Kapitel 5
Husdjurshållningen
Husdyrbruget · s. 145–197
Kapitel V -- Husdjurshållningen
Kort kärna
Kapitlet behandlar den rättsliga regleringen av husdjurshållningen i de danska landsbyarna, med fokus på betesrättens förvärvande, fördelning och förvaltning. Under medeltiden och fram till 1700-talet var bete den viktigaste resursen efter åkerbruket, och tillgången till gemensamma betesmarker -- utmark, fälledsvång och allmänning -- reglerades genom landskapslagar, kungliga recesser, domspraxis och lokala bystadgor. Centrala juridiska frågor gäller huruvida betesrätt kan förvärvas genom hävd, hur betet fördelas mellan bymännen efter jordinnehav, samt i vilken utsträckning enskilda bönder eller byar kan inhägna fälledsjord eller bryta sig ur mellanortliga fällesskap. Danske Lov 1683 innebar en avgörande ändring genom att uttryckligen erkänna hävd på bruk (DL 5-5-2).
Historiskt sammanhang
Under den danska medeltidens lopp övergick näringen gradvis från boskapsskötsel till åkerbruk, men husdjurshållningen förblev central. I takt med att uppodlingen bredde ut sig krympte de tillgängliga betesmarkerna, vilket skapade allt skarpare konflikter om betesrätten -- mellan bymännen sinsemellan, mellan byar, mellan bönder och adel, och mellan köpstäder och omliggande landsbyar. Landskapslagarna (SKL, EsjL, JL) gav de äldsta reglerna, medan 1500-talets recesser och slutligen Danske Lov (1683) systematiserade rättstillståndet. Särskilt i Sönderjylland och Skåne utvecklades lokala sedvänjor som kompletterade den centrala lagstiftningen. Kapitlet vilar till stor del på tingböcker, bystadgor, rettertingsdomar och Christian V:s matrikelverk.
Sammanfattning av texten
V.I Kreatursdrift på samfällighet och utmark
1. Landsbyns betesområden. Från slutet av 1200-talet bestod betesresurserna av fem slag: ävredsvångar (skördevångar om hösten), fälledsvångar (vångar som periodiskt låg till fälled), inhägnade utmarker i byns samäga, allmänningar emellan byarna, samt gadejorden (forten). Utmarken hade uppkommit genom att varje by intagit ett område av den gemensamma allmänningen. Gränsen mellan kungens allmänning och byns utmark var länge flytande. I Sverige hade häradet äganderätt till allmänningen, medan den danska kungamakten tidigt tillägnade sig regalrätten. Christian V:s matrikelverk (1680-talet) ger detaljerade upplysningar om utmarkernas fördelning. Forte (gadejord) behandlades rättsligt på samma sätt som utmarken.
2. Betesrättens förvärvande. Betesrätt var ursprungligen knuten till toftinnehav, men redan JL II:55 medgav att jordförvärv i byn var tillräckligt. Betesrätt kunde också överlåtas självständigt (belagt sedan 1280). Köpstäder fick ofta betesrätt på kringliggande kronogods genom kungliga privilegier. Den centrala rättsfrågan gäller om betesrätt kunde vinnas genom hävd. Före DL avvisades detta i princip av rettertingspraxis -- särskilt domarna 1574 (Faaborg mot fru Edele Hardenberg) och 1590 (Köge mot fru Birgitte Rosenkrands till Vallö) -- som fastslog att man inte kan ha bruk på annans egendom utan ägarens samtycke. Samtidigt fanns det en parallell domspraxis som förbjöd att fälledsjord förminskades genom inhägnader, utan att man sammankopplade detta med hävdsfrågan. DL 5-5-2 erkände uttryckligen hävd på bruk efter 20 år, men förhållandet mellan 20-årshävd och ålderstidshävd förblev oklart ända till 1800-talet.
3. Betesrättens fördelning. Fördelningen skedde efter jordinnehavet -- bymännens bymål -- redan från landskapslagarnas tid (JL III:55). I Sönderjylland var ottingen det vanligaste fördelningsgrundlaget; på andra håll användes jords värdering, hartkorn eller skyld. Gräsjämning genomfördes av bymännen på bystämman eller genom tingvidne. Bymän med mer kreatur än deras lott tillät betalade gräspengar till dem med färre. Husmännen saknade normalt bymål och fick betala gräsavgift. Utombysmäns kreatur fick bara tas in med alla bymäns samtycke (EsjL II:58, DL 3-13-30). Mellanortlig betesrätt fördelades efter varje bys andel (DL 3-13-29, taxeringsmän utsågs för gräsligning).
4. Polisiära föreskrifter. Skabbiga och sjuka djur fick enligt JL III:55 (DL 5-12-7) dräpas om ägaren vägrade att isolera dem, efter förbud på tinge. I praktiken dräpte bymännen ofta sjuka djur utan tingets sanktion, och denna praxis stadfästes genom frdn. 1779. Getter bekämpades genom upprepade förbud (1446, 1492, 1541, 1558, DL 5-12-1-2) men försvann aldrig. Kastrering krävdes för hästar på fälleden under 24 dalers värde (frdn. 1622, DL 5-12-3). Svin skulle hållas ringade.
5. Vallning av husdjur. Boskapen vallades under sommaren (ca. 1 maj -- 29 september) av en byherde eller genom turlig vallning bland bymännen. Förbudet mot särhjord var en av de äldsta stadgebestämmelserna (DL 3-13-31). Herdens lön och förplägning fördelades efter kreaturantal. Begreppen vangegemmer, markmand och hyrde blandades över tid samman.
6. Fälledsmöten. Årliga möten hölls, särskilt på Själland och i Skåne, för att kontrollera att gräsligningen iakttogs. Genomgången av djuren kallades fälledrensning (Skåne) eller eigning (Själland). Djuren märktes med fämärken; omärkta djur beslagtogs.
V.II Inhägnad av fälled och utmark
1. Lyckodrift. Upprättande av lyckor på fälledsjord krävde husbondens och alla jordägares samtycke (SKL 71, Fyns stadga 1492, DL 3-13-13). I Sönderjylland utvecklades lyckodriften särskilt starkt under 1600-1700-talen, med skortning (avräkning) i fällesbetet. I Skånes skogsbyggder rådde en mer liberal inställning. Rätten att behålla en lycka kunde vinnas genom 20 års hävd (rettertingsdomarna 1650 angående Sandager och Fundersmåla, 1656 angående Blentarp/Everløv). Gribsjord var jord som redan intagits från fälleden och inte gått under rep. DL 3-13-13 förbjöd inhägnad utan husbonds och jordägares samtycke, men upphävdes genom utskiftningsförordningarna 1758-1760.
2. Upphävande av mellanortliga fällesskap. Före DL gällde principen att ingen kunde tvingas att upprätthålla fällesskap (rettertingsdomarna 1598, 1636), och att byar fritt kunde inhägna sin andel efter laglig skiljessättning. Inga lyckor fick upprättas på mellanortlig fälled utan de betesberättigade byarnas samtycke (rettertingsdomen 1570, 1632). Efter DL 1683 ändrades rättsläget: hävd på bruk (DL 5-5-2) innebar att inhägnader i strid med vunnen betesrätt kunde underkännas av domstol (Själlands landsting 1699, Skads häradsting 1687, Fyenbos landsting 1698).
Nyckelbegrepp
- Overdrev / utmark (overdrev) -- Landsbyns gemensamma, ofta inhägnade betesmark utanför vångarna
- Fælled / fälled (fælled) -- Gemensamt nyttjad betesmark, ofta synonym med utmark
- Ævred / ävred (ævred) -- Bete på skördevång efter att grödan inbärgats
- Vangelag / vångelag (vangelag) -- Sambruk av vångar emellan flera byar
- Bymaal / bymål (bymaal) -- En gårds andel i byns gemensamma tillgångar
- Otting (otting) -- Andel av en helgård, särskilt i Sönderjylland
- Græsjævning / gräsjämning (græsjævning) -- Fördelning av betesrätten mellan bymännen
- Løkke / lycka (løkke) -- Inhägnat stycke jord på fälleden i enskild drift
- Gribsjord (gribsjord) -- Jord intagen från fälleden, inte ingående i repningsgrundlaget
- Innam / upptagning (innam) -- Beslagtagande av kreatur som trängt in på fredad mark
- Lavhævd / lagfartshävd (lavhævd) -- Formell hävdshandling inför rätten
- Forte (forte) -- Gadejord, ursprungligen samlingsplats för boskap
- Fægang / fägång (fægang) -- Väg för kreatursdrivning till bete
- Fælledmøde / fälledsmöte (fælledmøde) -- Årligt möte för kontroll av betesligningen
- Fælledrensning / fälledsrensning (fælledrensning) -- Genomgång och kontroll av djur på fälleden
- Fæmærke / fämärke (fæmærke) -- Ägarmärke inbränt i djurens hårlag
- Skortning (skortning) -- Avräkning i fällesbete vid lyckodrift
- Hævd paa brug / hävd på bruk (hævd paa brug) -- Rättsförvärv genom lång tids ostörd nyttjande
Geografiska namn
- Sjælland / Själland -- Danmarks största ö
- Skaane / Skåne -- Danskt landskap, nu i Sverige
- Jylland -- Jylland, Danmarks fastland
- Sønderjylland / Sönderjylland -- Sydligaste Jylland
- Lolland -- Ö söder om Själland
- Oxie herred / Oxie härad -- Härad i Skåne
- Villands herred / Villands härad -- Härad i Skåne
- Gærds herred / Gärds härad -- Härad i Skåne
- Hvidding herred / Hvidding härad -- Härad i Sönderjylland
- Haderslev -- Stad och amt i Sönderjylland
- Tønder amt -- Amt i Sönderjylland
- Vejle amt -- Amt i Jylland
- Viborg -- Stad med landsting i Jylland
- Faaborg -- Köpstad på Fyn
- Køge / Köge -- Köpstad på Själland
- Vallø -- Gods på Själland
- Halmstad -- Stad i Halland
- Grenge, Hjelm -- Byar på Lolland
- Brøns -- By i Hvidding härad
- Klagstorp, Tygelse -- Byar i Oxie härad
- Hyllie, Fosie, Hindby -- Byar i Oxie härad
- Sandager -- By i Helsingborg län
- Fundersmåla, Segemåla -- Byar i Blekinge
Begreppslistan
| Danskt begrepp | Svensk översättning | Förklaring |
|---|---|---|
| alminding | allmänning | Gemensam mark utanför byarna |
| bymaal | bymål | Gårdens andel i byns tillgångar |
| enemærke | ensamäga | Jord i enskild ägo, undantagen från fällesbruk |
| fægang | fägång | Kreatursdrivningsväg till bete |
| fæmærke | fämärke | Ägarmärke inbränt i djur |
| fælled | fälled/samfällighet | Gemensamt nyttjad betesmark |
| fælledmøde | fälledsmöte | Årligt möte för kontroll av bete |
| fælledrensning | fälledsrensning | Genomgång av djur på fälleden |
| forte | forte/gadejord | Samlingsplats för kreatur i byn |
| græsjævning | gräsjämning | Fördelning av betesrätten |
| græsligning | gräsligning | Ligning av bete mellan byar |
| græspenge | gräspengar | Avgift för betesrätt |
| gribsjord | gribsjord | Intagen mark utanför repningen |
| guldvurdering | guldvärdering | Jordens värdering i guld |
| hartkorn | hartkorn | Skatteenhet baserad på jordens avkastning |
| husdyrbrug | husdjurshållning | Boskapsskötsel |
| hyrde | herde | Djurvaktare |
| hyrdehus | herdehus | Bostad för byherden |
| hævd | hävd | Rättsförvärv genom lång tids bruk |
| hævd paa brug | hävd på bruk | Hävd på nyttjande av annans egendom |
| innam | upptagning | Beslagtagande av inträngande djur |
| kaast/kast | kast | Jylländsk term för lycka |
| kohave | kohage | Inhägnad betesmark för kor |
| kongelev | kronolev | Kunglig arvejord |
| lavhævd | lagfartshävd | Formell hävdshandling |
| lensmand | länsman | Kunglig ämbetsman |
| løkke | lycka | Inhägnat jordstycke i enskild drift |
| løkkedrift | lyckodrift | Enskild drift på inhägnad fälledsjord |
| markmand | markvaktare | Uppsikt över markfreden |
| olding | olding | Äldste, gränssättare |
| otting | otting | Andel av helgård |
| overdrev | utmark | Gemensam betesmark utanför vångarna |
| pantet | pantad | Belagd med vitesböter |
| rebning | repning | Uppmätning och fördelning med rep |
| reces | recess | Riksdagsbeslut med lagkraft |
| regale | regale | Kunglig ensamrätt |
| retterting | retterting | Kungens högsta domstol |
| ridemandsbrev | ridemandsbrev | Dom av ridemän (gränssyn) |
| sandemænd | sandemän | Edsvurna gränsmän |
| skel | skilje | Gräns mellan byar |
| skortning | skortning | Avräkning i bete vid lyckodrift |
| skødning | skötning | Formell överlåtelse av egendom |
| stuf og særkøb | stuf och särkop | Särskilt förvärvad jord |
| særhjord | särhjord | Kreatur som hålls separat från byhjorden |
| toft | toft | Gårdstomt i byn |
| vangegemmer | vångväktare | Vaktare av den fredade vången |
| vangelag | vångelag | Sambruk av vångar mellan byar |
| vedtægt | stadga | Lokal byordning |
| videstok | budbärarkavle | Budkavle som cirkulerar bland bymännen |
| ævred | ävred | Efterårsbete på skördevångar |
Femte kapitlet. Husdjurshållningen
I. Kreatursdrift på samfällighet och utmark
1. Landsbyns betesområden
Under tiden för folkstammarnas slutgiltiga fasta bosättning och länge efter att denna bosättning hade ägt rum var husdjurshållningen (husdyrbruget) den viktigaste näringen för landsbyns folk. Det var bara en mycket ringa del av landet som var under plog, och resten låg som ouppodlad mark eller skog. Så länge det fanns tillräckligt med ouppodlad mark uppstod det inget spörsmål om att få tillräckligt bete till kreaturen, men allt efter som kulturlandet bredde ut sig på ödemarkernas bekostnad blev det ständigt svårare att få det nödvändiga fodret till husdjuren. Denna utveckling har på många sätt fått ingripande betydelse för landsbyns driftsformer och jordförhållanden. På föreliggande ställe ska vi emellertid uteslutande sysselsätta oss med landsbyns strävanden att utnyttja de tillgängliga betesmöjligheterna så mycket som möjligt och de efterhand uppkomna spörsmålen i samband med fördelningen mellan enskilda byar och enskilda bymän av de tillgängliga betesmöjligheterna.
Från slutet av 1200-talet har betesområdena i allmänhet varit följande: 1. ävredsvångarna (ævredvangene) om hösten, när skörden var inbärgad, 2. eventuella fälledsvångar (fælledvange), där driftsformen medförde att en vång periodiskt låg till samfällighet, t.ex. i trevångssystemet vart tredje år, 3. det till landsbyn hörande, ofta inhägnade utmarksområdet (overdrevet), som tillhörde bymännen i samäga men som låg oskiftat, och 4. de mellan landsbyarna liggande allmänningarna (almindingerne). Slutligen bör man i detta sammanhang nämna 5. den i själva landsbyn belägna gadejorden (gadejorden/forten), som dock först och främst hade betydelse som samlingsplats och tillfartsväg för boskapen.
Om ävredsbetet och fälledsvångarna kommer att talas nedan under kapitel 7, där man även finner omnämnande av vångelagen (vangelagene) mellan angränsande byar, en institution som hade den allra största betydelsen för byarnas tillgång till betesmark, inte minst i de trakter där det bara fanns få och små utmarker eller allmänningar.
Man har rätt att utgå från att byns utmark har uppkommit därigenom att ett bestämt område av den mellan byarna liggande, ouppodlade allmänningen har indragits under landsbyns särskilda rådighet. Detta behöver naturligtvis inte ha skett genom gränssättning eller hägnad, och gränserna mellan utmarken och den utanför liggande allmänningen har väl under lång tid varit flytande. Så länge allmänningen var res nullius hade en sådan gränssättning naturligtvis heller ingen synnerlig betydelse. Allt efter som uppodlingen skred framåt och kungens anspråk på äganderätten till allmänningen blev allmänt erkänt blev det också nödvändigt att få genomfört en noggrannare fastställelse av gränserna, och gränssättning blev väl ofta resultatet av uppkomna gränstvister. Under lång tid hade dock gränsen mellan kungens allmänning och byns utmark varit rätt flytande, och kungen har uppenbarligen ofta tilltagit sig rättigheter över den under byns uteslutande rådighet indragna utmarken.[^1]
Den utanför landsbyn och dess utmark liggande allmänningen var som nämnts ursprungligen res nullius och kunde därför tas i bruk av envar som hade lust och förmåga. Då egendomsförhållandena överhuvudtaget ligger utanför denna undersöknings ramar ska vi inte i enskildheter söka klarlägga de många intressanta spörsmål som uppstår i samband med utvecklingen av äganderätten till allmänningen, utan bara i helt korta drag ge en översikt över den sannolika utvecklingen.
Karl Haff[^2] har menat sig kunna påvisa ett samband mellan en rad gemensamma utmarker mellan olika byar och den gamla häradsindelningen. Haff påvisar existensen av sådana gemensamma utmarker på Själland och i Jylland norr om Limfjorden, och han påvisar att gränserna för dessa utmarker aldrig skär de gamla häradsgränserna, sådana de är kända från Valdemars Jordebok. Härav sluter Haff att häraderna ursprungligen har varit bosättningsområden där de bosättande stammarna har samlats kring gemensamt utnyttjande av ett centralt beläget betesområde, och att denna indelning av bygder i varje fall i viss utsträckning har bildat grundlaget för det senare bildandet av häradet som militär enhet. Då Haff inte kan finna spår av ett sådant samband mellan gemensamma marker och härader i Jylland söder om Limfjorden antar han att detta landområde först har befolkats av den senare befolkningen, sedan de vandrande folkens Hundertschaften övergått till att bli en territoriell indelning.
I de danska landskapslagarna och andra medeltidskällor finns det inget tecken på ett tillstånd där de mellan byarna liggande allmänningarna i stor utsträckning har tillhört häradet som sådant, och av Haffs undersökningar kan man heller inte utleda så vittgående resultat. Det är emellertid inte utan intresse att jämföra Haffs undersökningar med rättsutvecklingen i Sverige, där häradet som kollektiv enhet har haft en egentlig äganderätt till allmänningen. Under medeltiden försökte den svenska kungamakten göra anspråk på äganderätten till allmänningen, men dessa anspråk mötte starkt motstånd från böndernas sida, så att kungen i de flesta fall fick uppge sitt förehavande. Kampen om allmänningen medförde emellertid att allmänningen, som ditintills hade betraktats som res nullius, i vid utsträckning blev indragen under häradets rådighet.[^3]
Häradsallmänningen var alltså inte som utmarken underkastad de enskilda böndernas äganderätt, i det att det inte krävdes enhällighet för att disponera över jorden, utan bara en majoritet på tinget, se Uppl. Witherbob. XX:3 »Hwa sum almænning wil fara skal a hundæris tingi loff tilltakæ«.
Bortsett från bestämmelsen i Ögl. egna salu 1:2 »konunger vil almænning sælia« finns det inte i de svenska landskapslagarna tecken på ett erkännande av kungens anspråk. Från enskilt håll[^4] menar man dock att Uppl. Witherbob. XX om tredelningen av häradsallmänningen betyder att kungen har rätt till den ena tredjedelen, och kungamakten åberopar sig också på denna bestämmelse, som emellertid säkerligen bara har velat säkra kungen en tredjedel av intäkten från allmänningen.[^5]
I Danmark hade kungamakten emellertid mycket tidigt framgång med sina strävanden att tillägna sig rätten till allmänningen. Det är lite oklart när en sådan rätt definitivt erkänts och särskilt huruvida de tidligaste vittnesbörden har anknytning till särskilda förhållanden i Jylland,[^6] men regalet (regalet) måste dock i varje fall ha blivit fastslaget långt innan landskapslagarnas nedskrivning, dock så att befolkningen har bevarat en viss nyttjanderätt, jfr. JL 1:53. I Sverige nås detta stadium först långt senare. Då kungamaktens betydelse var stigande under 1200- och 1300-talet genomförde de svenska kungarna kravet om en tredjedel av allmänningen, och detta krav lagfästs i landslagen av 1442 Thingmb. IV. Med införande av feodala drag i det svenska samhällslivet uppstår också i Sverige tanken om ett egentligt grundregale. Denna utveckling når sin höjdpunkt med Gustav Vasas brev av 20/4 1542 »sådane ägor som obygda ligga, höra gud, konnungen och Sveriges krona till«.[^7]
Under större delen av medeltiden har de kungliga allmänningarna säkerligen upprätthållits som ett självständigt begrepp, och vi har särskilt från Skåne vittnesbörd om deras betydelse. Sålunda stadfäster kungen omkring 1282[^8] Bara härads bönders rätt att hugga i allmänningsskogarna, och ännu Christian I:s privilegier för Skåne understryker att allmogen ska åtnjuta kungens allmänning, som den har gjort det i ålderstid, men att bebyggelse och inhägnad av allmänningen inte får äga rum utan kungens tillåtelse.
Då åtskillnaden mellan kronolev (kongelev) och patrimonium helt bortfaller betraktas dessa allmänningar som vanligt krongods, och det är som regel svårt att konstatera om det i ett givet fall rör sig om en av kungen intagen allmänning eller en utmark som sedan bosättningen har tillhört bestämda byar, vilka nu är i kronans ägo. Från Christian V:s matrikelverk har vi förträffliga upplysningar om allmänningarna i slutet av 1600-talet.[^9] Det framgår av dessa upplysningar att det förutom de egentliga byutmarkerna, som alltjämt finns till många byar, också finns större utmarker som tillhör de angränsande byarna i samäga. Vidare finns det talrika byar som har betesrätt på utmarker i vilka de inte själva har andel. Slutligen kan noteras att i vissa fall är utmarkerna genom hägnad åtskilda från de angränsande vångarna, medan de i andra fall ingår i fälledsvångar och större vångelag. Det säger sig självt att detta komplicerade system av betesmarker måste ge anledning till åtskilliga stridigheter. Det bör emellertid noteras att samtiden inte gör någon synnerlig rättslig åtskillnad mellan de olika formerna av betesmarker, och reglerna om fördelningen av betet, inskränkningen av betesrätten och fullständigt upphävande av fällesskapet är i stort sett desamma i alla fall, oavsett om det rör sig om fälledsvång eller annan form av betesmark.
Innan vi går över till en närmare genomgång av de rättsregler som gäller för betesområdena är det lämpligt att göra ett par kompletterande anmärkningar om byns forte (forte) eller gadejord.
Namnet forte förekommer i landskapslagarna i något varierande betydelse. I SKL 67 nämns det tillsammans med gadejorden i ett fall där EsjL 11:53 bara nämner gatan. I JL 1:48 krävs det att utflyttare ska skaffa sig forte och fägång (fægang) på egen grund. Fägång är otvivelaktigt den väg längs vilken boskapen drivs till bete, jfr. DL 5-10-55, och sådana fägångar har förmodligen ofta varit inhägnade, se t.ex. fägången i Hyllie och Naffentorp i Oxie härad, se fig. 4, s. 216. Själva ordet forta innehåller beståndsdelen ta = inhägnad eller fålla, och det finns på grundval av landskapslagarna skäl att tro att fortens ursprungliga betydelse har varit den plats i byn som användes som samlingsplats för kreaturen och i samband därmed även den väg längs vilken kreaturen drevs på bete. Senare har forten övergått till att betyda gadejorden i allmänhet. När vi kommer fram till medeltidens slut är den ursprungliga betydelsen emellertid helt bortglömd, och ordet används nu oftast i uttrycket »forte och fægang« eller »forte och fælled«, som helt enkelt betecknar arealer som används till gemensamt bete.
Forte och gadejord är byns gemensamma egendom på samma sätt som utmarken, och reglerna för bete, inhägnad och bygge på forten är därför desamma som motsvarande regler för utmarken. I de efterföljande avsnitten behandlas forten därför tillsammans med den övriga samfällighetsjorden.[^10]
2. Betesrättens förvärvande
Ursprungligen har det förmodligen varit ett villkor för att erhålla betesrätt i en bys utmark eller fälledsvång att man ägde en toft (toft) i den berörda byn, men redan JL 11:55 visar att förvärv av jord i byn var tillräckligt för att uppnå en till jordinnehavet svarande betesrätt. Senare har betesrätten kanske på samma sätt som vanlig äganderätt blivit föremål för överlåtelser helt oberoende av jordinnehavet. Från 1280 har vi vittnesbörd om att en andel i betesrätten i en skog, som hörde till Alslev by i Højsted socken, har överlåtits utan samtidig överlåtelse av jord i denna by. Överlåtelsen skedde genom skötning (skødning).[^11]
I tingsvidnen från 1500-talet åtskiljs det då också mellan om bönderna har del (dvs. jord) eller bara rättighet (dvs. betesrätt) i en omtvistad mark.[^12]
Adliga godsägare och kronan kunde naturligtvis inom sina gods ge bönderna i en by betesrätt på jord som tillhörde en annan by, och detta har säkerligen skett i stor utsträckning. Vi känner särskilt åtskilliga exempel på att kungen har meddelat köpstäderna tillåtelse att låta sina kreatur beta på de omliggande landsbyarnas marker, se nedan s. 153. Senare träffar vi också på många överenskomster mellan köpstäder och omliggande landsbyar om borgarnas tillgång att låta kreatur beta på landsbymarkerna, exempelvis kan nämnas en överenskomst från 1583 mellan Bogense köpstad och Skovby, samt en överenskomst från 1585 mellan Ringsted köpstad och Benløse.[^13]
Bortsett från fall av direkt överlåtelse tillkom det i vissa fall utan vidare bönderna i en by betesrätt på jord som tillhörde en annan by. Redan i EsjL III:20 får man ett avgjort intryck av att de byar som har andel i ett vångelag måste ha rätt att beta sina kreatur i hela vångelaget, så länge detta inte är åtskilt genom hägnad, och vid Själlands landsting dömdes det 1431 att upptagning (innam) inte kan ske när samfällighet ligger mot samfällighet, betesmark mot betesmark, horn mot horn.[^14] En sådan regel finns uttryckligen fastsatt i Uppl. BB XVII[^15], som bestämmer att om två betesmarker, som tillhör olika byar, möts, då ska klov gå mot klov, även om den ena betesmarken är mindre än den andra, såvida inte den ena byn vill hägna om sin mark, jfr. även Ögl. BB XIII § 2 in fine.
