virkning vil derfor ofte være afhængigt af den almindelige kompetence, man iøvrigt tillægger bymændene.

Da bymændenes fælledlag medførte adskillige forpligtelser for de deltagende bymænd, og hvad enten disse forpligtelser har været nedskrevet eller ej, er de blevet opfattet som bindende for alle deltagerne. Da oldermanden i Brøderup 1698 undlod at møde op til fælledmødet mellem bymændene i Brøderup, Ingelstad, Østre Grevie og Arrie, tiltales han ved herredsretten af oldermanden i Arrie paa de andres vegne.[^29] Da oldermanden i Brøderup ikke kan benægte sin forseelse, paalægger herredsretten ham at betale den bøde, der var fastsat »eftter wedtächt byarne emillan«, samt erlægge sagens omkostninger. Men ogsaa de materielle vedtægter og sædvaner om græsningsret mellem byerne var bindende for bymændene. Det havde saaledes fra gammel tid været skik og brug mellem byerne Lille Svedala og Kierstorp, at ingen skulde have ret til at sætte stude paa den fælles græsgang, men kun køer, faar og svin. Da en bymand i Kierstorp paa trods heraf slipper 2 trækokser ud paa græsgangen, sagsøges han af oldermanden i Lille Svedala til at betale 2 tønder øl efter gammel skik.[^30] Den sagsøgte protesterer, idet han vel indrømmer, at byerne har fælles videgang, men paastaar, at de det aar ikke fik noget videøl, hvorfor Kierstorp bymænd blev enige om at slippe studene ind. Sagsøgeren replicerer, at grunden til, at de ikke fik videøl var, at der ikke det aar var tilsat nogen oldermand, men dette skulde ikke kunne hindre sagen, da Kierstorp bymænd selv skulde betale videøllet. Herredsretten resolverer, at eftersom sagsøgte selv erkender, at det efter den ordning, som har været gældende mellem byerne fra arilds tid, er forbudt at trække stude paa græsgangen, skal han betale en bøde til bymændene samt sagens omkostninger.

Det er i denne forbindelse værd at gøre opmærksom paa, at man ikke bør lægge for megen vægt paa de talrige henvisninger til »byens vide og vedtægt« eller »ret og vilkaar«. Disse henvisninger betyder ingenlunde altid, at der eksisterede nogen skriftlig vedtægt, og det er vel lige saa tvivlsomt, om der overhovedet har eksisteret nogen egentlig aftale. I adskillige tilfælde betyder henvisningerne blot, at der har eksisteret en gammel sædvane, som flertallet af bymændene har følt sig bundet af.

3. Kan en mellembysvedtægt haandhæves ved pantning?

Hvor flere byer udgjorde et egentligt grandelag, er vedtægten blevet haandhævet som i de almindelige bylag. Granderne samledes paa et fælles grandemøde under ledelse af en fælles oldermand og udpantede i fællesskab den genstridige bymand, i hvad by han end boede, hvorpaa de i fællesskab fordelte bøderne efter vedtægtens regler.

I vedtægter, der gælder for flere byer, uden at disse ligger i lag sammen, kan der forekomme enslydende bestemmelser om en mellembys rettergang. Saaledes bestemmer den forannævnte vedtægt for byerne i Græsted sogn i § 16, at byer, som ligger i vang med andre byer, og ikke er adskilt ved hegn, naar de af en af byernes oldermænd tilsiges, skal følge med for at syne deres gærder. Vedtægten for byerne i Falkerslev sogn, Falsters søndre herred, af 1721 (DW IV:142) bestemmer i § 35, at en strid imellem 2 byer, der ligger i vangelag, skal afgøres af sognefogden med en fremmed oldermand, da oldermanden i den sagsøgende by jo ikke kan dømme i en saadan sag. Vedtægten for byerne i Kippinge sogn, Falsters nørre hd. af 1757 (DW I:266) er enslydende hermed. Vedtægten for Herrestead, Vindinge hd., Svendborg amt 1731 (DW IX:174) har formentlig ogsaa været gældende i flere byer,[^31] i hvert tilfælde bestemmer vedtægtens § 5, at børn og tjenestefolk, der gør skade i en anden by, skal pantes af denne bys oldermand, naar det tilkendegives ham, og bøderne skal komme den by tilgode, hvor skaden er sket.

Flere af disse bestemmelser bærer præg af at hidrøre fra vedtægter, der er konciperet eller endog paabudt af herskab eller øvrighed.

Karakteren af mellembys vedtægter om begrænsede fællesskaber er stærkt skiftende fra tilfælde til tilfælde. De fleste af de begrænsede vedtægter, jeg har set, indeholder ikke bestemmelser om bøde og udpantning, men saadanne findes dog i flere tilfælde, saaledes i vedtægten mellem Bennebo og Tornved byer i Tudse hd., Holbæk amt, 1744 (DW III:134). I denne vedtægt, der angaar græsningen paa en fælled, hvori kun de to byer har andel, bestemmes det, at samtlige fælledmænd skal udpante bøderne hos de skyldige og indsætte pantet hos vedkommende bys oldermand, hvor det skal henstaa, indtil det indløses. Det samme gælder vedtægten 1653 mellem Rorslev og Gyngstrup byer i Odense amt (DW I:394), der angaar hegnspligten mellem byerne. Mellem disse byer er der oprettet et videlag, idet der holdes et aarligt ølgilde, som skal skifte mellem de to byer.

Et ganske særpræget eksempel paa denne vedtægtstype er vedtægten mellem bønder fra forskellige byer i Framlev sogn 1640 (DW IV:306). Disse bønder bruger jord i en vang udenfor de øvrige byfællesskaber, og de har i den anledning fastsat en række bestemmelser om markfreden i denne vang. Lodsejerne i den nævnte vang skal derhos mødes hver søndag efter gudstjeneste og opgøre, hvilke forseelser der er begaaet. En mand skal udpeges til at skrive viden et aar igennem, men han betegnes dog ikke som oldermand. I Framlev har dette begrænsede fællesskab altsaa givet anledning til en slags organisation imellem bymænd af forskellige byer og en lagdannelse, der i høj grad ligner den sædvanlige byorganisation.

Mellem Lille Næstved og Lodby i Ø. Flakkebjerg hd. blev der 1576 (DW I:196) indgaaet en vedtægt om græsjævning paa en fælles græsmark. Oldermanden og de 4 fornemste gildebrødre af hver by skal efterse, at der ikke er flere kreaturer paa marken, end der maa være efter vedtagelsen. Findes der nogle, som har handlet herimod, skal han bøde 1 tønde øl til begge byer. En mellem Værløse, Tokkerup og Ebbeskov byer indgaaet vedtægt hævdes 1596 overfor en bymand ved pantning, men Sjællands landsting underkender pantningen, hvilket dog skyldes, at vedtægten anses for ulovlig.[^32] Af Falster sdr. herreds tingbog[^33] fremgaar det, at Alslev, Ulslev og Hillerslev 1643 har den vedtægt, at de beser gærderne mellem byerne Voldermissedag. Er der hul paa et gærde, sendes der bud til vedkommende by, og hvis hullet ikke lukkes, pantes oldermanden.

Efter § 18 i vedtægten for Slagelse markjord 1694 (DW IV:39) kan oldermanden pante de omliggende byers oldermænd for brud paa halvgærderne mellem Slagelse og landsbyerne, og de omliggende byer har den tilsvarende ret til at pante Slagelse oldermand.

Hvor en mellembys vedtægt ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om, at bestemmelserne kan haandhæves ved pantning, vil der altid kunne opstaa tvivl om bymændenes adgang hertil. I 1686 indgik Hofterup og Lundåkra bymænd i Harjager hd. en overenskomst om antallet af stude paa den fælles græsgang. Da Lundåkra i 1690 i strid med overenskomsten sætter for mange stude paa græs, bliver bymændene pantet af Hofterup, men de protesterer imod pantningen og indbringer sagen for herredsretten. Denne resolverer, at hvis Hofterup havde anset kontrakten for brudt, skulde de ikke have sat sig selv til dommere men ført sagen efter lov og ret.[^34]

Naar der ingen tvivl er om aftalens karakter af vedtægt eller sædvanens eksistens, og naar dens indhold ikke overskrider grænserne for bymændenes kompetence, har bymændenes ret til selvdømme sikkert ogsaa i disse tilfælde været almindeligt anerkendt.

