Kapitel 4
Jordbruket
Agerbruget · s. 121–144
Fjärde kapitlet. Jordbruket
I. Odlingssystemet
Jordbrukets struktur bestäms i första hand av det tillämpade odlingssystemet, dvs. den princip som avgör hur länge ett jordstycke ska användas för spannmålsodling och karaktären av ett eventuellt växelbruk (sædskifte).
Det är därför inte riktigt att åberopa hägnadssystemet som indikator för odlingssystemet,[^1] eftersom det förstnämnda bara till en viss grad bestäms av växelbruket men i övrigt av hänsyn till betesningsmöjligheterna och tillgången på hägnadsmaterial. Det framgår också av framställningen nedan att antalet och karaktären av byns vangar (vange) bara i grova drag anger odlingssystemet. Man kan blott peka på att det inom trevångssystemet finns talrika undantag från treskiftet.
Det ursprungliga jordbruket har otvivelaktigt utövats på det sättet att röjningar på utmarken har odlats så länge jorden var i stånd att ge säd, varefter röjningen övergavs och föll tillbaka till utmarken, varpå ny röjning skedde på annat håll. Ett nära släktskap med detta odlingssystem har den extensiva löckedriften (løkkedrift), som utövas spritt över hela det ursprungliga Danmark men är mest utbredd i de skånska skogsbygderna. En eller flera bymän genomför en röjning på utmarken och använder den till sädesmark 2–3 år i rad för att sedan låta den ligga 5–10, ja upp till 20 år i träda, innan den ånyo används till spannmålsodling. Endast sällan har flertalet av bymän andel i en sådan løkke.[^2]
Samtidigt med utvecklingen av ett utbrett löckebruk på utmarken gick man över till en mer intensiv drift av den jord som låg närmast byn. Det är denna jord som intogs till tofteåkrar (tofteagre), och som i delar av landet, särskilt Sönderjylland, kallades invången (indvangen).[^3] Invången användes år efter år till spannmålsodling utan mellanliggande trädesperioder (alsæd eller det årliga bruket). Att detta var möjligt berodde på jordens belägenhet nära byn, eftersom bönderna kunde tillföra denna jord tillräcklig gödning för att genomföra ett årligt bruk, medan gödsling av löckor och löckevångar först sent blev möjlig.
Allteftersom stora delar av utmarken uppodlades, samlades löckorna under gemensam hägnaden till löckevångar (løkkevange). Också sådana löckevångar finner vi i stort antal i de skånska skogsbygderna på 1600- och 1700-talet. Det finns anledning att tro att detta stadium — med invången i årligt bruk och utvången i växling mellan få års bruk och flera års träda — har varit ungefär typiskt för alla danska byar oavsett jordens kvalitet. Troels Fink[^4] nämner exempel på odlingssystem från 1700-talet i Sönderjylland, där man fortfarande kan skönja konturerna av den gamla ordningen: alsädesjord (alsædejord) kombinerad med vångeskiftesmarker, t.ex. Stenderup i Tyrstrup hd., som har 5 marker, därav två i årligt bruk (alsädesjord) och en ängsvång till årlig höbärgning. De övriga två markerna brukades omväxlande 6 år i rad till säd och gräs. Dessutom fanns 4 fællesløkker, vars användning inte är närmare angiven, men som man måste uppfatta som tämligen sent röjda arealer. Ett ännu bättre exempel framhåller Campbell[^5] från Skåne, där Grödby i Villands hd. år 1708 har all sin alsädesjord inhägnad i en enda vång. Dessutom finns på utmarken två s.k. utvångar och ytterligare ett par mindre vångar. Slutligen finns ett ganska stort antal löckor på utmarken.
Där jordens kvalitet tillåtit det har man gått över till två- eller treskifte. Dessa termer betecknar egentligen förhållandet mellan den tid en vång ligger inne, dvs. är skyddad mot kreaturs betning, och den tid den ligger för fæfod (öppen för bete), så att en vång i tvåskifte ligger under fritt bete lika länge som den är under hägnaden, och en vång i treskifte ligger under hägnaden 2 av periodens 3 år. Principiellt säger dessa beteckningar alltså inget om hur ofta den ifrågavarande vången besåddes, eftersom det kunde vara stor skillnad härutinnan mellan de olika delarna av vången,[^6] men jag föredrar att i det följande uteslutande använda två- och treskifte för att beteckna förhållandet mellan den tid den aktuella jorden besås och den tid den ligger obesådd, vare sig den då ligger för fritt bete eller ej.
I Nørre- och Sönderjylland finner vi på de sämre jordarna ett särskilt extensivt tvåskifte, som fått beteckningen gräsmarksbruk (græsmarksbrug). Som exempel kan nämnas att samtliga byar i Fovlum socken, Gislum hd., enligt markboken använder detta odlingssystem. Jorden är delad i ett visst antal — som regel 7–10 vångar, som i Nørrejylland benämns aarsgoder, och ungefär hälften av jorden används till spannmålsodling i en längre sammanhängande årföljd, medan den andra hälften används till bete för kreaturen. Ett liknande tvåskifte har ägt rum i de äldre jylländska tvåvångsbyarna. Haff[^7] nämner sålunda två byar i Eid hd., där jorden är delad i två vångar och där den ena vången ligger 4–5 år till spannmålsodling, medan den andra ligger för fritt bete. I Angel och Haderslev amt har Georg Hanssen och Troels Fink påvisat ett liknande tvåskifte i tvåvångsbyar, som dock tillika hade invång i årligt bruk.[^8]
Även i Skåne fanns talrika tvåvångsbruk med tvåskifte, företrädesvis på gränsen mellan skogsbygden och slättbygden.[^9] I dessa byar låg en vång dock som regel bara inne i 2 år för att sedan ligga för fritt bete i 2 år,[^10] och detta system bevarades till långt in på 1700-talet, då de lätta sandjordarna inte tillät att jorden besåddes 2 år av 3, och man därför föredrog den mer ekonomiska användningen till betning av kreaturen.
Redan under medeltiden synes emellertid treskiftet ha varit det förhärskande odlingssystemet i de mer fruktbara delarna av landet, på öarna, i Skåne och i vissa delar av Jylland. Det framgår sålunda av SKL 189 att det har varit vanligt med en treårig period, så att vången det första året besåddes med vårsäd, nämligen korn, andra året med vintersäd, nämligen råg, och tredje året låg för fritt bete. Anledningen till att kornet följde efter allmänning var att kreaturen i så fall kunde gå längre tid på bete i allmänningsvången, medan en efterföljande rågsådd skulle utesluta en sen höstbetning. Som regel är treskiftet knutet till trevångsbruket, men det finns många undantag, och dessa undantag växer i antal allteftersom bönderna får möjlighet att ge jorden just det växelbruk som lämpar sig för dess bonitet och att tillföra den gödning.
Där det till en by hör rikliga ängsarealer blir den första utvidgningen av treskiftet en inhägnad av en särskild ängsvång, som årligen ligger i fred och som förutom höslåtter kan användas till spridd odling av havre och korn. Talrika byar på den skånska slätten har i slutet av 1600-talet en sådan ängsvång, och detta gäller särskilt alla byarna längs Öresund. Där en sådan ängsvång inte fanns fick man nöja sig med ängarna i de egentliga åkervångarna. Dessa ängar slogs då de år då vången var fredad men låg till bete tillsammans med den övriga jorden i vången. I Sydsjälland finns många byar med 4 vångar, men här är det ofta sed att två av dessa vångar följs åt i växelbruk och alltså besås samtidigt med korn, samtidigt med råg och ligger samtidigt till allmänning.[^11] En sådan fjärde vång kan också användas för att genomföra ett mer individuellt växelbruk; sålunda nämner Arent Berntsen II, 8, att denna ena vång aldrig ligger helt till allmänning, utan var och en låter sina åkrar ligga obesådda så länge som han anser att de behöver vila, och om det växer gräs på åkrarna används de till att tjudra kreatur på.
Även på Lolland-Falster hade man ofta 4–5 vångar, i det man lät jorden bära säd 3–4 år i rad och sedan ligga 1 år till allmänning.[^12] Alla åkrar i en vång har långt ifrån alltid samma växelbruk. I Fredsted, Ø. Starup socken, finns det enligt markboken bara 1 vång, men varje åkerskifte (agerskifte) har i gengäld sitt eget växelbruk. Det gamla systemet med alsädesjord kombinerad med vångar i två- eller treskifte har också ibland vandrat med in i trevångsbruket. Stallerup i Eid hd. har 3 marker, varav den ena alltid ligger inne, medan de andra två ligger 5 år inne och 5 år till allmänning.
Efterhand måste trevångsbruket upplevas som alltför trångt för genomförandet av det mer individuella odlingssystemet, och resultatet blir därför en ökning av antalet vångar. När detta skett blir det möjlighet till en ökad differentiering. Ett odlingssystem där jorden är delad i ett stort antal vångar med var sitt växelbruk, under vilket jorden bara ligger kort tid åt gången i allmänning, kallas bykoppelbruk (landsbykobbelbruget) efter det holsteinska koppelbruket. På många håll är bykoppelbruket dock inte resultatet av ett trevångsbruk som sprängts av det stora antalet olika växelbruk, utan har utvecklat sig ur ett ursprungligen extensivt löckebruk. En mer karakteristisk beteckning för detta odlingssystem är enligt min mening det intensiva löckebruket.
En utveckling från trevångsbrukets treskifte till det intensiva löckebrukets individuella växelbruk är på 1600-talet pågående i den skånska slättens bäst belägna byar. Ett utpräglat exempel härpå är Byllie i Oxie hd.[^13] Byn har 7 vångar. Den första vången odlas 2 år med säd och ligger därefter 1 år i träda, alltså vanligt treskifte. Den andra och tredje vången ligger 8 år med säd och 1 år i träda. Den fjärde vången är alltid fredad, men det sås bara i enskilda åkrar, nämligen i några vart 3:e år, andra 8 år med säd och 1 år i allmänning, medan resten av de besådda åkrarna har vanligt treskifte. Den femte och sjätte vången har vanligt treskifte, men en enskild ås i varje vång ligger 2 år i allmänning när den burit säd 1 år. Slutligen är ängsvången alltid fredad och skördas varje år.
II. Driftsfällesskapet
Då jordfällesskapet på 1600-talet står på sin höjdpunkt är det framför allt kännetecknat av det omfattande driftsfällesskapet (driftsfællesskab), som tvingade bymännen till ett intimt fällesskap i utövandet av jordbruket. Detta driftsfällesskap framtvingas i första hand av markskiftets (landskiftet) utveckling, i det att det ständigt större antalet allt smalare åkrar gör det omöjligt att överlåta åt varje enskild byman att odla sin jord som han vill.
Ett strängt genomförande av vångsbruket medför att det bara får odlas samma sädesslag i en vång, men så konsekvent har odlingstvånget (dyrkningstvangen) aldrig genomförts, eftersom det i alla tider har varit nödvändigt att ta hänsyn till att inte all jord i vången lämpade sig för odling av det aktuella sädesslaget. Sålunda fanns det ju nästan alltid ängar i vången, och dessa måste naturligtvis brukas till höslåtter, liksom det fanns jord som bara kunde användas till odling av havre eller till bete.
På landskapslagarnas tid, då de enskilda åkrarna förmodligen genomgående har varit betydligt större än vad som var vanligt på 1600-talet, var driftsfällesskapet ännu inte så utbyggt som i de senare byordningarna. SKL 189 utgår från att en man har rätt att så vad han vill i sin åker, men om han sår vintersäd i en vång som i övrigt ska användas till vårsäd, måste han själv sörja för markfreden genom att sätta ett gärde om den eller de aktuella åkrarna. Av EsjL II:74 framgår det att en byman själv kunde bestämma när han ville skörda, men att han skulle vara klar samtidigt med de andra för att inte hindra stubbgärdesbetningen (ævredsgræsningen), se härom nedan s. 223. Ännu tydligare bär de svenska landskapslagarna vittnesmål om en viss odlingsfrihet i äldre tider. Det framgår sålunda av Västmannalagen BB VII att en bonde kunde skörda när han själv fann det för gott. Lagen bestämmer nämligen att en bonde som vill köra in sin säd har rätt att skära sig en körväg genom sin grannes säd, om han blott lägger nekarna åt sidan, se också Östgötalagen BB XXI och XVII.
Allteftersom nya reningar (rebninger) medför att bonden får sin jord fördelad på ett stort antal smala åkrar, blir det omöjligt att plöja, så och skörda den enskilda åkern utan att beträda annan mans jord, och det genomförs därför ett vittgående driftsfällesskap. Att det var stora olägenheter förbundna med en sådan ordning säger sig självt, men de har i varje fall som huvudregel varit mindre än fördelen med vångsbruket. Under åren före de stora jordbruksreformerna under andra hälften av 1700-talet framkommer åtskilliga vittnesmål om driftsfällesskapets olyckliga egenskaper. Det var ju inte överallt i vången som jorden lämpade sig för sådd, men ändå fick ingen börja förrän bymännen beslutat det, och alla skulle å andra sidan sätta igång med sådden när beslutet härom fattats. Konflikten mellan somligas intresse av att påskynda arbetet och andras intresse av att uppskjuta det framgår tydligt av en inrapportering till jordbrukskommissionen av 1757, vari det nämns att byarna Erdrup, Boeslunde och Sønderup i Sorø amt hade en vång gemensamt, varav en del bestod av höga och torra jordar, medan en annan del bestod av lågliggande och fuktiga. Den högtliggande delen ägdes av den förstnämnda, den lågliggande av de två sistnämnda byarna. Resultatet var att de två sistnämnda byarnas jord först var lämpad för sådd en 14 dagars tid efter Erdrups jord, och det hände därför ofta att arbetshästar från de två byarna, som skulle till arbetet i vången, nedtrampade och åt av vintersäden som redan grott i Erdrup bys jordar.[^14] Eller från en resandes beskrivning från 1700-talet: »Då jag reste genom Møns land blev jag varse en del åkrar på vilka det omogna och nästan gröna sädet låg slaget omkull. Jag frågade en bonde som just stod bredvid om det ej var synd och skada att sålunda avsiktligt fördärva jordens avkastning. Han svarade mig att 4 bymän hade ridit ut för att se om säden i den marken var tjänlig att skördas. Och eftersom de nu sedan gammalt satte stort värde på eller sökte ett slags ära i att vara de första i landet som skördat, eller — med hans ord — som kunde vara först på färde, och då vidare den största delen åkrar hade varit tjänliga om ej fullt mogna, så hade de kommit överens om att lien skulle gå över åkrarna. Han hade mycket mot sin vilja måst följa med och till liten nytta fälla det gröna sädet.«[^15]
Denna bild av ett konsekvent driftsfällesskap stämmer helt med byordningarnas bestämmelser. De allra flesta byordningar innehåller en regel om att ingen får börja plöja, så eller skörda utan bymännens beslut.[^16] Ibland överlämnas fastställandet av tidpunkterna för jordbruksarbetenas igångsättande dock till ett särskilt utskott, ofta 4 utsedda män, se härom ovan s. 97 f.
Driftsfällesskapet har naturligtvis inte varit lika omfattande överallt utan har i hög grad bestämts av de lokala förhållandena. Sålunda innehåller byordningen för Viborg markjorder 1688 § 14 (DW II:128) ännu en bestämmelse som helt motsvarar de ovannämnda reglerna i de svenska landskapslagarna. Häri heter det att om någons jord innesluts av grannarnas säd eller gräs, så att han inte kan komma till sin jord utan grannarnas skada, så bör den som sålunda innesluts ha rätt att få en väg eller drift över den närmast liggande grannens jord, när han ersätter denne den därigenom vållade skadan efter dannemænds bedömning. I Sönderjylland, där åkrarna ofta var större än i de mycket regelmässigt skiftade byarna i andra landsdelar, synes det också ha funnits en friare möjlighet för den enskilde bymannen att utföra jordbruksarbetena när han fann det för gott.[^17] Flera byordningar från andra landsdelar ger prästen eller huvudgårdsägare, som ligger i fällesskap med byn, en särskild rätt att påbörja jordbruksarbetena när de finner det fördelaktigt för sig själva.[^18]
Två undantag från odlingstvånget har alltid erkänts, nämligen rätten att låta ängsjord ligga till höslåtter och rätten att odla havre i de sämre åkrarna i vången. Vad särskilt gäller havren följde odlingen härav som regel den omgivande vångens växelbruk, så att havrejorden alltså i trevångsbruket bar skörd två gånger under en växtföljdsperiod. Detta var dock inte alltid fallet; sålunda är det upplyst att havrejorden i det betesbristande Oxie hd. låg till bete två gånger under växtföljdsperioden, så att havreåkrarna användes till tjudring av kreatur även om den omgivande vången bar säd.[^19] Olägenheterna med att tjudra djur i vången har dock ofta varit så stora att byordningarna ingripit med förbud häremot, se nedan s. 229, och i så fall har ett sådant förbud som regel även omfattat ängar och havrejord. I varje fall bestämmer byordningen för Mastrup, Randers amt, 1725 § 21 (DW III:345) att om någon låter en eller flera åkrar i sädsvången ligga obesådda, ska han slå gräset på dessa åkrar och inte tjudra kreatur därpå, om han inte vill riskera böter och skadeståndskrav. Ett förbud mot att lämna åker obesådd finns i byordningen för Nibe markjord 1776 § 15 (DW II:63), och ett liknande förbud måste ligga bakom de många bestämmelser vari det inskärps att den som ligger ytterst i vången också ska beså sin jord. Med hänsyn till faran för skada vid inträngande kreatur är det uppenbart ofta sed att bymän som brukar den yttersta åkern ut mot hägnaden underlåter att beså den och istället använder den till bete eller höslåtter. Som gottgörelse för risken att beså sådana åkrar bestämmer byordningen för Sejerslev på Mors 1688 § 2 (DW III:494) att varje man ska ge brukaren av sådana åkrar en skäppa havre till utsäde. Enligt Aarestrup 1719 § 6 (DW III:287), Rostrup 1733 § 27 (DW IV:238) och Sønder Tranders 1758 VII § 1 (DW II:75), alla från Aalborg amt, ska hela bylaget betala den skada som ägarna av de yttersta åkrarna må lida. De två sistnämnda byordningarna förutsätter dock att det inte kan bevisas vem som vållat skadan.