En sådan regel, enligt vilken betesmarker som stöter samman utan åtskillnad genom hägnad kan användas av alla de angränsande byarna till bete, har förmodligen varit gällande i Danmark i århundraden. Rättsregeln ligger till grund för en högsterettsdom 27/7-1670 i ett mål mellan Grenge och Hjelm bymän på Lolland.[^15] Grenge bymän åtalar Hjelm bymän, för att de hugger i Grengeskogen, har svinställen på Grenge fälled och åtnjuter betesrätt därpå. Detta vill de nu ha förbjudet, i det att de hänvisar till att oldingar (oldinge) har svorit skilje mellan de två byarnas jord och satt påle och sten däremellan. Då Hjelms jordägare inte äger en fotsbredd jord på Grengesidan av detta skilje menar Hjelms bymän att grannarnas inträngande på deras område är olagligt. Härtill svarar Hjelm att de från ålderstid, både före och efter skiljet sattes, har haft fri samfällighet med betesrätt, skogsavverkning och svinställen på Grenge fälledsskog, och de åberopar sig i sådant avseende på en häradstingsdom av 1649, varigenom de blev frikända för åtal för olovlig skogsavverkning. De hävdar vidare att oldingskiljet sattes av prins Christian, för att han skulle kunna ha villebråd i Grenge skog och utesluta främmande ägare, men inte för att hindra Hjelm bys bete. Vidare hänvisar de till att skogen är kronans och skild från egendomsjorden och slutligen att de har huggit i skogen i mannaminne, utan att skogvaktaren har belagt dem med böter.
Lolland-Falsters landsting frikände Hjelm för åtalet, men ålade dem att de inte fick låta beta i någon inhägnad eller ensamäga, utan bara i fällesskogen, där de även kunde hugga sly till nödtorft och sätta svinställen på de sedvanliga platserna. Högsterettsdomen menar inte att Hjelm bymän har bevisat någon rätt att hugga sly eller sätta svinställen bortom det skilje som är satt emellan Grenge bymäns marker och dem, och därför bör de heller inte ha tillgång därtill utan särskild beviljning och tillåtelse, men eftersom det inte finns gärden emellan de två byarna, så kan Hjelm bymän inte förnekas gemensamt bete.
I detta fall tvistade man om betet på en utmark som låg emellan byarna, men naturligtvis kan tvistigheter också uppstå när två byars vångar ligger i vångelag tillsammans, även om det i sådana fall är mer uppenbart att kreaturen ska gå klov vid klov i de avbärgade vångarna. Byn Brøns i Hvidding härad i Sönderjylland ligger i strid med ett torp om betet på Brøns gadejord och på de avbärgade vångarna. Det framläggs häradstingsdom av 1574, en hertiglig dom av 1576 och en kunglig rettertingsdom av 1583, varav framgår att torpets innehavare skulle ha visst bete på Brøns gadejord, och i det refererade målet, som härrör från 1711, hänhåller sig häradstinget i sådant avseende till de tidigare avgörandena.[^17] I övrigt uttalar domen att vad det övriga betet angår så förblir det oförändrat, dock så att torpets innehavare, så länge marken är i hägnad, ska hålla försvarlig herde till sin boskap, så att den inte skadar Brøns säd eller gräs, men vill Brøns jordägare ha sin jord fredad utanför hägningstiden, så måste de själva genom voll och dike försvara det, så att det kan freda sig självt. Även här ser vi alltså fastslaget att byar som inte har gärden i markskiljet måste ha gemensamt bete på de sammanliggande vångarna.
Att gemensamt bete i hela vångelaget har varit allmänt erkänt framgår inte bara av de nedan refererade stridigheterna om beräkningen av den enskilda byns antal kreatur på fälleden, utan även av den nedan s. 189 ff. givna framställningen av den enskilda byns möjlighet att genom inhägnad av sin jord ställa sig utanför det mellanortliga fällesskapet.
Det viktigaste spörsmålet rörande betesrätt på annans jord är dock spörsmålet om huruvida och i vilken utsträckning betesrätt och annan liknande nyttjanderätt kan vinnas genom lång tids ostörd bruk.
Innan själva hävdsspörsmålet behandlas bör det framhållas att det på 1500-talet vanns lagfartshävd (lavhævd) på betesrätt och annan nyttjanderätt likaväl som på omedelbar äganderätt. Sålunda heter det i ett lagfartsbrev av 28.8. 1533:[^18] »Ithem indtwarde han segh j forthe och fegand oster till herretzskel och nor tiil Noo march och Rødingh markvedtager, vott och tyrrt, fiskeuand og fegangh«. I en rettertingsdom av 1537[^19] bestäms det att nya lagfartsbrev inte kommer i betraktande gentemot gammal lagfartshävd på bete (feldt, forthe oc yrthefang), och det avkunnas därför följande dom: att den gamla lagfartshävden bör stå vid makt och de omboende bruka Diornis (?), som de har brukat av gammal tid efter samma lagfarts ordalydelse. Vad som har utgjort grunden för att vinna denna lagfartshävd på bete upplyser domen däremot inget om.
I detta sammanhang kan uppmärksamheten även fästas vid Frederik I:s förordning av 1525,[^20] som förbjuder bönderna i Nörrejylland att bedriva skogsavverkning i andra byars mark, där de inte är jordägare. Ingen ska bruka yxhugg i någon skog eller kärr som han inte har lott eller del i, och inte heller åtnjuta de lagfartshävder som är gjorda därpå, utom de som har stuf och särkop (stuf og særkøb).
En rettertingsdom 6.6. 1589[^21] behandlar en strid emellan en gammal lagfartshävd på ett ensamäga och en lagfartshävd på bete. År 1468 invordade (indvordede) Stygge Nielsen Vojkær mark och Hovring hed som ett ensamäga, och denna lagfartshävd stadfästes genom en rettertingsdom 1471. Nu har emellertid ägarna av Vivelstrup och Vivel fått lagfartshävd på att deras bönder har fälled och fädrift i de två omtalade egendomarna, men instäms av egendomarnas ägare under hänvisning till den gamla lagfartshävden, varav det ska framgå att egendomarna inte är någon fälledsbunden mark, och om Vivelstrup och Vivel har haft något bete där, så har de haft det med ägarnas samtycke. Rettertinget bestämmer att gode män på platserna ska undersöka om de olika lagfartsbreven strider mot varandra. Det var dock i målet också tvist om själva äganderättens gränser. Heller inte i detta mål upplyses något om vad som utgör grunden för den vunna lagfartshävden på betesrätten.
Det finns flera vittnesbörd om att tanken på ett hävdsförvärv (hævdserhvervelse) av betesrätt har legat inom rättsuppfattningen på 1400- och 1500-talet. Sålunda fastslår ett tingsvidne från Nørre härad på Mors 1473,[^22] att Rolstrup kreatur har haft utfart och drift i Vettels mark i 40 år och mer, och aldrig har vittnena hört eller frågat att det givits last eller klagan därpå förrän nu för några år sedan, Nykøbing borgmästare riktade klagan. Vidare åberopar ett tingsvidne från Odense byting 1476 sig på 60 års hävd på Odense stads betesrätt i en äng (?) Østermae, som ägarna nu har inhägnat var och en till sin gård.[^23] Rättegångens förlopp är inte känt. Ett socknevidne från 1496 bevittnar att Borup gård under Skovklostret i Næstved har fri bete i 40 år norr om Magnstorp mölledamm,[^24] och ett tingsvidne från 1497 förklarar att Botorp under samma kloster har haft fri bete i samma mark i 40 år.[^25] Det framgår också av ett öppet brev den 26. 7. 1571 (Kanc. brevb.) att det har förelegat en landstingsdom från Skåne, som har tillerkänt rätt till skogsavverkning genom ålderstidshävd. Det heter i brevet att menige Jerrestads häradsmän har berättat att Rørum bymän har inhägnat några lyckor och därmed stängt de övriga från deras allmänning och skogsavverkning, oaktat det på landstinget har dömts att Jerrestads häradsmän bör åtnjuta den skogsavverkning de har haft från ålderstid. Därför ska länsmannen undersöka denna sak och tillhålla Rørum män att rätta sig efter landstingsdomen.
Slutligen kan nämnas att borgarna i Halmstad under den nedan refererade rettertingssaken från 1595 vill bevisa sin åldershävd på sin rätt till bete av kreatur på omliggande byars marker.
I detta sammanhang kan hänvisas till den nedan anförda domen angående Sakskøbings betesrätt från sista hälften av 1500-talet, som ska statuera att man kan fånga hävd såväl på bruk som på egendom.
Trots dessa vittnesbörd om rättsuppfattningens tilltro till hävdens allmakt även på detta område råder det dock inget tvivel om att den gällande rätten i varje fall från den sista delen av 1500-talet och förmodligen trots mycken oklarhet ända till Danske Lov har varit den att man inte genom hävd kan vinna något bruk av annan mans egendom. Sålunda formuleras i varje fall regeln skarpt i ett par rettertingsdomar från denna tid.
Knud Illum har i sin framställning av servitutsrätten[^27] framdragit några domar och menar sig kunna bevisa att tillståndet med avseende på förvärv av betesservituter genom hävd före DL var mycket oklart, men att huvudlinjen i de föreliggande domarna dock tyder på att sådan hävd inte tilläts. Vi ska i det följande komplettera och belysa Illums material.
Illum nämner inledningsvis den ovan nämnda rettertingsdomen från 1595 rörande Halmstads betesrätt. Borgarna åtalades av jordarnas ägare, som hävdade att betet hade givits dem ad gratiam av kungen, och att de, sedan denne hade tillskiftat godset till sin morbror, inte längre kunde ha någon rättighet på andra sidan av markskiljet. Borgarna vill, som nämnts, bevisa sin åldershävd, men det upplyses under målet att kungen i anledning av en tidigare tvist har fastställt hur många kreatur borgarna fick beta bortom skiljet, varför rettertinget bestämmer att om parterna inte vill låta det förbli vid detta tidigare avgörande »da kræve sig paa oldinge og siden gaa derom saa vidt som lov og ret er«.
Innehållet i domen är inte helt klart, men Illum menar att rätten till bete har karaktär av ett servitut, som -- då man inte skulle stanna vid det tidigare kungliga avgörandet -- kunde förvärvas genom gammalt bruk. Hänvisningen till att utmäla oldingar för naturligtvis tankarna till en fastställelse av skiljet -- som ju i Skåne skedde genom oldingar -- men då skiljegränsen är omsorgsfullt beskriven i domen är det väl sannolikt att oldingarna ska avgöra hur många kreatur som får beta bortom skiljet. I så fall säger domen inget avgörande om hävden.
Uteslutet är det dock inte att oldingarna ska fastställa gränserna för parternas äganderätt, däribland betesrätten, liksom sandemännen (sandemændene) ju alltid skulle ta hänsyn till om den ena parten hade någon rättighet i den andra byn. En sådan rättighet var väl sedvanligen stuf och särkop, men kunde alltså också vara en blott och bar betesrätt, jfr. § 16 i dronningborgska recessen 1551 och DL 5-10-6. Lagfartshävdens användning kunde tyda härpå.
Ger de ovan nämnda vittnesbörden anledning till stor oklarhet, så saknar emellertid två rettertingsdomar från 1574 respektive 1590 inget i fråga om klarhet.
Bakgrunden till båda domarna är det förhållandet att kungen sedan äldsta tider har givit köpstäderna betesrätt på det omliggande krongodsets marker, och en sådan rätt upptas ofta i vederbörande köpstäders privilegier. Förutom de i domarna omtalade privilegierna kan exempelvis nämnas Svendborg 29.9. 1287,[^28] Nakskov 21.7. 1293,[^29] Ebeltoft 21.1. 1401,[^30] Faaborg 13.6. 1325[^31] och Sakskøbing 13.5. 1451.[^32] När de omliggande jordarna senare övergår i andra händer än kronans kan det naturligtvis lätt uppstå tvistigheter, och detta var fallet i de omhandlade rettertingssagorna.
Det första målet gäller betet på jordar som hör under landsbyarna Horne, Svanninge och Diernisse i Salling härad, som enligt Kung Valdemars Jordebok i varje fall till största delen måste ha tillhört kungen. Borgarna i Faaborg får betesrätt på dessa jordar genom ett av Erik Menved den 13.5. 1313 utfärdat privilegium.[^33] Det har förmodligen varit samma landsbyar som det tidigare privilegiet av 23.5. 1288 har avsett, när det tillförsäkrar Faaborg de betesmarker som staden har haft sedan kung Valdemars tid.[^34] Nästan 300 år senare framläggs kung Eriks brev som bevis på att borgarna har rätt att låta beta på de nämnda landsbyns jordar. Emellertid är landsbyarna nu i adlig ägo, och jordägaren fru Edele Hardenberg har åtalat borgarna för olovligt bete på hennes jord, som de inte har lott och del i. Borgmästaren hänvisar till de gamla privilegierna och till att borgarna sedan ålderstid har haft bete för sina kreatur på landsbyarnas fälled, men det hjälper inte, ty rettertinget sätter den 16.6. 1574 i rätta att om Faaborg borgare vill ha någon rättighet i de nämnda landsbyarna, så måste de ha fru Edele Hardenbergs tillåtelse därtill.[^35] Någon motivering finns inte i dombokens kortfattade referat, men man har uppenbarligen inte erkänt den med DL 5-10-21 införda regeln, enligt vilken den som köper en skog som används till ollondrift inte kan hindra andra, som sedan ålderstid har haft betesrätt, gärdselrätt, åkermark eller ängsmark i skogen, att åtnjuta och bruka dessa rättigheter.
Mer upplysande är en motsvarande dom rörande Köges rätt att låta kreatur beta bortom byskiljet. Målet inbringas 1590 för kungens retterting av fru Birgitte Rosenkrands till Vallø, som åtalar Köge borgmästare och råd för olovligt bete på Vallø grund.[^36] Käranden framlägger ett tingsvidne av Bjæverskov härad från 1461, varav framgår att 16 män har svorit skilje emellan Köge och Vallø, och att skiljet är svuret mitt i Köge å. Det framgår vidare av tingsvidnet att Köge borgmästare inom 4 tingstockar (tingstokke) har erkänt att borgarna inte hade något bete söder om ån. Borgmästaren svarar att borgarna sedan ålderstid har haft betesrätt söder om ån, allt sedan Köge stad stiftades och grundades. Som rättsgrund framläggs ett brev utfärdat 1293 av kung Erik,[^37] vilket brev »var af ælde og vangemme meget ilde forfaret«. Det framgår härav att kungen har unnat Köge invånare betesrätt till sitt kreatur på båda sidor av ån. Vidare framläggs stadfästelse av kung Christoffer och Valdemar d. 3., men det framgår inte av jordeboken om kronan då ägde de omliggande byarna. Borgmästaren berättar vidare att det aldrig har funnits någon som anfäktade Köges betesrätt, förrän ägaren av Vallø för 123 år sedan åsamkade dem tvist. Christian den 1. har för 114 år sedan uppskjutit tvisten tills han personligen ville avgöra den, och eftersom kung Hans har stadfäst deras privilegier, vill de inte nu veta av någon tvist. Dessutom framhåller de att den omstridda betesrätten har nyttjats av Köge i 128 år efter oldingegången (oldingegangen), och de hänvisar därför till recessens regler om 20 års hävd samt till en numera okänd dom, som hade utgått för några år sedan mellan Christoffer Gjøe och borgarna i Sakskøbing, att man kan fånga hävd på bruk lika väl som på egendom (jämför DL 5-5-2), varför Sakskøbing borgare fick tilldömd hävd på Christoffer Gjøes grunder.
Fru Birgitte Rosenkrands fullmäktig svarar att de berörda landsbyarna aldrig har hört under kronan, och att de framfarna kungarna därför inte har kunnat ge något bete på detta gods. Det är möjligt att Vallös ägare av godvillig het har unnat borgarna visst bete, men det ger dem inte frihet därtill, och dessutom har Köges borgmästare ju tidigare medgivit att borgarna inte hade någon rätt eller rättighet söder om ån. Fullmäktigen åberopar sig vidare på den ovan refererade domen i målet mellan fru Edele Hardenberg och Faaborg borgare.
Rettertinget bestämmer att efterdi åtskilliga gamla brev visar att markskiljet går mitt i ån, och borgmästare och råd har erkänt att de inte äger någon egendom söder om skiljet, och efterdi Frederik I har dömt med rådet emellan några av adeln och borgarna i Faaborg, och därav befinns att han i ingen mån ville förkränka adelns friheter, därför vill kungen inte döma mot sin faders dom, så mycket mindre som det är obilligt att någon ska ha bruk på annans grund och egendom utan med dennes vilja och samtycke. Om Köge därför vill ha något bete söder om skiljet, då bör de ha det med jordarnas ägares tillåtelse.
I klar konsekvens av denna rettertingspraxis avvisar Viborg landsting i en dom 1637[^38] ett påstående om hävd på bruk. Målet rörde betesrätten på Agderup fälledsvång, som Øster Knorum ville tillägna sig. De förde vittnen på att byn i över 40 år hade låtit beta på ävreden i Agderup, och häradsdomen ger dem medhåll med en hänvisning till recessen, vilket förmodligen ska förstås som hävdsbestämmelsen. Landstinget förklarar däremot att då de varken med sandemandsbrev, lagfartshävd eller noggrant åtkommen rättsgrund kan styrka den påstådda vinterdriften (vinterdrift), så kan de inte vinna någon rätt därtill.
I alla de ovan nämnda rättsmålen har åtalet rests av jordägaren, som önskade att en eller flera icke-jordägare skulle förklaras obehöriga att låta beta på hans jord. Ser vi saken från den andra partens sida uppstår problemet när jordägaren inhägnar sin jord och sålunda förmenar grannarna en ditintills utövad rätt att låta beta. Problemet ska närmare belysas nedan i avsnitt II, varav det framgår att domspraxis före DL, särskilt 2 rettertingsdomar från 1598 respektive 1636, klart statuerar att ingen kan tvinga en annan att upprätthålla samfällighet, och att en by som har fått markskiljet gentemot grannbyn fastlagt på lagligt sätt är fullt berättigad att resa hägnad i skiljet, även om grannarna därigenom avskärs från en gammal betesrätt. Denna domspraxis är alltså i full överensstämmelse med ovan nämnda huvudlinje, enligt vilken hävd inte kan vinnas på bruk.
Svårare blir det att förklara domspraxis med avseende på upprättande av lyckor (løkker) på fälledsjord, se nedan s. 186 ff. och s. 189 ff. Det framgår härav att det genom hela den undersökta perioden från medeltiden till DL har ansetts vara fast antaget att man inte kunde upprätta lyckor på sin egen andel i en fälled som sedan ålderstid hade legat till bete för andra jordägare, och det är likaså fastslaget att även icke-jordägare som har haft betesrätt i ålderstid kan kräva att lyckor och byggnader på en sådan fälled rivs ned. Det gör enligt domarna ingen skillnad att lyckan eller byggnaden har upprättats på vederbörandes tillskiftade jord, som är instenad och instakad, se särskilt rettertingsdomen 1632 nedan s. 191.
Enligt ett modernt systematiskt betraktelsesätt är det omöjligt att förena denna domspraxis, som klart fastslår att fälledsjord inte får förminskas, med regeln om att hävd på bruk inte kan vinnas. Emellertid anlade samtiden inte något systematiskt betraktelsesätt och har överhuvudtaget inte sammanställt dessa fall med målen rörande hävd på bruk. Fastän det ingår som ett fast led i bevisföringen att de betesberättigade för vittnen på ett bruk i ålderstid, tar ingen av domarna, bortsett från en enskild birkdomsdom (s. 190), ställning till hävdsproblematiken, men man har förmodligen nått fram till den nämnda rättssatsen utifrån bestämmelserna i JL 1:47, 48 och 51. Förhållandet är helt enkelt det att man har velat undvika de oklara situationer som kunde uppstå om jordägarna i en fälled var för sig började inhägna sin andel, och man har därför hänvisat dem som önskade komma ur fällesskapet till att få markskiljet fastlagt och uppnå en stadga mellan de inombyses jordägare om upprättande av hägnad i skiljet och möjlighet för bymännen att upprätta lyckor, eventuellt efter en repning av hela fälleden.
Samtidens oklarhet med avseende på åtskillnaden mellan betesrätt och annan äganderätt och den till synes inkonsekventa motsägelsen mellan förbudet mot hävd på bruk och förbudet mot att upprätta lyckor är den enda förklaringen på nedannämnda rettertingsdom, som fullständigt blandar samman de olika fallgrupperna. Det rör sig om ett mål inför kungens retterting 1622,[^39] vari Markus Bilde till Hvidkilde och Corfitz Rud till Sandholt instämde Kaj Rantzau till Randsholm för en gode mäns dom om en dämning på Hundstrup mark, som han ska ha låtit uppföra till stor skada för deras tjänares äng och bete. Då det i målet framläggs ett ridemandsbrev (ridemandsbrev), har de gode männen inte velat döma i saken utan har hänskjutit avgörandet till rettertinget. Kärandena berättar att dämningen vållar stor skada för deras tjänare, som har brukat den berörda ängen länge innan svaranden och hans far tillträdde godset, både med bete och höbärgning, mer än 26 år, vilket de bevisar med tingsvidne. Svarandens fullmäktig svarar att de inte enligt recessens § 50 med de vittnesbörd de har fört kan vinna hans husbonde någon grund och egendom ifrån utan laglig rättsgrund, i det att gården, under vilken ängen hör, under lång tid inte har innehavts av den rätte jorddrot utan har varit förlänad eller arrenderad både till adelspersoner och bönder, som har bebott den. Och om de har sett genom fingrarna eller medgivit att andra bönder mot jorddrottens vilja och samtycke brukar någon av gårdens egendom bortom det rätta markskiljet, menade han att det inte kunde innebära att recessens hävdsbestämmelse bringas i tillämpning, efterdi det skett jorddrot ovetande och mot hans vilja. Det framläggs vidare en 68 år gammal lagfartshävd, enligt vilken egendomen är invordad som stuf och andel med ridemän samt ett instenisbrev utfärdat av 12 ägarmän. Rettertingsdomen lyder: att efterdi Markus Bilde och Corfitz Rud med andra ojäviga män och vittnesbörd, som samma egendom särledes inte vidkommer, som tvistas om (dvs. de är ojäviga), har gjort bevisligt att deras tjänare har brukat samma egendom till fälled (»fellis«) i över 20 vintrar, då sade vi sålunda för rätta att ovan nämnda äng (»damb«) bör åter utläggas och jordägarna den att bruka så vitt deras lagliga hävd dem kunde tillhålla.
Denna dom statuerar förmodligen inte något sedvanligt egendomshävd, ty i så fall måste man utgå från att domen hade bestämt att den berörda ängen skulle tillfalla Corfitz Rud och hans tjänare; tvärtom understryks det uttryckligen att hävden är vunnen på fälledsbruk. Emellertid har det omtalade bruket säkerligen varit det sedvanliga utnyttjandet av en äng av denna art, och domen tillerkänner alltså i viss mån bymännen egendomsbefogenheter, dock att de naturligtvis inte hade kunnat förhindra att de egentliga ägarna utnyttjade ängen på samma sätt som de. Domen säger mycket diplomatiskt att de kan bruka egendomen i den utsträckning deras hävdsutövning berättigar dem till. Även om denna utövning även har omfattat höbärgning, kan man inte frigöra sig från den uppfattningen att det i realiteten är fråga om en hävd på bruk. Domen är dock säkerligen inte menad som något brott mot den ovan refererade rättsuppfattningen utan är bara ett uttryck för samtidens oklara inställning gentemot begreppet bruk, särskilt i förhållande till egentlig äganderätt. Reellt rör det sig alltså om ett fall av upprättande av en lycka, där hävdsregeln undantagsvis citeras till stöd för resultatet.
Trots mycken oklarhet och trots de många exemplen på att påståendet om hävd på bruk har förts fram vid rätten och även i viss utsträckning har godkänts, i varje fall av häradstingen, har rättstillståndet säkerligen fått sitt riktiga uttryck i de två rettertingsdomarna av 1574 respektive 1590, som vägrar erkänna en hävd på bruk. Det bör även nämnas att dessa domar återkommer i många av de bevarade privata domssamlingarna från 1500- och 1600-talet och därför säkerligen har varit flitigt använda prejudikat.
Vid bedömningen av den nämnda domspraxisen bör erinras om att inte bara dåtidens lagstiftning utan även domspraxis är rent kasuistiskt inställd. Man tillämpar bara ett minimum av juridiska begrepp, och även där detta undantagsvis sker, bara som beteckning för en särskild fallgrupp. Man kan alltså bara bedöma domspraxis efter en indelning i sådana fallgrupper med var sin reala motivering. Å andra sidan har vi i domspraxis rörande hävd på bruk och upprättande av lyckor ett exempel på att samtiden har haft svårt -- ohjälpt av juridisk systematik som man var -- att hålla fallgrupperna åtskilda. Oklarheten måste dock i dessa fall även i viss mån tillskrivas den starka intressemotsättningen mellan de olika jordägande grupperna, som just här gjorde sig gällande, i det att särskilt adelns växande inflytande på 1500-talet har haft sin andel i domarnas resultat, se sålunda särskilt rettertingsdomen från 1590 ovan s. 153 f.