Dette fremgaar ogsaa klart af en række skaanske domme. Vi har tidligere omtalt det omfattende engelag, der strækker sig langs Øresund fra Malmø og imod syd.[^35] Af en sag fra 1699[^36] fremgaar det, at Naffentorp bymænd havde sendt skabede heste ud i fællesengen, og de var derfor blevet pantede for 1½ tønde øl af de andre byer, nemlig Eskildstorp, Høkøpinge, Gessie, Pila, Tygelse, Klagstorp, Vintrie og Bunkeflo. Herredsretten resolverer, at da pantningen er foretaget efter deres bys vilkaar, og Naffentorp ikke kan nægte, at de har sluppet skabede heste ud i engen, hvor de gik klov ved klov med de andre byers heste, er pantningen fuldt lovlig, og Naffentorp skal betale sagsomkostningerne.

For udeblivelse fra fælledmøde pantes en bymand i Høkøpinge i 1714[^37] for 3 fjerdinger øl, men hans udeblivelse havde ogsaa medført, at de andre bymænd maatte gaa hjem med uforrettet sag, da de ikke kunde gennemføre fælledrensningen. Den pantede bymand klager imidlertid til herredsretten, som paa denne tid ikke var særlig venligt indstillet overfor bøndernes panteri. Retten beklager derfor pantningen, uden at den dog paalægger bymændene sanktioner, ligesom det tilføjes, at retten ikke vil benægte bøndernes ret til at holde aarlige fælledmøder, hvorfor man paalægger sagsøgeren, der ikke har villet deltage heri, at udrede sagsomkostningerne. Pantet havde han i mellemtiden selv taget tilbage.

I 1669 havde oldermanden i Klagstorp paa alle sine fælledbrødres vegne pantet en bymand i Tygelse for 1 td. øl og 3 øre, fordi man ved fælledmødet opdagede, at han havde skabede heste paa fælleden.[^38] Sagens videre forløb kan imidlertid ikke følges.

I 1699 sagsøger Lars Asmussen i Naffentorp samtlige Klagstorp bymænd for en ulovlig pantning af ½ td. øl. Klagstorp svarer, at de har pantet efter byens ret og vilkaar, da Lars Asmussens hegn ikke var færdigt til den 12. 5., skønt det allerede skulde have været færdigt til St. Valborg. Asmussen gensvarer, at hegnet overhovedet ikke tilhørte ham, og han fører bevis for sin paastand. Med henvisning hertil paalægger retten de Klagstorp mænd at tilbagelevere pantet og udrede sagsomkostningerne.

Paa samme maade dømmes Hindby bymænd i 1702[^40] til at tilbagelevere en koredyne, som de havde frapantet en bymand i Hyllie, fordi han ikke havde betalt græspenge. Imidlertid var ogsaa Fosie by lodtagen i fælleden, og pengene var efter gl. skik betalt til Fosie. Derfor var pantningen ulovlig.

4. Vedtægtens stedlige begrænsning

Hvor der ikke findes nogen udtrykkelig mellembys vedtægt, eller hvor indbyrdes pantning mellem flere byer ikke hviler paa fast og anerkendt sædvane, vil der ofte opstaa spørgsmaal om en bylovs kompetence i stridigheder vedrørende mellembys berøringspunkter f. eks. pligten til at vedligeholde et hegn i byskellet eller et hegn om de for flere byer fælles vange eller om pligten til at holde kreaturerne fra de fredede vange.

I domme og vedtægter støder man ofte paa ordet videlag som udtryk for en mellembys vedtægt, men det benyttes ogsaa om mellembys berøringer af mindre vidtgaaende karakter. Et lille indtryk af lagdannelsernes ofte indviklede, og fra sted til sted varierende karakter faar man ved læsningen af en skildring af folkelivet paa Skaanes Söderslätt i sidste halvdel af 1700-tallet.[^41] Det hedder heri:

»Ett viteslag består ibland av en bys männer (nämligen i skogsbygden) men på slätten är ofta flera byar, som hava vångalag samman. De hava då ock viteslag och faladslag samman. Är det små byar, som äro så i lag, händer ofta, de efter slutat vite även hava ölslag, men de större byar have de merendels sitt drickeslag för sig själva«.

Dette videlag kan altsaa enten være et egentligt mellembys lag, hvor bønderne fra begge byer panter vedtægtsbryderne og i fællesskab drikker videøllet, eller ogsaa kan det indskrænke sig til en fælles videgang, hvorved de bymænd panter, som er blevet krænkede, og drikker øllet paa de andres bekostning. Spørgsmaalet om, hvem der er med til at drikke øllet, ses fremhævet som et indicium for, om 2 byer er i pantelag sammen. I den ovenfor omtalte dom fra 1699 vedrørende engelaget langs Øresund anføres det saaledes som et støttende moment for pantningens lovlighed, at de udpantede selv havde været med til at drikke videøllet. Det samme argument anvendes i en sag fra 1702, hvor Høkøpinge i Oxie hd. tiltaler Tygelse for en pantning, men herredsretten er, som ovenfor nævnt, skeptisk indstillet overfor pantningerne i denne periode, og resultatet bliver, at da begge byer har været med til at drikke øllet, skal de ogsaa være fælles om at betale det.

Der findes imidlertid ogsaa eksempel paa, at videlaget kun omfatter en del af byens bønder. Dette gælder saaledes et videlag imellem nogle bymænd i Hyllie og Hindby. Da disse to byer kun støder sammen med smalle jordstrimler, er det nærliggende at antage, at ikke alle Hyllie bymænd har haft andel i denne jord og saaledes haft lejlighed til at komme i lag med Hindby mændene. Den paagældende dom er fra 1670[^42] og har en lang forhistorie, der kort kan refereres saaledes: Hyllie bymænd har pantet oldermanden i Hindby, Jens Nielsen, for 1 td. øl, fordi en af Hindby bymænd, Peder Roelsen, har haft ulovligt hegn imod Hyllie mark. Jens Nielsen søger sin regres hos Roelsen, der bliver dømt ved dom af 11. 11. 1669, og henvises til at rejse sag imod Hyllie bymænd, saafremt han vil paastaa, at pantningen var ulovlig. Roelsen stævner altsaa oldermanden i Hyllie, Niels Pedersen, for retten den 13. 12. 1669 for ulovlig pantning.

Dommen refererer, hvorledes pantningen for den nævnte tønde øl er foregaaet og tilføjer »hwilken tønde øll samptlige Hyllie byemend haffde uddrucket med Hindby mend endog 14.–15 Hyllie byemend med samme øll indtet haffde at bestille eller nogen wiedesgang med Hindby mend«. Oldermanden frifindes for tiltalen for ulovlig pantning, men han skal betale for den øl, som de uvedkommende bymænd har drukket »som en huer sto(?) quote i den tønde øll kunde tilfalde«.

Naar byerne ikke efter vedtægt eller sædvane har fælles videgang, nægter man i flere tilfælde, at pantning kan anvendes ved mellembys stridigheder. Ingelstad bymænd havde i 1692[^43] indstævnet Høtofte mænd for Oxie herredsret paa grund af en pantning for ½ td. øl. Høtofte mænd paastod, at pantningen var lovlig, da der, efter at kornet var saaet, fandtes hul paa Ingelstads vangegærde, saaledes at 3 okser var kommet ind i Høtofte rugvang og gjort skade. Saa vidt det kan ses af dommen og kortmaterialet, kan der ikke være tvivl om, at de to byer har ligget i vangelag, og rigtigheden af paastanden om det ulovlige hegn bestrides heller ikke af sagsøgte, men Ingelstad hævder alligevel, at pantningen var ulovlig, fordi de to byer ikke har videgang sammen, hvilket nævnsmændene bekræftede. (Der er her tale om det almindelige svenske nämnd).

Tingsretten resolverer herefter, at pantningen var ulovlig, da Høtofte ikke har videgang med Ingelstad.

Paa samme maade afviser bymændene i Ramsåsa (Färs hd.) 1752[^44] en pantning, der er foretaget af Rödding bymænd paa grund af et ulovligt hegn i Ramsåsa, da pantningen er sket »utan gammel plegsed eller foregången syn«.