Från Sönderjylland finns byordningsbestämmelser som inskärper att bymännen inte bara ska börja jordbruksarbetena samtidigt, utan att de också ska följa åt, vilket framför allt får betydelse för skörden. Byordningen för Daler, Tønder amt, 1574 § 15, fastslår sålunda att varje helt bol (dvs. helgård) ska ha två »sletter« (dvs. skördemän) varje dag, och den som slår mer än två dagsslätt ska böta till byn och herskapet. Enligt byordningen för Ottersbol, Tønder amt, 1619 § 1 (DW III:141) ska bymännen enas om hur många skördemän det får vara per otting jord, medan byordningen för Errigsted, Haderslev amt, 1641 § 8[^20] konkret anger hur långt bymännen får skörda den första och den andra dagen. En rättegång från Hvidding hd. 1692 rör brott mot en sådan byordningsbestämmelse.[^21] Sdr. Skærbæk män har pantat Nørre Skærbæk män, därför att de slagit en äng i strid med byordningen, som fastställer omfånget av en dagsslätt. Häradsfogden fastslog att Nørre Skærbæk män överträtt byordningen och avvisade deras påstående om att de hade avtalat med sockenprästen att slå den aktuella ängen, med hänvisning till att de under alla omständigheter borde ha förhandlat med Sdr. Skærbæk. Nørre Skærbæk åläggs därför böter till herskapet i överensstämmelse med byordningen, men inte till Sdr. Skærbæk, som inte genomfört pantningen på vederbörligt sätt.
När skörden närmar sig är det ofta ont om föda till människor och djur. Därför bestämmer byordningen för Bælum, Aalborg amt, 1712 § 23 (DW II:112) att var och en av bymännen efter behov får ta ett lass säd att hjälpa sig med, liksom tofter vid deras gårdar som ligger »för ätande« enligt gammal sedvänja. Här avses säkert den ohägnade tofteåkern som ligger i vången utanför den inhägnade gårdstoften, men som ändå kan skördas utan att det skadar grannarna. Enligt Komdrup, Aalborg amt, 1716 § 23 (DW II:89) får den som lider nöd skörda 1 lass råg och 1 lass korn till föda, även om bymännen ännu inte beslutat att skörda.
Av alldeles särskild betydelse är det att plöjningen företages ungefär samtidigt, så att inte den ene med sin plog vållar skada på den andres besådda åker. I detta hänseende erbjuder den s.k. förågern (forager) eller huvudågern (hovedager) ett särskilt problem. Huvudågern, som ända ner till 1700-talet kallas ophov i Sönderjylland, se nedan s. 248, är den åker som ligger ytterst i en ås och som med långsidan stöter mot de kortare åkerändarna i den angränsande åsen. Det är klart att om de långa åkrarna i den angränsande åsen ska plöjas ända ut, måste plogen vända i den första åkern i nästa ås, och om denna är besådd vållas det skada.
Svårigheterna kan sökas övervinnas på olika sätt. Ofta förekommer ett absolut förbud mot att vända plogen på en annan mans huvudåger efter att den är besådd,[^22] men mer specifikt bestämmer Radsted, Maribo amt, 1689 § 7 och § 8, att den som vänder på en huvudåker i vinterfält ska vända före Valborgsmäss och dock betala den som äger huvudågern all skada som vållas. I vårfältet ska den som vänder på huvudågern ha 8 dagars förvarning och ska därefter vara skyldig att beså sin åker, så att den andre kan få sin huvudåger besådd utan fara för skada. En bestämmelse om att de åkrar som stöter mot huvudågern ska plöjas när de varnas därom finns också i Voer, Randers amt, 1705 § 5 (DW III:394), medan Kollerup, Thisted amt, 1742 § 43 (DW II:47) och Fodby, Sorø amt, slutet av 1700-talet, § 10 (DW I:186) mer detaljerat bestämmer att ägaren av huvudågern ska sända 2 bymän till den vars åkerände stöter mot huvudågern och be honom plöja sin jord. Gör han det inte, får han hålla sig från huvudågern och vända plogen på sin egen jord. Strängare är Sneslev, Sorø amt, 1649 § 25 (DW I:181), som bestämmer att om en byman inte vill plöja tillsammans med de andra, ska varje man med sin plog plöja hans jord, och han ska betala arbetet med 2 sk. per skäppa land. Å andra sidan bestämmer Ebdrup, Randers amt, 1705 § 13 (DW IV:304) att det överhuvudtaget inte får sås i den ås vari huvudågern befinner sig förrän det besåtts i de angränsande åkerändarna.
Trots alla förebyggande bestämmelser gick det ofta hårt ut över huvudåkrarna, och på flera håll har man därför dragit konsekvensen härav och helt enkelt tilldelat brukaren av huvudågern mer jord än de andra, så att han därigenom fick ersättning för eventuella förluster. Härom hör vi i ett tingsvittne från Nørre Rangstrup hd. i Sönderjylland från 1693,[^23] vari omtalas rening av en äng. Vid reningen fick den som kom att ligga till udfald (alltså den sista åkern i åsen i förhållande till mätriktningen, medan den första ligger till uphov) något jord till aabod, dvs. som gottgörelse för dess ofördelaktiga belägenhet. Byordningen för Nordby på Samsø 1697 § 46 (DW I:146) bestämmer likaså att den som ligger för høfden ska ha tre fot mer än sin renbroder (det jord som tillkommer varje deltagare vid en rening). Där en sådan regel inte gällt har det varit frestande för brukaren av huvudågern att ta rättvisan i egen hand och plöja till sig jord från de angränsande åkerändarna.[^24] Mot ett sådant förfarande finner vi uttryckliga förbud i vissa byordningar.[^25] Det är dock möjligt att dessa bestämmelser härstammar från byar där det är sed att låta åkerändarna ligga obrukade, se nedan, och att man velat hindra att denna allmänningsjord indragas i de angränsande åkrarna.
Om bonden är hänvisad till att vända på sin egen åker, blir det mycket svårt för honom att odla det sista stycket av åkern, och resultatet blir i många fall att åkerändan ligger obrukad som gräsmark. Detta har varit sed och bruk i talrika byar. I en dom från Nørre Rangstrup hd. 18.3.1700[^26] hör vi om en by där det för ändan av åkrarna ligger obrukad jord, som närmast betraktas som allmänning. Det heter i domen: Emedan intet visst kan dömas, vem den omstridda grunden ska tillhöra, måste därför hänvisas till lagens I:52, hur sådana saker ska avgöras, och den talar om 12 ägare som ska döma dem emellan, det är renad mark eller den grund som tillkommer byn till delning efter I:46, och emellan ophov, det är odelad jord eller slump, som ligger längs med ändarna, som bonden med sin lie eller plog håller upp, som har en likhet med denna sak, då NN:s grund är slump och inte ligger i rening med sina grannar, utan framför ändan av deras renade ängar, som de börjar och åter håller upp med sina liar, och dessa 12 män bör MM på sin egen bekostnad inkalla. Domen utgår alltså från att ophov i JL är den obrukade jorden som ligger framför ändan av åkrarna, vilket ju inte är helt korrekt, i det att ophov enligt talrika sönderjylländska tingsvittnen är detsamma som huvudågern, men naturligtvis kan det utanför reningen vara likgiltigt om jorden är den första i den ena åkern eller den sista i den andra, då den ändå ligger obrukad.
Vi har från andra trakter vittnesbörd om att åkerändarna ligger obrukade och betraktas som allmänning, t.ex. bestämmer Kollerup, Thisted amt, 1742 § 31 (DW II:46) att ingen får tjudra under hägnatidens mellan fälledens åkerränder, och i flera byordningar jämställs åkerändarna på annat sätt med allmänningen, i det att de innehåller förbud mot att skära torv, gräva grön jord eller hugga gärdsle på andras åkerränder.[^27] Det finns talrika förbud mot att tjudra på annan mans åkerränder, t.ex. Vinum, Tønder amt, 1635 § 14 (DW III:37), Aulum, Viborg amt, 1648 § 4 (DW III:326), Sejerslev, Mors, 1688 § 15 (DW III:496), Vong, Ribe amt, 1691 § 4 (DW IV:373) och Blenstrup, Aalborg amt, 1729 § 11 (DW III:299). Att åkerändarna inte är detsamma som huvudågern framgår bl.a. av byordningarna för Voer, Randers amt, 1707 § 4 (DW III:396) och Tunø, Aarhus amt, 1805 kap. 8 § 3 (DW II:331), enligt vilka man i nödfall får gå på åkerändarna för att komma ut till sin jordlott, men inte på huvudågern.
Även om driftsfällesskapet medför att bymännen i vitt omfång måste rätta sig efter flertalets avgöranden vid igångsättandet av jordbruksarbeten, var åkrarna dock principiellt underkastade särbruk (særbrug), och bonden måste med egna redskap odla sin egen jord och inget annat. Att det långt ner i tiden fanns ploggfällesskap (plovfællesskaber), där deltagarna alltså var gemensamma om redskapen, men säkert inte om driften, framgår av en vittnesföring vid Revs hd. 1651,[^28] varav framgår att en bonde hade 6 hästar för sin plog och att han inte var i plogglag med någon.
Hänsyn till fällesbetet i trädesvången nödvändiggjorde redan tidigt en viss enhetlighet under skördearbetet, och byordningarna innehåller talrika bestämmelser till säkerställande av att stubbgärdesbetningen inte hindras, jfr. EsjL II:74.
III. Inhägnad av åkerjord
Ursprungligen har de löckor som enskilda män eller några enstaka bymän gemensamt upptagit på utmarken naturligtvis varit avskilda från denna med hägnader, och lottägarna i den aktuella löckan har ensamma bestämt hur den skulle drivas. Allteftersom ett egentligt vångsbruk utskilde sig, måste dock också ett ständigt mer intimt driftsfällesskap utvecklas, jfr. föregående avsnitt, liksom den avskördade vången, allteftersom överdriven (overdrevene) inskränks, blir av ständigt större betydelse för bymännens fällesbete. Denna hänsyn till fällesbetningen i stubbgärdesvången är bestämmande för utvecklingen av reglerna om rätten för den enskilde att inhägna sin åker i vången.
Ännu landskapslagarna visar oss emellertid ett tillstånd där å ena sidan åkrarna i vången är så stora att det lönar sig för den enskilde bymannen att inhägna dem, och å andra sidan betet ännu är så rikligt att man under iakttagande av vissa säkerhetsregler kan tillåta en sådan inhägnad.
SKL 189 tillåter att en man som har åker i vången kan beså denna med råg, även om de övriga bymännen sår korn i sina åkrar i denna vång, men bestämmelsen kräver som villkor att den aktuella bymannen sätter ett gärde om sin rågåker eller skyddar den på annat sätt. Han bär alltså själv risken för att de andras kreatur, som fortfarande betar i stubbgärdesvången som först ska besås om våren, ska bryta in i hans på hösten med vintersäd besådda åker. Bestämmelsen tar uteslutande sikte på en reglering av markfreden, men den förutsätter klart att det inte finns något odlingstvång och att en man fritt kan inhägna sin åker. I ett fall som det lagen avser kommer det faktiskt att gå ut över de övriga männens fällesbete, men hänsyn tas uppenbarligen inte härtill.
Annorlunda i EsjL II:57, som visserligen liksom SKL tillåter fri inhägnad av åkrarna i vången, men som av hänsyn till fällesbetet ställer det stränga villkoret att den som vill inhägna ska utlägga lika mycket av sin toftjord till fägata som han vill inhägna ute i vången. Bestämmelsen måste förstås så att kravet på utläggning av toftjord till bete bara gäller den byman som vill upprätthålla sina hägnader när den övriga vången öppnas, och det är alltså först från denna tidpunkt som toftjorden, som ju är fredad hela året, ska utläggas.
Om bymannen inte bara vill inhägna sin åker utan också bygga sitt hus vid inhägnaden ute i marken, måste han naturligtvis på samma sätt ge kompensation genom utläggning av toftjorden, men i detta fall ska man ytterligare ta hänsyn till markfredens upprätthållande, och den nämnda bestämmelsen kräver därför att utflyttaren måste ordna en väg dit, och han får inte driva boskapen genom vången, om han inte vill ta den vid hornen och föra den ut på det sättet. Det hjälper honom inte att hänvisa till att han kan driva sina kreatur på sin egen jord, ty denna jord ligger ju i den gemensamma vången, och faran för markskada är för stor.
JL har inga bestämmelser om vanliga hägnader utan behandlar ingående utflyttningar. Huvudbestämmelsen är JL I:47 om anläggandet av ett torp ute på adelbyns (adelbyens) mark. Om de två bybildningarna blir oense om vad som hör till torpet och vad som hör till adelbyn, ska de som bor i adelbyn ha bevisrätten. Och om adelbyn finner att torpet är till skada för byn, kan de kräva av torpets invånare att de flyttar tillbaka till byn, om skadan är outhärdlig. Vill de inte flytta tillbaka, ska en lägdag (lagdag) utsättas på tinget, och bor de kvar härefter, ska de böta konungens rätt. Men om de har tre vintrars hävd på sin bebyggelse, kan man inte genom rättegång tvinga dem att flytta tillbaka.
Om enskild mans utflyttning handlar JL I:48, enligt vilken den som bosätter sig i vången, oavsett att han bygger på sin egen grund, ska skaffa sig fägata (forte) och fägång på sin egen jord skadeslöst för alla ägare, eller annars flytta tillbaka till adelbyn. Bestämmelsen motsvarar helt sista delen av EsjL II:57. Bestämmelsen har efter sin ursprungliga mening tillämpats i en dom avkunnad vid Viborg landsting 1559,[^29] vari en bonde fråndömdes sitt hus, därför att han uppfört det på sin jord i vången på ett sådant sätt att han inte kunde komma dit med boskap eller fä utan att driva över allas egendom.
Redan i landskapslagarna ser vi alltså en utveckling från den helt fria rätten att inhägna åker i vång till en mer begränsad rätt omgärdad av många villkor. Detta rättsläge förändras emellertid under de följande århundradena, och i varje fall på 1500-talet är det en fast regel att åkerjord inte kan inhägnas med mindre samtliga bymän ger sitt samtycke. För arrendeböndernas (fæstebøndernes) del krävs naturligtvis även tillstånd från husbonden och andra jordägare.
Att husbondens samtycke är nödvändigt är fastslaget i en rettertingsdom 1545,[^30] varigenom Hans Blak, fogde vid St. Knuts kyrka i Odense, och samtliga Brylle män hade åtalat sockenprästen i Tommerup och Brylle, därför att han inhägnat en trädgård som ligger i åkrarna. Då inhägnaden företagits utan jorddrottens samtycke skulle jorden åter utläggas till byn. I detta mål har bymännen alltså motsatt sig en inhägnad av prästgårdsjord. Emellertid har det efterhand i stor utsträckning skett en utskiftning av prästgårdarna,[^31] och i detta sammanhang kan även nämnas huvudgårdarnas utskiftning ur fällesskapet. En närmare redogörelse för dessa två förhållanden faller emellertid utanför undersökningens ram.
Efterhand måste det ha trängt igenom att samtliga bymän även under arrendeförhållandet ska ge sitt samtycke till hägnader, och en dom från Sjællandsfar landsting 1678[^32] fastslår att eftersom det bevisats med syn och vittnen att samtliga Englerup bymän haft fled och fälled när vången inte var i hägnaden, innanför den graft som en byman uppkastat, ska häradsfogdens dom som godkänt den uppkastade graften vara maktlös och inte komma Englerup bymän till skada. År 1668 har en byman instämt en granne till högsta rätten, därför att grannen inhägnat sin jord till skada för det gemensamma betet.[^33] Häradsfogden och landsdomarna ansåg målet vara en äganderättsfråga och kräver därför alla jordägare inkallade, och då detta ej skett avvisades målet. Högsta rätten finner emellertid käranden berättigad att föra bevisning.
För att hägnader i större skala skulle bli möjliga hade det varit nödvändigt att det också i viss mån ägde rum en utskiftning, t.ex. som i Sönderjylland i form av mageskiften (mageskifter). Sådana mageskiften krävde emellertid också jordägarens samtycke, i det att de annars var olagliga och kunde krävas ogjorda, se nedan s. 358.