Efter 1683 råder det emellertid inget tvivel om rättstillståndet, i det att DL i flera bestämmelser klart och otvetydigt erkänner hävd på bruk. Det gäller först och främst huvudbestämmelsen i 5-5-2 jfr. 1, enligt vilken man kan fånga hävd såväl på bruk som på egendom efter en hävdsutövning i 20 år. Vidare bör nämnas 5-10-21, enligt vilken den som i ålderstid har haft betesrätt, hugst av stängselträd eller höslåtter i en skog inte ska förlora denna rätt för att skogen avhänds. Slutligen 3-13-13, enligt vilken man inte får stänga av folk- eller fägång som har funnits i ålderstid.
Av dessa bestämmelser framgår det klart att betesrätt kan förvärvas genom hävd, men de lämnar stor tveksamhet kvar om huruvida hävdstiden ska vara ålderstid eller 20 år. Denna tvetydighet har givit A. S. Ørsted anledning att anta att DL skulle förutsätta en liknande åtskillnad emellan servitudes apparantes och servitudes non apparantes som den som finns i fransk rätt, men Vinding Kruse och Naftali Cohn har bemött denna uppfattning med hjälp av domar från tiden omkring DL.[^40] De två nämnda författarna förklarar vidare motstridigheten emellan 3-13-13 och 5-10-21 å ena sidan och 5-5-2 jfr. 1 å andra sidan med att de förstnämnda bestämmelserna inte skulle hemla något egentligt hävd utan vara uttryck för en särskild på lång tids ostörd tillstånd baserad rättsbildning. De härigenom skapade rättigheterna skulle följaktligen tillkomma alla och envar, oavsett om de berörda har deltagit i bruket eller inte. Spörsmålet om möjligheten av en sådan allemandshävd (allemandshævd) ska inte här behandlas, men det ska bara anföras att den föregående undersökningen av de nämnda bestämmelsernas tillkomst och rättshistoria avgjort tyder på att Knud Illum har rätt i sin framhävning att dessa bestämmelser bara kan förstås i sammanhang med de särskilda av jordfällesskapet (och för min egen del kan jag tillfoga: de av mellanortliga fällesskap) skapade förhållandena.
Efter en genomgång av det av honom undersökta materialet menar Knud Illum att han kan fastslå,[^42] att förklaringen till att DL på en gång innehåller en allmän bestämmelse om servitutshävd och andra särskilda bestämmelser om ålderstidshävd är den att man på lagens tid inte har varit medveten om en skarp motsättning mellan de två hävdsformerna, och han nämner att detta redan har framhållits av Vinding Kruse,[^43] och att uppfattningen stöds av de gamla domarna.
Av dessa domar synes särskilt följande vara av intresse: Av ett mål som 1691 kommer inför högsta domstolen,[^44] framgår det att Nørballe bymän på Lolland under lång tid har låtit två kreatur från varje gård beta på en utmark vari flera byar hade lott. Under hänvisning till att de har över 30 års ostörd hävd, tillerkänner såväl häradstinget som landstinget dem rätten att fortsätta låta kreaturen beta på utmarken, men landstingsdomaren tillfogar att de ska bevisa skiljet på utmarken, och att det därefter ska utses synsmän till att taxera hur många kreatur deras andel kan tåla. Under högsta domstolens votering i målet framhålls det emellertid att när bönderna har vunnit hävd är det likgiltigt om utmarken kan tåla bete av det sedvanliga antalet kreatur eller inte, och taxering är därför obehövlig. I överensstämmelse härmed stadfäster högsta domstolen underrättsdomen utan landstingets tillfogelse.
Enligt denna högsterettsdom ska den genom hävd vunna betesrätten alltså ha den omfattning den sedvanligen har haft under hävdstiden, oavsett om detta är mer än vad som kan tillerkännas byn efter en taxering av fälleden enligt DL 3-13-28. Fyenbos landsting har däremot i en dom från 1694 uttalat att hävdsregeln måste begränsas av reglerna om taxering.[^45] Målet rörde betet i ett vångelag, och domen uttalar att då Ørsted män har visat villighet att ingå en överenskomst om betesrätten med Frøding, men denna bys män med våld har orsakat Ørsted ofrid, så kan rätten inte döma Ørsted för att de har satt hägnad för att skaffa sig fred, men hägnaden ska inte stå längre än tills det har gjorts värdering enligt DL 3-13-28. Då hägnaden alltså dock ska nedläggas när värderingen är förrättad, måste man utgå från att det har vunnits hävd på betet. Enligt den föregående högsterettsdomen borde avgörandet alltså ha lytt på att ojäviga män skulle avgöra hur många kreatur Frødings män sedvanligen har haft på bete i fälledsmarken. Att betesrätten inte kan utnyttjas till rovdrift på en annan bys jord är naturligtvis klart och följer av de allmänna reglerna om hävdens innehåll.
Från Fyenbos landsting kan anföras domen den 4.4. 1695,[^46] enligt vilken några bönder tillerkändes rätt till bete, då de enligt DL 5-5-2 befanns ha haft ostörd hävds bruk på samma bete i över 100 år, och domen 7.12. 1698, enligt vilken det ansågs bevisat att bymännen från 3 byar i många år obestritt hade haft ostörd hävd på bete i de omtvistade markerna utan att ge något vederlag därför eller att ha haft något avtal, så att det kunde anses för en gärning av godvillighet, varefter deras hävd stadfästes med stöd av 5-5-2.
Från Själlands landsting kan anföras domen 19.10. 1701,[^48] som med stöd av ett tingsvidne inför Faxe tingsrätt, enligt vilket kungens bönder i Herlev i långt över 20 år har haft fälled och betesrätt i den så kallade brända utmarken, ostört i alla avseenden, under hänvisning till 5-5-2 tillerkände bönderna rätten till fortsatt bete och vattning av kreatur i den nämnda utmarken. Härtill bör fogas de nedan s. 196 f. nämnda domarna från tiden efter DL, där hävdsförvärvet åberopas som hemul för att genom dom kräva att genomförda inhägnader nedläggs.
Det måste falla i ögonen att det i alla dessa fall rör sig om en hävdstid som har varat i ålderstid eller i varje fall mycket nära intill, liksom det bara är i den sista domen som de 20 årens hävd överhuvudtaget nämns. Detta tyder ju på att man, som Knud Illum hävdat, inte har känt någon skarp åtskillnad emellan de två hävdsformerna.
Undersöker vi vad den äldre rättslitteraturen har uttalat om spörsmålet, löser Nørregaard i sina föreläsningar från 1785[^49] problemet med följande uttalande: »Uagtet loven ved disse Udtryk (om alderstid i bl. a. 3-13-13 og 5-10-21) ei have tilkiendegivet og fastsat nogen vis bestemt Tid, saa synes dog den almindelige Hævds Tid af 20 Aar at være det høieste, man kunde fordre i de Tilfælde, hvor Lovene sætte Alders Tid som en afgørende Grændse for en eller anden Rettighed.« Då Hurtigkarl[^50] på grundval av Nørregaards föreläsningar utger sin behandling av privaträtten, kommer han emellertid till det motsatta resultatet. Enligt hans mening har lagstiftaren med uttrycket ålderstid syftat på den romerska rättens praescriptio immemoriales, vilket förutsätter ett besittande under längre tid än vad det mänskliga minnet sträcker sig. Enligt Hurtigkarl krävs det alltså längre tid än 20 år för att vinna hävd på vissa servitut.[^52]
Så sent som på Hurtigkarls tid har rättspraxis alltså inte varit klarare än att diskussionen kan föras för full kraft, och efter de framförda äldre domarnas innehåll bör man väl, i överensstämmelse med Knud Illum, anta att rättsuppfattningen på 1600- och 1700-talet inte har åtskilt skarpt mellan de två hävdsformerna, men att hävdstiderna har varit betydligt mer flytande än i senare tider, dock att 20 år i alla fall har varit minimigränsen. Utan en sådan uppfattning blir för övrigt motsättningen mellan möjligheten att vinna hävd på bete enligt 5-5-2 och möjligheten att stänga av betesväg enligt 3-13-13 helt oförståelig och omöjlig att förklara. Se härom s. 183.
Även efter DL kommer domarna bara undantagsvis in på en teoretisk behandling av hävdsvillkor. Från tiden före DL kan hänvisas till proceduren i den ovan s. 156 refererade rettertingsdomen från 1622, där svarandens fullmäktig hävdar att recessens kap. 50 inte kan tillämpas, då den berörda egendomen under hävdstiden har varit utarrenderad, och det inte med giltighet gentemot ägaren kan frånvinnas arrendatorn någon egendom genom hävd. Efter DL kan nämnas Fyenbos landstingsdom 26.7. 1694,[^53] som underkänner ett hävdspåstående, för att hävdaren erkände att jorden hade varit allmän väg, och att han inte hade annan rättsgrund till bruket än den han själv hade tillägnat sig. Uppfattningen av de subjektiva villkoren har dock säkerligen varit rätt vag på den tiden, och vi får inte vänta att se uppställt ett fast krav om god tro, ännu mindre justus titulus. I Fyenbos landstingsdom 9.12. 1698[^53] statueras hävd på betesrätt under hänvisning till att hävdaren hade utövat rätten under hävdstid utan att ge något till veta därav eller ha något annat avtal, så att det kunde anses för en gärning av godvillighet, jfr. 5-5-2 in fine.
3. Betesrättens fördelning
Vid en tidpunkt då husdjurshållningen var den allra dominerande näringen kunde de blygsamma uppodlade jordbitarna inte ha varit avgörande för betesrättens fördelning mellan bymännen. Under ett sådant tillstånd måste det snarare vara bymännens förmåga att sörja för vinteruppehälle för kreaturen som har varit bestämmande.[^54] Det heter därför också i Gulatingslagens § 81 att varje bonde inte får låta fler kreatur beta om sommaren än han kan föda om vintern. Samma rättsregel finner vi i sydgermanska rättsuppteckningar.
Vid en tidpunkt då åkerbruket är den övervägande näringen måste man däremot förmoda att en bymans andel i byjorden -- hans bymål (bymaal) -- är avgörande för hans andel i byns betesrätt. Detta är då också fallet. Emellertid finner vi i Fyns stadga 19.2. 1492 en regel som synes peka tillbaka på det äldre tillståndet. Det heter i stadgan att varje man kan tillägga sig så många kor, hästar och klappar som han kan föda på sitt eget gräs och halmfoder. Nu är förhållandet naturligtvis det att omfånget av en bymans besittningar i åker och äng är avgörande för hur mycket foder han kan samla ihop till vinterbruk, så att det i den mån inte behöver vara någon skillnad emellan en regel om andelsrätt i fälleden efter bymål och den i Fyns stadga ingående regeln, men det finns dock ändå skäl att tro att stadgans formulering pekar tillbaka på urgamla sedvänjor som har överlevt sina egna förutsättningar men bibehållits i den folkliga traditionen.
Regeln från Fyns stadga återfinns i ett par av våra äldsta bystadgar, nämligen Allesø socken, Lunde härad, ca. 1500 (DW V:186) och Rønnings, Aasum härad 1601 (DW I:286 f.) samt stadgan för Darum i Ribe amt, 1641 (DW III:570). Även i Skåne återfinns samma regel, sålunda i en överenskomst som 1704 ingås mellan en rad byar i Oxie härad;[^55] och i stadgorna för Loshult, Östra Göinge härad (nr. 38) 1720 § 3 och Västerlöf, samma härad (nr. 34) 1721 § 25.
Bortsett från dessa regler, som kanske är reminiscenser från ett tidigare rättstillstånd, har det redan från landskapslagarnas tid varit gällande att en bymans bymål var avgörande för hans andel i byns betesrätt. JL III:55 omtalar den situationen att en man köper mark i en by i avsikt att utnyttja byjorden till bete för sina stodhästar. I så fall kan ägarna tvinga honom att bara placera så många hästar som marken kan tåla efter guldvärdering (guldvurdering), och ta del i fälleden som svin tar del i ollon, och de som bor i byn ska själva bestämma antalet, för de vet bäst vad deras mark kan föda, jfr. DL 5-12-6. Regeln om betesrättens beroende av jordinnehavet är fastslagen redan i ett brev av 1197[^56] och kan följas genom hela medeltiden.[^57]
Enligt Frederik I:s förordning av 1525[^58] förbjuds det var och en att bruka eller låta bruka i fällig antingen i skog, mark, hed, fiskevatten eller fägång mer än hans rätta lott och del däri kan tåla och är god för, och enligt Christian III:s köpenhamnsrecess 1547 kap. 19 ska varken kungen, adeln eller någon annan bruka fällig i skog, mark, fägång eller fiskevatten mer än envars lott och del kan tåla, jfr. Koldingska recessen 1558, kap. 29 och handfästningen 1559 § 7 och 1648 § 7. Dessa bestämmelser är tydligen källan till DL 5-10-23, som i ordalydelsen ligger nära de nämnda reglerna. Då vi emellertid i DL 3-13-28 har en bestämmelse, enligt vilken ingen får ha fler kreatur på utmark, ävred eller fälled än han har jords värdering till, finns det skäl att tro att 5-10-23 mindre syftar på fördelningen av betesrätten mellan bönderna än på de fall där en enskild av jordägarna tilltagit sig hela rådigheten över en fälled vari han bara var delägare. Detta var sålunda fallet i en strid mellan jordägarna i Raaby och Fjelkestad i Villands härad 1555.[^59] Striden rörde en skog som låg på de två byarnas jord och som inte var skiftad mellan byarna. En av jordägarna ville tillhålla sig hela skogen, i det att han påstod att den sedan ålderstid hade hört till hans gård, men rettertinget fastslår att ingen kan vinna vidare herravälde över skogen än vad som tillfaller honom efter hans lott och del i byarna.
Rettertingsdomen 16.6. 1596[^60] behandlar ett liknande fall. Kronans bönder i Ringsebølle klagar över att Mogens Gjøe har tagit ollonpengar av dem för de svin de sänder till Ringsebølle skog, av vilken kronan är största lottägare och Mogens Gjøe bara har en ringa del. Häradsfogden och Lolland-Falsters landsting ger bönderna medhåll under hänvisning till § 29 i recessen av 1558, och rettertinget instämmer.
Bestämmelsen i DL 3-13-28 handlar emellertid om fördelningen av betesrätten emellan byns bönder. Fördelningsgrundlaget är såväl i lagstiftningen som i stadgorna mycket varierande, och vi ska i det följande gå igenom några utbredda fall.
Troels Fink har behandlat spörsmålet rätt ingående för Sönderjyllands del.[^61] I hela denna landsdel fördelades betesrätten i allmänhet efter den andel som varje enskild gård hade i byjorden. Denna andel var i Nordslesvig uttryckt genom fastställelsen av ett visst antal otting (otting) till varje gård och i Angel genom jordens värdering efter marksguld (markguld). Under 1600- och 1700-talet har förbindelsen mellan otting och bol efterhand upphört, och ottingssättningen har blivit ett mått som väl kan ange förhållandet mellan byns gårdar men som i storlek varierar från by till by. Då ett stort antal sönderjyska byar i början av 1700-talet blir omrepade använde man visserligen i stor utsträckning ottingstalet som skiftesgrund, men i åtskilliga fall lades den faktiska jordbesittningen till grund för repningen. I dessa senare fall blev betet emellertid fortsatt fördelat efter ottingstalet, och det kunde därför uppstå ett stort missförhållande emellan en gårds skattebörda, som bestämdes av den faktiska jordbesittningen, och betet, som bestämdes av den gamla ottingsvärderingen. Det fanns sålunda åtskilliga exempel på att en bonde hade ringa åkerjord men en oproportionerligt stor andel i betet.
Ottingen är som regel en indelning av helgården (helgaarden), som också ofta kallas bolet. Denna sistnämnda beteckning får alltså inte förväxlas med den äldre bolindelningen. I Roager, Hvidding härad, är det sålunda samtyckt att varje helgård får ha 10 kor på bete, varje halvgård 5 och varje otting 3, när de betalar gräspengar för den ena.[^62] Helgården är i Sönderjylland som överallt i Danmark en rätt varierande storlek. I Daler, Lø härad, Tønder amt, får varje bol enligt stadgan 1574 (DW III:46) årligen ha 4 hästar, 8 svin och 4 gäss på gatan samt 10 kreatur i kohagen. Bolet måste alltså här beteckna en helgård.
Ottingen används även på andra håll i landet som grundlag för betesrättens fördelning, sålunda är Skjærup i Holmans härad, Vejle amt (DW II:462) enligt lantmäteriförrättningen 1732 till bete indelat i 14½ otting. Tabellen visar att det efter lotternas storlek kan beta sammanlagt 557½ kreatur. Det finns 12 män som har fått för mycket, det blir sammanlagt 344½ kreatur. Det finns 8 som har fått för lite, det är sammanlagt 96 kreatur. Ägaren av en av gårdarna, som är på 1/1 otting, skulle sålunda ha 96 kreatur, och han har bara 22½. Det finns 17 gårdar i byn av en storlek som varierar från 2½ otting till ⅛ otting.
Bortsett från nuvarande Nordslesvig och Ribe amt synes ottingsindelningen vara vanligt förekommande i Vejle amt,[^63] men den förekommer dock även i övriga landet.[^64]
Över hela landet finner man exempel på att stadgorna helt enkelt hänvisar till att betet ska fördelas efter som varje byman har jord och egendom till. Ofta användes det från 1500-talets förordningar kända uttrycket att envar inte ska ha mer på bete än hans lott kan tåla,[^65] eller också sägs det bara att gräsjämningen (græsjævningen) ska förrättas som envar har jord i marken.[^66] På 1700-talet blir det vanligt att hänvisa till hartkornsvärderingen,[^67] även om den gamla formuleringen om gräsjämning efter jords värdering eller efter envars proportion av sina egendomar också förekommer.[^68]
I de hittills nämnda fallen har gräsjämningen ägt rum på grundval av antingen bymännens andel i byjorden eller deras egendomars värdering. Där det bara ges en hänvisning till den enskildes andel i byn kan det naturligtvis inte ses om grundlaget har varit de berörda egendomarnas andel i jorden, sådan den är uttryckt i jordens fördelning efter rep och mål, eller om själva egendomens landgille eller skattevärdering direkt har lagts till grund. Ofta har det ju inte funnits någon bol- eller ottingsindelning av jorden, och grundlaget för gräsjämningen har då liksom för repningens del varit egendomarnas skyld och landgille. Campbell menar att det i Skåne finns fall där betet har fördelats efter gårdarnas antal åkerlotter,[^69] men härpå har jag inte funnit exempel; däremot är fördelningsgrundlaget i Vinum, Tønder amt 1622 (DW III:35) i stället för otting det antal »vond«, dvs. stångmål, som tillkommer den berörda gården vid repningen. Å andra sidan hänvisar stadgan för Almind i Vejle amt 1709 (DW II:466) direkt till fördelning efter gårdarnas skyld.
Även om betesrättens fördelning var knuten till ett i förväg fastlagt grundlag, måste det ju under alla omständigheter beslutas av bymännen hur många kreatur som sammanlagt kan beta på det till förfogande stående betesarealet. Först när detta var fastställt kunde fördelningen på de enskilda gårdarna börja. Ofta har inte bara det sammanlagda antalet beteskreatur utan även fördelningen mellan bymännen beslutats en gång för alla, och tingsvidne härom har avlagts på häradstinget.[^70] Åtskilliga stadgor anger inte något bestämt fördelningsgrundlag utan hänvisar bara till bymännens årliga gräsligning och gräslägg (græslæg). I en skånsk stadga från Västra Göinge härad (nr. 30) heter det uttryckligen att ingen får släppa fler kreatur på fälledsvången än efter bymännens godtycke.
Under sina undersökningar av förhållandena i Sönderjylland har Troels Fink bara i Hytten amt helt i söder av landsdelen funnit ett exempel på att varje bonde fick ha så många djur på utmarken som han ville.[^71]
Som en övervägande huvudregel har det varit gällande att det alltid i de danska landsbyarna på 1600- och 1700-talet har varit ont om bete till kreaturen, varför en fördelning av de tillgängliga möjligheterna har varit nödvändig.
Om enskilda bymän får tillåtelse att inhägna lyckor på fällesmarken kan det ske en rubbning av den dittills rådande fördelningen av fällesbetet. När en enskild undandrar en del av jorden från att ligga i fällesbete och i stället använder den undandragna delen uteslutande till eget bruk, såväl till odling som till bete, måste hans andel i det kvarvarande fällesbetet naturligtvis bli så mycket desto mindre. Det är emellertid inte alltid som lyckodriften (løkkedriften) skapar problem för fällesbetet. Detta är bara fallet när lyckan upprätthålls under den tid den omliggande marken ligger till fälled. Om lyckan upprättas i vången och används till spannmålsodling finns det inget hinder för att lyckan kan ligga till bete samtidigt med den omliggande spannmålsvången. Detta är sålunda bestämt i tillägg till stadgan för Rendislov i Halland 1684.[^72] Från Sverige har Lindgren[^73] framdragit ett exempel från Gudhem härad, där en lycka 1641 dömdes ut till fämark, trots att bonden hade betalt den med öl till grandelaget, då han inte hade iakttagit den ingångna överenskommelsen om att lyckan skulle ligga till fädrift vart 3. år. Det kan även tänkas att lyckor på utmarken kan ha legat till ävredsbete om hösten.
Där lyckodriften är mycket utbredd kommer bylaget dock inte ifrån en reglering av fällesbetet i överensstämmelse med förhållandet mellan betesmarken och den intagna jorden. Detta är sålunda fallet i Sönderjylland, där det under åren före 1766, då den första utskiftningslagen utkom, pågick en mycket betydande utskiftning av fällesskapet genom lyckodriftens ständiga utbredning. Troels Fink har i sin avhandling »Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770« ingående gjort redo för utvecklingen av denna lyckodrift, jfr. nedan s. 179, och han har också framdragit åtskilliga exempel på hur det skortades (skortedes, dvs. avräknades) i fällesbetet med hänsyn till lyckodriftens utveckling. Från Haderslev härads tingbok 1743--51 framdrager Fink sålunda ett utmärkt exempel på skortning i Hougsted.[^74] År 1743 inhägnade Jep Madsen ett stycke jord i Gl. Kokær skogsland och fick ge avkall på 8 huvuds fällesbete. År 1744 inhägnade Chr. Nissen så mycket på Sdr. Mark att han fick shorta 5 av sina 11 huvuden. År 1749 inhägnade Jep Madsen några stycken jord på Söndermark, som värderades till 12 gräshuvuden, och 2 stycken jord på Nörremark till 8 huvuden. Bendix Sørensen fick avträda 9½ huvud, och Hans Christensen 10. Peter Nissen och Peder Hansen sammanlagt till 11½ huvuds gräs och Peder Hansen ensam jord till 7½ huvuden på Söndermark.
Ingenstans i det gamla Danmark har lyckodriften haft en sådan betydelse som i Sönderjylland på 1600- och 1700-talet, och skortningen för fällesgräs synes inte efter stadgor eller tingböcker ha betytt något väsentligt i andra trakter av landet. I Skåne har jag, trots en rätt utvecklad lyckodrift i skogsbyggderna, inte funnit exempel på en sådan skortning, och i det övriga landet är det bara mycket litet som i sådant avseende har kunnat framdragas från det av mig använda källmaterialet.[^75]
Om någon byman har ett mindre antal kreatur än han har rätt att ha på fälleden enligt betesrättens fördelning, är det en allmänt erkänd regel att han får arrendera ut sitt bete för sedvanlig gräsavgift, tills han har fått tillfredsställelse för sin lott. I allmänhet ska bymännen dock först erbjuda sina inombyses grannar det bete som de inte själva kan utnyttja, och så länge det finns inombyses män som har behov av bete får betet inte arrenderas ut till utombyses män, jfr. nedan. Ofta ordnas förhållandet i stadgorna på det sättet att den som har för mycket kreatur ska betala gräspengar till den som har för lite. I stadgan för Rugbjerg, Sdr. Rangstrup härad i Tønder amt 1795 (DW III:70) bestäms det att byn ska betala den berörde för de saknade kreaturen med 20 sk. per huvud.
Gräspengarnas storlek beror naturligtvis på betets kvalitet och den lokala sedvänjan och måste likaså variera någorlunda i förhållande till rörelserna i priserna på hästar och kreatur på lång sikt. Det ska som regel heller inte betalas samma gräspengar för unga och gamla djur, och stadgorna innehåller dessutom ofta omräkningsförhållandet mellan de olika arterna av och storlekarna på husdjur.
Eftersom jordinnehavet var avgörande för en bymans betesrätt hade husmännen (husmændene) inte utan vidare rätt att låta kreatur beta på fällesgräset, då de -- även om de hade något jord -- i varje fall inte hade något bymål utan hade fått sig tillstått enskilda tegar från en gård eller från gadejorden. Huvudregeln har då också varit den att husmännen liksom utombyses män fick betala gräsavgift för att få lov att låta ett visst antal kreatur beta.[^76] Där det fanns särskilt dåligt bete, som inte var till synnerlig nytta ändå, har man väl liksom i Fly socken, Viborg amt, 1747 (DW II:162) givit husmännen lov att låta kreatur beta där. I vissa stadgor ges husmännen tillgång att låta ett visst antal kreatur beta utan betalning av gräsavgift, medan de ska betala när antalet överstiger det fastställda antalet.[^77] Gårdsmännen måste naturligtvis finna det stötande att husmännen har rättigheter liksom gårdsbrukarna utan att ha dessas plikter; därför heter det i stadgan för Skjærup, Vejle amt, 1756 § 11 (DW II:461) att då husmännen inte har hägnadsplikt ska de betala större gräspengar än gårdsmännen, och stadgorna för Vrold, Aarhus amt, 1662 § 21 (DW II:385) och Mastrup, Randers amt, 1725 § 9 (DW III:542) bestämmer rent av att husmännen ska stängsla 4 respektive 5 famnar gärden för varje huvud de har i marken.