Fra det egentlige Danmark kender jeg intet tilfælde, hvor domstolene har underkendt en udenbys pantning med direkte henvisning til, at der ikke var vedtaget nogen vedtægt mellem byerne, men synspunktet paaberaabes i en uafsluttet sag 1677 for Ølstykke herredsting.[^45] Ganløse bymænd har tiltalt Kaardrup bymænd for en ulovlig pantning, de har foretaget under henvisning til, at de to byer grænser op til hinanden, og at deres agre er blandet mellem hverandre, hvorfor det fra arilds tid har været sædvane og vedtægt mellem byerne, at naar der i den paagældende vang blev saaet rug eller byg, saa skulde Ganløse lukke paa den ene side af vangen og Kaardrup paa den anden. Da Ganløse har forsømt denne pligt, har man pantet dem, og henviser til recessens § 46. Ganløse svarer hertil, at de aldrig har haft nogen gærdegang med Kaardrup eller nogen byvedtægt med dem, og hvis der kommer kvæg i Kaardrup vang, kunde de jo indtage det efter loven og ikke handle saaledes mod dem, som ingen gærdegang har med dem. Kaardrup spørger, om det ikke er saaledes, at Ganløse skal lukke gærderne, naar der er saaet, men Ganløse svarer, at de skal nok lukke gærderne, naar det passer dem uden Kaardrup mænds mindelse, som det ikke vedkommer. Ved et senere retsmøde anmoder Ganløse om udsættelse, da de ikke har nogen, der kan fremføre sagen, som imidlertid ikke senere ses optaget.

Paa den anden side findes der saavel ældre som yngre skaanske domme, der godkender eller neutralt omtaler en bys pantning i en anden by, uden at der tilsyneladende bestaar nogen aftale- eller sædvanebestemt lagdannelse mellem byerne. Indledningsvis skal jeg omtale et særligt tilfælde fra Oxie hd., nemlig striden mellem Sallerup og Tulstrup bymænd paa den ene side og storkøbmanden Joest Weyer fra Malmø paa den anden. Tildragelsen fandt sted 1656.[^46] Joest Weyer tiltalte bymændene for en pantning, hvis forhistorie var følgende: Først i rughøsten 1656 anmodede Tulstrup nogle bymænd af Sallerup om at ville granske og bese hegnet imellem fælleden og rugvangen, som løber med en arm imod Særsløv. Da fandt de 5 lange hegn, som laa helt ned, saaledes at man kunde ride eller køre derover. Desforuden fandtes mellem en Tulstrup vang og Sallerup fælled, som ligger aaben mod Tulstrup, 2 brud paa hegnet. Da deres videdag kom, nemlig den næste fredag efter St. Valborg, var disse hegn endnu ikke lovlige, og deres vide er saaledes beskaffende, at hvert hul, som findes i hegnet efter den rette videdag, koster 1 tønde øl i bøde. Tid til anden advarede Sallerup deres grander i Tulstrup, men da hegnet stadig var ulovligt, pantede de oldermanden i Tulstrup, Mogens Nielsen, og drak derpaa 3½ tønde øl.

Derefter samledes begge byers mænd paa Joest Weyers gaard, hvortil de ulovlige hegn hører, og eftersom de ikke fandt noget af hans gods paa gaardspladsen, da de gik videgang, saa pantede begge byers mænd ham nu for en høstvogn med 3 hjul, 1 sæt seletøj, 1 halskobbel og 1 kobberkedel samt forskellige andre ting.

Samtlige Tulstrup og Sallerup bymænd tilbyder at give Joest Weyer hans frapantede gods igen og mener ikke at have begaaet nogen uret, men vil være fri for hans utilbørlige tiltale, da han bør holde vide og vedtægt med bymændene efter dennes bogstav. De forbeholdt sig dernæst at søge ham for bevislig markskade.

For fuldstændighedens skyld skal jeg nævne sagens videre forløb f. s. v. det har kunnet opspores. Nogen tingsretsdom er det ikke lykkedes at finde, men de efterfølgende begivenheder viser, at den maa have gaaet Joest Weyer imod. Denne matador lader sig dog ikke knægte af nogle bønder og indbringer sagen for landstinget, der besynderligt nok giver ham medhold. Heller ikke landstingsdommen findes. Derimod fremgaar det af Oxie hd. tb., at Joest Weyer 30. 4. 1657 har indstævnet bønderne paany, fordi de ikke vilde efterkomme landstingsdommen, men nu optræder for første gang i sagen en fuldmægtig for bymændenes herskaber, der protesterer imod den ubillige landstingsdom, der er imod al vide og vedtægt. Herskabet har derfor sendt bud til København efter en kgl. stævning. Desværre findes sagen ikke i herredagsdombøgerne. Krigen har formentlig udelukket, at sagen overhovedet er blevet behandlet i København.

I dette domstilfælde berettes altsaa baade om en rent ensidig pantning, foretaget af Sallerup bymænd hos Tulstrup oldermand med efterfølgende videgilde, der kun omfattede Sallerup mænd, og om en pantning foretaget af begge byers mænd til gennemførelse af oldermandens regres imod den skyldige bymand.

En ensidig pantning i en anden by omtales ogsaa i en sag for Oxie herredsting 24. 1. 1670. Peder Jensen i Vester Grevie indstævner Knud Ibsen i samme by for en fjerding øl, som samtlige Vester Grevie bymænd havde pantet for 2–3 aar siden. Knud Ibsen svarede, at for 4 aar siden, da Peder Jensen var oldermand, tog han sine bymænd med sig for at bese Mellem Grevies hegn ved St. Valborgstid. De fandt saa hegnet om Koreløkke gennembrudt, hvorfor de gik til oldermanden i Mellem Grevie og sagde til ham, at hvis de skulde vedligeholde deres hegn, saa maatte Mellem Grevie bymænd ogsaa holde deres.

Oldermanden i Mellem Grevie afleverer derpaa et pant bestaaende af bl. a. en spade og en kniv, og pantet blev overdraget Peder Jensen. Nu kunde de imidlertid ikke faa øl der i byen, og derfor spurgte bymændene Peder Jensen, deres oldermand, om han vilde give dem en fjerding øl paa pantet, og dertil svarede han ja. Derpaa fik de øllet, og igennem nogen tid var de blevet krævet for betaling af dette øl, hvortil bymændene svarede, at dersom Peder Jensen vilde give dem pantet, som blev taget i Mellem Grevie, saa vil de gerne betale øllet.

Under samme sag paaklages en anden pantning som Mellem Grevie har foretaget i Vester Grevie. Paa den tid, da Knud Ibsen var oldermand i Vester Grevie, sendte Mellem Grevie nogle gange bud til ham ved St. Mortens tid, at de skulde lukke hegnet mellem Vester Grevie og Mellem Grevies rugvang. Saa samlede Knud Ibsen sine bymænd og bød dem lukke hegnet, thi ellers kom Mellem Grevie bymænd og pantede dem. Saa lukkede de alle deres hegn paa nær Peder Jensen, som ikke vilde lukke, og derfor kom Mellem Grevie bymænd og begærede en fjerding øl. Da de ikke fik det, gik de til Knud Ibsen og frapantede ham 2 plovringe og en okse, som de satte ind hos Rytteren Oluf for en fjerding øl, som de drak.

I de følgende retsmøder føres en vidtløftig vidneførsel, der ikke bringer noget nyt, hvilket maaske ikke er saa mærkeligt, eftersom det sidste retsmøde sluttes med bemærkningen: »Peder Jensen af Vestergreffue kom frem for retten och wahr drucken och wed indtet synderlig«. Sagen optages til dom, men en saadan er ikke fundet.

Til gengæld findes der en dom fra Skaanes landsting 1673 (nr. 123), der kun meddeler domsresultatet og derfor er vanskelig at bedømme, det hedder i dommen: Efterdi bymændene i St. Raaby, Biellerup og Arendal med lovligt vidnesbyrd har bevist, at Hospitalet i Lund ligger i vangelag med dem, og er deres vide og vedtægt med pantning for hegnenes brøstfældighed undergivet, da kan landstingsretten ikke se, at bemeldte bymænd med den pantning, de i aar har gjort, har begaaet nogen vold (ran) eller tyveri. Derfor skal bymændene, naar forvalteren betaler 1 tønde øl og foraarsaget omkostning, levere pantet uskadt tilbage til ham, hvormed herredsdommen konfirmeres, idet forvalteren har sin regres til hospitalets bønder, som bør lukke hegnene.