Mageskiften har nog överhuvudtaget bara i en mycket begränsad utsträckning ägt rum i kungariket; de synes i varje fall ingenstans ha satt någon väsentlig prägel på markskiftet, och vad Skåne beträffar har varken Sven Dahl eller jag under omfattande undersökningar av de skånska markskiftena funnit något klart exempel på mageskifte av enskilda åkrar. Markskifteskartorna från Skåne bär i varje fall ingen prägel av sådana mageskiften.[^34]
I Sönderjylland ses det tidigt klart förutsatt att inhägnad av åkerjord kräver myndigheternas tillstånd. Troels Fink har ägnat huvuddelen av sin framställning av utskiftningen i Sönderjylland före 1766 åt en undersökning av åkerjordens utskiftning och inhägnad.[^35] Av de tidigaste kända källorna från 1500-talet framgår det att det existerat ett förbud mot att bönderna på egen hand mageskiftar jorden och inhägnar sina lotter. Fink har framlagt åtskilliga exempel på att böter utdömts för överträdelse av hägnadsförbudet. Det nedan s. 179 omtalade tillståndet från 1597 till inhägnad av jord efter inhämtat tillstånd och mot erläggande av toftrodapengar gäller även åkerjorden, och ehuru utvecklingen naturligtvis artar sig högst olika i de olika delarna av Sönderjylland, beroende på de skilda jordförhållandena och på myndigheternas olika inställning, kan man dock under de följande hundra åren tala om en egentlig utskiftnings- och hägnadrörelse. Ingenstans i det danska riket har inhägnaden av åkerjorden varit så framskriden, innan de egentliga utskiftningslagarna utfärdades.
Det är inte uppgiften här att skildra utskiftningsrörelsen före utskiftningslagarna varken i Sönderjylland eller i andra delar av riket; vi måste inskränka oss till att klargöra de grundläggande principer som — ehuru ofta starkt förändrade genom den lokala utvecklingen — dock i stort sett legat till grund för rättsuppfattningen. För Sönderjyllands del bekräftar Troels Finks undersökningar som nämnts att huvudregeln varit att bönderna inte på egen hand kunde inhägna. Å andra sidan erhålls tillståndet som regel när ingen lider skada därav och de föreskrivna avgifterna erläggs. Visserligen utfärdas 1622 ett hertigligt förbud och 1637 ett kungligt förbud mot hägnader, men dessa förbud ger inte anledning till någon påvisbar ändring i utvecklingens huvudlinjer. Förbudet upphävs väl inte formellt, men under åren efter 1699 kan man genom hänvändelse till regeringen erhålla tillstånd till inhägnad. Efter 1700 svänger myndigheterna i Haderslev amt från en tolererande hållning till välvilja, och Troels Fink menar att anledningen härtill är utfärdandet av förordningen om levande hägnader.
Denna övergripande utskiftningsrörelse möjliggörs genom omfattande mageskiften, varigenom bönderna lyckas samla sin jord i färre jordlotter, men någon fullständig samling av jorden äger nästan aldrig rum, såsom det så gott som alltid var fallet vid utskiftningen i kungariket efter förordningen av 1781, och denna dåliga jordfördelning har plågat Sönderjylland ända in i vår tid.
Utskiftningen under den omtalade perioden från ca. 1600 till 1766 genomförs som regel utan en samtidig utflyttning, men det finns dock åtskilliga exempel på att en sådan ägt rum. Troels Fink skildrar sålunda ingående den totala utskiftningen och utflyttningen i Varnæs åren 1710–11 (kap. VII). Exemplet från Varnæs ses åberopat i många senare utskiftningsärenden.
Den ovan omtalade själländska landstingsdomen från 1678 förutsätter att alla bymännens samtycke är nödvändigt för genomförandet av en inhägnad. Det är samma grundsyn som ligger bakom Haderslev amtsdekret 4.12.1713, vari det heter: »Alla separationer från ett fällesskap måste ske med förbehåll av tredjemans rätt och kräver antingen samtycke från alla delägare som ingår i fällesskapet, eller att man avkräver de protesterande grunden till deras vägran.« Det ska alltså ändå finnas ett förnuftigt skäl till vägran, för att denna ska kunna beaktas. Ännu starkare understryks detta förbehåll i ett Haderslev amtsdekret 23.3.1724, vari det heter: »En enda jordägare i en fällesby kan inte sätta sig emot vad hela grandelaget finner för gott, med mindre att han i synnerhet graveras av deras beslut.«[^36]
Med införandet av DL i kungariket sker ingen ändring av det ovan skildrade rättsläget, i det att 3–13–13 bara innehåller de regler som också praktiserades före 1683. Det kan i detta sammanhang noteras att den nedan s. 183 omtalade domen från Fyenbo landsting 1691, varigenom en bonde dömdes att igenkasta en graft som han grävt kring sin jord utan husbondens och de andra jordägarnas samtycke, möjligen avser jord i vången.
I byordningarna ses Danske Lovs regel emellanåt understruken, sålunda i Vester Massing, Aalborg amt, 1733 (DW IV:221) och Øsløs, Thisted amt, 1736 (DW III:268). Å andra sidan framgår det av byordningen för Borkop, Vejle amt, 1723 (DW II:455) att bönderna här år 1722 beslutat att inhägna med graft och gärde var och en för sin åker och grund, när nödvändighet så kräver, och det så snabbt som möjligt.
Utskiftningar och hägnader har alltså inte varit okända i kungariket, men det finns ingen anledning att anta att vi någonstans kan finna en hägnadrörelse som den påvisade i Sönderjylland.[^37] I Skånelandskapen finns hägnader i vångarna uttryckligen omnämnda i Henlislov byskrå (Halland) 1684, Appendix.[^38] Härefter kan sådana hägnader bara ske med alla bymäns samtycke, och hägnaden ska vara lika god som de andra vånghägnaderna. Dessutom ska inhägnaden uppges när den övriga vången ligger för fritt bete. Samma regel finns i byordningen för Asfærg, Randers amt, 1685 § 49 (DW II:229), varigenom ingen ska ha enskild del i hägnaden, när den vång den ligger i ska vara allmänning, prästens markfall undantaget. När denna regel iakttas ser det ut som om bymännen fritt kan inhägna sin jord i sädsvångarna, t.ex. en äng till häst- och kohage.
IV. Toften
Vid en undersökning av markskiftet, sådant det förekommer i markböckerna och i de äldsta kartorna, finner man som regel att det kring varje enskild gård finns en inhägnad plats som förutom till gårdsplan — allt efter storlek — kan användas till kålhage, humlegård eller liknande. Där gården ligger vid byområdets ytterkant finner man ofta att det i anslutning till husområdet i den angränsande vången finns en större åker som tillhör den aktuella gården. Dessa åkrar är större än de vanligen förekommande jordlotterna i vången, och de är inte sällan av mer oregelbunden form. Dessa särskilda åkrar betecknas i handlingarna som tofteåkrar (tofteagre).
Arent Berntsen beskriver toften som det jordstycke som ligger i vången omedelbart intill bondens gård. Ingen annan än han har någon del däri, ehuru det inte behöver vara omgrävt eller inhägnat, vilket det dock i allmänhet är. Om gården ligger mitt i byn, så att toften inte kan ligga vid gården, ska bonden ändå ha sin toft i vången liksom han har fägata i byn, ty varje gård bör ha sitt eget jordstycke eller toft, som bonden efter behag kan bruka som han vill och med vilken säd han önskar. Østerson Vejle betecknar blott toften som ett mindre jordstycke som varje bonde har enskilt till sin gård och som i allmänhet är instängt och inhägnat.
Det blir då vår första uppgift att undersöka sambandet mellan de tofter och tofteåkrar som möter oss i 1600- och 1700-talskällorna och landskapslagarnas upplysningar om tofter av olika slag. EsjL omnämner olika beteckningar på toftjord. I III:54 bestäms att oldinge (nämndemän) ska svärja rå mellan toft och gata, mellan toft och markjord och mellan högtoft (højetoft/hørætoft) och markjord. Enligt II:55 ska varje bol i marken renas, såsom envars huvudtoft (hovedtoft) ligger i byn, och om huvudtoften har en åker i varje vång, och den ligger efter solen liksom huvudtoften själv, då är den som äger huvudtoften närmast att bevisa att alla lotterna ska ligga som toften ligger. Slutligen omnämns toftjorden i II:68, som fastställer regler för det fall att en bonde sätter sitt hägnaden in på en annans toft. Normalt ska den förfördelade tillkalla grannarna och låta dem hålla syn. Om bonden erkänner sitt fel ska han böta 12 öre. Men om det finns någon som bor så långt ute att han bor på högtoften, ska han göra grannarna rätt och böta 6 öre. Det kan noteras att böterna i detta fall är lägre än om hägnaden satts in på en vanlig toft.
I SKL omnämns toftjorden överallt som hustoft (husætoft), jfr. kap. 56, 67 och 75. Om en byman klagar över att en annan byggt på den gemensamma gatjorden och fägatan, ska man utjämna alla hustofterna som de är oeniga om (67). Detta förklaras närmare i AS 27, att om någon klagar över sin tofts trånghet och påstår att den är mindre än den borde vara, ska man ta till rening. Enligt AS 26 ska man vid reningen sörja för att alla de till marklotterna hörande tofterna inbördes och dessa tofters tillhörande jord inbördes görs lika med varandra. I SKL 75 och AS 35 anförs en tvist om det förhållande att en byman frånsålt enskilda jordstycken. Somliga menar att man kan svärja markjorden till hustoften, då leding, inne och stud ska erläggas av hustoften, medan andra menar att den som skördat 3 avkastningar opåtalt på den frånsålda jorden ska ha bevisrätten, och enligt AS 35 in fine har den sistnämnda uppfattningen segrat, jfr. nedan s. 331. I sistnämnda bestämmelse beskrivs tofterna som de mer ansenliga, varav avgifter erläggs, i motsats till de tillhörande jordarna, som rättar sig efter tofterna som lemmarna efter huvudena, jfr. EsjL II:55. Motsvarande bestämmelser finns i VsjL ÆR 191, 202 och 203.
JL I:51 handlar om samma konflikt som omnämns i SKL 67, nämligen att en byman byggt på fägatan. Det upplyses vidare att alla tofter i byn ska ha fägata, både de gamla tofterna (gamle tofter) och de svurna tofterna (svorne tofter). Svurna tofter är sådana som alla bymännen intagit av det som förut var åkermark, dock så att det även ska göras fägata av en sådan svuren toft. Enligt I:52 ska 12 ägarmän svärja rå mellan toft och fägata och mellan toft och åkermark, och vid rening ska enligt I:55 tofterna som ligger i byn först renas. Om reningen medför att en byman tilldelas jord på ett område där en annan byggt, kan han inte tvingas att flytta, utan den andre måste ta lika för lika av hans obebyggda jord. På samma sätt som sin egen toft, som man själv bor på, ska man värja gårdsätetoft (gaardsædetoft) och landboatoft (landbotoft), och varje toft som det finns en byggnad på. Liksom tofterna i byn skiftas, ska hela markjorden skiftas. I JL III:57 görs skillnad mellan bebyggda och obebyggda tofter.
Hur ska man nu bringa sammanhang i alla dessa olika beteckningar på toftjord, och hur är sambandet mellan landskapslagarnas olika tofter och 1700-talets tofteåkrar och hustofter?
O. Chr. Olufsen[^39] menar att den egentliga toften är den del av byns gatjord som används till husplats och kålhage, alltså den till gården hörande inhägnade platsen innanför byns hägnad. Det är enligt Olufsens mening vad som förstås med gamla tofter i JL I:51. En nybildning är de tofter som intas av marken, och detta skulle vara de i samma bestämmelse nämnda svurna tofterna. Författaren menar att dessa svurna tofter kanske är det först upptagna stycket av marken, och att det är dem som återfinns i de s.k. tofteåkrarna, som alltid låg nära byn. I rubriken till JL I:55 skulle toft hänvisa till båda de angivna jordtyperna. Enligt Olufsens uppfattning skulle högtoft betyda hustoft, så att bestämmelsen i EsjL III:54 skulle avse att nämndemännen ska svärja rå mellan hustoft och gata, mellan tofteåkrarna och marken samt mellan hustoften och tofteåkrarna.
P. Lauridsen[^40] menar att hustoften avslutas med ett hägnaden, och att det är rent tillfälligt när ägaren bakom hägnaden råkade på sin egen andel i den angränsande åsen. Enligt denne författares uppfattning skulle hørætoft betyda hortoft, dvs. ett jordstycke som användes till odling av lin, men häremot opponerar Haff,[^41] som påvisar att odling av lin inte kan ske på samma jord år efter år, utan att linlöckor ständigt måste flyttas. Han menar därför att hørætoft betyder den plats där linet blekes.
Den mest vägande undersökningen är även på detta område Henrik Larsens.[^42] Larsen påvisar att tofteåkrarna måste vara jord av en särskild typ, i det att de ofta har namn som sätter dem i förbindelse med toften. Från markboken för Sneslev, Flakkebjerg hd., hämtas sålunda följande exempel: »Smidde Aassen som er Tofttejord«, eller för Særslev, Skippinge hd., »Mølehøys Agre som er Tofftejord«, och talrika liknande exempel finns. Det rör sig alltså om en jordtyp som skiljer sig från den vanliga åkerjorden i vången.
Visserligen är inte alltid toftnamnet bevarat, men i så fall kan dessa åkrar genom sin särskilda belägenhet och form lätt identifieras. Å andra sidan behöver inte alla åkrar som benämns toft vara verkliga tofter. Larsen nämner som exempel härpå Skoufballe Tofft i Vindeby, där åkrarna nr. 10–13, som tillhör gårdarna nr. 18, 23, 4 och kyrkan, knappast är tofter. Det finns dock även byar där det med säkerhet kan påvisas att i varje fall inte alla gårdarna har tofter, men orsaken härtill kan bl.a. vara att de vid solskiftet indragits under det allmänna skiftet, eller att de vid oregelbundet skifte blivit så uppstyckade att de helt tappat sin karaktär. Sådana skiftade tofter kan ofta påvisas på de skånska lotskifteskartorna.
Som bevis för att toften inte enbart är en bygg- och gårdsplats anför Larsen t.ex. att det vid en rening av Ø. Højsted i Sönderjylland tilldelades varje otting en toft på 40 roder (à 6 alnar) i längd och 6 roder i bredd, dvs. 19 440 kvadratalnar, men denna areal är naturligtvis alldeles för stor för att bara tjäna som gårdsplats, kålhage o.l. Här handlar det om en egentlig åker.
Henrik Larsen antar att högtofterna ligger ute i vången och att de bebos av utflyttare. Det framgår av EsjL att de kan vara bebyggda, och den ringa bötessatsen för olagligt tillbygge tyder på att de inte ligger vid själva byn. De många övriga åkerskiftena ute i vången, som betecknas med toftnamnet, är delvis av tillfälligt ursprung, men särskilt där de betecknas som gammeltoft är det säkert vittnesbörd om en äldre bebyggelse. Om uttrycket huvudtoft i EsjL II:55 anmärker Larsen att varje bol hade sin plats i byn och varje gård som hade andel i bolet hade även andel i bolets toft. Om en gård hade jord i flera bol hade den alltså flera platser att välja mellan i byn, och huvudtoften var enligt Larsens uppfattning den toft en gård har i det bol vars rening det gäller, och inte den toft gården tillfälligt ligger på.
Innan ett försök till bedömning av de tidigare undersökningarna görs, är det av värde att redogöra för de svenska landskapslagarnas uttalanden om toftjord.
Det kan knappast råda tvivel om att de nyare markskiftena, framför allt solskiftet, invandrat till Sverige söderifrån, och det finns därför anledning att tro att götalagarna i första hand bär prägel av dansk påverkan. Ögl. BB innehåller regler om skifte av byn efter liknande principer som de danska lagarnas och svealagarnas solskifte. I Ögl. används inte beteckningen solskifte utan istället »laglig belägenhet« (lagha læghi), vilket också används i Uppl. BB 2:1 och Vml. BB 2:1, liksom det i en mer allmän bemärkelse används i Dalal. BB 19 pr och 1. Att byn är i laglig belägenhet vill säga att den är lagligen skiftad. Enligt lagen ska man först skifta tofterna efter bymål, dvs. varje fastighets attungstal, och sedan ska åkrarna skiftas liksom tofterna. I Ögl. BB 2:1 utsägs att det tidigare varit gällande rätt att man skulle ta en femalnarsstång och lägga 2 stängers bredd som toft för varje attung, men nu har det bestämts att man får lägga så många mål per attung som man kommer överens om. En fastighet på en attung hade alltså en toft på 10 alnars bredd ut mot gatan. Om toftens längd sägs inget. Det handlar alltså inte om någon stor toft för en sådan fastighet, men kanske har de flesta fastigheterna på lagens tid varit mer än 1 attung.[^43] I den yngre Vgl. J 18 är »laglig toft« 20 alnar lång och 10 alnar bred, och det är kanske ett minimikrav för byns tofter, jfr. § 19, varigenom »laglig toft« hör till en fastighet på ⅛ attung. Om alla tofterna ligger till vägen så är byn lika lagligt anlagd som om det löper en väg mitt genom byn (Ögl. BB 2:1), och om man tvistar om huruvida tofterna ska läggas i fyrkant eller på rad ska flertalet råda (I:4). Senare källor än Östgötalagen visar emellertid större tofter; sålunda upplyser en medeltidskälla att biskopstorp har 4 stänger per 1 attung, 6 alnar per stång.[^44]
Samma betydelse för markskiftets genomförande tillerkänns toften i svealagarnas solskifte, som formulerar regeln att »toften är åkerns moder« (tompt ær teghs mothir) Sdml. BB XI:1, Uppl. BB II:6, men det finns inte i dessa lagar någon närmare bestämmelse av tofternas absoluta storlek, däremot anges deras relativa storlek överallt efter bymål i Uppl. BB I:1 efter penningeland, ørtugsland, øresland och markland.