Trots alla dessa försiktighetsregler har husmännens betesrätt säkerligen verkat mycket betungande i landsbyar där det var ont om bete, och då husmännen därtill inte hade gårdsmännens tyngande förpliktelser gentemot herremannen, måste det ofta ha kommit till ett spänt förhållande mellan dem och gårdsmännen. Från herremännens sida såg man heller inte alltid med lika blida ögon på de många husmännen. En anonym författare från 1700-talet betecknar dem sålunda som gårdsmännens »blodiglar«.[^78]
Enligt EsjL II:58 får ingen man föra sin boskap, varken oxe eller ko eller häst, på annan mans mark, såvida inte alla grannar i byn samtycker därtill. På samma sätt kan ingen man ge en annan tillåtelse att hugga i oskiftad skog eller fiska i något vatten, såvida inte alla ger tillåtelse därtill, utom i det fall att det är inom hans egen inhägnad. De sista exemplen synes tyda på att hela lagstället behandlar dispositioner över områden som är i byalagets gemensamma ägo, och första delen av bestämmelsen måste då gå ut på att ingen får tillåta något utombysman eller överhuvudtaget någon man som inte har lott i marken att beta på byns gemensamma mark. Det syftas förmodligen särskilt på ävreds- och fälledsbetet.
Överallt i det gamla danska området innehåller stadgorna ett förbud mot att ta in utombyses kreatur till bete i vången eller utmarken utan alla bymäns samtycke. Före DL heter det gärna att man först ska erbjuda bymännen det bete som man inte själv får bruk för, och om ingen vill göra bruk av erbjudandet, då kan man ta in främmande fä, så långt som ens lott tillåter det. Exempelvis ska anföras stadgan för Lille Næstved, Sorø amt, 1575 (DW I:196), Østrup, Odense amt, 1598 (I:304), Nr. och Sdr. Vollum, Tønder amt, 1623 (III:39 och 44), Sneslev, Sorø amt, 1649 (I:182), § 16 i Håslöv och Viby, Villands härad (nr. 36) 1674. I detta sammanhang hänvisas även till en gode mäns dom från 1574,[^79] enligt vilken bymännen fick ta in främmande fä tills de fick tillfredsställelse för sin lott.
Denna allmänt erkända sedvänja upptas i DL 3-13-30, enligt vilken en bonde som inte har så mycket kreatur eller hästar som tillkommer honom på utmark, ävred eller fälled, får arrendera ut sitt bete till andra och själv behålla gräspengarna. Dock om någon i byn begär att överta det betet på arrende, då bör bymannen ha företräde framför den främmande.
Även där alla bymännen har sin lott fullt upptagen kan byn genom ett beslut på bystämman besluta att ta in främmande kreatur på fälleden mot gräspengar, och i så fall tillkommer gräspengarna hela byn och får enligt DL 3-13-32 inte användas till gille och dryckeslag utan ska användas till byns nytta.
På många ställen i landet har det varit en absolut nödvändighet för bönderna att kunna sända sina kreatur på bete i andra byar; detta gäller sålunda i utpräglad grad på den gräsfattiga skånska sydslätten, där nästan alla byarna fick sända sina dragoxar och andra husdjur på bete i byarna vid gränsen till skogsbyggderna. Detta framgår bl.a. av de äldre lantmäterihandlingarna från slättbyggdens byar.[^80] Men som på alla andra ställen kunde detta bete bara äga rum när alla betesrättens delägare gav sitt samtycke därtill. Några bönder fick sålunda 1719 en byman dömd vid Västra Göinge häradsting, för att han mot deras vetskap och vilja hade tagit in främmande kreatur på byns utmark. Samtidigt utfärdade häradstinget ett förbud mot att något sådant skedde i framtiden och fastställde böter för den som överträdde förbudet.[^81] För de skånska herrgårdarna var gräspengarna för inlejda kreatur en icke oväsentlig inkomstkälla.
Där flera byar har utmark eller ävredsbete gemensamt blir spörsmålet om fördelningen av betesrätten på de enskilda bymännen särskilt svårt. Förhållandet är ju nämligen nästan alltid det att det finns skillnad inte bara mellan de enskilda bymännens andelar utan även mellan de deltagande byarnas andelar i det gemensamma betet. En sådan skillnad behöver inte bara uppstå därigenom att den ena byn bidrar med ett större areal, t.ex. en större vång i vångelaget, utan även därigenom att betet på de enskilda byjordarna är av olika kvalitet.
Enligt ett tingsvidne från 1496 har Aunø män utlagt så mycket av sin jord till fälled mot Svinø män i de två marker där horn är mot horn, betesmark mot betesmark, att Aunø män borde kunna ha sina mjölkkor och sitt småkreatur fritt på marken och vardera 4 arbetshästar utan att ge Svinø män gräsavgift därför, men studarna och utfartshästarna måste de finna annat bete till.[^83] Betesrätten i vångelaget är alltså bestämd av byns andel i det samlade betesarealet, vilket även framgår av ett liknande tingsvidne av 1504 från Hammer härad.[^84]
Dessa fördelningsspörsmål finner lättast sin lösning där de i vångelaget deltagande byarna, såsom fallet är i Nordskåne, är samlade i ett gemensamt grandelag med gemensam bystämma och gemensam ålderman. I stadgan för Håslöv och Viby byar i Villands härad (nr. 36) löses spörsmålet i § 16 helt enkelt genom att kvoten för de enskilda bymännen i de två byarna är fastställd. I Håslöv får man ha 4 kreatur och 1 häst på varje gård, men i Viby får man ha 14 kreatur och 2 hästar per gård. Det är alltså en ganska betydande skillnad mellan de två byarnas andelar.
Där det inte finns gemensamt grandelag emellan de i betet lottägande byarna, måste fördelningen av betesrätten ske genom särskild överenskomst, om det inte har utvecklat sig en gammal ständigt erkänd sedvänja. Det kommer senare i kap. 11 att framdragas en rad exempel på sådana mellanortliga överenskomster.
Där betesrätten inte är fastställd genom en uttrycklig överenskomst ger fällesskapet naturligtvis gång på gång anledning till tvistigheter mellan byarna. Sålunda åtalar åldermannen i Lille Svedala i Oxie härad 1706 en bonde i Kärstorp, för att han har haft två dragoxar på den gemensamma betesmarken, vilket på grund av det ringa betet har varit förbjudet sedan ålderstid, i det att man bara har tillåtit att kor, får och svin släpps in på fälleden. På grund av överträdelsen av gammal sedvänja har bonden blivit pantad (pantet, dvs. belagd med vitesböter) av sina grannar, och häradsrätten godkänner såväl sedvänjan som pantningen.[^85]
År 1669 åtalar åldermannen i Oxie sin kollega i Fosie, för att Fosie bymän inte har betalat de 4 daler som de brukar ge årligen när de två byarna har fälled tillsammans,[^86] och 1717 åtalar Oxie på nytt Fosie, för att de i strid med den dom som tidigare avkunnades mot dem inte heller detta år vill betala gräspengarna. Fosie vägrar emellertid att betala, i det att de visserligen inte förnekar den tidigare domen men hävdar att beloppet är alldeles för högt nu, då så många gårdar är öde. Oavsett denna invändning döms byn emellertid att betala de sedvanliga gräspengarna.[^87]
Av ett kgl. missiv 24.2. 1635 (Kanc.brevb.) framgår det att bönderna i Strandhuse i Koldinghus län ligger i strid med sina grannar, som vill ha högre gräspengar av dem, och som, då de inte vill betala mer, nekar dem bete, sådant som de och deras företrädare alltid har haft det.
Kring dessa fällesskap med avseende på bete kan det naturligtvis utveckla sig många olika lokala sedvänjor. Sålunda var det t.ex. sedvänja att Hyllie bymän i Oxie härad skulle betala gräspengar på en fälled, vari dessutom Fosie och Hindby var lottägande, till Fosie by. År 1702 pantar Hindby bymän emellertid åldermannen i Hyllie, för att han inte har betalat gräspengar till Hindby. Häradsrätten förklarar under hänvisning till den gamla sedvänjan pantningen för olaglig.[^88]
Från Christian V:s matrikelverk har vi en mängd upplysningar om taxering av mellanortliga utmarker, nämligen först och främst från de så kallade skogs- och taxeringsprotokollen, som innehåller upplysningar om de olika mellanortliga utmarkerna och de enskilda byarnas andel i betesrätten.[^89] Haff har påvisat att det finns två typer av betesrättigheter, nämligen dels de landsbyar vars betesrätt i en utmark är bestämd i förhållande till jordinnehavet och dels de landsbyar där de enskilda gårdarna alla har samma antal kreatur på utmarken.[^90] I det första fallet måste gräsjämningen anpassas till förändringar i jordförhållandena, som överallt är grundlaget för fördelning av rättigheter och skyldigheter.
I de stridigheter om mellanortliga utmarker och betet i vångelag som dyker upp i tingböckerna är det sällan man får upplysning om att parterna har åberopat sig på ett bestämt fördelningsgrundlag, men upplysningarna i skogs- och taxeringsprotokollen tyder, i förening med de sparsamma upplysningarna från medeltiden, avgjort på att i varje fall byar som gemensamt äger en utmark måste ha betesrätt i förhållande till sin andel. Svårare är det att få upplyst hur betesrätten på annans jord närmare kan begränsas.
DL 3-13-29 införde den regeln att där byar har utmark, ävred eller fälled gemensamt, ska det taxeras hur mycket fälleden kan tåla, och varje by ska sättas efter sin jords värdering, hur mycket den kan ha därpå, så att klov räknas mot klov och horn mot horn. Enligt denna bestämmelse utmäls det taxeringsmän till att utföra gräsligning (græsligning) mellan byarna. Taxeringsmännens antal varierar. Jag har funnit exempel på såväl 4, 8 som 12 värderingsmän. Sådana taxeringar finns i stort antal i tingböckerna, och från Lejre härad på Själland ska här anföras utmälningen av 4 män till taxering av fälleden emellan några byar 1696.[^91] Det åläggs männen att ta i grundlig ögonsikte beskaffenheten av var och en av byarnas andel i fälleden, så att de kan taxera vad som på varje andel kan beta av stort och smått kreatur. De ska vidare taxera all särjord som må finnas i fälleden, såsom kyrkojord och andra dylika lotter, som ska hänföras under byns egen jord. Därefter ska ligningen förättas efter varje gårds hartkorn. En särskilt omfattande taxering äger rum i Flakkebjerg härad 1725, där värderingsmännen ska ligna en fälled som omfattar de flesta av häradets byar.[^92] [^93]
4. Polisiära föreskrifter
Där hela byns eller flera byars kreatur är samlade på utmarken eller i ävredsvången måste det naturligtvis fastställas vissa föreskrifter för att förhindra skada på djuren. Viktigast av allt är det att undvika att skabb och andra smittsamma sjukdomar sprider sig bland djuren. Därför har det sedan ålderstid funnits förbud mot att sätta sjuka djur på bete tillsammans med andra, och i JL III:55 bestäms det att om det finns skabbiga hästar på fälleden och den som äger dem inte vill hålla dem på sin egen jord, då kan ägarna nedlägga förbud häremot på tinge och (därefter) driva dem i leran och dräpa dem utan böter. Samma regel återfinns i DL 5-12-7.
Lagstiftningens påbud om att bymännen ska vända sig till tinget blev emellertid lika lite iakttaget i detta fall som i så många andra; i varje fall känner vi bestämmelser från stadgorna enligt vilka sjuka djur kan dräpas utan att tinget har givit sin sanktion därtill. Det är emellertid inte alltid som domstolarna godkänner sådana ensidiga handlingar. En dom från Skånes landsting 1671, varav vi bara känner slutsatsen, synes sålunda stadfästa en dom från Harjagers härad, enligt vilken bymännen dömdes för att ha jagat ett besmittat sto i ån utan laglig upplysning.[^94] Denna ståndpunkt kan emellertid inte vara någon särskild påverkan från svensk rätt, ty Lindgren har framdragit en dom från Vikke härad 1654, enligt vilken grannarna i Långalåst i Floby socken frikändes för att ha dräpt en skabbig häst som en byman hade släppt ut på utmarken. Rätten dömde att de inte var skyldiga att böta för den häst som de med grandelaget ihjälslog.[^95] I stadgan för Håslöv och Viby i Villands härad (nr. 36) bestäms det också att åldermannen och bymännen ska dräpa sjuka kreatur som sätts på fälleden, om ägaren inte inom 8 dagar har tagit dem från de andra och sökt råd för djuret. År 1714 åtalar bymännen i Västra Skrävlinge sina grannar i Bulltofta, för att de sistnämnda har dränkt en häst tillhörande de förstnämnda. Ägaren vill ha ersättning, men åldermannen svarar att hästen hade skabb »och det som ännu värre var«, och att de dränkte den efter »landsens manér«. Det uppnås förlikning i målet.[^96]
Byordningen av 12.1. 1684 för Rendislov i Halland bestämmer att om ägaren av kreatur som lider av någon smittsam sjukdom inte håller det isolerat, eller söker råd därför, ska bymännen ha lov att driva det sjuka djuret »i sänk«.
Från hela landet finns exempel på att bymännen utan någon inblandning från tingets sida har beordrat sjuka kreatur att avlivas. I stadgan för Kraglund i Viborg amt 1660 (DW III:338) heter det att skabbiga hästar och kreatur ska hållas i starkt tjuder, åtskilda från andra djur, eller kastas i »pöten« (sörjan), och bymännen har inte förverkat sig genom den handlingen. Det samma gäller för Viborg köpstads markjordar enligt stadgan från 1688 § 11 (DW II:127). I Græsted socken, Frederiksborg amt, är regeln 1696 den att skabbiga husdjur ska avskaffas, och om ägaren inte själv gör det efter att ha blivit lagligen varnad, ska åldermannen med menige bymän slå dem ihjäl. För denna handling ska bymännen inte plikta på något sätt, utan ägaren ska tvärtom böta till byn för sin ovillighet (DW I:52). I Stoense på Langeland ska den som har skabbigt kreatur enligt stadgan från 1707 (DW III:255) hålla det inne eller avskaffa det, och vill han inte, får bymännen jaga det i »dyndebløde«. Stadgan av 1725 från Mastrup i Randers amt (DW III:544) ålägger ägaren av sjuka hästar eller kreatur att anmäla detta till »tallien«, dvs. på bystämman, och sedan hålla noggrant tillsyn med det, åtskilt från byns djur. Försummar han det ska han böta 6 sk. korn, men försummar han andra gången, får menige grannar kasta djuret i en torvgrav. Som ett sista exempel ska nämnas stadgan för Vindelev i Vejle amt, som 1774 ålägger ägaren av sjuka djur att hålla dem åtskilda från de andra på en särskild plats som anvisas honom av byn. Om djuret kommer löst ska ägaren böta, och kommer det löst för tredje gången, tillåts det att följa lagens 5-12-7 och jaga det i lera och dräpa det (DW II:439). Man tar alltså ingen hänsyn till att den åberopade lagbestämmelsen uttryckligen säger att bymännen ska förelägga honom ett förbud på tinge, och denna vittgående tolkning av lagen fastställs genom en auktoritativ tolkning vid förordning 8.12. 1779, vari det heter att liksom det genom DL 5-12-7 är befallt att det ska vara vederbörande tillåtet att utan åtal dräpa de på deras mark förekommande skabbiga hästar, så ska och samma förordning i framtiden gälla beträffande de hästar som med kvarka, vilken är ännu mer smittsam och farlig än skabb, bevisligen är behäftade, så att de utan ersättning för ägaren får dräpas, dock ska det allena vara vederbörande övrighets sak att föranstalta sådant, vilken och har att ombesörja att de sålunda dräpta hästarna djupt i jorden varder nedgrävda, jfr. även pl. 24.9. 1777.
Det värsta som kunde ske var utbrottet av en epizooti (epizooti, dvs. djurpest) i trakten, och för det fallet bestämmer stadgan av 1698 för Drigstrup i Odense amt (DW III:189) att det döda kreaturen ska grävas ned på ägarens egen mark 2½ aln under jorden, för att annat kreatur inte ska bli smittat.
Förbud mot att tillhandla sig sjuka husdjur förekommer också i stadgorna,[^98] och förutom förbudet mot att sjuka djur får beta tillsammans med de andra finner vi även förbud mot att de vattnas på samma ställe som byns hjord.[^99] Sammantaget tyder dessa bestämmelser på en inte helt ringa kunskap om de smittsamma sjukdomarnas karaktär.
Från kungens och de övriga jordägarnas sida har det sedan gammal tid förts en till synes fruktlös kamp för att avskaffa getter, särskilt på de ställen där det finns underskog på fälleden. Dessa djur är i stånd att åstadkomma betydande skada på den lägre trädbevuxenheten, men trots talrika förbud genom tiderna lyckades det aldrig att utrota eller nämnvärt minska beståndet. I Lollands villkor 1446 och i Fyns stadga 1492 förbjuds det fullständigt att hålla getter. Om någon gör det ska kungens fogde vara förpliktad att ingripa. I Christian III:s konfirmation av sistnämnda stadga från 1547 bestäms det ytterligare att den som stöter på getter får behålla dem som pris och inte av den anledningen har förverkat sig, tvärtom ska den som försöker ta dem ifrån honom (alltså uppenbarligen även ägaren) böta för våld och rån. Lika sträng och kategorisk är Bornholms artiklar och stadga från 1499, enligt vilken envar som träffar på getter på ön ska bringa dem till ämbetsmannen på slottet eller hans fullmäktig.
I Christian III:s förordning 1.5. 1541 för Själland är förbudet inte riktigt lika kategoriskt. Här påbjuds det bara att utrota getter i fällesskogar och andra skogar, såvida de inte kan hållas på ägarens ensamäga.[^100] År 1544 befaller kungen att Köpenhamns slotts tjänare ska utsändas och uppta alla getter som finns i kronans, klostrens, kyrkans eller adelns skogar, om de skadar grannarna, och driva dem till slottet, såvida de inte finns på gode mäns ensamägor utan skada för grannarna. En man som 1552 hade nedslagit några getter frikänns av kungens retterting med uttrycklig hänvisning till att hans handling var i överensstämmelse med kungens förordning av 1541.[^101]
Genom ett öppet brev 19.8. 1556 till alla jordägare i Nörrejylland mildras villkoren ytterligare, i det att getter nu inte bara får hållas i ensamägoskogar utan även på heden. Regeln i den efterföljande lagstiftningen, nämligen Köpenhamnsrecessen 1558, kap. 65, skogsförordningen 20.10. 1670 § 9 och DL 5-12-1, blir då att getter fritt får hållas på heden och där det inte finns underskog, eller där de kan hållas på ägarens egen mark utan skada för grannarna. Om getter hålls utanför dessa fall, får varje jordägare eller jorddrot uppta dem och sända dem till närmaste hospital utan process och dom, jfr. DL 5-12-2.
I åtskilliga fall utfärdas det dock även i den följande tiden kategoriska förbud mot att hålla getter såväl på kronans som på adelns egendomar; exempelvis ska nämnas en befallning 18.9. 1570 till länsmannen i Vordingborg län att genast ge alla som håller getter order att slakta dem, och om det inte sker, att låta sticka ihjäl dem och sedan överlämna de döda getterna till ägarna, då getter sedan flera år tillbaka är gjorda fredlösa.[^102]
Getterna fick man dock aldrig bukt med, därom vittnar landsbysstadgornas många bestämmelser om hur sådana djur ska hållas, eller de ständigt upprepade förbuden mot att de överhuvudtaget hålls.[^103]
Men det fanns även andra hänsyn att ta än hänsyn till växtligheten. För att det ska finnas goda hästar i krigstid bestäms det i förordningen 26.8. 1622 att ingen präste-, borgar- eller bondehäst, som inte är kastrerad, får löpa lös på fälleden eller hos stod, såvida den inte är värd 24 daler. Förbudet, som alltså har till avsikt att förbättra den inhemska hästrasen, upptas i recessen 1643 II:30, men här tillfogas att det i Halland och Blekinge är tillräckligt att hästen har ett värde av 12 riksdaler. Finns andra hästar lösa på fälleden efter påsk ska de vara förverkade till herrskapet. DL 5-12-3, som upprepar regeln i något ändrad gestalt, tillfogar att varje by ska vara skyldig att hålla en eller flera hingstar till byns ston. Regeln upphävdes genom förordningen 30.5. 1693, men återinfördes genom förordningen 23.12. 1778 samt pl. 6.12. 1780. Genom pl. 1796 och pl. 25.4. 1800 uppges principen slutgiltigt, och man håller sig till de positiva strävandena att främja stutterierna och premiera de goda djuren.
Av de i stadgorna förekommande ordningsföreskrifterna ska i övrigt nämnas påbud om att hålla svinen ringade, i varje fall efter att det har såtts,[^104] och förbud mot att hålla lösa hundar.[^105] Påbudet om svinens ringning finns även i förordningen 1.7. 1619, i speciella påbud riktade till kronans bönder i olika län[^106] och i de talrika skogsförordningarna, sålunda i förordningen 26.1. 1733 § 9.
5. Vallning av husdjur
Byns viktigaste betesmark var den av vångarna som låg i fälled, men i motsats till utmarken, som ofta låg avsides i förhållande till den odlade jorden, låg fälledsvången ju tätt intill spannmålsvångarna. Därigenom uppstod det ett allvarligt problem med att hålla kreaturen borta från de fredade vångarna. Detta problem framkallade de många reglerna om stängselsättning och stängselsyn, som ska omtalas nedan i kap. 7, men stängslen var inte alltid tillräckliga för att hålla boskapen ute ur vången, och därför gick kreaturhjorden nästan alltid under uppsikt av en herde (hyrde).
Vallningen börjar vid den tidpunkt då vångarna fredas och boskapen ska hållas därifrån, men liksom fallet är vid hägnadspliktens och markfredens inträde fastställs det ofta bestämda tidpunkter för vallningens påbörjande i stadgorna, och dessa tidpunkter behöver inte alltid helt sammanfalla med de övriga fredningstiderna. Som regel ska boskapen vallas från omkring Valborgsmässodagen (1.5.)[^107] och till dagarna kring Mikaelidagen (29.9.),[^108] men det finns även avvikande tider, t.ex. i stadgan av 1641 för Darum i Ribe amt (DW III:571), enligt vilken vallningen börjar midsommardagen (24.6.). Åtskilliga stadgor innehåller bara en bestämmelse om att vallningen ska påbörjas när bymännen beslutar det på stämman.[^109]
När vallningen har påbörjats får ingen byman hålla sina kreatur borta från hjorden, vare sig han nu vill ha dem gående lösa, tjudra dem eller valla dem separat. Förbudet mot att hålla särhjord (særhjord) hör till de äldsta och vanligaste i stadgorna.[^110] Bestämmelser härom nämns visserligen inte i Fyns stadga 1492, men i recesserna medtas bestämmelser om särhjord uttryckligen bland de ämnen som kan behandlas i bystadgan, och i denna form upptas bestämmelsen i DL 3-13-31. Bara om kreaturet är sjukt och inte kan följa med hjorden får det tjudras på ägarens mark, men då ska åldermannen också bese djuret för att konstatera om dess tillstånd är av sådan beskaffenhet att det bör lämnas utanför fälleshjorden.[^111] När förbudet mot särhjord upprätthålls så starkt beror det inte bara på att djuren genom att gå utan kontroll på fälleden kan bli farliga för markfreden utan även för att ansvarslösa bymän säkerligen ofta har velat tjudra dem i spannmålsvången, där de lätt kunde slita sig och göra markskada på andras säd och äng.
De flesta byar har säkerligen haft en byherde, vissa till och med både kreatur-, svin- och fåraherde. Mindre betydelsefulla personer är hästdräng (horsdreng), svindräng och kalvdräng, som också förekom.[^112] Herden anställs som regel av bystämman, och man får utgå från att flertalet av de närvarande i allmänhet har varit avgörande för vem som anställdes, men i Kondrup, Hellum härad, Aalborg amt, har det enligt stadgan 1716 varit de bymän som ägde mest kreatur som bestämde vem som skulle anställas som herde (DW II:95). Samma regel återfinner vi i stadgan av 1729 för Blenstrup i samma härad (DW III:308).
Om byhirdens arbete och lön har Aug. F. Schmidt i sin bok om byhirden[^113] samlat en rad upplysningar från stadgorna och folkminneinsamlingen. Lönen bestod dels i kostförplägning, dels i kontant lön. Bägge delarna erlades av bymännen i förhållande till deras antal kreatur, sällan i förhållande till deras otting i marken.[^114] Sålunda var lönen i Nordby på Samsø 1786 8 sk. per otting. Den kontanta lönen erlades när vallningen upphörde, alltså som regel kring Mikaelsmässan, men i Sæby, Hjørring amt, 1685 (DW II:10) skulle hälften erläggas till påsk och hälften till Mikaelsmässan.
Förplägningen gick på tur bland bymännen under vallningstiden. Även antalet förplägnadsdagar bestämdes för den enskilde bymannen av hans antal kreatur. I Rødding i Sönderjylland skulle bymännen 1671 »made« herden en natt för varje kreatur de sände med hjorden (DW III:576), och i Maglehem, Gärds härad (nr. 1) 1689 skulle man ta fåraherden på kost 1 dag för varje 4 får man sände med hjorden.
Åtskilliga byar hade ett herdehus (hyrdehus) till herden,[^115] och huset ska alla bymännen hålla vid makt var sin del (DW II:224, II:453, III:549). Herdehuset kunde ligga på gadejorden, ofta vid byleddet (byleddet, dvs. bygrinden), där landsvägen för in i byn.
Som vaktare av hjorden ser man även i källorna omnämnd vångväktare (vangegemmer) eller markvaktare (markmanden). I en kgl. befallning 16.8. 1584 bestäms det att Bistrup mark ska grävas in och det ska byggas hus vid varje led till bostad för en herde eller vångväktare. I missiv 2.4. 1627 omnämns att bönderna i Köpenhamns län inte kan bli färdiga med stenmurarna på den stora ladugårdsmarken, varför vångväktarna och husmännen ska valla korna under sommaren. Enligt stadgan för Rødding i Sönderjylland 1671 (DW III:576) ska samtliga bymän antaga en markvaktare och betala honom efter deras ottingsbruk. De anförda ställena betecknar uppenbarligen såväl vångväktare som markvaktare helt enkelt den sedvanliga herden, men i talrika stadgor används de två beteckningarna om upptagaren (innammeren), som hade till uppgift att uppta kreatur som gick i fredad vång. Några ställen har en markvaktare som förutom att vara upptagare även vallar hjorden, och på andra ställen ska herden förutom att valla byns kreatur även uppta främmande kreatur (DW I:47, II:462). Både beteckning och uppgift blandas alltså under tidens lopp samman, men det undersökta materialet har inte givit möjlighet att klarlägga det närmare utvecklingsförhållandet mellan vångväktare, markvaktare och herde.