Dommen kan enten forstaas saaledes, at pantningen er lovlig, fordi hospitalet ved at ligge i vangelag med byerne er undergivet disses vide og vedtægt, eller ogsaa er de to udtalelser gensidigt forstærkende, saaledes at det er oplyst, at parterne baade ligger i vangelag og har vedtaget en fælles vedtægt. Det har ikke været muligt fra andre kilder at opnaa klaring af dette spørgsmaal.

Der findes ogsaa spor af saadanne rent ensidige pantninger, som vi har set dem omtalt i nogle af de ovenfor refererede tingssager fra Skaane, i de rigsdanske vedtægter. Byskraaen for Sønder-Jernløse, Holbæk amt, fra 1598 (DW I:121) bestemmer saaledes i § 27, at den, som ikke vil følge med og selv gaa gærdegang med sine bymænd eller naar man skal gaa til andre byer for at pante, skal bøde en fjerding øl. Det er umuligt at bortforklare denne udtalelse med en henvisning til en eventuelt eksisterende mellembys vedtægt, thi en saadan omtales ikke, og bestemmelsen er efter sin ordlyd ikke begrænset til at gælde pantning i en eller flere bestemte byer. Sønder-Jernløse byskraa indeholder heller ikke i sine øvrige bestemmelser noget, der tyder paa, at den har været gældende for flere byer. Byskraaen er vedtaget af alle bymændene og lagt paa Merløse herredsting, ligesom den har faaet herskabets godkendelse.

Vedtægten for byerne i Græsted sogn, Frederiksborg amt, 1659 § 64 (DW I:54) bestemmer, at udenbys folk, som gør ulovlige veje, skal pantes, idet oldermanden og samtlige menige bymænd skal gaa til overtræderens by og pante ham for en halv mark. Som ovenfor nævnt lyder vedtægten for Græsted ikke paa, at der har været noget mellembys lag imellem sognets byer, tværtimod har vi lov til at gaa ud fra, at vedtægten er blevet selvstændigt vedtaget i hver by for sig.

Under en retssag for Flakkebjerg herredsting 1607[^47] oplyses det, at Benløse mænd ensidigt har pantet Gunlinge mænd for et gærdebrud, men om herredsrettens stilling til pantningen finder vi intet oplyst. Det samme gælder den for samme domstol 1602[^48] indbragte pantning, som Bistrup bymænd har foretaget i Skajterup.

Ved Sjællands landstingsdom 18. 12. 1678 underkendes en pantning, som Husum har foretaget i Brønshøj, men aarsagen hertil er, at sagens genstand, nemlig en skeltrætte, ikke hørte under bylagets kompetence.[^49]

Medens de forannævnte vedtægter fra Nordsjælland altsaa synes at være fuldt fortrolige med pantninger i andre byer, synes en række jyske vedtægter at forudsætte, at saadanne pantninger ikke kan finde sted. Der er ikke fremdraget nogen jysk vedtægt, som direkte udtaler sig om saadanne pantninger, men i en række vedtægter findes der bestemmelser om pantning af udenbys mænd, saa længe de befinder sig i den forurettede by og om indenbys mænds ansvar for udenbys mænds overtrædelser, der formentlig kan fortolkes som en afstandtagen fra pantningen i fremmede byer.

Vedtægten for Randers købstadsjorder 1772 § 56 (DW II:205) fastsætter saaledes, at underfogden skal pante alle bymænd, der overtræder vedtægten, men udenbys mænd, der bruger jord paa Randers mark, skal pantes paa afgrøden, der staar paa marken eller paa den kommende høst. Man kan altsaa tage de af overtræderens »ejendele«, der findes indenfor byens omraade, men man kan ikke drage til overtræderens hjemby for at pante. Formentlig ligger det samme synspunkt til grund for vedtægten for Tandrup og Kirkeby i Ribe amt, 1729 (DW V:158), hvorefter pantemændene skal opskrive alle bøder, som paalægges indenbys mænd, indtil sommeren er til ende, men fremmede og udenbys lodsejere skal straks pantes og pantet tages i forvaring. Denne forskel kunde tyde paa, at de fremmede kun kan pantes, naar de gribes paa fersk gerning indenfor byens omraade.

Nogle jyske vedtægter, især for købstadsjorder, indeholder bestemmelser om, at fremmede, der lader byens led staa aabne eller iøvrigt gør sig skyldig i ulovlig færdsel, skal pantes paa stedet, hvilket stærkt understreges i modsætning til den særlige procedure for indenbys mænd.[^50]

Denne forskel i behandlingen kan maaske skyldes byens inkompetence til senere at forfølge sagen paa egen haand, men den kan naturligvis ogsaa have til formaal at sikre sig bøderne af den rejsende, inden han forsvinder, uden at man maaske aner, hvor han er fra.

I de jyske bestemmelser, der indeholder regler om, at indenbys folk i visse situationer skal hæfte for udenbys folk, ligger der formentlig ogsaa et udsagn om, at de sidste ikke kan forfølges i deres hjemby. I Rude bylov, Aarhus amt, § 40 (DW II:368) bestemmes, at i det tilfælde, hvor udenbys kreaturer, der af en bymand er indtaget paa byens jord til græsning, forøver markskade i fredede vange, da skal den bymand, som har lejet græsningen ud, bøde for skaden, som var det hans eget kreatur. I samme retning gaar vedtægten for Randers købstadsjord 1772 § 50 (DW II:204), der forbyder torveskær paa fælleden. Er det en udenbysmand, der gør sig skyldig i det ulovlige torveskær, og han ikke har noget af byens jord til leje, da skal den, der lejede ham jorden, bøde for overtrædelsen mod regres til lejeren. Disse bestemmelser kan naturligvis ogsaa opfattes som et udtryk for uvilje imod den, der bortlejer sin andel i byens jord eller græsning — i de fleste byer er en saadan udlejning forbudt — og en lignende bestemmelse i vedtægten for Holbæk markjord 1705 § 21 (DW III:114) støtter, da pantning af udenbys mænd jo er kendt paa disse egne, den sidstnævnte forstaaelse.

Den klareste bestemmelse indeholdt vedtægten for Aarhus markjord 1760 § 10 (DW II:276), hvori det hedder, at alle forseelser, der begaas af udenbys mænd, som har købstadens markjord til leje, skal pantes i høstens tid paa afgrøderne paa marken.[^51]

I samme retning kan man tyde flere af de nedenfor i afsnit 5 refererede tilfælde, hvor udenbys mænd, der gribes paa fersk gerning under udøvelsen af fredsbrud, kan pantes af bymændene. Det synes ofte at være en forudsætning for disse bestemmelser, at de fremmede bymænd ikke kan pantes udenfor de tilfælde, hvor han gribes paa fersk gerning. Betydningen af at sikre sig bødens betaling med det samme kan dog ogsaa her have spillet ind.

Med den foran nævnte dom fra Skaane landsting og de spredte eksempler fra rigsdanske vedtægter har vi nærmet os spørgsmaalet om, hvilken stedlig begrænsning vedtægten har i forhold til enkelte bymænd. I de foregaaende tilfælde har det været forudsat, at den udpantede by havde en kollektiv forpligtelse til at underkaste sig en mellembys vedtægt, men vi kan ogsaa blive stillet overfor spørgsmaalet om, i hvilket omfang enkelte bymænd i en by uden særlig vedtagelse er undergivet en anden bys vide og vedtægt.

Dette spørgsmaal er opstaaet i en sag, der i 1649 behandles for Gærds herredsting mellem Jørgen Svendsen i Gringelstad og menige Lyngby mænd.[^52] Da de Lyngby mænd ved St. Valborgstid gik deres videgang, viste det sig, at Jørgen Svendsens hegn var ulovlige, og derfor sendte de bud til ham, at han skulde gøre dem i stand. Da han efter gentagne opfordringer ikke efterkom paabudet, gik de til Gringelstad og frapantede Jørgen Svendsen en kobbergryde. Jørgen Svendsen paastaar nu for retten, at denne pantning er ulovlig, og at Lyngby mænd skal pligte for vold og føre hjemmel for deres værk og gerning.