Av götalagars upplysningar ser vi att den toft som här avses har ett mycket mindre format än de danska tofteåkrarna sådana vi känner dem på 1600-talet; den »lagliga« toften i Vgl. är inte mer än 200 kvadratalnar. Här kan det knappast vara fråga om annat än den egentliga gårdsplatsen, kanske med en smula kålhage e.l., och även om de svenska tofterna senare varit betydligt större når de ändå aldrig upp till storleken av en egentlig tofteåker.
De av Nordiska Museet under ledning av Sigurd Erixon företagna byundersökningarna synes inte ha konstaterat samma regelmässiga förekomst av tofteåkrar som den vi känner från Danmark, men själva gårdstoften synes ofta ha varit större än den danska. Sigurd Erixon sammanfattar själv sina undersökningar sålunda: »Emellertid synes det område, som avgränsades till tomt, vanligen ha varit så stort, att det ej blott räckte till byggnadsplatser utan även till gräs- eller kalvtomter stundom också till humle- och kålgårdar, ja, till och med till mindre åkrar. Någon absolut skillnad fanns heller icke i sättet att udnyttja marken utan för eller inom bytomtgränsen, ty ågor av alla dessa slag funnos ofta även på utsidan av denna och i omedelbar anslutning till byplatsen. En speciell form av sådana äro de s.k. »spellåkrarna«, av mindre omfattning än de egentliga gärdena. Det finnes flera exempel åtminstone under 1700-talet på att dessa utom bytomten belägna ägor på visst sätt inräknades i denna, vanligen då som ersättning till vissa hemman för andras utvidning. Detta är förklaringen till att bytomten även i ordentligt skiftade byer stundom äger en ganska oregelbunden form.«[^45]
Det kan knappast häreftertvivlas på att de i de svenska landskapslagarna omnämnda tofterna är den jord som innanför byhägnaden hörde till den enskilda fastigheten, och att de inte omfattade större åkrar i den angränsande vången. Att dessa bytofter även genom tiderna varit av betydelse för markskiftet ses bl.a. därav att de som regel är mycket regelmässigt skiftade och av mycket regelbunden (rektangulär) form, vilket är sällsynt beträffande de danska gårdstofterna. Fig. 3 visar en av de av Sigurd Erixon undersökta bybilderna, som ger ett klart intryck av hur gårdstofterna skiftats vid solskiftets införande.
Av den föregående genomgången av de danska landskapslagarnas bestämmelser framgår att SKL uteslutande talar om hustoft, att EsjL förutom ordet toft även brukar högtoft och huvudtoft, och att JL förutom ordet toft brukar gamla tofter i motsats till de svurna tofterna. Det framgår av landskapslagarna att toften i varje fall alltid omfattar den inhägnade gårdsplatsen och eventuellt kålhage vid gården, men om de övriga tofttyperna har vi bara spridda upplysningar. Vi vet dock att de svurna tofterna är ny toftjord som intas från markjorden, och huvudtoften i EsjL är den toft som är bestämmande för åkrarnas belägenhet ute i marken.
Jämför vi dessa upplysningar med de svenska landskapslagarnas upplysningar om toften, så råder det för mig ingen tvekan om att toften även i Danmark ursprungligen varit betydligt mindre än de tofteåkrar som nu kan ses på kartorna och konstateras i markböckerna. Denna ursprungliga toft har liksom i Sverige omfattat gårdsplats samt ett mindre inhägnat jordstycke för utvidgning av byggnaderna och odling av kål o.l. I Danmark har man sedan efterhand indragit en större del av den omgivande jorden under toften och därigenom reserverat den för särdrift, men denna särdrift har med tiden — allteftersom driftsfällesskapet utvidgats — uppgetts, och tofteåkrarna har ingått i den angränsande vången; ofta har de till och med helt förlorat sin särprägel genom rening. När denna utveckling fullbordats omfattar toften bara själva gårdsplatsen och ett minimum av kålhage, medan resten ingått i den angränsande tofteåkern. I Sverige känner man däremot inte en sådan utveckling varigenom toften utvidgats med angränsande åkerjord, utan man har bevarat de gamla rymliga tofterna, som i de solskiftade byarna har en sträng regelbunden form.
Denna uppfattning synes också stämma med jordbrukets utveckling. Det är sannolikt att de nya tofteåkrarna intagits på ett utvecklingsstadium då vångeskiftena var under bildande av de spridda löckorna på utmarken, men att den nya toftjorden förlorat sin särskilda betydelse när vångeskiftena utvecklats till större vångar, och att den slutligen gått upp i den angränsande vången.[^46] Enligt landskapslagarnas upplysningar har såväl hustoft som högtoft ursprungligen varit inhägnade, se särskilt SKL 187 och EsjL II:57, medan JL III:57 tyder på att de obebyggda tofterna, alltså de egentliga tofteåkrarna, inte längre var omgivna av hägnader,[^47] och det stämmer ju mycket väl med vångsbrukets utveckling, om denna bestämmelse är ett tecken på att de tidigare inhägnade tofteåkrarna nu håller på att ingå i de angränsande vångarna.
Ännu återstår att söka klargöra den närmare betydelsen av landskapslagarnas olika beteckningar för toftjorden. De allra flesta överlåtelsedokumenten från 1200-talet använder bara ordet »fundus« utan tillägg av något slag som kan referera till landskapslagarna,[^48] men några helt enstaka brev ger dock fylligare upplysningar. För det första kan vi av ett brev daterat 11.7.1272 erfara hur nya tofter kan uppstå, i det att Trelle Thomsen tillsköter Løgumkloster all sin egendom i Borg mark med undantag av den toft han själv bor på, och som ersättning för denna toft lovar han att klostret ska få en annan toft lika god i längd och bredd, som ska utläggas med fullt reb. I detta sammanhang kan nämnas ett reningsbrev 1541 från Slugs hd., varav framgår att 12 ägarmän svurit en del av en mans toftjord till bygata (almans erde), varför han ges ersättning annorstädes i bymarken (vnnd de syn mate nycht so ful konde kriegen by dem hus de hefft yt ein ander wegen gekregen ym felde vnnd synt affgestent).[^49] Men vidare innehåller ett överlåtelsedokument utfärdat vid Alsted häradsting på Själland 25.3.1298[^50] en åtskillnad som helt motsvarar åtskillnaden i landskapslagarna, i det att somliga jordar i en by bortges med sina huvudtofter och hustofter (cum suis capitalibus fundis et fundis domorum). Denna åtskillnad tyder på att huvudtoften är den nyintagna tofteåkern, och detta är i varje fall avgjort fallet i ett skånskt överlåtelsedokument från tidigt 1300-tal, vari det ges upplysning om hur mycket utsäde de olika åkrarna som hör till en fastighet kan ta, och man börjar med huvudtoften (in principali fundo), vari det kan sås 9 skäppor korn. Att det här rör sig om en egentlig åker är höjt över varje tvivel.[^51] Man lägger märke till att de nämnda överlåtelsedokumenten inte inskränker sig till att använda de toftbeteckningar som finns i rättsböckerna för respektive Själland och Skåne, och att den latinska beteckningen för huvudtoften varierar. Något allmänt begrepp synes det alltså inte vara fråga om.
Medan huvudtofter i de nämnda breven från 1200-talet nödvändigtvis måste beteckna tofteåkern, tyder ett själländskt tingsvittne från 1400-talet lika avgjort på att huvudtoften häri är identisk med hustoften, alltså byggnadsplatsen och gårdsplanens med eventuell trädgård. Det heter i tingsvittnet att en gård har »sin rættæ howett tofft oc byggested i Tyjstofte« och att samma toft och byggnadsplats ska vara lika lång som Hans Jensens gård vid gatan och 8 famnar och mer i bredd.[^52] Om vi efter denna inte särskilt klargörande undersökning av de medeltida breven återvänder till en noggrannare granskning av EsjL:s bestämmelser om huvudtoften, finner man till synes en liknande oklarhet. Enligt EsjL II:52 ska den som vill inhägna sin jord i vången utlägga en motsvarande areal av sin huvudtoft (houæth toft) till fällesbete tillsammans med den övriga vången. Här måste huvudtoften vara tofteåkern, då hustoften förmodligen inte har tillräcklig areal till förfogande för den krävda kompensationen. När det å andra sidan i II:55 heter att åkrarna i vången ska ligga i förhållande till solen liksom huvudtoften i byn, skulle man tycka att detta måste betyda den gamla toften i byn, som från byns grundläggning varit avgörande för rätten till åkerjord. För att bringa överensstämmelse mellan de två bestämmelserna måste man utgå från att meningen är att åkrarna i byn ska ligga på samma sätt som hustoften i byn, i det att hustoften förmodligen här betecknas som huvudtoft i motsats till eventuella andra delar av gatjorden som hör till gården som trädgård, kålgård e.l., ett förhållande som vi i varje fall ofta möter i 1600-talets byar. Om EsjL II:52 med huvudtoften menar tofteåkern utanför hustoften, kan Kroman/Iuuls förståelse av hørætoft som en yttertoft, belägen mellan hustoften och markjorden, emellertid inte vara riktig. Denna översättning stöder sig på EsjL II:68, som handlar om den som bor så långt ute att han bor ute på hørætoft. Om en sådan byman flyttar sitt hägnaden antingen in på en annan mans åker eller in på ändan av toften, ska han böta 6 öre, medan den som flyttar hägnaden om en vanlig toft in på annan mans jord ska böta 12 öre. Det måste då medges att den omständigheten att lagen omnämner det fall att hägnaden om hørætoft flyttas in på ändan av en toft i hög grad talar för den nämnda översättningen, men å andra sidan omnämns lagbrytaren som en som bor helt ute på hørætoften, och böterna är bara hälften så stora som för den som bor inne i byn, vilket tyder på att hørætoft vanligtvis ligger helt utan förbindelse med bebyggelsen, alltså är en egentlig utflyttartoft.
I motsats till beteckningen huvudtoft har jag inte funnit beteckningen högtoft i medeltida eller senare handlingar bortsett från vissa ortnamn. I en dom från 1500-talet[^53] upplyses det att en byman fick lagfångshävd på »Höjtoft«, som ligger nedanför Langaa by från Jens Madsens toft till Bendz åker. Denna »högtoft« ligger alltså i omedelbar anslutning till byn. Å andra sidan kan bynamnet Hötofta = Högtofta = Højetoft i Oxie hd. i Skåne tyda på att högtoften var en verklig utflyttartoft belägen ute i vången.[^54] På detta underlag vågar man knappast framställa någon förmodan om förhållandet mellan den själländska lagens huvudtoft och hørætoft och den skånska lagens hustoft. Att hustoften är själva byggnadsplatsen med kålgård och eventuellt trädgård torde dock vara säkert nog. Huvudtoft och hørætoft kan dock knappast vara beteckningar för samma jord, och jag är benägen att hålla mig till upplysningarna i de två breven från 1200-talet, varigenom huvudtoften måste vara tofteåkern, alltså den jord som Kroman/Iuul med ett gott namn kallar yttertoften (ydertoften). Men då måste högtoften vara något annat, och man får nog hålla sig till Henrik Larsens uppfattning, varigenom högtoften är en egentlig utflyttartoft, belägen helt ute i vången.
Så många svårigheter vållar inte tolkningen av de jylländska beteckningarna. Det torde vara avgjort att den gamla toften är den ursprungliga byggnadsplatsen med omgivande kålgård e.l., och att de svurna tofterna är de nya yttertofterna, som intas till särdrift men senare ingår i vångfällesskapet. De obebyggda tofterna, som omnämns i JL III:57, måste då normalt vara identiska med de svurna tofterna, alltså yttertofterna, och lagen tyder också på att de obebyggda tofterna vanligtvis ligger i anslutning till byn.
Från det jylländska rättsområdet känner vi från 1400-talet och framåt uttrycket »åbyggetoft« (aabyggetoft), som uppträder i talrika tingsvittnen.[^55] Ett tingsvittne från Salling 1487 omnämner sålunda »gard oc gardsted met fem ager, som ær hennes abyggestofft«,[^56] varefter en lång uppräkning av de övriga åkrarna i åkerskiftena följer. Här måste aabyggestoft säkert vara identisk med yttertoften. Detsamma gäller ett lagfångshävd 1489,[^57] varigenom hävd vinns på »gard oc gardsted oc obbolz toft oc ager oc æng«. Uttrycket motsvarar ju åtskillnaden i JL mellan bebyggda och obebyggda tofter, men aabyggestoft har kanske senare kommit att betyda all särjord i vången, jfr. en god mans dom 1558,[^58] varigenom alla trädgårdar och gatlöckor som var inhägnade i fägata och allmänning utanför eller innanför byn, och som inte befinns vara lagliga »aabiigis toffte«, ska läggas ned. Ytterligare ett tingsvittne från Slugs hd. 1519[^59] betecknar aabyggestoften klart och tydligt som yttertoften. Det heter i tingsvittnet vid omtalet av tofternas rening att ägarmännen renade till de 4 otting som tillhör Kalle Andersen och Henrik Andersen från den sten som står väster om fägatan till den sten som står mellan Henrik Andersens och Anders Nissens toft och norr till fägatan och söder till marken, så att de skulle ha till sin aabyggestoft (abolstofft) på den norra sidan av byn från de 2 stenar som står väster om toftjorden mellan toften och markjorden och till den sten som står väster om Kalle Jeffsens aabodstoft, och sedan skulle Kalle Jeffsen ha sin aabyggestoft därifrån och till den sten som står väster om Per Christensens toft och dessutom den toft avstenläggning vid hans hus.
Medan det vanligtvis inte var tillåtet att inhägna markjord utan husbondens och bymännens tillstånd, har det otvivelaktigt varit lagligt att inhägna yttertoften, och även om denna rätt till inhägnad gått förlorad med tiden, är den dock bevarad mycket längre än rätten att inhägna annan åkerjord, jfr. även förordningen för Jylland 1584. En rätt till inhägnad av aabyggestofter synes förutsatt i ett mål vid Viborg landsting 1635,[^60] varigenom en byman åtalas för att ha inhägnat markjord, men invänder att det rör sig om hans »rette aabostoft« och att hans grannar också inhägnat sina aabyggestofter. Bymannen frikänns av processuella skäl.
På 1600-talet är bara ett fåtal av yttertofterna inhägnade, vilket framgår av markböckerna och utskiftningskartorna.[^61] Detsamma gäller tofterna i Skåne[^62] och Sönderjylland.[^63] Byordningarna ger inte väsentliga upplysningar om inhägnadsfrågan, då det bara sällan är möjligt att avgöra om en byordning talar om hustoften, som ju alltid är inhägnad, eller yttertoften. I enskilda fall kan man dock med säkerhet fastslå att yttertoften varit inhägnad, sålunda i Bælum 1712 § 15 (DW I:110), som omtalar att det odlas spannmål i den inhägnade toften, och i Aarestrup 1719 III § 2 (DW III:283), där den inhägnade toften betecknas som marktoft. I Sloense 1707 § 22 (DW III:251) talas det om hägnader kring kohagar, tofter, kålgårdar eller äppelgårdar, och här avses säkert också yttertoften. I åtskilliga andra fall måste man utgå från att det enligt byordningarna fanns hägnader kring yttertoften.[^64] Regeln i JL III:57 upptas i DL 3–13–35.
Där behovet av särjord är särskilt stort är det frestande att försöka utöka tofterna genom att indra markjord eller gatjord, men detta förbjuds i byordningarna på samma sätt som motsvarande förbud mot att uppta löckor i marken och på gatjorden.[^65]
Fjerde Kapitel. Agerbruget
I. Dyrkningssystemet
Agerbrugets struktur er i første række bestemt af det anvendte dyrkningssystem, d. v. s. det princip, der bestemmer, hvor lang tid et jordstykke skal anvendes til kornavl og karakteren af et eventuelt sædskifte.
Det er derfor ikke rigtigt, naar hegnssystemet anføres som indikator for dyrkningssystemet,[^1] idet det førstnævnte kun til en vis grad er bestemt af sædskiftet men iøvrigt af hensynet til græsningsmulighederne og adgangen til hegnsmateriale. Det vil da ogsaa fremgaa af fremstillingen nedenfor, at antallet og karakteren af byens vange kun i store træk angiver dyrkningssystemet. Man kan blot pege paa, at der indenfor trevangssystemet findes talrige undtagelser fra treskiftet.
Det oprindelige agerbrug har utvivlsomt været udøvet paa den maade, at rydninger paa udmarken har været dyrket, saa længe jorden var i stand til at give sæd, og rydningen er derefter opgivet og er faldet tilbage til udmarken, hvorefter nyrydning er sket andetsteds. Et nært slægtskab med dette dyrkningssystem har den ekstensive løkkedrift, som udøves spredt over hele det oprindelige Danmark, men er mest udbredt i de skaanske skovbygder. En eller flere bymænd gennemfører en rydning paa udmarken, og anvender den til kornmark 2–3 aar i træk for derefter at lade den ligge 5–10, ja op til 20 aar i brak, forinden den paany anvendes til kornavl. Kun sjældent har flertallet af bymænd andel i en saadan løkke.[^2]
Samtidig med udviklingen af et udbredt løkkebrug paa udmarken gik man over til en mere intensiv drift af den jord, som laa nærmest landsbyen. Det er denne jord, som blev indtaget til tofteagre, og som i dele af landet, især Sønderjylland, blev kaldt indvangen.[^3] Indvangen blev aar efter aar anvendt til kornavl uden mellemliggende brakperioder (alsæd eller det aarlige brug). Naar dette var muligt, skyldtes det jordens beliggenhed nær ved byen, idet bønderne kunde tilføre denne jord tilstrækkelig gødning til at gennemføre et aarligt brug, hvorimod gødning af løkker og løkkevange først sent er blevet muligt.