Enligt stadgan i Vordingborg, Præstø amt, 1655 (DW III:141) ska det årligen utnämnas 4 markmän bland bymännen själva, och dessa markmän ska antaga en markvaktare och bestämma hans lön, som fördelas på bymännen, efter som de har jord till. Markmännen ska dessutom ha tillsyn med gärden och led, så att markfreden kan upprätthållas. Här är markvaktaren alltså ett förtroendeuppdrag i likhet med åldermannen, och förhållandet är säkerligen det att upptagare, markvaktare och vångväktare ursprungligen är förtroendemän som utnämns av bystämman bland bymännen själva och med uppgiften att uppta kreatur ur den fredade vången, tillse stängslen, eventuellt gå stängselsyn, och hålla uppsikt med herden. Byherden är däremot en tjänstepojke som anställs mot lön av byn. Det är emellertid inte alla byar som har någon herde, och då måste bymännen själva eller deras folk turvis valla djuren. I stadgan för Aarestrup i Aalborg amt, 1719 (DW III:287) bestäms det att om en herde inte kan fås, ska bymännen själva turvis sända sitt folk till vallning, och det hjälper inte att de sänder kreaturen bort från byn i tanken att de därigenom slipper vallningen, ty de ska ändå låta valla byhjorden när turen kommer till dem. I andra byar är det den allmänna regeln att bymännen vallar själva. Enligt Lumby stadga, Odense amt, ca. 1500 (DW V:35) ska vallningen gå runt i byn och envar ta hand därom så länge det behövs. I Voer, Randers amt, där man för övrigt håller herde, heter det i stadgan 1707 (DW III:392) att de menige grannar ska skiftas till att valla de lösa hästarna, när de om natten skiljs från hjorden, eller också ska de stå i gårdarna. Enligt en odaterad stadga för Saaby i Köpenhamns amt ska menige grannar vara pliktiga att hålla vakt i vången var sin dag i veckan efter åldermannen och bymännens åläggande (DW I:98). Slutligen ska anföras stadgan för Lindved i Vejle amt, 1747 (DW V:108), enligt vilken den man som har videstocken (videstokken, dvs. budkavlen) ska börja valla först, vilken hjord det än är.
I Oxie härad synes vallningen av fåren åligga bymännen turvis, i varje fall känner vi till flera rättsmål med anledning av tvistigheter om denna plikts uppfyllelse. År 1702 åtalade åldermannen Anders Knutzon i Keglinge mjölnaren i samma by, för att denne inte ville valla fåren likadant som de andra i byn.[^116] Mjölnaren svarar att han bara har 6 får och att han därför inte vill valla lika mycket som de andra, som kan ha upp till 40 får. Han hävdar vidare att det alltid har varit sedvänja att han skulle valla fåren en gång för varje 2 gånger de andra vallade. Härtill gensvarar åldermannen att mödan är lika stor oavsett om det är fler eller färre får att valla. Häradsnämnden intygade att det överallt är sedvänja att den som har 6 får bara ska valla jämfört med dem som kan ha 30 eller 40, och mjölnaren avslutar med att förklara att samma ordning gäller beträffande vallningen av kreaturen, så att den som bara har 1 ko håller herden 1 dag och den som har 8 kor håller honom 8 dagar. Tingsrätten beslutar att då mjölnaren har förklarat sig villig att hålla vakt vid fåren efter den gamla ordningen, frikänns han från åldermannen åtal.
År 1704 åtalar bymännen i Mellan Grevie pigan Gundela Stigsdatter, för att hon inte vill valla fåren på byns betesmark.[^117] Hon svarar att hon bor hos sin svåger, som låter valla för hela fårhjorden, varibland även hennes får går. Hon döms emellertid att valla fåren i byn när hon ska det efter ordningen, så länge hon håller får på byns betesmark.
Rådman Chr. Brun i Malmö åtalar 1705 Hindby bymän, för att de har frånpantat honom en sängdyna.[^118] Bymännen förklarar att då turen kom till rådmannens gård att valla byns får var det ingen vallning, och fåren gick in i vången. Målet uppskjuts och ses inte senare upptagit.
Genom en själländsk landstingsdom 15.3. 1730[^119] döms en byman att betala bidrag till vångvaktaren, trots att han själv hade anställt folk till att vakta sin säd, då han inte i tid hade klagat över byherdens försummelse och därför var bunden av stadgan, jfr. 3-13-31.
Om herden eller andra som ska valla är försumliga, så att kreaturen gör skada i marken, blir den skyldige pantad av bymännen, eller också dras böterna av från hans eventuella lön.[^120]
Om det sker skada i marken och herden inte uppger vilkas kreatur som gjorde skadan, blir han själv pliktig att betala den enligt stadgan i Aarestrup, Aalborg amt, 1719 § 11 (DW III:289), och en liknande regel är godkänd av häradsrätten i Hvidding härad, Sönderjylland, 1689,[^121] som dömer en herde att betala den skada som en stut har vållat genom att stånga en ko, för att han inte vill uppge vem stuten tillhörde. Genom domen tillerkänns herden regress (regres) mot studens rätte ägare.
Där flera byar har fälledsbruk gemensamt kan de naturligtvis även ha herdelag gemensamt, men detta behöver ingalunda vara fallet. År 1666 åtalade Kongsted bymän (DW II:442) sina grannar i Torp, för att dessa inte ville ha herde och herdelag med dem utan höll särdrift på fälleden, vilket var förbjudet i stadgan som gällde i båda byarna. Ett tingsvidne från 1657 upplyser att de två byarnas kreatur hade gått horn vid horn på fällesbetesmarken så länge man kunde minnas. Häremot bevisar Torp med tingsvidne att deras fällesstängsel emellan vång och fälled inte har hållits vid makt sedan det senaste ofreden, varför Torp ser sig nödsakade att själva ta hand om vallningen av byns kreatur, då de inte vågar anförtro det till främmande herdar på grund av de skadliga vargarna och tjuvaktiga människor som finns i trakten. Häradsdomen frikänner Torp med den motiveringen att de inte kan vara pliktiga att hålla herdelag med Kongsted förrän stängslen är försvarligt iståndställda, såsom de var det vid den tid då de upprättade sitt videbrev med varandra.
6. Fälledsmöten
För att tillse att gräsligningen iakttogs och att de övriga i det föregående nämnda bestämmelserna efterföljdes hölls det årligen ett fälledsmöte (fælledmøde) mellan alla de i fälleden lottägande bymännen. Detta fälledsmöte hade naturligtvis störst betydelse i de fall där flera byar var delägare i fälleden, och det är då också så att dessa möten särskilt tillmäts betydelse på Själland och på den skånska sydslätten, där de utbredda vångelagen och de därav följande fälleskapen rörande bete i brakvångarna är mer utbredda än på andra ställen inom det gamla danska området.[^121a]
Fälledsmötena i Skåne hölls som regel midsommardagen (24.6.) och gav anledning till en hel del festligheter.[^122] Vid fälledsmötet ska var och en av de deltagande byarna samla sin boskap, och de mötande kontrollerar sedan att det inte betar fler kreatur än tillåtet.[^123]
Genomgången av djuren kallas i Skåne fälledsrensning (fælledrensning) och på Själland att »eigne« fälled.[^124] Enligt Rostgaards skrå (DW I:80) ska det »eignes« minst 3 gånger om året.
Bymännen har plikt att infinna sig på fälledsmötet, annars skulle det ju bli omöjligt att få någon överblick över de betande kreaturen, och stadgan fastställer böter för det fall att någon uteblir. I flera skånska domar har häradsrätten även godkänt en sådan mötesplikt för bymännen.[^125] Mellan de olika byarna som var delägare i fälleden kunde det ju lätt uppstå tvistigheter om fälledsmötets hållande; i ett mål inför Oxie häradsting 1699[^126] hör vi sålunda att 8 byars bymän, som tillsammans med en 9. by är delägare i en ängssträcka, har fått ge den 9. byn skriftlig kallelse att komma till fälledsmöte för att avskaffa de skabbiga hästar som byn höll på ängen. Då byn inte infinner sig blir dess ålderman pantad av de övriga. År 1618 måste Lille Næstved, Lodby och Guderup bymän inkallas på tinget för att delta i en gräsjämning, varom det råder oenighet.[^127] Mellan Lille Næstved och Lodby existerar det för övrigt en gammal ordning om »eigning« av en mark varom de två byarna hade samfällighet. Denna ordning ingicks 1576 (DW I:196) mellan gillebröderna i de två byarna. Det beslutades då att varje år, när Klostermarken låg till fälled, skulle det berammas en viss dag, då de 4 förnämsta gillebröderna av varje by skulle möta och med sin heligons ed bekänna att de inte hade satt mer kreatur på marken än tillåtet efter ordningen.
För att envar ska kunna utpeka sina djur vid fälledsrensningen var det överallt sed och bruk att djuren var försedda med ägarens märke, och detta fämärke (fæmærke) var som regel inbränt i djurens hårlag.[^128] Vad som finns av omärkta djur upptogs av åldermännen.[^129] Om en byman underlåter att märka sina djur kan han alltså råka mycket illa ut. Det var dock sällan det gick så illa som framgår av en rettertingsdom från 1558,[^130] varav det framgår att länsmannen hade fängslat en bonde, för att han var i besittning av ett omärkt svin. Emellertid bevisade bonden sin äganderätt till svinet, och det upplystes att han var ogift och bodde hos sin far, varför han inte hade något fämärke. Länsmannen dömdes härefter att ge bonden kost och tärpengar och återbetala honom de pengar varmed han hade friköpt sig ur fängslet. Att fämärkena kan missbrukas visar en rettertingsdom 1593,[^131] varigenom en bonde dömdes till tremarksbötter, för att han genom ed och genom att sätta sitt fämärke på några får som tillhörde grannen hade velat tillägna sig fåren. I KRD 1.6. 1608 upplyses det att två bymän hade samma fämärke, vilket ju kan ge anledning till många förväxlingar. Enligt DL 5-10-22 får ägaren av en skog uppta alla svin som finns i skogen och som inte är märkta, och om de inte inlöses inom 3 dagar efter att det har meddelats svineägaren, får skogsägaren behålla dem angerslöst.
II. Inhägnad av fälled och utmark
1. Lyckodrift
I detta avsnitt ska vi undersöka rättsreglerna rörande lyckodriften på utmark som ligger under byns gemensamma bruk till bete, ollondrift eller skogsavverkning. Även om källmaterialet använder orden utmark och fälled om vartannat, kommer den efterföljande undersökningen -- trots det samma växlande ordbruk som används vid referat av källställena -- i första hand att syssla med lyckodriften på den egentliga utmarken samt på gadejorden och alltså inte i fälledsvången. Om inhägnad av åker hänvisas till framställningen ovan i kap. 4.
Nyuppodling (nyopdyrkning) och inhägnad av jord som tillhör byn som byallmänning har märkvärdigt nog bara i ett enda fall varit föremål för behandling i landskapslagarna. I SKL 71 (AS 32) bestäms det att om bymännen har en allmänning gemensamt, skog eller ljunghed eller annan ödemark, och någon vill uppodla sin andel i denna jord, men andra inte vill, då ska de som vill uppodla stämma de andra till tinge, och det ska fastställas en frist då alla ska infinna sig och repa jorden emellan sig. Vill de inte infinna sig och repa, då kan de som vill odla sin lott göra det som de vill, och de kan inte senare tvingas att skifta med sina bymän förrän dessa själva har intagit sina lotter till odling. Denna bestämmelse skyddar alltså de bymän som vill uppodla, och den föreskriver ett förfarande som förhindrar att de driftiga och initiativrika genom en senare repning kan tvingas att uppge frukterna av sin insats.
I de svenska landskapslagarna intar bestämmelserna om uppodling av allmänning en betydligt mer framträdande plats, vilket naturligtvis beror på att långt större arealer har legat som allmänning och att äganderätten över de stora, mellan byarna liggande arealerna först sent har hävdats av kronan. De viktigaste svenska bestämmelserna om röjning av allmänning är omtalade nedan s. 293.
På grund av de geografiska förhållandenas olikartadhet har det bara ringa intresse att jämföra de rikliga svenska rättsreglerna med den följande undersökningen av danska förhållanden; här ska därför bara nämnas Östgötalagen, som visar ett visst släktskap med SKL. Enligt Ögl. 32 har bönder som vill inta av skogen till inhägnad mark företräde framför dem som vill låta skogen ligga, såvida inte en sådan inhägnad blir till stor skada för byn (förmodligen för byns betesmark). Om det i den mark som man vill inta ligger en annan mans svedjefall, som han har röjt till rovor eller råg, då får de skifta med den som har fällt skog till röjning, men denne ska dock först ha ersättning för sitt arbete.[^132] Kanske handlar Vald.sj.L. arve- och orbodemaal III:9 om det fall att en lycka döms till nedrivning, men det kan lika gärna röra sig om nedrivning av hägnad som satts på en annan mans mark eller på gadejorden.
I Danmark finner vi efter SKL den första bestämmelsen om allmänningen i Fyns stadga 1473 och 1492, som fastslår att den som har röjt allmänning inte får åtnjuta mer därav än vad som tillkommer honom som andel därav »udi reb og raft«. Det tillfogas -- i motsats till regeln i SKL 71 -- att ingen får röja allmänning utan alla ägares tillåtelse. Denna sista regel blir grunden för rättsuppfattningen under de följande århundradena. Men med arrendekontraktens (fæsteforholdets) ständiga utbredning blir det under den följande tiden lika viktigt att framhålla att inhägnad av fälledsjord inte kan äga rum utan husbondens samtycke, och båda dessa grundsatser synes upptagna i rättsuppfattningen.
Då jordherrarna emellertid i stor utsträckning överlämnade spörsmålet om lantbruksdriften till böndernas eget avgörande, finner vi även en rad stridigheter som uteslutande utkämpas mellan arrendatorerna sinsemellan utan husbondens ingripande. I dessa fall förutsätts det närmast att inhägnad av jord -- där husbonden inte griper in med ett diktat -- kräver de övriga bymännens samtycke.
Troels Fink[^133] har givit en ingående skildring av lyckodriftens utveckling på fälledsjorden i Sönderjylland. Troels Fink skildrar skogsrepningens förlopp och påvisar att vid slutet av 1500-talet var de skiftade skogarna de vanligaste, och han visar hur inhägnaden har gått i repningens fotspår. Beträffande skogarna motverkas denna utveckling dels av hänsyn till skogsavverkningen, dels av hänsyn till jakten, i det att jordherrarna genom böndernas inhägnader hindras i jaktens fria utövande. Detta var sålunda orsaken till att Christian IV år 1600 utfärdade ett förbud för Sönderjylland mot böndernas inhägnad av skogsandelar.[^134] Genom att framdra exempel på att bönder har blivit straffade för att de inhägnat sina tillskiftade skogsandelar påvisar författaren att det har funnits ett allmänt förbud mot inhägnader.
År 1597 sker det för Aabenraa amts del en ändring, i det att amtmannen utfärdar en tillåtelse till inhägnad mot erläggande av en avgift på 1 rdl. per toftröd (toftrode) (1/16 ha), och detta bringar ytterligare fart i upprättandet av skogslyck or. I allmänhet företogs inhägnaderna individuellt eller av 2--3 gemensamt. Det framdras ett enskilt exempel på att landsbyn som helhet hade inhägnat större stycken av skogen.[^135]
Troels Fink sammanfattar sina undersökningar sålunda: »Vidnesbyrdene om skovindhegning og rydning i det 17. og begyndelsen af det 18. aarhundrede er saa mange, at man kan tale om en almindelig udviklingsretning, men det udelukker selvfølgelig ikke, at der her og der bliver bestaaende skov, der, selv om trævæksten var delt i skifter, dog laa i fællesskab med hensyn til græsning meget længe.«[^136]
I det för föreliggande undersökning framdragna materialet -- alltså särskilt stadgorna och tingböckerna -- har inhägnaden av tillrepade skogspartier inte satt synnerliga spår utanför Sönderjylland. Det finns överallt i landet -- inklusive Skåne -- vittnesbörd om repning av skogarna, se nedan i kap. 6, men det faller utanför denna undersöknings ramar att söka fastställa i vilken utsträckning denna repning har ägt rum i de enskilda trakterna och i vilken utsträckning den har följts av inhägnad. Om en inhägnadsrörelse som den av Troels Fink påvisade i Sönderjylland synes det dock ingenstans vara tal, men det hänger väl samman med att utskiftningen av fällesskapet överhuvudtaget var långt mer framskriden i Sönderjylland än i andra delar av landet.
De problem som vårt material särskilt sysslar med är upprättandet av lyckor på gemensamma -- oskiftade -- betesmarker, och bymännens gemensamma uppbrytning av ny åkerjord.
De mer speciella reglerna i JL 1:47, 48 och 51 om anläggning av torpbebyggelse och påbyggnad av forten måste tidigt ha smält samman till en allmän regel om att man inte utan alla jordägares samtycke får inskränka fällesbete genom inhägnad eller påbyggnad. Se även nedan s. 190. Härpå tyder en förlikning 1450 mellan priorn på Dueholm kloster och en annan jordägare, som hade låtit bygga i forte och fälled. Enligt förlikningen får han behålla sin byggnadsplats, men priorn får i gengäld rätt att bygga »ved sin egen agersende«.[^137] Ett tingsvidne från Nørre härad på Mors uttalar 1454 direkt att en sådan påbyggnad är olaglig, och att det berörda huset skulle rivas.[^138]
Även om direkt vittnesbörd härom inte har påträffats i det av mig framdragna materialet, torde det dock vara givet att det även före DL har varit gällande rätt i hela landet att inhägnad av särjord på utmarken inte fick äga rum utan husbondens samtycke. Vi har i det föregående sett hur denna regel i Sönderjylland modifieras så att tillåtelsen gavs mot en bestämd avgift per toftröd, och det är ett utslag av samma regel när köpstäderna söker kungens tillåtelse att inhägna utmark. Att kungen skulle ge en sådan tillåtelse finner vi tidigt vittnesbörd om. Sålunda ålägger Erik Klipping 1284 jordägarna inom staden Revals marker och gränser att riva ned alla gärden och inhägnader.[^138a] En kgl. rettertingsdom från 1562[^139] dömer Holbæks borgare att utlägga till fädrift för Holbæk slott och angränsande landsbyar en del jord som mot länsmannens befallning hade inhägnats. Stadens gamla privilegier, som uppenbarligen gav rätt till en sådan inhägnad, var förverkade under Grevens fejd. Genom öppet brev 16.6. 1616 stadfäster kungen en av borgmästare och råd i Kalundborg undertecknad beslutning om att inta ett stycke jord av stadens utmark till såmark och ängsmark till gagn för staden, då det bara kan vara till ringa skada för stadens betesmark, och den 18.12. 1627 tillåts det Stege köpstad att inhägna av stadens utmark till åkerjord. I de nämnda fallen rör det sig inte om någon tvist med omliggande byar.
Arent Berntsen Bergen[^140] definierar en lycka som ett instängt stycke jord eller en mark, som är en mans egen och som han kan inhägna till sitt eget bruk. Den kallas även vånge (vænge) och på Lolland rud eller ibland indtægt. För att husbonden ska kunna ge tillåtelse till ett sådant särbruk måste han dock enligt Bergen äga »ganske fanget«. I Jylland är beteckningen för övrigt »kaast« eller »kast«.[^141]
Det kan vidare påvisas att det är en allmän uppfattning i stadgorna att inhägnader kräver böndernas samtycke, en sådan regel framgår då även av de domar där tvisten har uppstått och behandlas mellan arrendatorerna sinsemellan utan husbondens inblandning, och utan att saken ses hänvisad till husbondens avgörande. År 1623 åtalade bymännen i Hollensted en granne vid Viborg landsting,[^142] för att han hade låtit plöja och inhägna sin del av en utmark som användes till gemensam fädrift och torvskärning. Det bevittnades att det hade varit utmark i 40 år, och med hänvisning härtill dömer landstingsrätten att jorden ska utläggas till utmark igen. Vidare kan hänvisas till den nedan s. 186 refererade rettertingsdomen från 1650. Där husbonden griper in i tvisten är förhållandet naturligtvis svårare att utreda. Där det finns flera jordägare i en by vill böndernas respektive herrar ofta träda i skranken för sina bönders rätt, men det kan även ske att några bönder utan husbondens intervention kommer i strid med en annan jordägare i byn. Sålunda var förhållandet i ett mål som inleddes vid Gärds häradsting 21.2. 1649.[^143] Köbinge bymän hade instämt Hovby bymän, för att två av dessa hade upprättat en lycka på byarnas gemensamma utmark. Kärandena yrkade att de två bymännen skulle förpliktas att nedlägga lyckan, då den vållade skada på byarnas bete. Hovby bymän svarar emellertid att den berörda lyckan inte är upprättad med deras samtycke och att den skadar deras kreatursdrift lika väl som Köbinges, varför de ansluter sig till klagomålet mot de två bönderna. Dessa framlägger emellertid ett skriftligt inlägg från sin husbond, som låter sig företrädas genom sin fogde, varav framgår att lyckan är upprättad med dennes samtycke och tillåtelse. Häremot invänder Köbinge bymän att de vill bevisa att lyckan har upptagits på fälledsmark och att den skadar deras fädrift, och de vill vidare bevisa att de två bönderna har andra lyckor än den omtvistade, men att de inte är berättigade till den nya lyckan, som de inte har enligt gammal hävd och som skadar såväl Köbinge som Hovby bymäns kreatursdrift. Tyvärr finns inte avslutningen av målet.
Utanför Sönderjylland är det, som nämnts, särskilt inhägnaden på oskiftad mark som skapar problem och stridigheter. I SKL 71 var det uttryckligen påbjudet att inhägnaden vid tvist inte fick äga rum innan fälleden var skiftad, och i Fyns stadga uttrycks samma krav något vagare i bestämmelsen att ingen får inta mer än vad som tillkommer honom »udi reb og raft«. Av det föreliggande materialet från 1500-talet och de följande århundradena framgår det emellertid klart att det -- även om fälleden var oskiftad -- i flertalet fall inte ägde rum något skifte innan lyckor upprättades. Icke desto mindre erkänns det som en allmänt gällande regel att ingen får inta en större del av fälleden än hans lott kan tåla. Som lagrundlag för en sådan regel ser man anfört kap. 19 i recessen av 1547 och motsvarande senare bestämmelser, och det åsyftas härvid bestämmelsens 1. led, enligt vilken ingen får bruka fällig mer än envars lott kan tåla. Denna regel, vars huvudbetydelse är en begränsning av betesrätten,[^144] innehåller ju inget krav om skifte av fälleden, och bestämmelsens 2. led, enligt vilken den som vill dela gemensam egendom ska kräva repning efter lagen, tillämpas uppenbarligen inte i samma betydelse som bestämmelsen i SKL 71.
Rättstillståndet före DL kan vi då sammanfatta på följande sätt: Upprättande av lyckor på jord som från gammal tid har legat under fälledsdrift (betesmark, ollondrift eller skogsavverkning) kan bara äga rum med husbondens och alla jordägares samtycke. I förhållandet mellan bönderna sinsemellan kräver sådana inhägnader förmodligen också -- bortsett från husbondens intervention -- ett enhälligt beslut inom bylaget.
Allt efter som bebyggelsen blir tätare och det blir mindre betesmark till förfogande för landsbyarna skärps de olika intressemotsättningarna i inhägnadsfrågan avsevärt. Betet är nu inte längre någon extensiv drift, utan det störst möjliga utnyttjandet av de tillgängliga betesmöjligheterna blir oftast nödvändigt. Samtidigt spelar emellertid vissa utombyses intressen en alltmer framträdande roll vid spörsmålets lösning.
Det är därför naturligt att spörsmålet upptas till drövtning under utarbetandet av Danske Lov. Det så kallade »1. projekt« till DL fastställer i sitt förslag till 3-13-13 följande regel: »Af fælles vang, fælles fædrift, græsgang og vandgang maa ej noget sær indhegnes«. Denna regel svarar noga mot den i de nedan s. 191 refererade rettertingsdomarna av 1632 och 1650 använda grundsatsen: »fællesjord maa ikke formindskes«, och den hade ju säkerligen lika lite som den nämnda grundsatsen varit till hinder för att inhägnader upprättas med samtliga jordägares samtycke. I projektets formulering hade det heller inte rått något tvivel om att regeln skulle omfatta alla slag av fällesskap, däribland även utombyses betesrättigheter.
Den slutgiltiga utformningen av DL 3-13-13 blir emellertid en annan. Bestämmelsen delas i två led, och enligt 1. ledet får bonden inte ingrava eller instänga någon åker, äng eller jordgrund utan husbondens samtycke och alla jordägares medgivande, medan han enligt 2. ledet inte heller får stänga av folk- eller fägång, där den har funnits i ålderstid.