Lyngby mænd svarer, at de har pantet J. S. efter deres grandebrev »epter som hand er i grande och wangelaugh till sammen«. Dette sidste benægter J. S. dog, idet han ikke har vedtaget Lyngby grandebrev, og ej heller har nogen eng eller jord andre steder end paa Gringelstad engemark, og den jord maa han indhegne og udlægge, naar det passer ham. Hvis Lyngby derfor mener, at de har lidt skade ved J. S.'s hegn, saa bør de lade skaden taksere af dannemænd og føre sagen efter lov og ret og ikke ved nogen »sielf håndgjort gierning«. Lyngby mænd mener dog at kunne bevise, at J. S. har ager og eng i fællesskab med dem og blandet med deres jordlodder. Sagens afslutning kan paa grund af manglende arkivalier ikke opspores.

Der er ingen tvivl om, at det afgørende for begge parter i den omhandlede sag har været spørgsmaalet om, hvorvidt Jørgen Svendsen har haft jord inden for samme hegn som Lyngby. Enkelte udtalelser kunde tyde paa, at Lyngby blot paastaar, at J. S. ligger i vangelag med dem, men andre tyder nærmest paa, at det drejer sig om at bevise, at J. S. har jordlodder inden for Lyngby markskel, at der altsaa findes en agerblanding mellem Lyngby og Gringelstad. Da der er tale om en enkelt bymand i Gringelstad, er det mest sandsynligt, at det jordfællesskab, der er et afgørende moment i begge parters procedure, bestaar i, at J. S. har jordlodder i Lyngby mark, og begge parter forudsætter jo faktisk, at han — saafremt dette er tilfældet — er undergivet Lyngby mænds vide og vedtægt.

Men hvis nu hele byen har andel i en anden bys mark eller ligger i et vangelag med denne, kan saa den ene by kræve, at den anden indgaar i et fælles grande- og videlag med den? Den ovf. refererede dom fra Skaanes landsting kunde jo tyde herpaa, og adskillige nordskaanske herredsdomme forudsætter klart en saadan pligt.

Den 15. juli 1647 stævnede Pofwel Knudsen fra Svenarp bymændene i Svenarp og en række omliggende byer for Ø. Gønge herredsret til vedtagelse af en vedtægt om fælles grandelag imellem byerne.[^53] Endvidere indstævnedes Truid Joensen i Glimåkra paa grund af en eng, han havde indenfor de andre byers hegn og op til deres vang, hvorfor han bør holde sine hegn lovlige til St. Valborg lige som de andre og være samme vedtægt i alle dens poster undergivet. Joensen blev paaraabt, men var ikke mødt, hvorfor tingsretten for hans vedkommende uden videre stadfæstede vide og grandelag.

Slet saa let gik det ikke med bymændene i Rumperöd, der ogsaa var indstævnede til at vedtage grandelaget. De vilde ikke vedtage vedtægten, eftersom de selv havde hegn om deres vange, der saaledes var adskilt fra de andre. Der var markskel imellem byerne, og de holdt deres egen markfred, hvorfor de mente, at vedtægten ikke kom dem ved. Hertil svarede Pofwel Knudsen, at saafremt de kan bevise, at de har indhegnet deres vange, saaledes at der ingen ufred kommer derfra, maa de faa lov til at passe sig selv, men hvis de ikke kan bevise dette, maa de være undergivet den samme vedtægt som de andre byer. Rumperöd gensvarer, at de har hegnet inde paa deres egen grund, og at de derfor ikke har noget med Svenarp vedtægt at gøre.

Tingsretten traf derfor den afgørelse, at saafremt Rumperöd selv vil frede sine vange og skaffe de andre byer markfred ved hegn om vangen, skal de ogsaa være fri for den omhandlede vedtægt, men hvis det lovligt bevises, at de holder et ulovligt hegn deres naboer til ufred, saa skal de være undergivet den omtalte vedtægt.

Vedtægten, der er paa 25 paragraffer, indeholder bestemmelser om en fælles oldermand og fælles bystævne for alle byerne, om pantning og om uddrikning af videøllet ved et gilde hos oldermanden. Der er altsaa dannet et egentligt grandelag byerne imellem, ikke blot en overenskomst om et enkelt forhold.

Den nævnte retssag er interessant i flere henseender. For det første ser vi, at en bymand, der har et enkelt jordstykke indenfor en anden bys hegn, er undergivet denne anden bys vedtægt for saa vidt angaar hegnet op til denne by. Det er altsaa den samme regel, som antages af bymændene i den foran omtalte sag mellem en bymand i Gringelstad og Lyngby bymænd.

For det andet gaar tingsretten ud fra, at byer, der ligger i vangelag sammen, ogsaa er pligtige at holde grandelag sammen. Hvis Rumperöd vil skille sig ud fra vangelaget ved at indhegne sine vange, kan de undgaa at komme under byernes vedtægt, men hvis hegnet mellem Rumperöd og de andre ikke er fuldt lovligt, bliver de automatisk underkastet vedtægtens bestemmelser.

At denne grundsætning har været almindeligt anerkendt i de nordskaanske bygder har vi flere eksempler paa. Saaledes sagsøger i 1720 en by i V. Gønge herred nabobyen til at samtykke deres vedtægt.[^54] Sagsøgerne paastaar, at sagsøgte skal vedgaa vedtægten, da de ligger i vangelag med dem. Herimod indvender sagsøgte, at deres agre ikke støder helt op til sagsøgernes, og at der desuden har staaet et hegn i markskellet mellem de to vange. Hegnet har imidlertid ligget øde i mange aar, men de sagsøgte vil nu genoprette det, hvis sagsøgerne vil yde dem hjælp hertil.

Tingsretten beslutter derefter, forinden en endelig afgørelse træffes, at forsøge at forlige parterne med to nævnsmænd som mæglere. Hvis parterne saa enten kan enes om hegnets genoprettelse eller om at indgaa i et fælles grandelag, saa forbliver det derved, ellers maa sagen paany behandles for retten.

I 1726 søger Svanhals bymænd i Ø. Gønge herred bymændene i Simonstorp, som ligger i vangelag med Svanhals, til at samtykke denne bys vedtægt. Da et punkt i vedtægten, hvorom der var uenighed, udgik til særlig behandling for tingsretten, sluttede sagen med forlig, og de to byer indgik frivilligt i grandelaget.[^55]

I mange tilfælde bestaar vange- og grandelaget af en hovedby med udflytterbyerne (torp), og fra en vedtægt for Rickarum by i Gærds herred (nr. 20) 1729 kender vi et eksempel paa, at hovedbyen ensidigt har paalagt udflytterbyerne at overholde forskellige bestemmelser om markfred og tøjring i vangen samt paalagt disse byer i tilfælde af overtrædelser at betale bøder i overensstemmelse med byordningen.

Der findes tillige talrige nordskaanske byordninger, der omfatter flere byer, og som udtrykkeligt i byordningen betegnes som liggende i vangelag sammen.[^56]

5. Udenbys fredsbrydere

I forbindelse med spørgsmaalet om bylagets kompetence overfor udenbys bønder, vil det være naturligt at omtale spørgsmaalet om, hvorvidt der i almindelighed tilkommer bønderne ret til at pante fremmede skadevoldere, naar disse paagribes paa fersk gerning. Spørgsmaalet har især været aktuelt ved fremmedes ulovlige skovhugst, rejsendes tøjring af heste i de fredede vange eller anden fredsforstyrrende færdsel.

Henning Matzen[^57] kommer til det resultat, at landskabslovene og senere lovgivning ikke hjemler ret til nogen egentlig pantning, og at den senere praksis i hvert tilfælde kun er gaaet ud paa en tilbageholdelse af fredsbryderens gods, indtil han betalte skadeserstatning og eventuelt bøde. Bestemmelsen i § 30 i Kristian d. II's landsret af 1521, hvorefter man frit kan pante, naar nogen tager fisk fra en indgravet fiskedam, naar nogen skærer græs paa en andens eng, og naar nogen hugger et frugtbart træ i en andens skov, er efter Matzen et enkeltstaaende eksempel i lovgivningen, der er hentet fra fremmede retskilder uden samklang med den danske retstradition.