Efterhaanden som store dele af udmarken blev opdyrket, samledes løkkerne under fælles hegn til løkkevange. Ogsaa saadanne løkkevange finder vi i stort tal i de skaanske skovsbygder paa 1600- og 1700-tallet. Der er grund til at tro, at dette stadium — med indvangen i aarligt brug og udvangen i veksel mellem faa aars brug og flere aars brak — har været nogenlunde typisk for alle danske byer uanset jordens kvalitet. Troels Fink[^4] nævner eksempler paa dyrkningssystemer fra 1700-tallet i Sønderjylland, hvor man stadig kan skimte konturerne af den gamle ordning: alsædejord kombineret med vangeskiftsmarker, f. eks. Stenderup i Tyrstrup hd., der har 5 marker, deraf to i aarligt brug (alsædejord) og en engevang til aarlig høbjergning. De øvrige to marker blev skiftevis 6 aar i træk brugt til sæd og græs. Desuden fandtes 4 fællesløkker, hvis benyttelse ikke er nærmere angivet, men som man maa opfatte som temmelig sent ryddede arealer. Et endnu bedre eksempel fremhæver Campbell[^5] fra Skaane, hvor Grödby i Villands hd. i 1708 har al sin alsædejord indhegnet i een vang. Desuden findes paa udmarken to saakaldtc udvange og yderligere et par mindre vange. Endelig findes et ret stort antal løkker paa udmarken.
Hvor jordens kvalitet har tilladt det, er man gaaet over til to- eller treskifte. Disse termer betegner egentlig forholdet mellem den tid, en vang ligger inde d. v. s. er beskyttet imod kvægets græsning, og den tid, den ligger for fæfod, saaledes at en vang i toskifte ligger under fæfod lige saa længe, som den er under hegn, og en vang i treskifte ligger under hegn i 2 af periodens 3 aar. Principielt siger disse betegnelser altsaa ikke noget om, hvor ofte den paagældende vang blev besaaet, idet der kunde være stor forskel herpaa mellem de forskellige dele af vangen,[^6] men jeg vil foretrække i det følgende udelukkende at anvende to- og treskifter til at betegne forholdet mellem den tid, den pgl. jord tilsaas, og den tid, den ligger utilsaaet, hvad enten den saa ligger for fæfod eller ej.
I Nørre- og Sønderjylland finder vi paa de ringere jorder et særligt ekstensivt toskifte, der har faaet betegnelsen græsmarksbrug. Eksempelvis kan nævnes, at samtlige byer i Fovlum sogn, Gislum hd., ifølge markbogen anvender dette dyrkningssystem. Jorden er delt i et vist antal — som regel 7–10 vange, der i Nørrejylland benævnes aarsgoder, og ca. halvdelen af jorden anvendes til kornavl i en længere sammenhængende aarrække, medens den anden halvdel anvendes til græsning for kreaturerne. Et lignende toskifte har fundet sted i de ældre jyske tovangsbyer. Haff[^7] nævner saaledes to byer i Eid hd., hvor jorden er delt i to vange, og hvor den ene vang ligger 4–5 aar til kornavl, medens den anden ligger for fæfod. I Angel og Haderslev amt har Georg Hanssen og Troels Fink paavist et lignende toskifte i tovangsbyer, der dog tillige havde indvang i aarligt brug.[^8]
Ogsaa i Skaane fandtes der talrige tovangsbrug med toskifte, fortrinsvis paa grænsen mellem skovsbygden og slettebygden.[^9] I disse byer laa en vang dog som regel kun inde i 2 aar for derefter at ligge for fæfod i 2 aar,[^10] og dette system bevaredes til langt ind paa 1700-tallet, da de lette sandjorder ikke tillod, at jorden blev besaaet 2 aar af 3, og man derfor foretrak den mere økonomiske anvendelse til græsning af kreaturerne.
Allerede i middelalderen synes imidlertid treskiftet at være det fremherskende dyrkningssystem i de mere frugtbare egne af landet, paa øerne, i Skaane og i visse dele af Jylland. Det fremgaar saaledes af SKL 189, at det har været almindeligt med en treaarig periode, saaledes at vangen det første aar blev besaaet med vaarsæd, nemlig byg, andet aar med vintersæd, nemlig rug, og tredie aar laa for fæfod. Aarsagen til, at byggen fulgte efter fælled var den, at kreaturerne i saa fald kunde gaa længere tid paa græs i fælledvangen, medens en efterfølgende rugsaaning vilde udelukke en sen efteraarsgræsning. Som regel er treskiftet knyttet til trevangsbruget, men der er mange undtagelser, og disse undtagelser vokser i antal, efterhaanden som bønderne faar mulighed for at give jorden netop det sædskifte, der egner sig for dens bonitet, og for at tilføre den gødning.
Hvor der til en by hører rigelige engarealer, bliver den første udvidelse af treskiftet en indhegning af en særlig engevang, som aarligt ligger i fred, og som foruden høslet kan anvendes til spredt dyrkning af havre og byg. Talrige byer paa den skaanske slette har i slutningen af 1600-tallet en saadan engevang, og dette gælder især alle byerne langs Øresund. Hvor en saadan engevang ikke fandtes, maatte man nøjes med engene i de egentlige agervange. Disse enge blev da slaaet i de aar, da vangen var fredet men laa til græsning sammen med den øvrige jord i vangen. I Sydsjælland findes mange byer med 4 vange, men her er det ofte skik, at to af disse vange følges ad i sædskifte og altsaa tilsaas samtidig med byg, samtidig med rug og ligger samtidig til fælled.[^11] En saadan fjerde vang kan ogsaa anvendes til at gennemføre et mere individuelt sædskifte, saaledes nævner Arent Berntsen II, 8, at denne ene vang aldrig ligger helt til fælled, men enhver lader sine agre ligge usaaet saa lang tid, som han synes, de behøver at hvile, og hvis der vokser græs paa agrene, anvendes de til at tøjre kreaturer paa.
Ogsaa paa Lolland-Falster havde man ofte 4–5 vange, idet man lod jorden bære korn 3–4 aar i træk og derefter ligge 1 aar til fælled.[^12] Alle agrene i en vang har langt fra altid det samme sædskifte. I Fredsted, Ø. Starup sogn, findes der ifølge markbogen kun 1 vang, men hvert agerskifte har til gengæld sit eget sædskifte. Det gamle system med alsædejord kombineret med vange i to- eller treskifte er ogsaa af og til vandret med over i trevangsbruget. Stallerup i Eid hd. har 3 marker, hvoraf den ene altid ligger inde, medens de andre to ligger 5 aar inde og 5 aar til fælled.
Efterhaanden maa trevangsbruget føles alt for snævert til gennemførelsen af det mere individuelle dyrkningssystem, og resultatet bliver derfor en forøgelse af vangenes antal. Naar dette er sket, bliver der mulighed for en øget differentiering. Et dyrkningssystem, hvor jorden er delt i et stort antal vange med hvert sit sædskifte, hvorunder jorden kun ligger kort tid ad gangen i fælled, kaldes landsbykobbelbruget efter det holstenske kobbelbrug. Mange steder er landsbykobbelbruget dog ikke resultatet af et trevangsbrug, som er sprængt af det store antal forskellige sædskifter, men har udviklet sig af et oprindeligt ekstensivt løkkebrug. En mere karakteristisk betegnelse for dette dyrkningssystem vil efter min mening være det intensive løkkebrug.
En udvikling fra trevangsbrugets treskifte til den intensive løkkedrifts individuelle sædskifte er paa 1600-tallet i gang i den skaanske slettes bedst beliggende byer. Et udpræget eksempel herpaa er Byllie i Oxie hd.[^13] Byen har 7 vange. Den første vang dyrkes 2 aar med sæd og ligger derefter 1 aar brak, altsaa sædvanligt treskifte. Den anden og tredie vang ligger 8 aar med sæd og 1 aar brak. Den fjerde vang er altid fredet, men der saas kun i enkelte agre, nemlig i nogle hvert 3. aar, andre 8 aar med sæd og 1 aar i fælled, medens resten af de tilsaaede agre har sædvanligt treskifte. Den femte og sjette vang har sædvanligt treskifte, men en enkelt aas i hver vang ligger 2 aar i fælled, naar den har baaret sæd 1 aar. Endelig er engevangen altid fredet og høstes hvert aar.
II. Driftsfællesskabet
Da jordfællesskabet paa 1600-tallet staar paa sit højeste, er det især karakteriseret af det omfattende driftsfællesskab, som tvang bymændene til et intimt fællesskab i udøvelsen af agerbruget. Dette driftsfællesskab er i første række fremtvunget af landskiftets udvikling, idet det stadig større antal af stadig smallere agre gør det umuligt at overlade det til hver enkelt bymand at dyrke sin jord, som han vil.
En streng gennemførelse af vangebruget vil medføre, at der kun maa dyrkes den samme kornart i en vang, men saa konsekvent har dyrkningstvangen aldrig været gennemført, idet det til alle tider har været nødvendigt at tage hensyn til, at ikke al jorden i vangen egnede sig til dyrkning af den pgl. kornart. Saaledes var der jo næsten altid enge i vangen, og disse maatte naturligvis bruges til høslet, ligesom der var jord, som kun kunde anvendes til dyrkning af havre eller til græsning.
Paa landskabslovenes tid, hvor de enkelte agre formentlig gennemgaaende har været betydelig større, end det var almindeligt paa 1600-tallet, var driftsfællesskabet endnu ikke saa udbygget som i de senere landsbyvedtægter. SKL 189 gaar ud fra, at en mand har lov til at saa, hvad han vil, i sin ager, men dersom han saar vintersæd i en vang, der iøvrigt skal anvendes til vaarsæd, maa han selv sørge for markfreden ved at sætte et gærde om den eller de pgl. agre. Af EsjL II:74 fremgaar det, at en bymand selv kunde bestemme, hvornaar han vilde høste, men at han skulde være færdig samtidig med de andre for ikke at forhindre ævredsgræsningen, se herom nedenfor side 223. Endnu tydeligere bærer de svenske landskabslove vidnesbyrd om en vis dyrkningsfrihed i ældre tider. Det fremgaar saaledes af Västmannal. BB VII, at en bonde kunde høste, naar han selv fandt det for godt. Loven bestemmer nemlig, at en bonde, der vil køre sin sæd ind, har lov til at skære sig en kørevej gennem sin nabos korn, naar han blot lægger negene til side, se ogsaa Östgötal. BB XXI og XVII.
Efterhaanden som nye rebninger medfører, at bonden faar sin jord fordelt paa et stort antal smalle agre, bliver det umuligt at pløje, saa og høste den enkelte ager uden at betræde anden mands jord, og der gennemføres derfor et vidtgaaende driftsfællesskab. At der var store ulemper forbundet med en saadan ordning siger sig selv, men de har i hvert tilfælde som hovedregel været mindre end fordelen ved vangebruget. I aarene før de store landboréformer fra sidste halvdel af 1700-tallet fremkommer adskillige vidnesbyrd om driftsfællesskabets uheldige egenskaber. Det var jo ikke alle steder i vangen, at jorden var egnet til saaning, men alligevel maatte ingen begynde, før bymændene havde vedtaget det, og alle skulde paa den anden side gaa i gang med saaningen, naar vedtagelsen herom var sket. Konflikten imellem nogles interesse i at fremskynde arbejdet og andres interesse i at udskyde det fremgaar tydeligt af en indberetning til landbokommissionen af 1757, hvori det nævnes, at byerne Erdrup, Boeslunde og Sønderup i Sorø amt havde en vang fælles, hvoraf en del bestod af høje og tørre jorder, medens en anden del bestod af lavtliggende og fugtige. Den højtliggende del ejedes af den førstnævnte, den lavtliggende af de to sidstnævnte byer. Resultatet var, at de to sidstnævnte byers jord først var egnet til saaning en 14 dages tid efter Erdrups jord, og det skete derfor ofte, at arbejdsheste fra de to byer, som skulde til arbejdet i vangen, nedtrampede og afbed vintersæden, som allerede var spiret i Erdrup bys jorder.[^14] Eller fra en rejsendes beskrivelse fra 1700-tallet: »Da jeg rejste gennem Møens land, blev jeg en del agre var, paa hvilke det umodne og næsten grønne korn laa slaget omkuld. Jeg spurgte en bonde, som just stod derhos, om det ej var synd og skade saaledes forsætligt at fordærve jordens afgrøde. Han gav mig til svar, at 4 bymænd havde været udridende for at se, om kornet i den mark var tjenlig til at høstes. Og eftersom de nu fra gammel tid satte megen pris paa eller søgte et slags ære i at være de første der paa landet, som havde indhøstet, eller — efter hans ord — som kunde være først paa færde, og da endvidere den største del agre havde været lovlig (tjenlig) om ej saa ganske fuldmoden, saa havde de kommet overens om, at leen skulde gaa over agrene. Han havde meget mod sin vilje maattet gaa med og sig til liden fromme kaste det grønne korn omkuld.«[^15]
Dette billede af et konsekvent driftsfællesskab svarer ganske til vedtægternes bestemmelser. De allerfleste vedtægter indeholder en regel om, at ingen maa begynde at pløje, saa eller høste uden bymændenes vedtagelse.[^16] Af og til overlades fastsættelsen af tidspunkterne for landbrugsarbejdernes iværksættelse dog til et særligt udvalg, hyppigt 4 udmeldte mænd, se herom foran side 97 f.
Driftsfællesskabet har naturligvis ikke været lige omfattende alle steder, men har i høj grad været bestemt af de lokale forhold. Saaledes indeholder vedtægten for Viborg markjorder 1688 § 14 (DW II:128) endnu en bestemmelse, der ganske svarer til de forannævnte regler i de svenske landskabslove. Det hedder heri, at dersom nogens jord indelukkes af naboernes korn eller græs, saaledes at han ikke kan komme til sin jord uden naboernes skade, da bør den, som saaledes indelukkes, have ret at faa en vej eller drift over den næstliggende nabos jord, naar han erstatter ham den derved forvoldte skade efter dannemænds sigelse. I Sønderjylland, hvor agrene ofte var større end i de meget regelmæssigt skiftede byer i andre landsdele, synes der ogsaa at have været en friere adgang for den enkelte bymand til at udføre landbrugsarbejderne, naar han fandt det for godt.[^17] Flere vedtægter fra andre landsdele giver præsten eller hovedgaardsejere, der ligger i fællesskab med landsbyen, en særlig ret til at paabegynde landbrugsarbejderne, naar de finder det gavnligt for dem selv.[^18]
To undtagelser fra dyrkningstvangen har altid været anerkendt, nemlig adgangen til at lade engjord ligge til høslet og adgangen til at dyrke havre i de daarlige agre i vangen. Hvad særligt angaar havren, fulgte dyrkningen heraf som regel den omliggende vangs sædskifte, saaledes at havrejorden altsaa i trevangsbruget bar afgrøde to gange i løbet af en sædskifteperiode. Dette var dog ikke altid tilfældet, saaledes er det oplyst, at havrejorden i det græsningsfattige Oxie hd. laa til græsning to gange i løbet af sædskifteperioden, saaledes at havreagrene blev anvendt til tøjring af kreaturer, selv om den omliggende vang bar korn.[^19] Ulemperne ved at tøjre kvæg i vangen har dog ofte været saa store, at vedtægterne er skredet ind med et forbud herimod, se nedenfor side 229, og i saa fald har et saadant forbud som regel ogsaa omfattet enge og havrejord. I hvert tilfælde bestemmer vedtægten for Mastrup, Randers amt, 1725 § 21 (DW III:345), at dersom nogen lader en eller flere agre i kornvangen ligge usaaet, da skal han slaa græsset paa disse agre og maa ikke tøjre kreaturer derpaa, hvis han ikke vil risikere bøde og erstatningskrav. Et forbud imod at lade ager ligge usaaet findes i vedtægten for Nibe markjord 1776 § 15 (DW II:63), og et lignende forbud maa ligge bag de mange bestemmelser, hvori det indskærpes, at den, der ligger yderst i vangen, ogsaa skal tilsaa sin jord. Af hensyn til faren for skade ved indbrydende kreaturer er det aabenbart ofte skik, at bymænd, der bruger den yderste ager ud imod hegnet, undlader at tilsaa denne og i stedet anvender den til græsning eller høslet. Som godtgørelse for risikoen ved at tilsaa saadanne agre bestemmer vedtægten for Sejerslev paa Mors 1688 § 2 (DW III:494), at hver mand skal give brugeren af saadanne agre en skæppe havre til sæden. Efter Aarestrup 1719 § 6 (DW III:287), Rostrup 1733 § 27 (DW IV:238) og Sønder Tranders 1758 VII § 1 (DW II:75), alle fra Aalborg amt, skal hele bylaget betale den skade, som ejerne af de yderste agre maatte lide. De to sidstnævnte vedtægter forudsætter dog, at det ikke kan bevises, hvem der har forvoldt skaden.