Första ledet hänför sig klart till det slutna bylaget och uttrycker den regel som redan var fastslagen i en klar rättspraxis före DL. Svårare är det att klarlägga betydelsen och räckvidden av regeln i bestämmelsens andra led. Knud Illum[^145] menar att andra ledet underförstår villkoren i det första, så att det även i dessa fall krävs samtycke av husbond och alla jordägare. Om detta är riktigt har hela 3-13-13 bara relation till förhållandena inom det slutna bylaget, ty det kan inte vara någon mening med att kräva jordägarnas samtycke till inhägnad av en fälled mellan två byar, när de betesberättigade i dessa fall överhuvudtaget inte är jordägare. Antar man att bestämmelsens 2. led ska förstås utan de nämnda villkoren, innehåller den alltså en regel om att bymännen inte får avskära en utombyses fädrift som har varat i ålderstid. Då det, som omtalats ovan s. 157 ff., inte kan antas någon skarp åtskillnad emellan de i DL omhandlade olika hävdsformerna, harmonerar en sådan regel utmärkt med bestämmelserna i DL 5-5-2 och 5-10-21, i det att man inte kan ha en regel om hävd på bete på annans jord, om man samtidigt tillåter bymännen att utan hänsyn till den vunna hävden inhägna sin jord. Den nedan s. 196 f. refererade domspraxisen från tiden efter DL tyder närmast på att man har tillämpat 5-5-2 och inte 3-13-13 som hemul för att genom dom kräva att inhägnader som gjorts i strid med vunnen hävd ska nedläggas. Det har dock framdragits en enskild landstingsdom som tillämpar 3-13-13 i utombyses förhållanden.[^146] Barløse bymän åtalar 1715 Berning bymän, som har företagit en inhägnad på en mark som brukas av båda byarna. Häradsdomen har givit Berning medhåll och upprätthållit inhägnaden, men i landstingsdomen heter det: Fogdens dom strider mot lagens ord i 3-13-13 att ingen får inhägna utan husbonds och alla jordägares samtycke, varför hans dom förklaras maktlös och inte ska komma Barløse bymän till skada. När regeln tillämpas här beror det dock sannolikt på att inhägnaden är företagen mot jorddrottens vilja. Hävdsspörsmålet är inte alls på tal. Ett mål från Fyenbos landsting 1691[^147] behandlar emellertid bara förhållandet emellan husbond och bönder inom det slutna bylaget. En bonde förpliktas att kasta igen några inhägnader han har gjort utan husbondens och de andra jordägarnas samtycke, och om han inte gör det inom 6 dagar ska det stå de övriga bymännen fritt att i häradsfogdens närvaro själva kasta igen dem. Det synes alltså som om saken har rests av de övriga bymännen. Domen anger dock ingen hemul.
Regeln i DL 3-13-13 inskärps för krongodsets del genom förordningen 22.12. 1720, men upphävs genom utskiftningsförordningarna 1758, 1759 och 1760.
Efter att ha undersökt de på domspraxis och lagstiftning grundade bestämmelserna rörande inhägnader ska vi i det följande undersöka vilka regler angående spörsmålet som uppställs i böndernas egna stadgor, varvid man naturligtvis måste förutsätta att husbonden -- även om han har sanktionerat stadgan -- kan ingripa i de uppkomna tvisterna.
Aabenraa byskrå 1335 bestämmer i sin § 38 att det inte får plöjas eller byggas på stadens bete eller forte utan rådets samtycke,[^148] men stadgan för Nykøbing Mors 1460 (DW II:39) tillåter en fri röjningsrätt för bymännen, i det att den bestämmer att den som plöjer hedjord kan behålla denna jord så länge han håller den röjd och brukar den med spannmål och gödsling. Ligger jorden öde i ett år utan spannmål och gödsling, får envar ta den i besittning och bruka den med spannmål och gödsling, men ska ge den förste vederlag för 1 års plöjning. Att en sådan regel ges för hedjord kan naturligtvis inte förvåna, eftersom denna jord bara har kunnat användas till mycket sparsamt bete. En liknande regel finns i Varde 1631 § 31 (DW II:57a), enligt vilken borgare som bryter upp åker av hedjord får behålla den under sin livstid och deras hustrurs och barns efter deras död, så länge de skattar och skyllar i Varde, men därefter ska jorden åter gå till staden. Å andra sidan förbjuder Korndrup, Aalborg amt, 1716 § 30 (DW II:91) att bryta upp hed i fädriften.
År 1559 var en bonde åtalad inför kungens retterting[^149] för avplöjning. Han försvarar sig med att han hade plöjt några balkar till sin åker och att han inte visste bättre än att det var gribsjord (gribsjord). Kanske har vi här ett vittnesbörd om en rättsuppfattning, enligt vilken gribsjord i viss utsträckning fritt kunde tillägnas. Den enskilde bymannens rätt att upprätta lyckor i särdrift måste naturligtvis vara störst där utmark finns i förhållandevis rikligt mått, och det är därför naturligt att vi finner lyckodriften mest utbredd i de skånska skogsbyggderna. Heller inte här har det emellertid varit en allmän regel att varje byman fritt kunde inhägna på allmänningsjord, men det finns dock vittnesbörd om en mer liberal inställning. Detta gäller t.ex. stadgan för Nävlinge i Västra Göinge härad (nr. 77) 1690, som i § 25 förklarar att det i utmarken finns några inhägnade jordstycken som en del av bymännen har upprättat. Dessa inhägnader ska de enligt stadgan ha lov att behålla, men de andra bymännen, som ännu inte har sådana inhägnader, ska ha lov att uppsöka sig en plats i marken som de kan inhägna för att ha ett ställe där de kan beta sina kreatur och hålla dem borta från vången om våren och hösten.
Den allmänna regeln i stadgorna är dock förmodligen den att ingen får inhägna av fälledsjord, inklusive gadejord, utan samtliga bymäns samtycke. Detta är exempelvis fastslaget i stadgan för Horne, Svendborg amt, 1559 § 22 (DW V:43), Kobenhoved, Haderslev amt, 1703 § 18 (DW V:176), Västra Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 20 (DW II:29), Maglehem, Gärds härad (nr. 1) 1689 § 7, m.fl.
Där lyckodriften har gått för hårt ut över betet kan bymännen enas om att lägga ut vissa lyckor till fälled igen. Sålunda har det skett genom en stadga emellan Børkop bymän och jordägare 1723 (DW II:459), som enas om att lägga ut en rad namngivna lyckor till gemensam fädrift, men det är möjligt att det här har rört sig om lyckor i vången. Där lyckor nedläggs, får de inte upptas igen, och denna regel är uttryckligen fastslagen i stadgan för Västra Brønderslev, Hjørring amt, 1682, § 21 (DW II:29), som bestämmer att de intäkter som nu är nedlagda ska förbli under hov och horn.
När enskilda bymän inhägnar delar av fälledsjorden går det ut över de andra bymännens bete. Detta kan regleras genom att de gynnade bymännen får shorta i fällesbetet, dvs. att antalet kreatur som de kan sätta på den fria fälleden nedsätts i förhållande till storleken av deras lyckor. Om denna skortning, som särskilt har påvisats i Sönderjylland, har det gjorts redo ovan s. 164 f.
Bymännen kan emellertid även på annat sätt skaffa sig utjämning för den fördel som innehavarna av lyckor har i förhållande till de andra. Det har säkerligen varit mycket vanligt att lyckans innehavare betalade en viss avgift till bylaget, väl oftast i form av öl. Sålunda har förhållandet varit i början av 1600-talet i Rønninge, Odense amt, varifrån vi känner en omsorgsfullt förd räkenskap över de mängder öl som olika bymän ska ge bylaget i gengäld för inhägnader av gadejorden. Det uppräknas sammanlagt 17 sådana lyckor, som betalas med från 1 fjärding till en hel tunna öl, dock bara 1--2 skilling för några småstycken (DW I:290).
Där fälledsjorden ligger till bete för flera byar kan upprättandet av lyckor medföra att det ska betalas vederlag till de betesberättigade byarna. Sålunda har förhållandet varit i Tullsager, Gärds härad, vars bönder 1668 instäms av kronan i anledning av en tvist om skatt och skyld.[^150] Under detta mål framför Tullsager bymän att deras förfäder har inhägnat en stor del av fälledsmarken, och att de därför måste ge gräsavgift till de andra byarna, nämligen 4 tunnor öl, ibland 5 tunnor, men nu är de förlikta med Sketteljunga by om 1 tn. öl. Om de inte kan få lov att bevara denna ordning, så vill de hellre lägga ut sin gribsjord igen till bete, och de hänvisar till 8 mäns vittnesbörd och menar att de enligt generalguvernörens förordning bör ha det, som det har varit under danskarnas tid och i ålderstid. Något avgörande av striden har inte påträffats. I Emmerlev bybok, Tønder amt, från 1736--50 (DW III:56) finns slutligen en rad exempel på att bylaget på stämman har arrenderat ut åtskilliga lyckor och särjordar som tillhörde laget i fällesskap. Betalningen har i dessa fall erlagts i kontanta pengar. I detta byalag satte man även ibland lyckorna på auktion på stämman och arrenderade ut till högstbjudande.
Tingböckerna vittnar om att det oupphörligt förekommer tvister om intagen fälledsjord, och det är i viss mån betecknande att stadgan för Västra Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 47 (DW II:33) fastställer att om det kommer någon tvist på byn på grund av olagliga intäkter eller ny inhägnad eller på annat sätt till byns skada eller brist med penningutgift, så ska menige grannar vara pliktiga att utlägga samma pengar, envar efter sin förmåga och formue efter 4 mäns gottfinnande.
Vi finner även i stadgorna vittnesbörd om att bymännen gemensamt har intagit ny jord till vångarna eller upprättat lyckor på allmänningen till skifte emellan dem alla. Sålunda tinglysas 1649 vid Skads häradsting ett brev utfärdat 1631 av bönderna i Faaborg landsby, vari de meddelar sin överenskomst om att bryta upp och upprätta en kornskörd mer än förut. De vill göra 3 tägter (tægter) av de 2 tägter som ligger öster om kyrkan, så att envar kan bryta upp, dela och skifta och byta med varandra, så att de var och en får vad som behövs.[^151] Från Nisset, Viborg amt, 1670 (DW V:75) finns bestämmelser om byns hörlyckor, som ska upprättas i enighet. Dørkop stadga från 1723 (DW II:457) uttrycker väl den för dessa fall allmänt gällande regeln, när den bestämmer att ingen får inta och bryta upp mer jord än vad som tillfaller honom i den jord som bymännen intar varje år. Att bymännen ska hålla sig till de lyckor som bylaget har beslutat att upprätta bestäms i stadgan för Rødding (Sönderjylland) 1671 (DW III:575), som fastslår att »hvor vi vorder ens om at tage indtægt at saa byg, skal vi alle blive ved i et indtægt«.[^152]
Det är emellertid inte alltid som sådana fälleslyckor ska användas till åkerjord. Över hela landet finner vi exempel på inhägnader på fälleden som används till bete, nämligen de så kallade kohagarna (kohaver), hästhagarna (hestehaver), kalvhagarna o.dyl.[^153] Liksom bylaget fastställer bestämmelser för hur många kreatur och hästar den enskilde får beta på den öppna fälleden, finns det även åtskilliga stadgor om antalet hästar och kreatur i byns inhägnader.[^154]
Slutligen ska behandlas spörsmålet om huruvida och på vilka villkor en bonde kan vinna hävd på rätten att ha en lycka på fälledsjord. Detta spörsmål prövas i några kungliga rettertingsdomar från tiden före DL.
År 1650 åtalar Sandager bymän (Helsingborg län) en granne Jens Pedersen, för att han enligt deras mening obehörigen har vägrat att nedlägga en av honom brukad lycka på fälledsmarken.[^155] Jens Pedersen har vägrat att lyda en 12-mannaavsikt om att lyckan skulle utläggas under hov och klov, och gärdet flyttas till den gamla platsen. Han har heller inte velat efterkomma ett vid Sdr. Aasbo häradsting utfärdat tingsvidne, enligt vilket bymännen beslutade att utlägga all fälledsjord som inte hade varit inhägnad i 20 år.
Landstingsdomen gick emellertid emot bymännen, i det att den anmärker att ovan nämnda granskningmän bara har synat Jens Pedersens egendom, trots att de andra bymännen har erkänt att även de hade någon inhägnad jord till sina gårdar, som intagits liksom Jens Pedersens. Som följd härav underkände landstingsdomaren de 12 männens avsikt och förklarade Jens Pedersen berättigad att bruka det inhägnade jordstycket.
Inför rettertinget anför Sandager bymän att landstingsdomaren inte har tagit hänsyn till att större delen av deras fälled har sandat igen av flygsand, och att de därför -- för att få det nödvändiga betet -- har tvingats att lägga ut sina inhägnade lyckor, och de protesterar mot att Jens Pedersen, en enda man, ska kunna kullkasta vad samtliga bymän har beslutat. Kungens retterting avkunnar därefter följande dom: »Efterdi fælledjord imod loven ikke bør formindskes er derpaa for retten afsagt, at Jens Pedersen, saavel som andre i Sandager, som ikke har 20 vintres hævd paa, hvis de indtæppet har, bør det igen at udlægge og landsdommerens dom ikke deri til hinder paa nogen maade.«
Innan några anmärkningar fogas härtill, ska ytterligare en dom refereras, nämligen en kungens rettertingsdom 1656.[^156] Av målet framgår det att det 1643 hade upprättats ett kontrakt emellan Otto Thott och Otto Marsvin om visst gods i Blentarp och Everløv socknar, enligt vilket båda parter förpliktade sig att på båda sidor lägga ut alla lyckor på fälleden, i den mån de inte hade varit inhägnade under 20 års ostörd hävd. Otto Thott har emellertid nu åtalat några av bönderna som hör under Otto Marsvins arvinge Lauge Bilde och har krävt dem dömda att lägga ut de lyckor som ännu kvarstår på fälleden. Skånes landsting förklarar att eftersom bönderna i strid med kontrakten inte har utlagt sina lyckor till fädrift och därför har blivit dömda vid häradstinget, ska de inom nästa Mikaelsmässa nedkasta inhägnaderna och var och en ge Otto Thott ersättning för den onödiga processen. Lauge Bilde överklagar landstingsdomen till rettertinget och hävdar att kontrakten i sin tid har efterkommits av Otto Marsvin, och att förhållandet sedan inte har påtalats av Otto Thott, trots att godset har gått i arv och skifte och har varit under 10 års ostörd hävd. Lauge Bilde hänvisar vidare till att förpliktelsen att nedlägga lyckorna är ömsesidig och att det inte är bevisat att Otto Thotts bönder har nedlagt sina. Rettertinget beslutar emellertid att »efterdi bevises, at Lauge Bildes bønder imod kontrakten og herredsdomme ikke har udlagt de af fælled indteppede jorder, er derfor for retten afsagt, at landsdommers dom bør blive ved magt . . .«
I båda dessa domar anförs 20 års ostörd hävd som ett avgörande moment, i den första domen i själva domskälen, men i båda fallen föreligger det en stadga mellan parterna om att lyckor som har bestått i 20 år ska ha lov att fortsätta bestå. Domarna fastslår alltså inte direkt att rätten att bibehålla en lycka kan vinnas genom 20 års hävd, men då det rör sig om att vinna en egentlig äganderätt -- för böndernas del på sin husbonds vägnar, eller en exklusiv nyttjanderätt för dem själva -- måste man utgå från att rätten enligt den allmänna hävdslagstiftningen kan vinnas genom 20 års ostörd utövning, jfr. § 50 i recessen 1558 och senare DL 5-5-1 eventuellt i förening med 5-5-2. De två omhandlade stadgorna kan kanske tas som ett uttryck för rättsuppfattningen.
En rettertingsdom 1650 godkänner då även att 20 års hävd kan tillämpas i dessa fall.[^157] Två bönder i landsbyn Fundersmåla i Blekinge hade intagit en lycka på en allmänning som låg till öppet bete för såväl Fundersmåla som grannbyn Segemåla. Då sistnämnda by menar att lyckan skadar deras bete, åtalar de brukarna därav vid hemtinget, och 2 x 8 män granskar saken på platsen. Synsmännen förklarar att lyckan inte skadar det gemensamma betet, och att den ligger på deras egen mark och rätta fortov. Det konstateras samtidigt att Segemåla män på sin sida har intagit mer av fälleden än deras lott kan tåla, nämligen hela 4 lyckor, men tingfogden dömer ändå att lyckan ska nedläggas. Härom säger referatet av landstingsdomen: »Efterdi tingfogedens dom med de gamle indtægters indeblivelse, hvilke findes at være nødt hævd paa, og de andre indtægter, hvorpaa der ikke er nødt hævd, deres aflæggelse og afskaffelse findes at være grundet paa Christian III's reces §§ 29 og 50, da meldte han samme dom ved magt.« Det tillfogas dock att då båda byarna tillhör kronan och båda är underkastade samma skatt och skyld, och då 8 männens avsikt visar att Fundersmåla inte har fått samma lott i fälledens intäkt som Segemåla, hänvisar landsdomaren till att utmarken kan skiftas emellan de två byarna och andra omliggande grannar utan skada efter lagen, så att Fundersmåla genom intäkt kan få lika stor lott till sina gårdar som Segemåla.
Inför kungens retterting hävdar Fundersmåla att de lika väl som Segemåla borde ha rätt att upprätta lyckor på utmarken, och de upplyser att om detta inte har skett samtidigt med att grannbyn fick sådana lyckor beror det bara på att deras föregångare har försummat det. I rettertingets dom förklaras det att landsdomaren med rätta har dömt lyckan till utläggning, men då båda parter är kronans bönder ska länsmannen söka uppnå en ordning emellan dem.
Denna sak visar alltså att recessens § 29 principiellt måste läggas till grund för ett avgörande av spörsmålet om berättigandet att uppta lyckor på fälleden. Det innebär alltså att bymännen bara kan uppta lyckor i förhållande till sin lott i samma fälled. Det framgår även av landsdomarens slutanmärkning att en tvist ytterst kan ordnas genom att fälleden skiftas emellan de tvistande byarna, varefter de (förmodligen dock först när hägnad har satts i skiljet) kan göra med sin fälled vad de finner för gott, men det är alltså inget villkor som enligt SKL 71. Hänvisningen till recessens § 29 gäller alltså även bara dess 1. led. Även om en by har intagit en större lott av fälleden än vad som svarar mot byns andel kan rätten att bevara sådana lyckor dock vinnas genom 20 års ostörd bruk, och det hänvisas härvid direkt till § 50. Senare bör DL 5-5-1 få motsvarande tillämpning.
Som avslutning på detta avsnitt ska slutligen behandlas en från 1500-talet och framåt ofta använd term, nämligen gribsjord (gribsjord), som förmodligen i stort sett just täcker de intäkter på fälledsjord som har varit föremål för den föregående undersökningen. Begreppet definieras av Arent Berntsen Bergen[^158] på följande sätt: Gribsjord är den jord och en bys hela mark, som inte genom rep är mätt, och även om det väl till en by kunde vara målsjord i allmänhet, så kan ändå till en eller några bestämda gårdar i byn finnas vissa stycken gribsjord utöver den rätta allmänna målsjorden, som dessa gårdar, liksom andra bymäns gårdar, kan tillhöra. Sådana stycken gribsjord anses i äldre tid kunna ha intagits antingen av fälleden eller på andra sätt, och därför ligger sådana stycken gribsjord vanligen för sig själva och inte bland annan målsjord.
Østerson Veylle[^159] använder termen något vidare, i det att han som gribsjord betecknar jord i marken, som inte tidigare har lagts i bol eller gått under rep, utan som hålls separat, antingen utjord eller också annan jord som är otjänlig och som inte anses lämpad på grund av otjänlighet eller ringhet att bli likvärdig i bol, otting eller marksölv. Den kallas gribsjord, för att envar kan »gripa« därav, oavsett vad som tillkommer honom genom repning, så vitt han är i stånd därtill och finner det lämpligt.
Betydelsen av termen gribsjord har förmodligen varit något varierande, men det synes som om begreppet allmänt har använts om jord som redan har intagits från fälleden,[^160] och vid torpbildningar kan detta ju vara fallet med hela byar; sålunda kallas enligt prästernas inrapporteringar från Lynge socken, Alsted härad 1651 all jorden i Eskildstrup för gribsjord. När Sven Dahl[^161] menar att begreppet innebär att bönderna gemensamt intar en lycka och skiftar den mellan bymännen, är detta en alltför snäv tillämpning av termen.
Gribsjord i betydelsen av oduglig jord, som kunde tillägnas av envar, har vi träffat på i den nedan s. 325 nämnda rettertingsdomen från 1559.
Om gribsjordens förhållande till byns repning hänvisas till framställningen nedan s. 336 ff.
2. Upphävande av mellanortliga fällesskap
Som redan berörts existerade det vittgående fällesskap emellan närliggande byar. Dessa fällesskap omfattar dels ågerblandning och utombyses särjordar, men dessa problem ska först belysas nedan s. 328 ff., dels utmarks- och ävredsvångsfällesskap. De organisationsformer och kompetenproblem som dessa fällesskap ger anledning till kommer att behandlas nedan i kap. 11 om byalagets geografiska kompetens, och om vångelagens uppkomst och karaktär hänvisas till framställningen i kap. 7, medan vi i det följande ska undersöka de principer som har varit gällande vid upphävandet av sådana fällesskap. Det bör inledningsvis framhållas att bara ett fåtal av de talrika rättsmål och andra tvistigheter rörande flera byars gemensamma utmark och vångelag tar upp principiella spörsmål, eller också är så oklara att tvistigheterna nästan alltid har fått en rent konkret lösning, oftast genom en mer eller mindre frivillig förlikning.
Av framställningen i det föregående avsnittet framgår det att inhägnad av lyckor på gemensam utmark krävde samtycke från husbonden, de övriga jordägarna och -- där husbonden inte intervenerade -- från de övriga bymännen, men att rätten att upprätthålla sådana lyckor kan vinnas genom 20 års ostörd hävd. Redan vid spörsmålet om upprättande av lyckor grep utombyses intressen in i sakens lösning, nämligen i den utsträckning den berörda jorden även tjänade till bete för andra byar än den till vilken lyckan hörde. Till synes visar de ovan nämnda domarna, särskilt Gärds häradstingsdom 1649 och rettertingsdomen rörande Segemåla och Fundersmåla 1650, att lyckor inte kunde upprättas på en mellanortlig fälled utan de betesberättigade byarnas samtycke.
Denna regel ligger även till grund för en rettertingsdom från 1570.[^162] I målet har Halsted by på Lolland åtalat Nørlunde by, för att den hade upptagit och inhägnat en lycka i en fälled där Halsted hade fädrift. Käranden hävdar att Nørlunde inte har någon hemul härtill, då marken alltid har legat till fädrift, och Nørlunde har handlat i strid med en tidigare dom. Det avkunnas härefter att den omhandlade lyckan ska nedläggas och utläggas till fädrift, som den har gjort i ålderstid, och Nørlunde får inte härefter inhägna något av denna jord.
Vid Bjørnholm birketing åtalas 1614[^163] herren till Bjørkholm Just Høgh på sina egna och Obdrup bönders vägnar Bert Bryske, som har uppfört ett hus i sin egendomsskog Langolt. Det synes inte råda något tvivel om att byggplatsen verkligen var Bert Bryskes egendom, men då det vittnas att Obdrup i mångfaldiga år har haft »forte och fædrift« i skogen, dömer birkdomaren honom att riva huset och lägga ut skogen under horn och hov. I sin tjänsteiver anför han i domen en hel rad bestämmelser, nämligen JL 1:47, 48 och 51 samt reces 1558 § 50. JL 1:48 skulle i varje fall synas vara otillämplig, då den bara behandlar byggnad av torp i vången, men citeringen av bestämmelsen kan kanske tas som uttryck för att rättsuppfattningen inte noga skilde mellan de olika sätt på vilka byns betesmark förminskas. Omedelbart tillämplig är heller inte JL 1:51, som förbjuder att bygga på byns forte, men att denna bestämmelse förekommer är inte märkligt att förklara, eftersom forte vid domens tid har smält samman med fägång till ett gemensamt uttryck för all jord under fällesbete. Tillämpningen av recessens kap. 50 förutsätter erkännandet av hävd på bruk, och det framgår av den föregående undersökningen att en sådan hävd förmodligen inte har varit erkänd. Kvar blir spörsmålet om tillämpningen av JL 1:47. Det är i varje fall den enda av birkdomens många bestämmelser som citeras av Viborg landsting, som stadfäster domen med hänvisning till att Obdrup bymän har styrkt att de i 30--50 år har haft betesrätt på ovannämnda skogsland, oklått och oklärt. Kungens retterting stadfäster likaså domen, då Bert Bryske uteblev.
Nu är det avgörande naturligtvis inte vilka bestämmelser landstinget och allra minst birkdomaren har citerat, utan helt enkelt att man har antagit att en ägare inte genom inhägnad eller påbyggnad kan hindra sina grannar från att låta beta på sin del av fälledsjorden, när detta bete har ägt rum sedan ålderstid, även om hans andel är utskiftad och kan påvisas.
En dom i ett liknande mål avkunnades av rettertinget 1632 i en tvist emellan Henrik Lindenow och bönderna i Frenninge, Färs härad.[^164] Bönderna klagade över att Henrik Lindenow hade upprättat och inhägnat ett torp på Frenninge skog, vilket var till stor skada för bönderna, som hävdade att denna skog sedan ålderstid hade legat till fälled och fädrift. Henrik Lindenow avvisade däremot klagomålet, i det att han framförde att torpet var rest på hans egendom och ensamäga. 8 mäns avsikt gick ut på att torpet låg på Lindenows ensamäga och att fädriften inte hade lidit skada. Vid Skånes landsting dömdes det att då egendomen var instenad och instakad med ridemän, och recessens § 24 ger adeln lov att göra sig sin egendom så nyttig som de vill, och handfästningens § 6 förbjuder kungens ämbetsmän att bjuda över adelns tjänare, stadfäster landstinget häradsdomen, enligt vilken Henrik Lindenow frikändes. Vid sakens behandling inför rettertinget åberopar bönderna liksom i det föregående målet JL 1:48, trots att torpet ju just inte anlagts i vången utan på fälledsjord, och de yrkar att torpet nedläggs och jorden utläggs till betesmark.
Rettertingsdomen lyder härefter sålunda: Efterdi befinnes att samma torp är anlagt på Frenninge bys gemensamma betesmark, ehuru det är instenet, och ingen mot lagen bör förminska betesmark, är härpå för rätten avkunnat att samma torp bör nedrivas, och landsdomarens dom bör inte därvidlag komma Frenninge by och jordägare till hinder.
Det är härmed med styrka fastslaget att en betesmark inte mot de betesberättigades vilja får förminskas genom upprättande av lyckor på marken, och detta gäller oavsett om de betesberättigade är inom- eller utombyses folk, och alltså oavsett om de äger jord på fälleden eller inte.
En dom från Hvidding härad 1676[^165] är i överensstämmelse med det föregående och anför som stöd JL 1:51.