SKL 192 omhandler det tilfælde, at ejeren af en indhegnet skov finder en fremmed, der ulovligt hugger træ i skoven. Ejeren kan da kræve pant for bøderne. Men vil skovtyven ikke stille pant, skønt han er i stand dertil, da maa den anden ikke rane det fra ham, men drage til den nærmeste by og kundgøre, at der blev nægtet ham pant. Anders Sunesen forklarer i sin parafrase § 114 denne retsregel dermed, at ejeren ikke ved voldeligt at fratage ham hans gods og dømme i sin egen sag skal gøre sig skyldig i et retsbrud, der ikke er mindre end det, modparten har gjort sig skyldig i overfor ham. — Her er altsaa paa ingen maade tale om nogen adgang til pantning eller tilbageholdelsesret for ejeren, og loven tager endog udtrykkeligt afstand fra en saadan fremgangsmaade. Denne samme regel synes at gælde efter VsjL, arvebog og orbodemaal, IV kap. 23, hvorefter der er særlig straf for den, der mod bondens forbud bortfører det uretmæssigt huggede træ. Efter Matzens opfattelse synes denne regel at forudsætte, at bonden ikke engang maa tilbageholde træet med magt.

I EsjL II:78 og JL II:73 gives der dog bonden fuld ret til om fornødent med magt at tage det stjaalne brænde fra tyven. Udtalelsen i JL om, at bonden maa fratage tyven »the faræ costæ thær han far mæth« oversættes nu i alle lovudgaver som »de ting, som han kører med«, d. v. s. det brænde, han har læsset paa. Noget mere tvivlsom er JL II:74, hvorefter bonden har ret til at jage den, der kører over hans ager, bort. Det tilføjes her i de fleste og ældste haandskrifter »og efterlader han (den fremmede) sin vogn eller andre ting, da er den, som hindrede ham i at køre over sin eng eller korn, ikke ransmand af den grund«, jfr. DL 6–16–22. Det af Skautrup benyttede haandskrift fra ca. 1450 har dog ordene »oc taghær han theræ woghnæ oc andræ kostæ« i stedet for »oc latær han theræ woghæn æth andræ costæ«, hvilket kunde tyde paa, at afskriveren gaar ud fra, at bonden har lov til at tage vognen fra fredsbrydere.

Denne forstaaelse breder sig mere og mere i løbet af 1400- og 1500-tallet. I Lollands vilkaar 1446 § 2 hedder det, at bonden, der griber skovtyven ved stubben, maa »hindre hans faarekoste oc forbryde der intet met«.[^58] Sideløbende med disse regler optræder dog en særlig regel, som første gang findes i den saakaldte Erik Klippings birkeret 1269 § 44,[^59] hvorefter den, der griber nogen i uberettiget skovhugst, skal føre hans hest og vogn til jorddrottcn som et »jertegn«, altsaa formentlig som en slags bevis paa, at den anden er grebet i ulovlig skovhugst. Denne regel genfindes i Fyns vedtægt 1492, efter hvis ældste konfirmation skovtyven skal bøde skaden og derudover betale 2 sk. grot, om han vil have sin hest og vogn igen. I Kristian d. 3's konfirmation 1547 er reglen imidlertid blevet til, at skovtyven skal give 4 sk. grot til den, som greb ham, og miste sin hest og vogn.

Den her angivne udvikling viser en stadig større adgang til selvtægt for den forurettede, hvis han griber fredsbrydere paa fersk gerning, derimod kan han i intet tilfælde øve selvtægt, hvis tyven er sluppet ud af skoven. Oprindelig har bonden sikkert kun haft ret til at holde hest og vogn tilbage, indtil skaden blev betalt, men senere maa man antage, at han har forbrudt disse effekter til den forurettede. Saaledes er forholdet i Bornholms artikler og vedtægter af 1499, stadfæstet af ærkebiskop Birger. I vedtægtens § 1 bestemmes det, at den, der ulovligt hugger i øens almindingsskove, skal have forbrudt hest og vogn til bonden og bøde skovskaden efter gode mænds skøn.

Allerede paa et tidligt tidspunkt taler kilderne om en almindelig pantning af fredsbrydere. Dette gælder saaledes Kristian d. I's privilegier for Skaane § 3, der forbyder almuen at anvende færdsel over nogen mands fredede vang eller eng. Den, som gør det, skal man skelligen pante, og siden skal han udbedre skaden efter loven. At der ikke er tale om at indføre nogen ny praksis viser samme privilegiers § 5. Heri omtales, at almuen har besværet sig over, at de blev forfulgt med ulovlig pantning, naar de kørte til skovs paa deres rette skovveje, hvilket kongen ingenlunde vil tillade, medmindre de kører i nogen mands ager, eng eller sæd, idet der da skal forfares, saaledes som det er foreskrevet i § 3.

I de følgende aarhundreder støder man adskillige gange paa omtalen af saavel almindelig pantning som den særlige bestemmelse om at have forbrudt hest og vogn, og der er ingen tvivl om, at denne selvtægt overfor fredsbrydere har været anerkendt retssædvane. I 1553 indstævner Borge Trolle til Lilla fru Ane til Ågerup, fordi hun har frapantet nogle borgere i købstaden Væ deres oksne, heste og vogn. Fru Ane paastaar, at pantningen er sket, fordi borgerne huggede træ i hendes skov, men borgerne paastaar, at skoven er deres egen. Kongens retterting bestemmer da, at der først skal føres ejendomssag, og den, som faar tilkendt skoven, skal ogsaa have pantet.[^60]

Ved et aabent brev 26. 5. 1566 fastsætter kongen, at bønder, der hugger træ i andres fredede vange og indhegnede marker, skal have forbrudt heste og vogn.[^61]

Den almindelige adgang til at pante alle, der gribes ved stubben i ulovlig skovhugst, synes anerkendt i flere domme. Saaledes hedder det i KRD 28. 6. 1598, at en jorddrot med væbnet haand og mange folk drog ind i en mose for at hugge der, men de blev igen jaget ud og pantede. En rettertingsdom 1632 handler om lovligheden af en saadan pantning.[^62] Af sagen fremgaar det, at tingsretten i Sdr. Asbo herred i Skaane har henvist pantningen af en bonde ved stubben til 15 mands tov og kendelse som ranssag. Hele striden drejer sig om, hvorvidt Kviinge bønder har ret til at hugge i en skov, kaldet Sønderskov, paa Magleby mark, og landstingsdommen gaar imod tingsretten og kender skovhugsten ulovlig, da bønderne i Kviinge ingen ret har til at hugge i skoven. Sagen imod skovfogden, der har pantet, og som efter herredsrettens dom skulde paakendes af 15 mænd som ranssag, ophæves, da der ikke har fundet nogen forfølgning sted. Efter rettertingets afgørelse skal sagen forfølges paa aastederne, og landstingsdommen skal, indtil dette er sket, ikke komme nogen til skade. Ikke med et eneste ord antyder nogen af parterne, at pantningen skulde være ulovlig, fordi et saadant retsmiddel ikke kan anerkendes. Hele retssagen afhænger af, om Kviinge bymænd har ret til at hugge i Sønderskov eller ej. Hvis de har ret, er pantningen ulovlig, og skovfogden kan straffes for ran, men hvis de ingen ret har, er pantningen lovlig.[^63]

En dom fra Lollandsfar landsting 1669 paabyder Grenge by »de Hjelm mænd efter øvrigheds bevilling al surskov paa fælledskoven, upantet og uhindret at lade til nødtørftighed bekomme og hugge«.[^64] Ogsaa her synes pantningen for skovtyveri at være en anerkendt institution.

I en sag for Gærds herredsting 4. 7. 1672 vidner en gammel mand, at han kan huske forholdene paa Aahusgaard paa den tid, da kong Kristian belejrede Kalmar. Paa den tid havde bymændene i Yngsjö ingen ret til at hugge i en bestemt skov, der laa til Aahusgaard, thi slotsherren holdt pantere paa skoven, som havde grant tilsyn, at der ikke blev hugget i den fredede skov.

Den gamle regel om fratagelse af hest og vogn lever dog ogsaa stadig videre. Saaledes refererer Matzen en bylingsdom fra Vordingborg 24. 1. 1642, hvoraf fremgaar, at en skovtyv havde tilbudt den, der greb ham, at sætte pant, men den paagældende havde da svaret, at han vilde kun have hans hest og vogn til slottet. I en vedtægt for Östersløv bymænd, der stadfæstes af Villands herredsting 14. 1. 1673 bestemmes det, at saafremt nogen udenbys mand gribes i ulovlig skovhugst paa byens mark, da skal han miste hest og vogn.