Fra Sønderjylland findes vedtægtsbestemmelser, der indskærper, at bymændene ikke alene skal begynde landbrugsarbejderne samtidig, men at de ogsaa skal følges ad, hvilket især faar betydning for høsten. Vedtægten for Daler, Tønder amt, 1574 § 15, fastsættes saaledes, at hvert hele bol (d. v. s. helgaard) skal have to »sletter« (maa være høstmænd) hver dag, og den, som slaar mere end to dagsslet, skal bøde til byen og herskabet. Efter vedtægten for Ottersbol, Tønder amt, 1619 § 1 (DW III:141) skal bymændene enes om, hvor mange høstmænd der maa være fra hver otting jord, medens vedtægten for Errigsted, Haderslev amt, 1641 § 8[^20] konkret angiver, hvor langt bymændene maa høste den første dag og den anden dag. En retssag fra Hvidding hd. 1692 omhandler brud paa en saadan vedtægtsbestemmelse.[^21] Sdr. Skærbæk mænd har pantet Nørre Skærbæk mænd, fordi de har afslaaet en eng i strid med vedtægten, der fastsætter omfanget af en dagsslet. Herredsfogden statuerer, at Nørre Skærbæk mænd har overtraadt vedtægten og afviser deres paastand om, at de havde aftalt med sognepræsten at slaa den paagældende eng med en henvisning til, at de under alle omstændigheder burde have forhandlet med Sdr. Skærbæk. Nørre Skærbæk ikendes derfor en bøde til herskabet i overensstemmelse med vedtægten, men ikke til Sdr. Skærbæk, som ikke har gennemført pantningen paa vedtægtsmæssig maade.
Naar høsten nærmer sig, kniber det ofte med føde til mennesker og dyr. Derfor bestemmer vedtægten for Bælum, Aalborg amt, 1712 § 23 (DW II:112), at hver af bymændene efter trang maa tage et læs korn at hjælpe sig med saavel som tofter ved deres gaarde, der ligger »for edende« efter gammel sædvane. Her er sikkert tale om den uhegnede tofteager, der ligger i vangen udenfor den indhegnede hustoft, men som dog kan høstes, uden at det skader naboerne. Efter Komdrup, Aalborg amt, 1716 § 23 (DW II:89) maa den, der er i trang, høste 1 læs rug og 1 læs byg til føde, selv om bymændene endnu ikke har vedtaget at høste.
Af ganske særlig betydning er det, at pløjningen foretages nogenlunde samtidig, saa at ikke den ene med sin plov skal forvolde skade paa den andens tilsaaede ager. I saa henseende frembyder den saakaldte forager eller hovedager et særligt problem. Hovedageren, der helt ned til 1700-tallet kaldes ophov i Sønderjylland, se nedenfor side 248, er den ager, som ligger yderst i en aas, og som med langsiden støder op til de kortere agerbredder i den tilstødende aas. Det er klart, at dersom de lange agre i den tilstødende aas skal pløjes helt ud, maa ploven vende i den første ager i næste aas, og hvis denne er tilsaaet, forvoldes der skade.
Vanskelighederne kan søges overvundet paa forskellige maader. Hyppigt forekommer et absolut forbud imod at vende ploven paa en anden mands hovedager, efter at den er tilsaaet,[^22] men mere specielt fastsætter Radsted, Maribo amt, 1689 § 7 og § 8, at den, som vender paa en hovedager i vintermark, skal vende før St. Valborg og dog betale den, der ejer hovedageren, al skade som forvoldes. I vaarmarken skal den, der vender paa hovedageren, have et 8 dages varsel og skal derefter være forpligtet til at tilsaa sin ager, saa at den anden kan faa sin hovedager tilsaaet uden fare for skade. En bestemmelse om, at de agre, der støder op til hovedageren, skal pløjes, naar de bliver advaret derom, findes ogsaa i Voer, Randers amt, 1705 § 5 (DW III:394), medens Kollerup, Thisted amt, 1742 § 43 (DW II:47) og Fodby, Sorø amt, slutningen af 1700-tallet, § 10 (DW I:186) mere detaljeret bestemmer, at ejeren af hovedageren skal sende 2 bymænd til den, der med sin agerende støder til hovedageren, og bede ham pløje sin jord. Gør han det ikke, maa han holde sig fra hovedageren og vende ploven paa sin egen jord. Mere rigoristisk er Sneslev, Sorø amt, 1649 § 25 (DW I:181), som bestemmer, at hvis en bymand ikke vil pløje sammen med de andre, skal hver mand med sin plov pløje hans jord, og han skal betale arbejdet med 2 sk. pr. skæppe land. Paa den anden side bestemmer Ebdrup, Randers amt, 1705 § 13 (DW IV:304), at der overhovedet ikke maa saas i den aas, hvori hovedageren er beliggende, før der er tilsaaet i de tilstødende agerender.
Trods alle præventive bestemmelser gik det ofte haardt ud over hovedagrene, og flere steder har man derfor taget konsekvensen heraf og simpelthen tildelt brugeren af hovedageren mere jord end de andre, saaledes at han derigennem fik erstatning for eventuelle tab. Herom hører vi i et tingsvidne fra Nørre Rangstrup hd. i Sønderjylland fra 1693,[^23] hvori omtales rebning af en eng. Ved rebningen fik den, som kom til at ligge til udfald (altsaa den sidste ager i aasen i forhold til maalretningen, medens den første ligger til uphov) noget jord til aabod d. v. s. som godtgørelse for dens uheldige beliggenhed. Vedtægten for Nordby paa Samsø 1697 § 46 (DW I:146) bestemmer ligeledes, at den, som ligger for høfden, skal have tre fod mere end sin renbroder. Hvor en saadan regel ikke har været gældende, har det været fristende for brugeren af hovedageren at tage retfærdigheden i egen haand og pløje noget jord fra de tilstødende agerender til sin hovedager.[^24] Mod en saadan fremgangsmaade finder vi udtrykkelige forbud i nogle vedtægter.[^25] Det er dog muligt, at disse bestemmelser stammer fra byer, hvor det er skik at lade agerenderne henligge udyrkede, se nedenfor, og man vil saa forhindre, at denne fælledjord inddrages i de tilstødende agre.
Hvis bonden er henvist til at vende paa sin egen ager, bliver det meget vanskeligt for ham at dyrke det sidste stykke af ageren, og resultatet bliver i mange tilfælde, at agerenden ligger udyrket som græsmark. Dette har været skik og brug i talrige byer. I en dom fra Nørre Rangstrup hd. 18. 3. 1700[^26] hører vi om en by, hvor der for enden af agrene henligger udyrket jord, som nærmest betragtes som fælled. Det hedder i dommen: Efterdi intet vist kan dømmes, hvem den stridige grund skal tilhøre, maa derfor referere sig til lovens 1:52, hvorledes saadanne sager skal drives, og melder om 12 ejere, som skal kende dem imellem, det er rebet mark eller den grund, som kommer byen til deling efter 1:46, og imellem ophov, det er udelt jord eller slump, som ligger langs ved enderne, som bonden med sin le eller plov opholder, som haver en lighed med denne sag, saasom NN's grund er slump og ikke ligger i rebslag med sine naboer, men for enden af deres rebslagne enge, som de begynder og igen holder op med deres leer, og disse 12 mænd bør MM paa deres egen bekostning at opkræve. Dommen gaar altsaa ud fra, at ophov i JL er den udyrkede jord, som ligger for enden af agrene, hvad der jo ikke er ganske korrekt, idet ophov efter talrige sønderjydske tingsvidner er det samme som hovedageren, men naturligvis kan det udenfor rebningen være ligegyldigt, om jorden er den første i den ene ager eller den sidste i den anden, naar den dog henligger udyrket.
Vi har fra andre egne vidnesbyrd om, at agerenderne henligger udyrkede og betragtes som fælled, f. eks. bestemmer Kollerup, Thisted amt, 1742 § 31 (DW II:46), at ingen maa tøjre i hegnets tid mellem fælledsagerender, og i flere vedtægter sidestilles agerenderne paa anden maade med fælleden, idet de indeholder forbud imod at skære torv, grave grøn jord eller hugge gærdsel paa andres agerender.[^27] Der findes talrige forbud imod at tøjre paa anden mands agerender f. eks. Vinum, Tønder amt, 1635 § 14 (DW III:37), Aulum, Viborg amt, 1648 § 4 (DW III:326), Sejerslev, Mors, 1688 § 15 (DW III:496), Vong, Ribe amt, 1691 § 4 (DW IV:373) og Blenstrup, Aalborg amt, 1729 § 11 (DW III:299). At agerenderne ikke er det samme som hovedageren fremgaar bl. a. af vedtægterne for Voer, Randers amt, 1707 § 4 (DW III:396) og Tunø, Aarhus amt, 1805 kap. 8 § 3 (DW II:331), hvorefter man i nødsfald maa gaa paa agerenderne for at komme ud til sin jordlod, men ikke paa hovedageren.
Selv om driftsfællesskabet medfører, at bymændene i vidt omfang maatte rette sig efter flertallets afgørelser ved iværksættelse af landbrugsarbejder, var agrene dog principielt underkastet særbrug, og bonden maatte med egne redskaber dyrke sin egen jord og intet andet. At der langt ned i tiden fandtes plovfællesskaber, hvor deltagerne altsaa var fælles om redskaberne, men sikkert ikke om driften, fremgaar af en vidneførsel for Revs hd. 1651,[^28] hvoraf fremgaar, at en bonde havde 6 heste for sin plov, og at han ikke var i plovlag med nogen.
Hensynet til fællesgræsningen i brakvangen nødvendiggjorde allerede tidligt en vis ensartethed under høstarbejdet, og vedtægterne indeholder talrige bestemmelser til sikring af, at ævredsgræsningen ikke forhindres, jfr. EsjL II:74.
III. Indhegning af agerjord
Oprindelig har de løkker, som enkeltmænd eller nogle enkelte bymænd i fællesskab har optaget paa udmarken, naturligvis været adskilt fra denne med hegn, og lodtagerne i den paagældende løkke har alene bestemt, hvorledes denne skulde drives. Efterhaanden som der udskiller sig et egentligt vangebrug, maa der imidlertid ogsaa udvikles et stadig mere intimt driftsfællesskab, jfr. forrige afsnit, ligesom den afhøstede vang, efterhaanden som overdrevene indskrænkes, bliver af stadig større betydning for bymændenes fællesgræsning. Dette hensyn til fællesgræsningen i ævredsvangen er bestemmende for udviklingen af reglerne om adgangen for den enkelte til at indhegne sin ager i vangen.
Endnu landskabslovene viser os imidlertid en tilstand, hvor paa den ene side agrene i vangen er saa store, at det kan betale sig for den enkelte bymand at indhegne dem, og paa den anden side græsningen endnu er saa rigelig, at man under iagttagelse af visse sikkerhedsregler kan tillade en saadan indhegning.
SKL 189 tillader, at en mand, der har ager i vangen, kan besaa denne med rug, selv om de øvrige bymænd saar byg i deres agre i denne vang, men bestemmelsen kræver som betingelse herfor, at den pgl. bymand sætter et gærde om sin rugager eller beskytter den paa anden maade. Han har altsaa selv risikoen for, at de andres kreaturer, der stadig græsser i ævredsvangen, som først skal besaas om foraaret, skal bryde ind i hans om efteraaret med vintersæd besaaede ager. Bestemmelsen tager udelukkende sigte paa en ordning af markfreden, men den forudsætter klart, at der ikke findes nogen dyrkningstvang, og at en mand frit kan indhegne sin ager. I et tilfælde, som det loven omtaler, vil det faktisk gaa ud over de øvrige mænds fællesgræsning, men der tages aabenbart ikke hensyn hertil.
Anderledes i EsjL II:57, der ganske vist ligesom SKL tillader fri indhegning af agrene i vangen, men som af hensyn til fællesgræsningen stiller den strenge betingelse, at den, der vil indhegne, skal udlægge lige saa meget af sin toftejord til fægang, som han vil indhegne ude i vangen. Bestemmelsen maa forstaas saaledes, at kravet om udlægning af toftejord til græsning kun gælder den bymand, der vil opretholde sine indhegninger, naar den øvrige vang opgives, og det er altsaa først fra dette tidspunkt, at toftejorden, der jo er fredet hele aaret, skal udlægges.
Hvis bymanden ikke alene vil indhegne sin ager men ogsaa bygge sit hus ved indhegningen ude i marken, maa han naturligvis paa samme maade give kompensation ved udlægning af toftejorden, men i dette tilfælde skal der yderligere tages hensyn til markfredens opretholdelse, og den nævnte bestemmelse kræver derfor, at udflytteren maa sørge for at faa en vej derud, og han maa ikke drive kvæget gennem vangen, medmindre han da vil tage det ved hornene og drive det ud paa den maade. Det nytter ham ikke at henvise til, at han kan drive sine kreaturer af sted paa sin egen jord, thi denne jord ligger jo i den fælles vang, og faren for markskade er for stor.
JL har ingen bestemmelser om almindelige indhegninger men beskæftiger sig indgaaende med udflytninger. Hovedbestemmelsen er JL I:47 om anlæggelsen af et torp ude paa adelbyens mark. Hvis de to bydannelser bliver uenige om, hvad der hører til torpet, og hvad der hører til adelbyen, skal de, der bor i adelbyen, have bevisretten. Og hvis adelbyen finder, at torpet er til skade for byen, da kan de kræve af torpets beboere, at de flytter tilbage til byen, hvis skaden er utaalelig. Vil de ikke flytte tilbage, skal der fastsættes en lagdag paa tinge, og bliver de boende herefter, skal de bøde kongens ret. Men hvis de har tre vintres hævd paa deres bebyggelse, kan man ikke ved en retssag tvinge dem til at flytte tilbage.
Om enkeltmands udflytning handler JL I:48, hvorefter den, der bosætter sig i vangen, uanset at han bygger paa sin egen grund, skal skaffe sig forte og fægang paa sin egen jord skadesløst for alle ejere eller igen flytte tilbage til adelbyen. Bestemmelsen svarer ganske til sidste del af EsjL II:57. Bestemmelsen er efter sin oprindelige mening anvendt i en dom, afsagt paa Viborg landsting 1559,[^29] hvorefter en bonde blev afdomt sit hus, fordi han havde opført det paa sin jord i vangen paa en saadan maade, at han ikke kunde komme dertil med kvæg eller fæ uden at drive over allemands ejendom.
Allerede i landskabslovene ser vi altsaa en udvikling fra den helt frie adgang til indhegning af ager i vang til en mere begrænset adgang omgærdet af mange betingelser. Denne retstilstand forandres imidlertid i de næste aarhundreder, og i hvert tilfælde paa 1500-tallet er det en fast regel, at agerjord ikke kan indhegnes, med mindre samtlige bymænd giver deres samtykke. For fæstebøndernes vedkommende kræves naturligvis ogsaa tilladelse fra husbond og andre lodsejere.
At husbondens samtykke er nødvendigt er fastslaaet i en rettertingsdom 1545,[^30] hvorunder Hans Blak, foged til St. Knuds kirke i Odense, og samtlige Brylle mænd havde tiltalt sognepræsten i Tommerup og Brylle, fordi han havde indhegnet en have, som ligger i agrene. Da indhegningen var foretaget uden jorddrottens samtykke, skulde jorden igen udlægges til byen. I denne sag har bymændene altsaa modsat sig en indhegning af præstegaardsjord. Imidlertid er der efterhaanden i stort omfang sket en udskiftning af præstegaardene,[^31] og i denne forbindelse kan ogsaa nævnes hovedgaardenes udskiftning af fællesskabet. En nærmere redegørelse for disse to forhold falder imidlertid uden for undersøgelsens rammer.
Efterhaanden maa det være trængt igennem, at samtlige bymænd ogsaa under fæsteforholdet skal give deres samtykke til indhegninger, og en dom fra Sjællandsfar ldst. 1678[^32] fastslaar, at eftersom det er bevist med syn og vidner, at samtlige Englerup bymænd har haft fled og fælled, naar vangen ikke var i hegn, indenfor den groft, som en bymand har opkastet, saa skal herredsfogdens dom, der godkendte den opkastede groft, være magtesløs og ikke komme Englerup bymænd til skade. I 1668 har en bymand indstævnet en nabo for højesteret, fordi naboen har indhegnet sin jord til skade for den fælles græsgang.[^33] Herredsfogden og landsdommerne har anset sagen for at være en ejendomssag, og kræver derfor alle lodsejere indkaldt, og da dette ikke var sket, blev sagen afvist. Højesteret kender imidlertid sagsøgeren berettiget til at føre vidnesbyrd.
For at indhegninger i større stil skulde blive mulige, vilde det have været nødvendigt, at der ogsaa i et vist omfang fandt en udskiftning sted f. eks. som i Sønderjylland i form af mageskifter. Saadanne mageskifter krævede imidlertid ogsaa jordejerens samtykke, idet de ellers var ulovlige og kunde kræves omgjorte, se nedenfor side 358.