Liknande konflikter uppstår ofta emellan adeln, som vill inhägna sin jord som ensamäga, och bönderna som har bete därpå, samt mellan de kungliga köpstäderna och de omliggande landsbyarna som har gemensamt bete med köpstäderna. Om en konflikt av det förra slaget hör vi i en kgl. befallning 1.3. 1562, varav framgår att herremannen till Gylebo i Albo härad har inhägnat av den fädrift som bönderna i Rørum använder, och gjort åker och äng därav samt intagit lyckor på allmänningen. Kungen befaller att parterna ska dömas emellan. En konflikt av det senare slaget känner vi från ett kgl. brev 23.1. 1552 till Iver Krabbe, varav framgår att bönderna i Harte vill inhägna en vång i den fälledsmark som ligger till gemensamt bete emellan dem och köpstaden Kolding, vilket är till stor skada för borgarnas betesrätt. Iver Krabbe ska därför tillse att borgarna inte lider någon orätt. Konflikterna om bete mellan köpstäderna och de omliggande landsbyarna är, som vi vid flera tillfällen har anledning att konstatera, synnerligen vanliga, men att ingen av parterna egenmäktigt får inta av den gemensamma betesmarken synes dock förutsatt i det öppna brevet av 23.5. 1578, som bestämmer att borgarna i Slagelse tills vidare får behålla för sig den del av stadens vång som de har inhägnat, men sedan åter hade fått order att lägga ut till utmark, då de på resten av stadens vång, som brukas till utmark både för dem och omliggande byar, hade tagit en mängd främmande kreatur på bete till inte ringa skada för de omliggande byarnas betesmark. Kungen har nämligen erfarit att den del av vången som de har inhägnat är mycket ringa, så att det inte blir till synnerlig skada för de omliggande byarna, såvida borgarna i Slagelse avhåller sig från att ta främmande kreatur på bete. Borgarna får dock inte inta mer av vången, och varken de själva eller de andra som ligger i fällesskap med dem får ta främmande kreatur på bete, då det kungliga brevet annars blir förverkat.
Helt annorlunda har förhållandet varit beträffande den fullständiga utskiftningen av flera byars fällesskap med avseende på utmark eller ävredsvång. Ursprungligen har det säkerligen inte funnits skilje (skel) emellan byarna; den förhållandevis spridda bebyggelsen och de mellanliggande skogarna och ödemarkerna har gjort detta onödigt. Först den tätare bebyggelsen och ödemarkens uppodling gör spörsmålet om byskifte (byskel) mer aktuellt. Landskapslagarnas regler om skilje mellan byar är då otvivelaktigt också betydligt yngre än reglerna om skilje och hägnad mellan byns enskilda jordar.[^167]
Den ursprungliga regeln har då säkerligen varit att var och en av de i fälleden lottägande byarna fritt kunde inhägna sin egen andel. Senare har det emellertid varit ett villkor att skiljet först var svuret mellan byarna. Något bidrag till upplysning om de regler som har varit avgörande för skiljessättningen, när fälleden inte tidigare hade varit åtskild, kan inte hämtas från det framdragna materialet. I Sverige bestämmer Uppl. BB XIX jfr. XX att var och en av byarna i sådana fall ska ha hälften av fälledsmarken, även om den ena är satt till ett högre öretal än den andra. Däremot framgår det klart av de från 1500-talet föreliggande målen att inhägnad inte kan ske innan skilessättning har ägt rum. Av ett missiv 10.8. 1593 till Hans Johansen framgår att några bönder i Kauslunde, Gamborg och Ejstrup (Vends härad) har klagat över att det har kastats upp ett dike emellan dem och några omliggande byar, vilket var dem till stor skada på deras betesmark. Kungen har undersökt saken och lät ett brev utgå att Hans Johansen, då egendomen inte i förväg var åtskild av sandemän, skulle tillhålla bönderna att kasta igen diket. Då emellertid nu Voldby bymän har kastat upp ett nytt dike mellan dem och de ovannämnda byarna till skada för dessas betesmark, befalls det honom allvarligt att tillhålla kronans bönder i Voldby att kasta igen diket på nytt, och så snart som möjligt låta utnämna några dannemän som kan träffa den slutgiltiga ordningen om hur det ska förhållas med betesmark och fädrift emellan byarna.
Samma grundsats fastslås i KRD 12.6. 1613,[^168] som dömer ett gärde till nedrivning, tills oldingar och ridemän har skilt parterna åt, dvs. satt skilje emellan deras jordar. Skiljet var uppsatt av en byman i Svenstrup mot Skellentorp byjord, och Skellentorp bymän bevisade att båda egendomarna sedan ålderstid hade legat till fälled för båda parter. Det är förmodligen denna regel som redan fastslås i en (landstings-?) dom från 1500-talets början, som förekommer i de privata domssamlingarna[^169] och enligt vilken skiljestenar som är införda och satta i grip och inte är införda och satta efter lagen, är maktlösa och ska upptagas. Denna dom måste då vara källan till DL 5-10-10, enligt vilken stenar som införs och sätts i grip och inte införs genom sandemän ska upptagas igen.
Redan tidigt ses det emellertid förutsatt att fällesskapet mellan byarna kan vara av en så intim karaktär att utskiftning inte kan äga rum. I ett missiv till 9 adelsmän i Skåne 8.6. 1594 berättas det att kungen för en tid sedan har låtit utgå en befallning till dem angående tvisten emellan Christoffer Valkendorf på Helsingborg slott och Torben Matzen på kronans vägnar å ena sidan och Jørgen Daa till Snedinge å andra sidan om huruvida egendomen mellan Broby, Tidinge och Øderup är så fälledsbunden att man mot lagen och recessen med rätta kan förbjuda markskifte därpå.
Två rettertingsdomar från tiden före DL fasthåller emellertid att var och en av byarna i ett mellanortligt fällesskap kan kräva utskiftning. Den första domen är avkunnad den 17.6. 1598[^170] och gäller en utmark som tjänar till betesmark för Magleby, Sørup och Strøby. Ägaren av en skog i denna utmark vill inhägna den som ensamäga, men häremot protesterar bönderna under hänvisning till sin betesrätt. Skogsägaren hävdar att skogen inte ligger på utmarken men medger att bönderna i Strøby har drivit sin boskap på skogen vart 3. år, när Strøby mark som gränsar till skogen var i fälled, men eftersom Strøby inte har en fotsbredd jord i skogen menar han att han har rätt att inhägna sin egendom. Skogsägaren framför vidare att ingen kan tvinga en annan att upprätthålla fällig längre än han vill, och då oldingar har utnämnts för att svärja skilje emellan Strøby och Magleby, hävdar han att det ska ha sitt förblivande med oldingstovet. I rettertingsdomen bestäms det att när de inte längre vill nöja sig med det fälled som har varit mellan Magleby och Strøby, så ska den som vill ha ensamäga uppbåda oldingar och ridemän och gå om, så vitt rätt är.
Samma grundregel fasthålls ännu i en rettertingsdom 1636.[^171] Av ett kgl. missiv 25.9. 1635 framgår det att Frands Lykke till Overgaard har instämt 16 oldingar från Ringsted härad inför Själlands landsting, för att de har gjort ett oldingsed emellan Skuderløse och Broby fång, varigenom de i strid med 6 ridemäns dom har indragit en stor del av 4 byars gemensamma betesmark och fädrift till säd och ängbärgning till Skuderløse by allena. Då landsdomaren är jävig ska Sivert Urne till Rorup döma i hans ställe. Det nämnda ridemandsbrevet var från 1579 och innehåller avgörandet av en tvist om en lycka, som tilldom fru Mette Rosenkrantz med tillfogelse av att det i framtiden inte får intas av den gemensamma utmarken. Då oldingarna 1633 svär skilje emellan de lottägande byarna inhägnar Skuderløse bymän emellertid sin andel. Sivert Urnes dom går ut på att oldingarna är lagligen uppbådade, och då de bara har utsagt det rätta markskiljt har de inte därigenom handlat mot ridemandsbrevet. Då vidare Skuderløse bymän bara har instakat och inhägnat inom det skilje som oldingarna svor, frikänns även de från åtalet. Rettertingets dom lyder: Efterdi inte befinns något att ha företagits mot oldingegången, vilken, lika väl som den avkunnade domen, ännu står vid makt, så har Sivert Urne med sin dom ingen orätt gjort och bör för Frands Lykkes åtal fri att vara.
De refererade rettertingsdomarna ger uttryck för två grundsatser, dels att ingen kan tvinga en annan att upprätthålla ett fällesskap längre än han vill, dels att bymännen fritt kan inhägna den lott i en fälled som tillfaller dem vid skiljessättning av oldingar eller sandemän. Den sistnämnda grundsatsen svarar mot den ovan refererade rättsuppfattningen, enligt vilken det inte före DL kunde vinnas hävd på bete.
Detta rättstillstånd fortsätter att bestå i Sönderjylland, där DL inte införs, utan JL alltjämt förblir i kraft tills den upphävs genom införandet av BGB år 1900. Troels Fink har i sin framställning av utskiftningen i Sönderjylland före 1770 gått igenom en rad exempel på utskiftning av fällesskapet mellan byarna,[^172] utan att han dock har sökt klargöra de principer som har legat till grund för denna utskiftning. Detta kan naturligtvis också vara svårt nog, när de flesta mål ordnas genom förlikning eller diktat från jordherrens sida. Enskilda mål är dock av principiellt värde.
År 1698 uppstod det strid om utnyttjandet av en gemensam invång.[^173] Bönderna i Hajstrup och Raad hade intagit en del av sin jord i särskilda kobblar, och Flovt och Søby krävde därför en nyreglering av betesrätten i förhållande till varje enskild bys andel i marken. Vid underrätten avkunnades en dom, enligt vilken betet skulle utnyttjas som hittills, medan de inhägnader som företagits utan myndigheternas tillåtelse åter skulle utläggas till betesmark. Överrätten i Glückstadt föreslog däremot att de enskilda byarna skulle sätta hägnad emellan varandras besittningar, men detta motsatte sig bönderna. Saken ordnades genom en förlikning år 1700.
Från Haderslev amt känner vi från 1723 en skildring av förhållandena, som framkommit i samband med ett avgörande fattat av amtmannen.[^174] Denne uttalar sig om de olyckliga sidorna av de omfattande fälleskapen och tillfogar: »hvorfor da for mange aar siden begyndelsen blev gjort til at opløse og afskaffe et saa skadeligt fællesskab, særlig hvor det har sin rigtighed med markskellene, som da saadant er blevet indført særlig mellem sognene Vilstrup og Starup og ikke mindre i Øsby sogn mellem særskilte landsbyer og andetsteds i Tyrstrup og Gram herreder til nytte for undersaatterne, som det almindeligt er anerkendt. Da nu landsbyen Lunding ikke har kunnet indvende noget med vægt mod dette almindelige princip, og desuden ingen mod sin vilje er nødt til at blive i fællesskab, men tværtimod det har vist sig, at markskellene mellem landsbyen Brørsbol, præstegaarden i Starup paa den ene side og Lunding paa den anden side har sin rigtighed og er anerkendt af begge parter«, så ger amtmannen tillåtelse till inhägnad av marken. Till de av mig framhävda orden kan man jämföra framhävelsen i det ovan refererade förhandlandet inför rettertinget 1598.
Det finns då även talrika exempel på att myndigheterna har tillåtit inhägnader av fälledsmarker och samtycke har meddelats av såväl amtmännen, rentekammaren som commercekollegiet.[^175]
När det framgår av Troels Finks framställning att det var betydligt större svårigheter med upplösningen av fälleskapen på Als än i det övriga Sönderjylland, hänger detta otvivelaktigt samman med att DL en tid var gällande på denna ö.
Liksom i Sönderjylland blev DL av naturliga skäl aldrig gällande rätt i Skåne, och när dansk rätt i de följande åren åberopas är det nästan alltid det på recesserna grundade rättstillståndet som läggs till grund. På den skånska slätten måste särskilt spörsmålet om huruvida en enskild by på egen hand kunde bryta sig ur vångelaget eller inskränka detta ha haft betydelse, och för att belysa de problem som uppstår i sådant avseende ska i det följande refereras ett mål från Söderslätt, som visserligen är av rätt sen datum men dock inte visar något särskilt beroende av svensk rätt. De reella problemen tjänar det i varje fall till att belysa.
Klagstorp bymän instämmer 1708 Tygelse bymän inför Oxie häradsrätt,[^176] för att de hade inhägnat ett stycke jord av sin ävredsvång, som ligger i vångelag med Klagstorps ävredsvång och tjänar till gemensamt bete för båda byarna. Kärandena framlägger vidare en överenskomst av 1690, varav framgår att Klagstorp har samtyckt i att Tygelse inhägnar ett stycke jord i vången och brukar det året runt, mot att Tygelse förpliktar sig att inte oftare inhägna någon del av denna vång. Svaranden svarar att det är deras egen jord de har inhägnat, och att ingen kan hindra dem däri.
Klagstorp bymän har väl hävdat att den fälled och betesmark som de vart 3. år åtnjuter gemensamt med Tygelse bymän på Tygelse nörre vång inte bör förminskas genom någon ny intäkt, eftersom samma vång alltid -- tillsammans med deras söndre vång -- vart 3. år har varit en för båda byarna gemensam betesmark, och dessutom ska det 1690 ha ingåtts en överenskomst mellan byarna, enligt vilken Tygelse bymän aldrig mer mot Klagstorps vilja ska inta det förut omtalade stycket jord, och denna överenskomst vill Klagstorp nu åberopa sig på, liksom de yrkar att Tygelse ska böta för vad de redan har gjort, varvid Tygelse framför att Klagstorp vång under lång tid har räknats för så ringa jämfört med Tygelsens att Klagstorp bymän alla år från midsommar bara får nyttja betesrätten i samma vång efter middagen varje dag, medan Tygelse bymän låter beta både före och efter middag. Vidare ska Tygelse vång inte bara vara bättre, i det att den till dels består av äng, utan även vara en och en halv gång så stor som Klagstorps, även sedan det omtvistade stycket har blivit inhägnat, och de menar därför att ingen kan hindra dem från att göra sig sin egendom så nyttig som möjligt, så mycket mer som inhägnaden ska stödja deras ringa åker i den söndre vången, och de hävdar slutligen att överenskomsten av 1690 aldrig har blivit lyst inför rätten och inte heller kan påbjuda dem, som nu bor i byn och som inte har haft något med denna överenskomst att göra, att avstå från den rätt som lagen ger dem över sin egen åkerjord. Tygelse erbjuder däremot Klagstorp att fullständigt skilja vångarna från varandra, så att båda byarna kan ha sina vångar obestridd och utan tvistighet, vilket Klagstorp emellertid inte vill godta. Synsmän har besiktigat jorden och funnit att Tygelse vång utan det omtvistade stycket är en tredjedel större än Klagstorps och därtill bättre betesmark, och det finns 3 hela gårdar mer i Tygelse än i Klagstorp. Häradsrätten frikänner Tygelse bymän och ålägger Klagstorp rättegångskostnaderna.
Från samma härad finns åtskilliga liknande mål.[^177]
Med utfärdandet av DL sker det en fullständig ändring av rättsreglerna rörande åtskiljandet av mellanortliga fällesskap. Kanske kan bestämmelsen i DL 3-13-13, 2. ledet, om att man inte får stänga av fägång som har funnits i ålderstid, direkt tillämpas på mellanortliga fällesskap, men i varje fall framgår en motsvarande regel av 5-5-2, enligt vilken man kan fånga hävd på bruk. Ett sådant hävdsförvärv hemlar naturligtvis att man kan hindra varje inhägnad som skulle tillintetgöra den genom hävden vunna rätten. Om hävdsvillkoren, se ovan s. 160.
Av domspraxis efter DL har följande framdragits:
I Själlands landstings dom 16.8. 1699[^178] heter det att eftersom det är bevisat att det under 70 år inte har funnits något avspärrning med dike eller gärde mellan berörda markslotter, utan att det under den nämnda tiden har varit gemensam utmark för landsbyarna Landsgrav, Bjergby och Hejninge, blev de två förstnämnda byarnas män förpliktade att fylla igen det av dem mellan lotterna uppkastade diket. Det anförs inte vilken lagbestämmelse som ligger till grund för avgörandet.
I ett mål inför Skads häradsting 1687[^179] uppträder Allerup bymän i rätten mot Tjæreborg bymän, för att dessa har inhägnat Valdemars hed, som alltid har legat till gemensamt bete emellan de två byarna. Det framläggs ett sandemandsbrev från 1599, enligt vilket heden tillhör Tjæreborg. Häradsfogden menar att Allerups vittnen står orubbade »med lavhævd efter loven paa Valdemars hede«, varför heden, som tidigare har legat till fälled emellan byarna, enligt DL 5-5-1, jfr. 2, även fortsatt ska ligga till fälled. Det var för övrigt upplyst under målet att Tjæreborg för 14 år sedan hade plöjt i heden, men häradsfogden har inte tagit ställning till vilken betydelse detta avbrott i bruket kunde få för hävdsförvärvet. Någon särskild hävdstid nämns inte.
Inför Fyenbos landsting inbringas 1698 ett mål mellan Langsted och Varninge.[^180] Langsted bymän har rest hägnad emellan Bogebjerg mark och Langsted hed, som sedan gammal tid har legat i fälled tillsammans. Domen anser det bevisat genom tingsvidne att Varninge har haft gammal hävd och bruk i marken, och vidare har fälleden i sin tid taxerats till 36 huvuden, varför rätten inte i strid med DL 5-5-2 kunde ändra ett sådant gammalt betesbruk.
Femte Kapitel. Husdyrbruget
I. Kvægdrift paa fælled og overdrev
1. Landsbyens græsningsomraader
I tiden for folkestammernes endelige faste bosættelse og længe efter at denne bosættelse har fundet sted, er husdyrbruget den vigtigste næringsvej for landsbyens folk. Det var kun en meget ringe del af landet, som var under plov, og resten henlaa som udyrket mark eller skov. Saa længe der var tilstrækkeligt med udyrket mark, opstod der intet spørgsmaal om at faa tilstrækkelig græsning til kreaturerne, men efterhaanden som kulturlandet breder sig paa ødemarkernes bekostning, bliver det stadig vanskeligere at faa det fornødne foder til husdyrene. Denne udvikling har paa mange maader faaet indgribende betydning for landsbyens driftsformer og jordforhold. Paa nærværende sted skal vi imidlertid udelukkende beskæftige os med landsbyens bestræbelser paa at udnytte de forhaandenværende græsningsmuligheder mest muligt og de efterhaanden opstaaede spørgsmaal i forbindelse med fordelingen mellem enkelte byer og enkelte bymænd af de forhaandenværende græsningsmuligheder.
Fra slutningen af 1200-tallet har græsningsomraaderne i almindelighed været følgende: 1. ævredvangene om efteraaret, naar afgrøden var hjembragt, 2. eventuelle fælledvange, hvor driftsformen medførte, at en vang periodisk laa til fælled, f. eks. i trevangsbruget hvert tredie aar, 3. det til landsbyen hørende, ofte indhegnede overdrev, der tilhørte bymændene i sameje, men som henlaa uskiftet og 4. de mellem landsbyerne liggende almindinge. Endelig maa man i denne forbindelse nævne 5. den i selve landsbyen beliggende gadejord (forten), der dog først og fremmest har haft betydning som samlingsplads og adgangsvej for kvæget.
Om ævredgræsningen og fælledvangene vil blive talt nedenfor under kapitel 7, hvor man tillige vil finde omtale af vangelagene mellem tilstødende byer, en institution, der havde den allerstørste betydning for byernes græsningsadgang, ikke mindst i de egne, hvor der kun fandtes faa og smaa overdrev eller almindinge.
Man har lov til at gaa ud fra, at byens overdrev er opstaaet derved, at et bestemt omraade af den mellem byerne liggende, udyrkede alminding er inddraget under landsbyens særlige raadighed. Dette behøver naturligvis ikke at være sket gennem skelsætning eller hegn, og grænserne mellem overdrev og den udenfor liggende alminding har vel i lange tider været flydende. Saa længe almindingen var res nullius, havde en saadan skelsætning naturligvis heller ingen synderlig betydning. Efterhaanden som opdyrkningen skrider frem, og kongens krav paa ejendomsretten til almindingen bliver almindeligt anerkendt, bliver det ogsaa nødvendigt at faa gennemført en nøjere fastsættelse af grænserne, og skelsætning bliver vel ofte resultatet af opstaaede grænsetvister. Igennem lang tid har dog grænsen mellem kongens alminding og byens overdrev været ret flydende, og kongen har aabenbart ofte tiltaget sig rettigheder over det under byens udelukkende raadighed inddragne overdrev.[^1]
Den udenfor landsbyen og dennes overdrev liggende alminding var som nævnt oprindelig res nullius og kunde derfor tages i brug af enhver, der havde lyst og evne. Da ejendomsforholdene i det hele taget ligger udenfor denne undersøgelses rammer, skal vi ikke i enkeltheder søge klarlagt de mange interessante spørgsmaal, der rejser sig i forbindelse med udviklingen af ejendomsretten til almindingen, men kun i ganske korte træk give en oversigt over den sandsynlige udvikling.
Karl Haff[^2] har ment at kunne paavise en sammenhæng mellem en række fællesoverdrev mellem forskellige byer og den gamle herredsinddeling. Haff paaviser eksistensen af saadanne fællesoverdrev paa Sjælland og i Jylland nord for Limfjorden, og han paaviser, at grænserne for disse overdrev aldrig skærer de gamle herredsgrænser, som kendes fra Valdemars Jordebog. Heraf slutter Haff, at herrederne oprindelig har været bosættelsesomraader, hvor de bosættende stammer har samlet sig om fællesudnyttelse af et centralt beliggende græsningsomraade, og at denne inddeling af bygder i hvert tilfælde i et vist omfang har dannet grundlaget for den senere dannelse af herredet som militær enhed. Da Haff ikke kan finde spor af en saadan forbindelse mellem fællesmarker og herreder i Jylland syd for Limfjorden, antager han, at dette landomraade først er blevet befolket af den senere befolkning, efter at de vandrende folks »hundertschaften« er overgaaet til at blive en territorial inddeling.
I de danske landskabslove og andre middelalderkilder er der intet tegn paa en tilstand, hvor de mellem byerne liggende almindinger i stor udstrækning har tilhørt herredet som saadan, og af Haffs undersøgelser kan man heller ikke udlede saa vidtgaaende resultater. Det er imidlertid ikke uden interesse at sammenholde Haffs undersøgelser med retsudviklingen i Sverige, hvor herredet som kollektiv enhed har haft en egentlig ejendomsret til almindingen. I middelalderen forsøgte den svenske kongemagt at gøre krav paa ejendomsretten til almindingen, men disse krav mødte stærk modstand fra bøndernes side, saaledes at kongen i de fleste tilfælde maatte opgive sit forehavende. Kampen om almindingen medførte imidlertid, at almindingen, der hidtil havde været betragtet som res nullius, i vid udstrækning blev inddraget under herredets raadighed.[^3]
Herredsalmindingen var altsaa ikke som overdrevet underkastet de enkelte bønders ejendomsret, idet der ikke krævedes enighed for at disponere over jorden, men blot et flertal paa tinge, se Uppl. Witherbob. XX:3 »Hwa sum almænning wil fara skal a hundæris tingi loff tilltakæ«.
Bortset fra bestemmelsen i Øgl. egna salu 1:2 »konunger vil almænning sælia« findes der ikke i de svenske landskabslove tegn paa en anerkendelse af kongens krav. Fra en enkelt side[^4] mener man dog, at Uppl. Witherbob. XX om tredelingen af herredsalmindingen betyder, at kongen har ret til den ene trediedel, og kongemagten paaberaaber sig da ogsaa denne bestemmelse, som imidlertid sikkert kun har villet sikre kongen en trediedel af indtægten af almindingen.[^5]
I Danmark havde kongemagten imidlertid meget tidligt held med sine bestræbelser paa at tilegne sig retten til alminding. Det er lidt uklart, hvornaar en saadan ret er definitivt anerkendt og især, hvorvidt de tidligste vidnesbyrd har tilknytning til særlige forhold i Jylland,[^6] men regalet maa dog i hvert tilfælde være fastslaaet længe inden landskabslovenes nedskrivning, dog saaledes at befolkningen har bevaret en vis brugsret, jfr. JL 1:53. I Sverige naas dette stadium først langt senere. Da kongemagtens betydning var stigende i 1200- og 1300-tallet, gennemførte de svenske konger kravet om en trediedel af almindingen, og dette krav lovfæstes i landsloven af 1442 Thingmb. IV. Med indførelse af feudale træk i svensk samfundsliv opstaar ogsaa i Sverige tanken om et egentligt grundregale. Denne udvikling naar sit højdepunkt med Gustav Vasas brev af 20/4 1542 »sådane ägor som obygda ligga, höra gud, konnungen och Sveriges krona till«.[^7]
Igennem størstedelen af middelalderen har de kongelige almindinge sikkert været opretholdt som et selvstændigt begreb, og vi har især fra Skaane vidnesbyrd om deres betydning. Saaledes stadfæster kongen omkring 1282[^8] Bara herreds bønders ret til at hugge i almindingsskovene, og endnu Christian I's privilegier for Skaane understreger, at almuen skal nyde kongens alminding, som den har gjort det i alderstid, men at paabygning og indhegning af almindingen ikke maa finde sted uden kongens tilladelse.
Da sondringen mellem kongelev og patrimonium helt bortfalder, betragtes disse almindinge som almindeligt krongods, og det er som regel vanskeligt at konstatere, om det i et givet tilfælde drejer sig om en af kongen indtaget alminding eller et overdrev, der siden bosættelsen har tilhørt bestemte byer, der nu er i kronens eje. Fra Christian V's matrikelværk har vi fortræffelige oplysninger om almindingene i slutningen af 1600-tallet.[^9] Det fremgaar af disse oplysninger, at der foruden de egentlige landsbyoverdrev, som stadig findes til mange byer, ogsaa findes større overdrev, der tilhører de tilgrænsende byer i sameje. Endvidere findes der talrige byer, som har græsningsret paa overdrev, hvori de ikke selv har andel. Endelig bemærkes, at i nogle tilfælde er overdrevene ved hegn adskilt fra de tilstødende vange, medens de i andre tilfælde indgaar i fælledvange og større vangelag. Det siger sig selv, at dette komplicerede system af græsgange maa give anledning til adskillige stridigheder. Det bør imidlertid bemærkes, at samtiden ikke gør nogen synderlig retlig sondring imellem de forskellige former for græsgange, og reglerne om fordelingen af græsningen, indskrænkningen af græsgangen og fuldstændig ophævelse af fællesskabet er stort set de samme i alle tilfælde, hvad enten det drejer sig om fælledvang eller anden form for græsgang.