Reglen om fortabelse af heste og vogn er bevaret i forordningerne vedrørende de kongelige skove, idet § 47 i frdn. 20. 10. 1670, § 29 i frdn. 31. 8. 1680 og § 29 i frdn. 13. 9. 1687 fastsætter, at den, der betræder nogen kongelig skov med heste og vogn, og som har taget læs i skoven, uden at træet lovligt er udvist ham, skal have forbrudt heste og vogn, som skal vurderes paa tinge og sælges. Provenuet skal deles mellem skovfogden og kongen med halvdelen til hver. I almengyldig formulering gentages reglen i DL 6–17–28, og det bestemmes særligt for private skove i § 27 i frdn. 21. 1. 1710 og § 32 i frdn. 26. 1. 1733, at heste og vogn i disse tilfælde forbrydes til skovejeren. Om kongens skove udtaler § 1 i frdn. 26. 1. 1733, at da de omliggende byer skal svare til deres tillagte skov, saa maa enhver selv pante og optage, hvem han finder paa sin skovpart med heste og vogn, naar den paagældende har hugget uden lovlig udvisning, se ogsaa § 4 i vedtægterne for Rønne og Neksø (DW I:201).

Det ovenfor fremdragne materiale kan ikke med sikkerhed afgøre det af Matzen opstillede spørgsmaal om, hvorvidt der (indtil slutningen af 1600-tallet) var anerkendt nogen ret til egentlig pantning, d. v. s. fyldestgørelse igennem bortsalg af genstanden, eller om den fratagelse af gods, som kilderne omtaler, kun var en sikkerhedsret uden adgang til fyldestgørelse. Imidlertid tyder de skaanske privilegier fra 1400-tallet, som ikke nævnes af Matzen, dog mest paa, at en egentlig pantning tidligt har været anerkendt. For Matzen, hvis arbejde gaar ud paa at skildre panterettens udvikling og karakterisere de forskellige panterets- og panteretslignende typer, har spørgsmaalet været afgørende, men for en undersøgelse af de folkelige retssædvaner er spørgsmaalet underordnet, da det pantede gods, lang tid efter at en egentlig pantning var anerkendt, ifølge landsbyvedtægterne enten blev forbrudt til byen uden afregning eller blot holdt tilbage, indtil bøderne er erlagt, uden at et bortsalg eller hjemfaldelse fandt sted. Det lønner sig ikke i hvert enkelt tilfælde at søge udredet om »pantningen« har haft form af en fratagelse af godset til sikkerhed, om dette er tilfaldet den skadelidte som ejendom, eller om det er blevet realiseret til dækning af en bestemt ansat bøde. Alle disse former kaldes i landsbyvedtægterne og i den øvrige folkelige retsbrug for pantning.

Matzen anfører, at der — uanset den af ham antagne hovedregel — i enkelte tilfælde finder en egentlig pantning sted ifølge specielle bestemmelser, og han nævner som eksempel herpaa et tingsvidne fra Helsingør byret 1555, hvoraf fremgaar, at byens skove blev fredet, og at skovfogden, der finder nogen i færd med ulovlig skovhugst, skal tage hans pant. Formentlig gaar Matzen ud fra, at denne pantningsret kun omfatter bymændene selv, der har samtykket i forbudet.

I de senere vidner og vedtægter finder vi imidlertid talrige eksempler paa, at der paabydes pantning af udenbys mænd, som gribes paa fersk gerning i fredsbrud af den ene eller anden art.

Ifølge vedtægten i Asfærg, Randers amt, 1683 (DW II:222) skal udenbys folk, der graver tørv i bymarken, straks frapantes begge kobler med tømmen indtil videre forhør paa næste grandestævne. Nävlinge, V. Gønge hd. (nr. 77) 1690 bestemmer, at udenbys mænd, der fisker i aaen og nedtramper græsset paa engen, skal bøde til byen. Vitskövl, Gærds hd. (nr. 12) 1693 forbyder fremmede at hugge ris i bymarken under tilbørlig tiltale og pantning. Bymændene i St. Harjager, Harjager hd., frapanter i 1694 en fremmed en gryde, han havde med, fordi han overtræder byens vedtægt, der forbyder at tøjre heste i en fredet vang.[^65] Vedtægten for byerne i Græsted sogn, Frederiksborg amt (DW I:53) forbyder paa samme maade under trusel om pantning de fremmede at tøjre i vangen eller slaa græs eller korn. I en sag for Flakkebjerg herredsting[^66] i 1606 omtales, at Hyllested mænd har pantet Bjerge, fordi de kørte gennem Hyllested eng. Om herredsrettens stilling er intet oplyst.

Fra 1700-tallet kendes en række jyske vedtægter med bestemmelser om pantning af fremmede, der bryder markfreden eller gør sig skyldig i ulovlig skovhugst.[^67] Afvigende fra disse eksempler er vedtægten fra Vejlby, Odense amt, 1706 § 12 (DW I:372), der bestemmer, at den, der møder en udenbys mand, som hugger i skoven, skal føre ham til tilbørlige steder og lade ham skaffe sin hjemmelsmand. Ogsaa vedtægten for Viborg købstadsjord 1789 § 10 (DW III:526) indeholder en regel om opbringning af fremmede, nemlig saadanne, der gør sig skyldig i ulovlig færdsel over marken. Opbringelsen af udenbys mænd finder sted i udtrykkelig modsætning til pantningen af lodsejerne.

Sammenfatning

I den foranstaaende undersøgelse har der overalt været et spørgsmaal om, hvorvidt bestemte personer eller grupper af personer deltager i en retlig lagdannelse og er undergivet det paagældende lags almindelige retlige kompetence. Spørgsmaalet kan da dukke op i den form, at en by panter en anden by eller en enkelt bymand i denne anden by, og det kan opstaa derved, at en by eller en enkelt bymand i denne by af en anden by sagsøges til at underskrive sidstnævnte bys vide og vedtægt. En konsekvent anvendelse af den systematik, som er forsøgt ovenfor af hensyn til kravet om overskuelighed, kan ikke gennemføres, fordi det er saa vanskeligt at fastslaa, paa hvilken maade bønder kommer i lag med hverandre. Grandelag forudsættes ofte i dommene, selv om nogen vedtægt aldrig har eksisteret, og sædvanen var i samme grad som vedtægten kilden til videlag og andre lag.

Medens det kun har ringe interesse at søge forholdet mellem vedtægt og sædvane nærmere belyst, er det af afgørende betydning for hele forstaaelsen af landsbystyret at faa det klargjort, i hvilket omfang den reale lagdannelse, d. v. s. det isolerede jordfællesskab i byen samt vange-, enge- og fælledlag mellem byerne, har været bestemmende for de retlige lagdannelser.

Den foregaaende undersøgelse synes da at have vist, at de reale lagdannelser i hvert tilfælde i det skaanske omraade har været af afgørende betydning for de retlige.

Dette fremtræder klarest i de nordskaanske bylag, hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at vangelagene i skovbygderne havde en helt anderledes afsluttet karakter end i slettebygderne, hvor de forskellige vangelag greb ind i hinanden, indtil geografiske hindringer afbrød kæden. I Nordskaane finder vi talrige bygrupper, der hver især udgør et sluttet vangelag. Herved opstaar et vangelag af en helt anden betydning end i slettebygden, nemlig i betydningen af flere byer, hvis vange ligger under samme hegn isoleret af dette fra andre byer og bygrupper. Paa sletten er vangelaget kun et udtryk for samlingen af vange fra mange byer under samme hegn, men nogen afgrænsning af bygrupper kan ikke foretages.

Efter det fremdragne materiale kan der da ikke være tvivl om, at det var bindende sædvaneret i skovbygderne, at byer, som tilsammen udgjorde et vangelag, hørte under den samme vide og vedtægt og derfor var pligtig at bøje sig for flertallets afgørelse. Det maa ligeledes have været sædvane, at bønder, der havde enkelte jordlodder i andre byer end deres hjemby, var underkastet den fremmede bys vedtægt i alle forhold, der vedrører deres jordlod i byen.