Mageskifter har vist i det hele taget kun i et meget begrænset omfang fundet sted i kongeriget, de synes i hvert tilfælde intet sted at have sat noget væsentligt præg paa landskiftet, og for Skaanes vedkommende har hverken Sven Dahl eller jeg under omfattende undersøgelser af de skaanske landskifter fundet noget klart eksempel paa mageskifte af enkeltagre. Landskiftekortene fra Skaane bærer i hvert tilfælde intet præg af saadanne mageskifter.[^34]
I Sønderjylland ses det tidligt klart forudsat, at indhegning af agerjord kræver øvrighedens tilladelse. Troels Fink har helliget hovedparten af sin fremstilling af udskiftningen i Sønderjylland inden 1766 til en undersøgelse af agerjordens udskiftning og indhegning.[^35] Af de tidligste, kendte kilder fra 1500-tallet fremgaar det, at der har eksisteret et forbud imod, at bønderne paa egen haand mageskifter jorden og indhegner deres lodder. Fink har fremdraget adskillige eksempler paa, at der er idømt bøder for overtrædelse af indhegningsforbudet. Den nedenfor side 179 omtalte tilladelse fra 1597 til indhegning af jord efter indhentet tilladelse og imod erlæggelse af toftrodepenge gælder ogsaa agerjorden, og skønt udviklingen naturligvis arter sig højst forskellig i de forskellige egne af Sønderjylland, beroende paa de forskellige jordforhold og paa myndighedernes forskellige indstilling, kan man dog i de følgende hundrede aar tale om en egentlig udskiftnings- og indhegningsbevægelse. Intet sted i det danske rige har indhegningen af agerjorden været saa fremskredet, forinden de egentlige udskiftningslove blev udstedt.
Det er ikke opgaven her at skildre udskiftningsbevægelsen inden udskiftningslovene hverken i Sønderjylland eller i andre dele af riget, vi maa indskrænke os til at klargøre de grundlæggende principper, der — skønt ofte stærkt ændret gennem den lokale udvikling — dog stort set har ligget til grund for retsopfattelsen. For Sønderjyllands vedkommende bekræfter Troels Finks undersøgelser som nævnt, at hovedreglen har været, at bønderne ikke paa egen haand kunde indhegne. Paa den anden side opnaas tilladelsen som regel, naar ingen lider skade derved, og de paabudte afgifter erlægges. Ganske vist udstedes der i 1622 et hertugeligt forbud og i 1637 et kongeligt forbud imod indhegninger, men disse forbud giver ikke anledning til nogen paaviselig ændring i udviklingens hovedlinjer. Forbudet bliver vel ikke formelt ophævet, men i aarene efter 1699 kan der ved henvendelse til regeringen opnaas tilladelse til indhegning. Efter 1700 svinger myndighederne i Haderslev amt fra en tolererende holdning til velvillighed, og Troels Fink mener, at aarsagen hertil er udstedelsen af forordningen om levende hegn.
Denne omspændende udskiftningsbevægelse muliggøres ved omfattende mageskifter, hvorved bønderne opnaar at faa samlet deres jord i færre jordlodder, men nogen fuldstændig samling af jorden finder næsten aldrig sted, saaledes som det saa godt som altid var tilfældet ved udskiftningen i kongeriget efter forordningen af 1781, og denne daarlige jordfordeling har plaget Sønderjylland lige op til vor tid.
Udskiftningen i den omtalte periode fra ca. 1600 til 1766 gennemføres som regel uden en samtidig udflytning, men der findes dog adskillige eksempler paa, at en saadan har fundet sted. Troels Fink skildrer saaledes indgaaende den totale udskiftning og udflytning i Varnæs i aarene 1710–11 (kap. VII). Eksemplet fra Varnæs ses paaberaabt i mange senere udskiftningssager.
Den foran omtalte sjællandske landstingsdom fra 1678 forudsætter, at alle bymændenes samtykke er fornødent for gennemførelsen af en indhegning. Det er det samme grundsynspunkt, som ligger bag Haderslev amtsdekret 4. 12. 1713, hvori det hedder: »Alle separationer fra et fællesskab maa ske med forbehold af trediemands ret og kræver enten samtykke fra alle lemmer, der er indbefattet i fællesskabet, eller at man afkræver de protesterende grunden til deres nægtelse.« Der skal altsaa dog være en fornuftig grund til nægtelsen, for at denne kan tages til følge. Endnu kraftigere understreges dette forbehold i et Haderslev amtsdekret 23. 3. 1724, hvori det hedder: »En eneste lodsejer i en fælleslandsby kan ikke sætte sig imod, hvad hele grandelaget finder for godt, med mindre at han i særdeleshed bliver graveret ved deres beslutning.«[^36]
Med indførelsen af DL i kongeriget sker der ingen ændring af den ovenfor skildrede retstilstand, idet 3–13–13 kun indeholder de regler, der ogsaa blev praktiseret før 1683. Det kan i denne forbindelse bemærkes, at den nedenfor side 183 omtalte dom fra Fyenbo landsting 1691, hvorefter en bonde blev dømt til at tilkaste en groft, han havde gravet omkring sin jord uden husbonds og de andre lodsejeres samtykke, muligvis angaar jord i vangen.
I vedtægterne ses Danske Lovs regel af og til understreget, saaledes Vester Massing, Aalborg amt, 1733 (DW IV:221) og Øsløs, Thisted amt, 1736 (DW III:268). Paa den anden side fremgaar det af vedtægten for Borkop, Vejle amt, 1723 (DW II:455), at bønderne her i aaret 1722 har vedtaget at indhegne med groft og gærde hver for sin ager og grund, naar fornødenhed tilsiger, og det saa hurtigt som muligt.
Udskiftninger og indhegninger har altsaa ikke været ukendte i kongeriget, men der er ingen grund til at antage, at vi noget sted kan finde en indhegningsbevægelse, som den i Sønderjylland paaviste.[^37] I Skaanelandene findes indhegninger i vangene udtrykkeligt omtalt i Henlislov byskraa (Halland) 1684, Appendix.[^38] Herefter kan saadanne indhegninger kun finde sted med alle bymænds samtykke, og hegnet skal være lige saa godt som de andre vangehegn. Desuden skal indhegningen opgives, naar den øvrige vang ligger for fæfod. Den samme regel findes i vedtægten for Asfærg, Randers amt, 1685 § 49 (DW II:229), hvorefter ingen skal have eendel udi hegn, naar vangen, det ligger udi, skal være fælled, præstens mandfald undtaget. Naar denne regel overholdes, ser det ud, som om bymændene frit kan indhegne deres jord i kornvangene, f. eks. en eng til heste- og kohave.
IV. Toften
Ved en undersøgelse af landskiftet, saaledes som det forekommer i markbøgerne og i de ældste kort, vil man som regel finde, at der omkring hver enkelt gaard findes en indhegnet plads, der foruden til gaardsplads — alt efter størrelse — kan anvendes til kaalhave, humlegaard eller lignende. Hvor gaarden ligger ved byomraadets yderkant, vil man ofte finde, at der i tilslutning til husomraadet i den tilstødende vang findes en større ager, som tilhører den paagældende gaard. Disse agre er større end de sædvanligt forekommende jordlodder i vangen, og de er ikke sjældent af mere uregelmæssig form. Disse særlige agre betegnes i akterne som tofteagrene.
Arent Berntsen beskriver toften som det stykke jord, der ligger i vangen umiddelbart op til bondens gaard. Ingen anden end han har nogen part deri, skønt det ikke behøver at være indgrøftet eller indhegnet, hvad det dog i almindelighed er. Dersom gaarden ligger midt i byen, saaledes at toften ikke kan ligge ved gaarden, skal bonden alligevel have sin toft i vangen lige som han har forte i byen, fordi enhver gaard bør have sit eget stykke jord eller toft, som bonden efter behag kan bruge, som han vil, og med hvad sæd han lyster. Østerson Vejle betegner blot toften som et mindre stykke jord, som enhver bonde har særskilt til sin gaard, og som i almindelighed er indelukket og indhegnet.
Det bliver da vor første opgave at undersøge forbindelsen imellem de tofter og tofteagre, der møder os i 1600- og 1700-tallets kilder og landskabslovenes oplysninger om tofter af forskellig slags. EsjL omtaler forskellige betegnelser paa toftejord. III:54 bestemmes det, at oldinge skal sværge skel imellem toft og gade, mellem toft og markjord og mellem højetoft (hørætoft) og markjord. Efter II:55 skal ethvert bol i marken rebes, ligesom enhvers hovedtoft ligger i byen, og saafremt hovedtoften har en ager i hver vang, og den ligger efter solen ligesom hovedtoften selv, da er den, der ejer hovedtoften, nærmest til at bevise, at alle lodderne skal ligge, som toften ligger. Endelig omtales toftejorden i II:68, der fastsætter regler for det tilfælde, at en bonde sætter sit hegn ind paa en andens toft. Normalt skal den forurettede tilkalde granderne og lade dem holde syn. Hvis bonden erkender sin fejl, skal han saa bøde 12 øre. Men er der nogen, som bor saa langt ude, at han bor paa højetoften, saa skal han gøre granderne ret og bøde 6 øre. Det bemærkes, at bøden i dette tilfælde er mindre, end hvis hegnet var sat ind paa en sædvanlig toft.
I SKL omtales toftejorden overalt som hustoft (husætoft), jfr. kap. 56, 67 og 75. Hvis en bymand klager over, at en anden har bygget paa den fælles gadejord og forten, saa skal man udligne alle hustofterne, som de er uenige om (67). Dette forklares nærmere saaledes i AS 27, at hvis nogen klager over sin tofts tranghed og paastaar, at den er mindre, end den burde være, da skal man gøre brug af rebning. Efter AS 26 skal man ved rebningen sørge for, at alle de til marklodderne hørende tofter indbyrdes og disse tofters tilliggende jord indbyrdes gøres lige med hverandre. I SKL 75 og AS 35 refereres en tvist om det forhold, at en bymand har frasolgt enkelte jordstykker. Nogle mener, at man kan sværge markjorden til hustoften, da leding, inne og stud skal svares af hustoften, medens andre mener, at den, der har høstet 3 afgrøder upaatalt paa den bortsolgte jord, skal have bevisretten og iflg. AS 35 in fine har den sidste anskuelse sejret, jfr. nedenfor side 331. I sidstnævnte bestemmelse beskrives tofterne som de mere anseelige, hvoraf der svares afgifter, i modsætning til de tilliggende jorder, der retter sig efter tofterne som lemmerne efter hovederne, jfr. EsjL II:55. Tilsvarende bestemmelser er indeholdt i VsjL ÆR 191, 202 og 203.
JL I:51 handler om den samme konflikt, som omtales i SKL 67, nemlig at en bymand har bygget paa forten. Det oplyses videre, at alle tofter i byen skal have forte baade de gamle tofter og de svorne tofter. Svorne tofter er saadanne, som alle bymændene har indtaget af det, der før var agerland, dog saaledes at der ogsaa skal gøres forte af en saadan svoren toft. Efter I:52 skal 12 ejermænd sværge skel imellem toft og forte og mellem toft og agerland, og i tilfælde af rebning skal iflg. I:55 tofterne, der ligger i byen, først rebes. Hvis rebningen medfører, at en bymand faar tildelt jord paa et omraade, hvor en anden har bygget, kan han ikke tvinges til at flytte, men den anden maa tage lige for lige af hans ubebyggede jord. Paa samme maade som sin egen toft, hvorpaa man selv bor, skal man værge gaardsædetoft og landbotoft, og enhver toft, hvorpaa der er en bygning. Ligesom tofterne i byen skiftes, skal hele markjorden skiftes. I JL III:57 sondres der mellem bebyggede og ubebyggede tofter.
Hvorledes skal man nu bringe sammenhæng i alle disse forskellige betegnelser paa toftejord, og hvorledes er forbindelsen imellem landskabslovenes forskellige tofter og 1700-tallets tofteagre og hustofter?
O. Chr. Olufsen[^39] mener, at den egentlige toft er den del af byens gadejord, som anvendes til husplads samt kaalhave, altsaa den til gaarden hørende indhegnede plads indenfor byens hegn. Det er efter Olufsens mening det, der forstaas ved gamle tofter i JL I:51. En nydannelse er de tofter, der indtages af marken, og dette skulde være de i samme bestemmelse nævnte svorne tofter. Forfatteren mener, at disse svorne tofter maaske er det først optagne stykke af marken, og at det er dem, der genfindes i de saakaldte tofteagre, der altid laa tæt op til byen. I overskriften til JL I:55 skulde toft hentyde til begge de anførte jordtyper. Efter Olufsens opfattelse skulde højetoft betyde hustoft, saaledes at bestemmelsen i EsjL III:54 skulde gaa ud paa, at oldinge skal sværge imellem hustoft og gade, mellem tofteagrene og marken og mellem hustoften og tofteagrene.
P. Lauridsen[^40] mener, at hustoften afsluttes med et hegn, og at det er rent tilfældigt, naar ejeren bag hegnet traf sin egen anpart i den tilgrænsende aas. Efter denne forfatters opfattelse skulde hørætoft betyde hortoft, d. v. s. et stykke jord der blev benyttet til dyrkning af hør, men herimod opponerer Haff,[^41] idet han paaviser, at dyrkning af hør ikke kan finde sted paa den samme jord aar efter aar, men at hørløkker stadig maa flyttes. Han mener derfor, at hørætoft betyder den plads, hvor hørren bleges.
Den mest vægtige undersøgelse er ogsaa paa dette omraade Henrik Larsens.[^42] Larsen paaviser, at tofteagrene maa være jord af en særlig type, idet de hyppigt har navne, der sætter dem i forbindelse med toften. Fra markbogen for Sneslev, Flakkebjerg hd., hentes saaledes fgl. eksempel: »Smidde Aassen som er Tofttejord«, eller for Særslev, Skippinge hd., »Mølehøys Agre som er Tofftejord«, og talrige lignende eksempler findes. Der er altsaa her tale om en jordtype, som adskiller sig fra den almindelige agerjord i vangen.
Ganske vist er ikke altid toftenavnet bevaret, men i saa fald vil disse agre ved deres særlige beliggenhed og form let kunne identificeres. Paa den anden side behøver ikke alle agre, der benævnes som toft, ogsaa være rigtige tofter. Larsen nævner som eksempel herpaa Skoufballe Tofft i Vindeby, hvor agrene nr. 10–13, der tilhører gaardene nr. 18, 23, 4 og kirken, næppe er tofter. Der findes dog ogsaa byer, hvor det med sikkerhed kan paavises, at i al fald ikke alle gaardene har tofter, men aarsagen hertil kan bl. a. være, at de ved solskiftet er inddraget under det almindelige skifte, eller at de ved ureglmæssigt skifte er blevet saa udstykket, at de ganske har tabt deres karakter. Saadanne skiftede tofter kan ofte paavises paa de skaanske lodskiftekort.
Som bevis for, at toften ikke alene er en bygge- og gaardsplads anfører Larsen f. eks., at der ved en rebning af Ø. Højsted i Sønderjylland blev tildelt hver otting en toft paa 40 roder (å 6 alen) i længden og 6 roder i bredden d. v. s. 19.440 kvadratalen, men dette areal er naturligvis alt for stort til kun at tjene til gaardsplads, kaalhave o. l. Her er tale om en egentlig ager.
Henrik Larsen antager, at højetofterne ligger ude i vangen, og at de bebos af udflyttere. Det fremgaar af EsjL, at de kan være bebyggede, og den ringe bødesats for ulovlig paabygning synes at tyde paa, at de ikke ligger ved selve byen. De mange øvrige agerskifter ude i vangen, som betegnes med toftenavnet, er delvis af tilfældig oprindelse, men især hvor de betegnes som gammeltoft, er det sikkert vidnesbyrd om en ældre bebyggelse. Om udtrykket hovedtoft i EsjL II:55 bemærker Larsen, at hvert bol havde sin plads i byen og hver gaard, der havde andel i bolet, havde ogsaa andel i bolets toft. Hvis en gaard havde jord i flere bol, havde den altsaa flere pladser at vælge imellem i byen, og hovedtoften var efter Larsens opfattelse den toft, en gaard har i det bol, hvis rebning der er tale om, og ikke den toft, gaarden tilfældigt ligger paa.
Forinden der forsøges en vurdering af de tidligere undersøgelser, vil det være af værdi at redegøre for de svenske landskabsloves udtalelser om toftejord.
Der kan næppe være tvivl om, at de nyere landskifter, først og fremmest solskiftet, er indvandret til Sverige fra syd, og der er derfor grund til at tro, at götalovene i første række bærer præg af dansk paavirkning. Ögl. BB indeholder regler om skifte af byen efter lignende principper som de danske loves og svealovenes solskifte. I Ögl. anvendes ikke betegnelsen solskifte, men derimod »lovlig beliggenhed« (lagha læghi), hvilket ogsaa anvendes i Uppl. BB 2:1 og Vml. BB 2:1, ligesom det i en mere almindelig betydning anvendes i Dalal. BB 19 pr og 1. At byen er i lovlig beliggenhed vil sige, at den er lovlig skiftet. Efter loven skal man først skifte tofterne efter bymaal, d. v. s. hver ejendoms attungstal, og derefter skal agrene skiftes ligesom tofterne. I Ögl. BB 2:1 udtales, at det tidligere har været gældende ret, at man skulde tage en femalensstang og lægge 2 stængers bredde som toft for hver attung, men nu er det blevet fastsat, at man maa lægge saa mange maal paa hver attung, som man bliver enige om. En ejendom paa en attung havde altsaa en toft paa 10 alens bredde ud imod gaden. Om toftens længde siges der intet. Der er altsaa ikke tale om nogen stor toft til en saadan ejendom, men maaske har de fleste ejendomme paa lovens tid været mere end 1 attung.[^43] I den yngre Vgl. J 18 er »lovlig toft« 20 alen lang og 10 alen bred, og det er maaske et mindstemaal for byens tofter, jfr. § 19, hvorefter »lovlig toft« hører til en ejendom paa ⅛ attung. Hvis alle tofterne ligger til vejen, da er byen lige saa lovligt anlagt, som hvis der løber en vej midt gennem byen (Ögl. BB 2:1), og hvis man tvister om, hvorvidt tofterne skal lægges i en firkant eller paa række, saa skal flertallet raade (I:4). Senere kilder end Östgötaloven viser imidlertid større tofter, saaledes oplyser en middelalderkilde, at biskopstorp har 4 stænger paa 1 attung, 6 alen paa stangen.[^44]
Den samme betydning for landskiftets gennemførelse tillægges der toften i svealovenes solskifte, der formulerer reglen om at »toften er agers moder« (tompt ær teghs mothir) Sdml. BB XI:1, Uppl. BB II:6, men der findes ikke i disse love nogen nærmere bestemmelse af tofternes absolutte størrelse, hvorimod deres relative størrelse overalt angives efter bymaal i Uppl. BB I:1 efter penningeland, ørtugsland, øresland og markland.
Af götalovens oplysninger ser vi, at den toft, der her tales om, er af et meget mindre format end de danske tofteagre, saaledes som vi kender dem paa 1600-tallet, den »lovlige« toft i Vgl. er ikke mere end 200 kvadratalen. Her kan daarligt være tale om andet end den egentlige gaardsplads maaske med en smule kaalhave el. lign., og selv om de svenske tofter senere har været betydeligt større, naar de dog aldrig op paa størrelse med en egentlig tofteager.
De af Nordiska Museet under ledelse af Sigurd Erixon foretagne byundersøgelser synes ikke at have konstateret den samme regelmæssige forekomst af tofteagre, som den vi kender fra Danmark, men selve gaardstoften synes ofte at have været større end den danske. Sigurd Erixon sammenfatter selv sine undersøgelser saaledes: »Emellertid synes det område, som avgränsades till tomt, vanligen ha varit så stort, att det ej blott räckte till byggnadsplatser utan även till gräs- eller kalvtomter stundom också till humle- och kålgårdar, ja, till och med till mindre åkrar. Någon absolut skillnad fanns heller icke i sättet att udnyttja marken utan för eller inom bytomtgränsen, ty ågor av alla dessa slag funnos ofta även på utsidan av denna och i omedelbar anslutning till byplatsen. En speciell form av sådana äro de s. k. »spellåkrarna«, av mindre omfattning än de egentliga gärdena. Det finnes flera exempel åtminstone under 1700-talet på att dessa utom bytomten belägna ägor på visst sätt inräknades i denna, vanligen då som ersättning till vissa hemman för andras utvidning. Detta är förklaringen till att bytomten även i ordentligt skiftade byer stundom äger en ganska oregelbunden form.«[^45]
Der kan vist herefter ikke være tvivl om, at de i de svenske landskabslove omtalte tofter er den jord, der indenfor byhegnet hørte til den enkelte ejendom, og at de ikke omfattede større agre i den tilstødende vang. At disse bytofter ogsaa ned gennem tiden har været af betydning for landskiftet ses bl. a. deraf, at de som regel er meget regelmæssigt skiftede og af meget regelmæssig (rektangulær) form, hvilket er sjældent for saa vidt angaar de danske gaardstofter. Fig. 3 viser et af de af Sigurd Erixon undersøgte bybilleder, der giver et klart indtryk af, hvorledes gaardstofterne har været skiftet ved solskiftets indførelse.
Af den foranstaaende gennemgang af de danske landskabsloves bestemmelser vil ses, at SKL udelukkende taler om hustoft, at EsjL foruden ordet toft ogsaa bruger højetoft og hovedtoft, og at JL foruden ordet toft bruger gamle tofter i modsætning til de svorne tofter. Det fremgaar af landskabslovene, at toften i hvert tilfælde altid omfatter den indhegnede gaardsplads og eventuelt kaalhave ved gaarden, men om de øvrige tofttyper har vi kun spredte oplysninger. Vi ved dog, at de svorne tofter er ny toftjord, der indtages fra markjorden, og hovedtoften i EsjL er den toft, som er bestemmende for agrenes beliggenhed ude i marken.
Sammenligner vi disse oplysninger med de svenske landskabsloves oplysninger om toften, er der for mig ingen tvivl om, at toften ogsaa i Danmark oprindelig har været betydelig mindre end de tofteagre, som nu kan ses paa kortene og konstateres i markbøgerne. Denne oprindelige toft har ligesom i Sverige omfattet gaardsplads samt et mindre indhegnet jordstykke til udvidelse af bygningerne og dyrkning af kaal o. l. I Danmark har man saa efterhaanden inddraget en større del af den omliggende jord under toften og dermed forbeholdt den til særdrift, men denne særdrift er i tidens løb — efterhaanden som driftsfællesskabet er udvidet — blevet opgivet, og tofteagrene er indgaaet i den tilstødende vang, ofte har de endog helt tabt deres særpræg ved rebning. Naar denne udvikling er afsluttet, omfatter toften kun selve gaardspladsen og et minimum af kaalhave, medens resten er indgaaet i den tilstødende tofteager. I Sverige kender man derimod ikke en saadan udvikling, hvorunder toften er blevet udvidet med tilstødende agerjord, hvorimod man har bevaret de gamle rummelige tofter, der i de solskiftede byer har en streng regelmæssig form.
Denne opfattelse synes da ogsaa at stemme med landbrugets udvikling. Det er sandsynligt, at de nye tofteagre er indtaget paa et udviklingstrin, da vangeskifterne var under dannelse af de spredte løkker paa udmarken, men at den nye toftejord har mistet sin særlige betydning, naar vangeskifterne har udviklet sig til større vange, og at den tilsidst er gaaet op i den tilstødende vang.[^46] Efter landskabslovenes oplysninger har saavel hustoft som højetoft oprindelig været indhegnede, se især SKL 187 og EsjL II:57, medens JL III:57 tyder paa, at de ubebyggede tofter, altsaa de egentlige tofteagre, ikke længere var omgivet af hegn,[^47] og det stemmer jo meget godt med vangebrugets udvikling, hvis denne bestemmelse er et tegn paa, at de tidligere indhegnede tofteagre nu er ved at indgaa i de tilstødende vange.
Endnu staar tilbage at søge oplyst den nærmere betydning af landskabslovenes forskellige betegnelser for toftejorden. De allerfleste overdragelsesdokumenter fra 1200-tallet anvender kun ordet »fundus« uden tilføjelse af nogen art, som kan referere til landskabslovene,[^48] men nogle ganske enkelte breve giver dog mere fyldige oplysninger. For det første kan vi af et brev 11. 7. 1272 erfare, hvorledes nye tofter kan opstaa, idet Trelle Thomsen tilskøder Løgumkloster al sin ejendom i Borg mark med undtagelse af den toft, han selv bor paa, og som erstatning for denne toft lover han, at klostret skal faa en anden toft lige saa god i længde og bredde, som skal blive udlagt med fuldt reb. I denne forbindelse kan nævnes et rebningsbrev 1541 fra Slugs hd., hvoraf fremgaar, at 12 ejermænd har svoret en del af en mands toftejord til bygade (almans erde), hvorfor der gives ham erstatning andetsteds i bymarken (vnnd de syn mate nycht so ful konde kriegen by dem hus de hefft yt ein ander wegen gekregen ym felde vnnd synt affgestent).[^49] Men dernæst indeholder et overdragelsesdokument udstedt paa Alsted herredsting paa Sjælland 25. 3. 1298[^50] en sondring, der ganske svarer til sondringen i landskabslovene, idet nogle jorder i en landsby bortgives med deres hovedtofter og hustofter (cum suis capitalibus fundis et fundis domorum). Denne sondring tyder paa, at hovedtoften er den nyindtagne tofteager, og dette er i hvert tilfælde afgjort tilfældet i et skaansk overdragelsesdokument først paa 1300-tallet, hvori der gives oplysning om, hvor meget udsæd de forskellige agre, der hører til en ejendom, kan tage, og der begyndes med hovedtoften (in principali fundo), hvori der kan saas 9 skæpper byg. At der her er tale om en egentlig ager er hævet over enhver tvivl.[^51] Man vil lægge mærke til, at de nævnte overdragelsesdokumenter ikke indskrænker sig til at anvende de toftbetegnelser, der findes i retsbøgerne for henholdsvis Sjælland og Skaane, og at den latinske betegnelse for hovedtoften varierer. Noget almindeligt begreb synes der altsaa ikke at være tale om.
Medens hovedtofter i de nævnte breve fra 1200-tallet nødvendigvis maa betegne tofteageren, tyder et sjællandsk tingsvidne fra 1400-tallet lige saa afgjort paa, at hovedtoften heri er identisk med hustoften, altsaa byggested og gaardsplads med eventuel have. Det hedder i tingsvidnet, at en gaard har »sin rættæ howett tofft oc byggested i Tyjstofte« og samme toft og byggested skal være lige lang med Hans Jensens gaard ved gaden og 8 favne og mere bred.[^52] Hvis vi efter denne ikke særlig klargørende undersøgelse af de middelalderlige breve vender tilbage til en nøjere granskning af EsjL's bestemmelser om hovedtoften, vil man tilsyneladende se en lignende uklarhed. Efter EsjL II:52 skal den, der vil indhegne sin jord i vangen, udlægge et tilsvarende areal af sin hovedtoft (houæth toft) til græsgang sammen med den øvrige vang. Her maa hovedtoften være tofteageren, da hustoften formentlig ikke har tilstrækkeligt areal til raadighed til den krævede kompensation. Naar det paa den anden side i II:55 hedder, at agrene i vangen skal ligge i forhold til solen ligesom hovedtoften i byen, saa skulde man synes, at dette maatte betyde den gamle toft i byen, der fra byens grundlæggelse har været afgørende for retten til agerjorden. For at bringe overensstemmelse mellem de to bestemmelser, maa man gaa ud fra, at meningen er, at agrene i byen skal ligge paa samme maade som hustoften i byen, idet hustoften formentlig her betegnes som hovedtoft i modsætning til eventuelle andre dele af gadejorden, der hører til gaarden som have, kaalgaard el. l., et forhold som vi i hvert tilfælde møder ofte i 1600-tallets landsbyer. Hvis EsjL II:52 ved hovedtoften forstaar tofteageren udenfor hustoften, kan Kroman/Iuuls forstaaelse af hørætoft som en ydertoft, der ligger mellem hustoften og markjorden, imidlertid ikke være rigtig. Denne oversættelse støttes paa EsjL II:68, som handler om den, der bor saa langt ude, at han bor ude paa hørætoft. Hvis en saadan bymand flytter sit hegn enten ind paa en anden mands ager eller ind paa enden af toften, skal han bøde 6 øre, medens den, der flytter hegnet om en almindelig toft ind paa anden mands jord, skal bøde 12 øre. Det maa da ogsaa indrømmes, at den kendsgerning, at loven omtaler det tilfælde, at hegnet om hørætoft flyttes ind paa enden af en toft, i høj grad taler for den nævnte oversættelse, men paa den anden side omtales lovbryderen som een, der bor helt ude paa hørætoften, og bøden er kun halvt saa stor som for den, der bor inde i byen, hvilket tyder paa, at hørætoft sædvanligvis ligger helt uden forbindelse med omraadet, altsaa er en egentlig udflyttertoft.
I modsætning til betegnelsen hovedtoft har jeg ikke fundet betegnelsen højetoft i middelalderlige eller senere dokumenter bortset fra nogle stednavne. I en dom fra 1500-tallet[^53] oplyses det, at en bymand fik lavhævd paa »Højtoft«, som ligger neden for Langaa by fra Jens Madsens tofte til Bendz ager. Denne »højetoft« ligger altsaa i umiddelbar tilknytning til byen. Paa den anden side kan bynavnet Hötofta = Högtofta = Højetoft i Oxie hd. i Skaane tyde paa, at højetoften var en virkelig udflyttertoft beliggende ude i vangen.[^54] Paa dette grundlag vover man knapt nok at fremsætte nogen formodning om forholdet mellem den sjællandske lovs hovedtoft og hørætoft og den skaanske lovs hustoft. At hustoften er selve byggestedet med kaalgaard og eventuelt have maa dog være sikkert nok. Hovedtoft og hørætoft kan dog næppe være betegnelser for den samme jord, og jeg er tilbøjelig til at holde mig til oplysningerne i de to breve fra 1200-tallet, hvorefter hovedtoften maa være tofteageren, altsaa den jord, som Kroman/Iuul med et godt navn kalder ydertoften. Men saa maa højetoften altsaa være noget andet, og man maa nok holde sig til Henrik Larsens opfattelse, hvorefter højetoften er en egentlig udflyttertoft, der ligger helt ude i vangen.
Slet saa mange vanskeligheder volder fortolkningen af de jyske betegnelser ikke. Det turde være afgjort, at den gamle toft er det oprindelige byggested med omliggende kaalgaard el. l., og at de svorne tofter er de nye ydertofter, der indtages til særbrug men senere gaar ind i vangefællesskabet. De ubebyggede tofter, der omtales i JL III:57, maa da normalt være identiske med de svorne tofter, altsaa ydertofterne, og loven tyder da ogsaa paa, at de ubebyggede tofter sædvanligvis ligger i tilknytning til byen.
Fra det jyske retsomraade kender vi fra 1400-tallet og fremefter udtrykket »aabyggetoft«, der optræder i talrige tingsvidner.[^55] Et tingsvidne fra Salling 1487 omtaler saaledes »gard oc gardsted met fem ager, som ær hennes abyggestofft«,[^56] hvorefter der kommer en lang opregning af de øvrige agre i agerskifterne. Her maa aabyggestoft sikkert være identisk med ydertoften. Det samme gælder en lavhævd 1489,[^57] hvorefter der vindes hævd paa »gard oc gardsted oc obbolz toft oc ager oc æng«. Udtrykket svarer jo til sondringen i JL mellem bebyggede og ubebyggede tofter, men aabyggestoft er maaske senere gaaet over til at betyde al særjord i vangen, jfr. en gode mænds dom 1558,[^58] hvorefter alle haver og gadeløkker, som var indhegnet i forte og fælled udenbys eller indenbys, og som ikke findes at være lovlige »aabiigis toffte«, skal nedlægges. Endnu et tingsvidne fra Slugs hd. 1519[^59] betegner aabyggestoften klart og tydeligt ydertoften. Det hedder i tingsvidnet under omtalen af tofternes rebning, at ejermændene rebede til de 4 otting, som tilhører Kalle Andersen og Henrik Andersen fra den sten, der staar vest for forten til den sten, der staar mellem Henrik Andersens og Anders Nissens toft og nord til forten og syd til marken, saaledes at de skulde have til deres aabyggestoft (abolstofft) paa den nordlige side af byen fra de 2 sten, som staar vest for toftejorden mellem toften og markjorden og til den sten, der staar vest for Kalle Jeffsens aabodstoft, og siden skulde Kalle Jeffsen have sin aabyggestoft der fra og til den sten, som staar vest for Per Christensens toft og desuden den toft afstenet ved hans hus.
Medens det sædvanligvis ikke var tilladt at indhegne markjord uden husbonds og bymænds tilladelse, har det utvivlsomt været lovligt at indhegne ydertoften, og selv om ogsaa denne adgang til indhegning er gaaet tabt i tidens løb, er den dog bevaret meget længere end adgangen til at indhegne anden agerjord, jfr. ogsaa frdn. for Jylland 1584. En ret til indhegning af aabyggestofter synes forudsat i en sag for Viborg landsting 1635,[^60] hvorunder en bymand tiltales for at have indhegnet markjord, men indvender, at det drejer sig om hans »rette aabostoft«, og at hans naboer ogsaa har indhegnet deres aabyggestofter. Bymanden frifindes af processuelle grunde.
Paa 1600-tallet er kun et faatal af ydertofterne indhegnede, hvilket fremgaar af markbøgerne og udskiftningskortene.[^61] Det samme gælder tofterne i Skaane[^62] og Sønderjylland.[^63] Landsbyvedtægterne giver ikke væsentlige oplysninger om indhegningsspørgsmaalet, da det kun sjældent er muligt at afgøre, om en vedtægt taler om hustoften, der jo altid er indhegnet, eller ydertoften. I enkelte tilfælde kan man dog med sikkerhed fastslaa, at ydertoften har været indhegnet, saaledes i Bælum 1712 § 15 (DW I:110), der omtaler, at der dyrkes korn i den indhegnede toft, og i Aarestrup 1719 III § 2 (DW III:283), hvor den indhegnede toft betegnes som marktoft. I Sloense 1707 § 22 (DW III:251) tales der om hegn om kohaver, tofter, kaalgaarde eller abildgaarde, og her er det jo sikkert ogsaa ydertoften, der tænkes paa. I adskillige andre tilfælde maa man gaa ud fra, at der ifølge vedtægterne var hegn om ydertoften.[^64] Reglen i JL III:57 optages i DL 3–13–35.
Hvor trangen til særjord er særlig stor, er det jo fristende at forsøge at øge tofterne ved at inddrage markjord eller gadejord, men dette forbydes i vedtægterne paa samme maade som tilsvarende forbud imod at optage løkker i marken og paa gadejorden.[^65]