Det maa endelig understreges, at de mellembys vedtægter, der afsluttedes mellem byerne i samme vangelag, etablerede et egentligt grandelag med fælles oldermand og bystævne, og ikke blot et løsere fællesskab om enkelte mellembys berøringer.

Paa slettebygden er forholdet mere uklart. Her har vi kun sjældent det afsluttede vangelag (i betydningen af bygruppe), men hegnsystemet breder sig over sletten, saa langt de geografiske forhold tillader. Mellembys vedtægter mellem slettebyer har derfor sikkert været af et meget enkelt indhold omfattende en overenskomst om fredningen af vangene og om antallet af kreaturer paa den fælles brakvang. Det er ganske usandsynligt, at en by, der maaske laa i 4 forskellige vangelag (i ordets egentlige betydning), skulde have detaljerede vedtægter med alle 4 bygrupper, der maaske tilsammen omfatter et meget stort antal byer.

I mange tilfælde maa vi have lov til at gaa ud fra, at alle de bymænd, der havde lod og andel i saadanne vange, der var under samme hegn, i fællesskab gik hegnssyn og i fællesskab udpantede for ulovligheder, paa samme maade som det aarlige fælledmøde mellem alle vangelagets bymænd fører kontrol med overholdelsen af bestemmelserne vedrørende kreaturernes antal m. v.

Denne for fællesskabet saa vigtige justits har imidlertid langt fra altid været haandhævet af alle byer i fællesskab. Hvis en by har ulovlige hegn, kan kreaturerne vandre ind i en anden bys kornvang, og denne bys bønder vil da i sluttet trop drage til nabobyen for at udpante for det ulovlige hegn og forøvet markskade. Saadanne pantninger har vi ogsaa ovenfor set eksempler paa, men det er umuligt i de enkelte tilfælde at fastslaa, om pantninger af denne art har hjemmel i gammel anerkendt sædvane eller i en egentlig vedtægt. At pantningerne har fundet sted er imidlertid klart nok.

Kun en enkelt dom, nemlig den ovenfor side 380 refererede sag mellem Ingelstad og Høtofte, har udtrykkeligt udtalt sig om kompetencespørgsmaalet. Her udtales det klart, at den ene by ikke kunde pante den anden, da de to byer ikke havde videgang sammen. Her finder vi altsaa en fastholdelse af kravet om vedtægten som grundlag for mellembys pantninger. At dette krav ikke har været overholdt i byernes praksis turde dog det øvrige materiale have godtgjort.

Den ovenfor side 383 refererede skaanske landstingsdom kan maaske opfattes som et udtryk for den samme grundsætning, som den vi har fundet i Nordskaane, men da vi kun kender domskonklusionen, og da denne ogsaa kan forstaas saaledes, at byerne er pligtige at følge vedtægten, fordi de tidligere har indgaaet den, er den sidste forstaaelse formentlig den rigtigste.

Ogsaa i det nuværende Danmark finder vi talrige mellembys vedtægter om gensidig pantningsret, især i de skovløse egne paa Fyn. En ensidig ret til at pante i andre byer er kun kendt i de ovenfor side 383 f omtalte nordsjællandske vedtægter og findes omtalt i tingbøgerne, men i Jylland synes man at tage afstand fra enhver pantning af udenbys mænd, der ikke hviler paa vedtægt eller sædvane.

II. Personel kompetence

Bylagets myndighed maa i ældre tid have omfattet enhver, der brugte jord i bymarken, og endnu den foran side 345 nævnte dom af Fyenbo landsting 1704 synes at gaa ud fra, at ogsaa adelige gaarde maatte rette sig efter vedtægtens forskrifter for landbrugsdriften. Paa dette tidspunkt har der imidlertid ikke været tale om, at bylaget direkte havde nogen myndighed over andre end gaardbrugere af bondestanden, men det er sandsynligt, at vedtægtens bestemmelser angaaende landbrugsarbejdernes udførelse og den fælles bymark endnu var bindende for alle gaardbrugere, af hvad stand de end var.

Bylagets myndighed overfor præstegaardens bruger har gennem tiderne været et stort problem, som afspejler sig i kildematerialet. At præstegaarden ikke kunde bryde fællesskabet turde være indlysende, idet en saadan akilleshæl vilde gøre jordfællesskabet illusorisk. Man ser da ogsaa lejlighedsvis fastslaaet, at præsten skal holde vedtægten lige som de andre bymænd. Dette kan direkte være foreskrevet i vedtægten, som tilfældet er i Thoreby, Maribo amt, 1674 §§ 19–20 (DW I:252), eller præsten kan særligt have tiltraadt vedtægten, saaledes i Kvarmløse, Holbæk amt, 1624 indledningen (DW I:126) og Saksild, Aarhus amt, 1672 (DW II:357), hvor præsten dog tager forbehold overfor fastsættelsen af tidspunkterne for landarbejderne, idet han vil pløje, saa og høste efter sin egen lejlighed.

DL 2–11–6 bestemmer, at præsterne paa landsbyerne skal holde gærde, hegn og andet med deres naboer, for at de ikke skal komme i kiv og trætte med dem, men de skal holde sig fra deres gadestævne, hvilket allerede var paabudt dem ved Synodalia Roskildensis 1560. Denne bestemmelse genfindes i forskellige varianter i de senere vedtægter. Da præsten ikke møder paa stævnet, maa hans tjenestekarl møde for ham og give besked om, hvad der er vedtaget,[^68] eller ogsaa har oldermanden pligt til at holde ham underrettet.[^69] Selv om præsten principielt maatte overholde vedtægtens bestemmelser om landbrugsdriften, havde han dog ofte, som nævnt foran side 126, visse særlige begunstigelser, og det samme gjaldt ejerne af hovedgaarde, der laa i fællesskab med bondergaardene.

Ogsaa præstens medhjælpere, klokker og degn, maatte ofte have en særstilling, saaledes at deres pligter overfor bylaget ikke kolliderede med deres embedspligter, men for saa vidt angaar deres degnebolig maatte de overholde vedtægten som de andre. Gyngstrup bymænd paa Fyn sagsøgte 10. 2. 1653 deres degn, som havde jord i marken med de andre, til at give igang og overtage oldermandsbestillingen, naar hans tur kom og age fattige af by som de andre lige saa vel som at holde hegn. Degnen hævdede imidlertid, at han var en »gejstlig« mand, og herredsfogden henskyder sagen til provstens kendelse.[^70] I nogle tilfælde paatager degn eller klokker sig byforpligtelserne ved særlig paategning paa vedtægten,[^71] men nogle vedtægter fritager udtrykkeligt præstens medhjælpere for oldermandshvervet og anden bytjeneste.[^72]

Ikke-adelige jordejere, som driver gaarden ved bestyrer, maa naturligvis holde vedtægten med de andre, og det gælder ogsaa møllere for saa vidt angaar den jord, der hører til møllen, og eventuelle vandløb gennem engen.[^73]

Som nævnt foran side 94 gælder vedtægten for alle byens husmænd, selv om det ikke kan antages, at disse har fuld medbestemmelsesret i byens anliggender. I en lang række vedtægter er det udtrykkeligt fastsat, at husmændene skal rette sig efter byens bestemmelser.[^74] Dette gælder ogsaa bymændenes tjenestefolk.[^75]

I 1665 havde Jørgen Madsen, der boede i et hus i Stenstrup paa Fyn, men tillige tjente fru Anne Vind paa Løjved som urtegaardsmand, kørt tværs over en ager og gjort kornskade. Han gik til bystævnet og tilbød at betale skaden, men de dømte ham efter vide og vedtægt til 1 td. øl og pantede ham med vold for 2 kobberkedler. Fru Anne Vinds fuldmægtig gør for retten gældende, at han var i fruens tjeneste for kostpenge og løn og ikke hørte under byloven. Imidlertid havde urtegaardsmanden hvert aar givet bymændene 1 td. øl, men han erklærede, at det ikke var for at være deres gildebroder i deres lag under deres bylov, men for at hans smaakvæg maatte gaa paa bymarken. Bymændene kræver pantningen stadfæstet, eftersom den, der bor i byen, og som gør skade, bør bøde efter deres bylov og ret. Herredsretten henviser sagen til landstinget, da den angaar hjemmel.