Forinden vi gaar over til en nærmere gennemgang af de retsregler, der gælder for græsningsomraaderne, vil det være rimeligt at gøre et par supplerende bemærkninger om byens forte eller gadejord.
Navnet forte forekommer i landskabslovene i noget varierende betydning. I SKL 67 nævnes det sammen med gadejorden i et tilfælde, hvor EsjL 11:53 kun nævner gaden. I JL 1:48 kræves det, at udflyttere skal skaffe sig forte og fægang paa egen grund. Fægang er utvivlsomt den vej, ad hvilken kvæget drives til græsning jfr. DL 5-10-55, og saadanne fægange har formentlig ofte været indhegnet, se saaledes fægangen i Hyllie og Naffentorp i Oxie hd., se fig. 4, side 216. Selve ordet forta indeholder bestanddelen ta = indhegning eller fold, og der er paa grundlag af landskabslovene grund til at tro, at fortens oprindelige betydning har været den plads i byen, der anvendes til samlingssted for kreaturerne og i forbindelse hermed ogsaa den vej, ad hvilken kreaturerne blev drevet paa græs. Senere er forten gaaet over til at betyde gadejorden i almindelighed. Naar vi kommer frem til middelalderens slutning, er den oprindelige betydning imidlertid helt glemt, og ordet anvendes nu hyppigst i udtrykket »forte og fægang«, eller »forte og fælled«, der simpelthen betegner arealer, som anvendes til fællesgræsning.
Forte og gadejord er byens fælleseje paa samme maade som overdrevet, og reglerne for græsning, indhegning og bygning paa forten er derfor de samme som de tilsvarende regler for overdrevet. I de efterfølgende afsnit behandles forten derfor sammen med den øvrige fællesjord.[^10]
2. Græsningsrettens erhvervelse
Oprindelig har det formentlig været en betingelse for at opnaa græsningsret i en bys overdrev eller fælledvang, at man ejede en toft i den paagældende by, men allerede JL 11:55 viser, at erhvervelsen af jord i byen var tilstrækkelig til at opnaa en til jordbesiddelsen svarende græsningsret. Senere er græsningsretten maaske paa samme maade som almindelig ejendomsret blevet genstand for overdragelser ganske uafhængigt af jordbesiddelsen. Fra 1280 har vi vidnesbyrd om, at en andel i græsningsretten i en skov, der laa til Alslev by i Højsted sogn, er overdraget uden samtidig overdragelse af jord i denne by. Overdragelsen fandt sted ved skødning.[^11]
I tingsvidner fra 1500-tallet sondres der da ogsaa imellem, om bønderne har del (d. v. s. jord) eller kun rettighed (d. v. s. græsningsret) i en omtvistet mark.[^12]
Adelige godsejere og kronen kunde naturligvis indenfor deres gods give bønderne i en by græsningsret paa jord, der tilhørte en anden by, og dette er sikkert sket i stor udstrækning. Vi kender især adskillige eksempler paa, at kongen har meddelt købstæderne tilladelse til at lade deres kreaturer græsse paa de omliggende landsbyers marker, se nedenfor side 153. Senere træffer vi ogsaa paa mange overenskomster mellem købstæder og omliggende landsbyer om borgernes adgang til at lade kreaturer græsse paa landsbymarkerne, eksempelvis kan nævnes en overenskomst fra 1583 mellem Bogense købstad og Skovby, samt en overenskomst fra 1585 mellem Ringsted købstad og Benløse.[^13]
Bortset fra tilfælde af direkte overdragelse tilkom der i visse tilfælde uden videre bønderne i een by græsningsret paa jord, der tilhørte en anden by. Allerede i EsjL III:20 faar man et afgjort indtryk af, at de byer, der har andel i et vangelag, maa have ret til at græsse deres kreaturer i hele vangelaget, saa længe dette ikke er adskilt ved hegn, og ved Sjællands landsting er det i 1431 dømt, at innam ikke kan ske, naar fælled ligger mod fælled, græsbed mod græsbed, horn imod horn.[^14] En saadan regel findes udtrykkeligt fastsat i Uppl. BB XVII[^15], der bestemmer, at hvis to græsmarker, der hører til forskellige byer, mødes, da maa klov gaa mod klov, selv om ogsaa den ene græsmark er mindre end den anden, medmindre den ene by vil hegne om sin mark, jfr. ogsaa Øgl. BB XIII § 2 in fine.
En saadan regel, hvorefter græsmarker, der støder sammen uden adskillelse ved hegn, kan anvendes af alle de tilstødende byer til græsning, har formentlig været gældende i Danmark i aarhundreder. Retsreglen ligger til grund for en højesteretsdom 27/7-1670 i en sag mellem Grenge og Hjelm bymænd paa Lolland.[^15] Grenge bymænd tiltaler Hjelm bymænd, fordi de hugger i Grengeskov, har svinestier paa Grenge fælled og nyder græsgang herpaa. Dette vil de nu have forbudt, idet de henviser til, at oldinge har svoret skel mellem de to byers jord og sat pæl og sten derimellem. Da Hjelms lodsejere ikke ejer en fodsbred jord paa Grengesiden af dette skel, mener Hjelms bymænd, at grandernes indtrængen paa deres omraade er ulovligt. Hertil svarer Hjelm, at de fra arilds tid, baade før og efter skellet blev sat, har haft fri fælled med græsgang, skovhugst og svinestier paa Grenge fælledskov, og de paaberaaber sig i saa henseende en herredstingsdom af 1649, hvorved de blev frifundet for tiltale for ulovlig skovhugst. De hævder dernæst, at oldingeskellet blev sat af prins Christian, for at han kunde have vildtbane i Grenge skov og udelukke fremmede ejere, men ikke for at hindre Hjelms bys græsning. Endvidere henviser de til, at skoven er kronens og skilt fra ejendomsjorden og endelig, at de har hugget i skoven i mands minde, uden at skovridderen har pantet dem.
Lollandsfar landsting frifandt Hjelm for tiltalen, men paalagde dem, at de ikke maatte lade græsse i nogen indhegning eller enemærke, men kun i fællesskoven, hvor de ogsaa kunde hugge surskov til nødtørftighed og sætte svinestier paa de sædvanlige steder. Højesteretsdommen mener ikke, at Hjelm bymænd har bevist nogen ret til at hugge surskov eller sætte svinestier over det skel, som er sat imellem Grenge bymænds marker og dem, og derfor bør de heller ikke have adgang hertil uden særlig bevilling og tilladelse, men eftersom der ikke er gærder imellem de to byer, da kan Hjelms bymænd ikke være forment fælles græsgang.
I dette tilfælde tvistedes der om græsningen paa et overdrev, der laa imellem byerne, men naturligvis kan tvistigheder ogsaa opstaa, naar to byers vange ligger i vangelag sammen, selv om det i saadanne tilfælde er mere indlysende, at kreaturerne maa gaa klov ved klov i de afhøstede vange. Byen Brøns i Hvidding hd. i Sønderjylland ligger i strid med et torp om græsningen paa Brøns gadejord og paa de afhøstede vange. Der fremlægges herredstingsdom af 1574, en hertugelig dom af 1576 og en kongelig rettertingsdom af 1583, hvoraf fremgaar, at torpets besiddere skulde have nogen græsning paa Brøns gadejord, og i den refererede sag, der stammer fra 1711, henholder herredstinget sig derfor i saa henseende til de tidligere afgørelser.[^17] Iøvrigt udtaler dommen, at hvad den øvrige græsning angaar, saa forbliver den uforanderlig, dog saaledes at torpets besiddere, saa længe marken er i hegn, skal holde forsvarlig hyrde til deres kvæg, saaledes at det ikke kommer Brøns til skade paa sæd eller græs, men vil Brøns lodsejere have deres jord fredet udenfor hegnstiden, da maa de selv ved vold og grøft forsvare det, saaledes at det kan frede sig selv. Ogsaa her ser vi altsaa fastslaaet, at byer, der ikke har gærder i markskellet, maa have fælles græsgang paa de sammenliggende vange.
At fælles græsning i hele vangelaget har været almindeligt anerkendt fremgaar ikke alene af de nedenfor refererede stridigheder om beregningen af den enkelte bys antal kreaturer paa fælleden, men ogsaa af den nedenfor side 189 ff. givne fremstilling af den enkelte bys adgang til ved indhegning af sin jord at stille sig uden for mellembys fællesskabet.
Det vigtigste spørgsmaal vedrørende græsningsret paa fremmed jord er dog spørgsmaalet om, hvorvidt og i hvilken udstrækning græsningsret og anden lignende brugsret kan vindes ved lang tids uforstyrret brug.
Forinden selve hævdspørgsmaalet behandles, bør det fremhæves, at der paa 1500-tallet blev vundet lavhævd paa græsningsret og anden brugsret saavel som paa umiddelbar ejendomsret. Saaledes hedder det i et lavhævdsbrev af 28.8. 1533:[^18] »Ithem indtwarde han segh j forthe och fegand oster till herretzskel och nor tiil Noo march och Rødingh markvedtager, vott och tyrrt, fiskeuand og fegangh«. I en rettertingsdom af 1537[^19] bestemmes det, at nye lavhævdsbreve ikke kommer i betragtning imod gammel lavhævd paa græsning (feldt, forthe oc yrthefang), og der afsiges derfor følgende dom: at den gamle lavhævd bør staa ved magt og de omboende bruge Diornis (?), som de har brugt af gammel tid efter samme lavhævds ordlyd. Hvad der har været grundlaget for at vinde denne lavhævd paa græsning, oplyser dommen derimod intet om.
I denne forbindelse kan opmærksomheden ogsaa henledes paa Frederik I's forordning af 1525,[^20] der forbyder bønderne i Nørrejylland at gøre skovhugst i andre byers mark, hvor de ikke er lodsejere. Ingen skal bruge økshug i nogen skov eller kær, som han ikke har lod eller del i, og ej nyde de lavhævder, som er gjort derpaa, uden de som har stuf og særkøb. For skovhugstens vedkommende udelukker denne forordning altsaa, at nogen kan vinde ret paa brug af andres ejendom.
En rettertingsdom 6.6. 1589[^21] omhandler en strid imellem en gammel lavhævd paa et enemærke og en lavhævd paa græsning. I 1468 indvordede Stygge Nielsen Vojkær mark og Hovring hede som et enemærke, og denne lavhævd blev stadfæstet ved en rettertingsdom i 1471. Nu har imidlertid ejerne af Vivelstrup og Vivel faaet lavhævd paa, at deres bønder har fælled og fædrift i de to omhandlede ejendomme, men indstævnes af ejendommenes ejer under henvisning til den gamle lavhævd, hvoraf det skal ses, at ejendommene ikke er nogen fælledbunden mark, og hvis Vivelstrup og Vivel har haft nogen græsning der, saa har de haft det med ejernes minde. Rettertinget bestemmer, at gode mænd paa aastederne skal undersøge, om de forskellige lavhævdsbreve strider imod hinanden. Der var dog i sagen ogsaa strid om selve ejendomsrettens grænser. Heller ikke i denne sag oplyses noget om, hvad der er grundlaget for den vundne lavhævd paa græsningsretten.
Der findes flere vidnesbyrd om, at tanken om en hævdserhvervelse af græsningsret har ligget inden for retsopfattelsen paa 1400- og 1500-tallet. Saaledes fastslaar et tingsvidne fra Nørre hd. paa Mors i 1473,[^22] at Rolstrup kvæg har haft udgang og drift i Vettels mark i 40 aar og mere, og aldrig har vidnerne hørt eller spurgt, at der var givet last eller kære derpaa før nu for faa aar siden, Nykøbing borgmester gav kære derpaa. Endvidere paaberaaber et tingsvidne fra Odense byting af 1476 sig paa 60 aars hævd paa Odense bys græsningsret i en eng (?) Østermae, som ejerne nu har indhegnet enhver til sin gaard.[^23] Retssagens forløb kendes ikke. Et sognevidne fra 1496 bevidner, at Borup gaard under skovklostret i Næstved har fri græsning i 40 aar nord for Magnstorp møllesø,[^24] og et tingsvidne fra 1497 erklærer, at Botorp under samme kloster har haft fri græsning i den samme mark i 40 aar.[^25] Det fremgaar ogsaa af et aabent brev den 26. 7. 1571 (Kanc. brevb.), at der har foreligget en landstingsdom fra Skaane, som har tilkendt ret til skovhugst ved alderstidshævd. Det hedder i brevet, at menige Jerrestads herremænd har berettet, at Rørum bymænd har indhegnet nogle løkker og dermed hegnet de øvrige fra deres alminding og skovhugst, uagtet der paa landstinget er dømt, at Jerrestads herredsmænd bør nyde den skovhugst, de har haft fra arilds tid. Derfor skal lensmanden undersøge denne sag og tilholde Rørum mænd at rette sig efter landstingsdommen.
Endelig kan nævnes, at borgerne i Halmstad under den nedenfor refererede rettertingssag fra 1595 vil bevise deres arilds hævd paa deres ret til græsning af kreaturer paa omliggende byers marker.
I denne forbindelse kan henvises til den nedenfor anførte dom angaaende Sakskøbings græsningsret fra sidste halvdel af 1500-tallet, der skal statuere, at man kan fange hævd saavel paa brug som paa ejendom.
Trods disse vidnesbyrd om retsopfattelsens tiltro til hævdens almagt ogsaa paa dette omraade, er der dog ingen tvivl om, at den gældende ret i hvert tilfælde fra den sidste del af 1500-tallet og formentlig trods megen uklarhed lige til Danske Lov har været den, at man ikke ved hævd kan vinde nogen brug af anden mands ejendom. Saaledes formuleres i hvert tilfælde reglen skarpt i et par rettertingsdomme fra denne tid.
Knud Illum har i sin fremstilling af servitutretten[^27] fremdraget nogle domme og mener at kunne bevise, at tilstanden med hensyn til erhvervelse af græsningsservitutter ved hævd før DL var meget uklar, men at hovedlinjen i de foreliggende domme dog tyder paa, at saadan hævd ikke blev tilladt. Vi skal i det følgende supplere og belyse Illums materiale.
Illum nævner indledningsvis den foran nævnte rettertingsdom fra 1595 vedrørende Halmstads græsningsret. Borgerne tiltaltes af jordenes ejer, der hævder, at græsningen er givet dem ad gratiam af kongen, og at de, efter at denne har tilskiftet godset til sin morbroder, ikke længere kunde have nogen rettighed paa den anden side af markskellet. Borgerne vil, som nævnt, bevise deres arilds hævd, men det oplyses under sagen, at kongen i anledning af en tidligere tvist har fastsat, hvor mange kreaturer borgerne maatte græsse over skellet, hvorfor rettertinget bestemmer, at hvis parterne ikke vil lade det blive ved denne tidligere afgørelse »da kræve sig paa oldinge og siden gaa derom saa vidt som lov og ret er«.
Indholdet af dommen er ikke ganske klart, men Illum mener, at retten til græsning har karakter af en servitut, der — da man ikke skulde blive staaende ved den tidligere kongelige afgørelse — kunde erhverves ved gammel brug. Henvisningen til at udmelde oldinge henleder naturligvis tanken paa en fastsættelse af skellet — som jo i Skaaneland skete ved oldinge — men da skellinjen er omhyggeligt beskrevet i dommen, er det vel sandsynligt, at oldingene skal afgøre, hvor mange kreaturer, der maa græsse over skellet. I saa fald siger dommen intet afgørende om hævden.
Udelukket er det dog ikke, at oldingene skal fastsætte grænserne for parternes ejendomsret, herunder græsningsretten, ligesom sandemændene jo altid skulde tage hensyn til, om den ene part havde nogen rettighed i den anden by. En saadan rettighed var vel sædvanligvis stuf og særkøb, men kunde altsaa ogsaa være en blot og bar græsningsret, jfr. § 16 i dronningborgske reces 1551 og DL 5–10–6. Lavhævdens anvendelse kunde tyde herpaa.
Giver de forannævnte vidnesbyrd anledning til stor uklarhed, saa mangler to rettertingsdomme fra henholdsvis 1574 og 1590 imidlertid intet i retning af klarhed.
Baggrundene for begge dommene er det forhold, at kongen fra de ældste tider har givet købstæderne græsningsret paa det omliggende krongods' marker, og en saadan ret optages ofte i de paagældende købstæders privilegier. Foruden de i dommene omtalte privilegier kan eksempelvis nævnes Svendborg 29.9. 1287,[^28] Nakskov 21.7. 1293,[^29] Ebeltoft 21.1. 1401,[^30] Faaborg 13.6. 1325[^31] og Sakskøbing 13.5. 1451.[^32] Naar de omliggende jorder senere gaar over paa andre hænder end kronens, kan der naturligvis let opstaa tvistigheder, og dette var tilfældet i de omhandlede rettertingssager.
Den første gælder græsningen paa jorder, som ligger under landsbyerne Horne, Svanninge og Diernisse i Salling hd., der ifølge Kong Valdemars Jordebog i hvert tilfælde for størstedelens vedkommende maa have tilhørt kongen. Borgerne i Faaborg faar græsningsret paa disse jorder ved et af Erik Menved den 13.5. 1313 udstedt privilegium.[^33] Det har formentlig været de samme landsbyer, det tidligere privilegium af 23.5. 1288 har vedrørt, naar det tilsikrer Faaborg de græsgange, som byen har haft siden kong Valdemars tid.[^34] Næsten 300 aar senere fremlægges kong Eriks brev som bevis paa, at borgerne har ret til at lade græsse over de nævnte landsbyjorder. Imidlertid er landsbyerne nu i adelig eje, og jorddrotten fru Edele Hardenberg har tiltalt borgerne for ulovlig græsning paa hendes jord, som de ingen lod og part har i. Borgmesteren henviser til de gamle privilegier og til, at borgerne af arilds tid har haft græsning for deres kreaturer paa landsbyernes fælled, men det nytter intet, thi rettertinget sætter den 16.6. 1574 i rette, at dersom Faaborg borgere vil have nogen rettighed i de nævnte landsbyer, da maa de have fru Edele Hardenbergs forlov dertil.[^35] Nogen begrundelse findes ikke i dombogens kortfattede referat, men man har aabenbart ikke anerkendt den med DL 5–10–21 indførte regel, hvorefter den, der køber en skov, som anvendes til oldendrift, ikke kan hindre andre, som af arilds tid har haft græsgang, gærdsel, agerland eller engbund i skoven, at nyde og bruge disse rettigheder.
Mere oplysende er en tilsvarende dom vedrørende Køges ret til at lade kreaturer græsse ud over byskellet. Sagen indbringes i 1590 for kongens retterting af fru Birgitte Rosenkrands til Vallø, der tiltaler Køge borgmester og raad for ulovlig græsning paa Vallø grund.[^36] Sagsøgeren fremlægger et tingsvidne af Bjæverskov hd. fra 1461, hvoraf fremgaar, at 16 mænd har svoret skel imellem Køge og Vallø, og at skellet er svoret midt i Køge aa. Det fremgaar endvidere af tingsvidnet, at Køge borgmester inden 4 tingstokke har bekendt, at borgerne ingen græsgang havde syd for aaen. Borgmesteren svarer, at borgerne af arilds tid har haft græsgang syd for aaen, lige siden Køge by blev stiftet og funderet. Som adkomst fremlægges et brev udstedt i 1293 af kong Erik,[^37] hvilket brev »var af ælde og vangemme meget ilde forfaret«. Det fremgaar heraf, at kongen har undt Køge indbyggere græsgang til deres kvæg paa begge sider af aaen. Endvidere fremlægges stadfæstelse af kong Christoffer og Valdemar d. 3., men det fremgaar ikke af jordebogen, om kronen dengang ejede de omliggende byer. Borgmesteren beretter endvidere, at der aldrig har været nogen, der anfægtede Køges græsningsret, før ejeren af Vallø for 123 aar siden paaførte dem trætte. Christian den 1. har for 114 aar siden opsat trætten, indtil han personlig vilde paakende den, og eftersom Kong Hans har stadfæstet deres privilegier, vil de ikke nu vide af nogen trætte. Desuden fremhæver de, at den omstridte græsgang har været benyttet af Køge i 128 aar efter oldingegangen, og de henviser derfor til recessens regler om 20 aars hævd samt til en nu ukendt dom, der var udgaaet for nogle aar siden mellem Christoffer Gjøe og borgerne i Sakskøbing, at man kan fange hævd paa brug saa vel som paa ejendom (sammenlign DL 5–5–2), hvorfor Sakskøbing borgere fik tildomt hævd paa Christoffer Gjøes grunde.
Fru Birgitte Rosenkrands' fuldmægtig svarer, at de paagældende landsbyer aldrig har ligget under kronen, og at de fremfarne konger derfor ikke har kunnet give nogen græsgang paa dette gods. Det er muligt, at Valløs ejere af villighed har undt borgerne nogen græsning, men det giver dem ikke frihed dertil, og desuden har Køges borgmester jo tidligere indrømmet, at borgerne ikke havde nogen ret eller rettighed syd for aaen. Fuldmægtigen paaberaaber sig endvidere den ovenfor refererede dom i sagen mellem fru Edele Hardenberg og Faaborg borgere.
Rettertinget bestemmer, at efterdi adskillige gamle breve viser, at markskellet gaar midt i aaen, og borgmester og raad har erkendt, at de ikke ejer nogen ejendom syd for skellet, og efterdi Frederik I har dømt med raadet imellem nogle af adelen og borgerne i Faaborg, og deraf befindes, at han i ingen maade vilde forkrænke adelens friheder, derfor vil kongen ikke dømme imod sin faders dom, saa meget mindre som det er ubilligt, at nogen skal have brug paa andens grund og ejendom uden med dennes vilje og minde. Hvis Køge derfor vil have nogen græsgang syd for skellet, da bør de have det med lodsejernes forlov.
I klar konsekvens af denne rettertingspraksis afviser Viborg landsting i en dom 1637[^38] en paastand om hævd paa brug. Sagen drejede sig om græsningsretten paa Agderup fælledvang, som Øster Knorum vilde tilegne sig. De førte vidner paa, at byen i over 40 aar havde ladet græsse paa ævret i Agderup, og herredsdommen giver dem medhold med en henvisning til recessen, hvilket formentlig maa forstaas som hævdsbestemmelsen. Landstinget erklærer derimod, at da de hverken med sandemandsbrev, lovhævd eller nøjagtig adkomst kan godtgøre den paastaaede vinterdrift, saa kan de ikke vinde nogen ret dertil.
I alle de forannævnte retssager har tiltalen været rejst af jordejeren, der ønskede, at en eller flere ikke-lodsejere blev kendt uberettigede til at lade græsse paa hans jord. Ser vi sagen fra den anden parts side, opstaar problemet, naar jordejeren indhegner sin jord og saaledes formener naboerne en hidtil udøvet ret til at lade græsse. Problemet skal nærmere belyses nedenfor i afsnit II, hvoraf det vil fremgaa, at domspraksis før DL, især 2 rettertingsdomme fra henholdsvis 1598 og 1636 klart statuerer, at ingen kan nøde en anden til at opretholde fælled, og at en by, der har faaet markskellet overfor nabobyen fastlagt paa lovlig maade, er fuldt berettiget til at rejse hegn i skellet, selv om naboerne derved afskæres fra en gammel græsningsret. Denne domspraksis er altsaa i fuld overensstemmelse med forannævnte hovedlinje, hvorefter hævd ikke kan vindes paa brug.
Vanskeligere bliver det at forklare domspraksis med hensyn til oprettelse af løkker paa fælledjord, se nedenfor side 186 ff. og side 189 ff. Det fremgaar heraf, at det gennem hele den undersøgte periode fra middelalderen til DL har været fast antaget, at man ikke kunde oprette løkker paa sin egen andel i en fælled, som af arild havde ligget til græsning for andre lodsejere, og det er ligeledes fastslaaet, at ogsaa ikke-lodsejere, der har haft græsningsret i alderstid, kan kræve løkker og bygninger paa en saadan fælled nedrevet. Det gør efter dommene ingen forskel, at løkken eller bygningen er oprettet paa den paagældendes tilskiftede jord, der er indstenet og indstablet, se især rettertingsdommen 1632 nedenfor side 191.
Efter en moderne systematisk synsmaade er det umuligt at forene denne domspraksis, der klart fastslaar, at fælledjord ikke maa formindskes, med reglen om, at hævd paa brug ikke kan vindes. Imidlertid anlagde samtiden ikke nogen systematisk betragtning, og har overhovedet ikke sammenholdt disse tilfælde med sagerne vedrørende hævd paa brug. Skønt det indgaar som et fast led i bevisførelsen, at de græsningsberettigede fører vidner paa en brug i alderstid, tager ingen af dommene, bortset fra en enkelt birkedom (side 190), stilling til hævdsproblemet, men man er formentlig naaet til den nævnte retssætning ud fra bestemmelserne i JL 1:47, 48 og 51. Forholdet er simpelthen det, at man har villet undgaa de uklare forhold, der kunde opstaa, dersom lodsejerne i en fælled enkeltvis begyndte at indhegne deres andel, og man har derfor henvist dem, der ønskede at komme ud af fællesskabet, til at faa fastlagt markskellet og opnaa en vedtægt mellem de indenbys lodsejere om oprettelse af hegn i skellet og adgang for bymændene til at oprette løkker, eventuelt efter en rebning af hele fælleden.
Samtidens uklarhed med hensyn til sondringen mellem græsningsret og anden ejendomsret og den tilsyneladende inkonsekvens imellem forbudet imod hævd paa brug og forbudet imod at oprette løkker, er den eneste forklaring paa nedennævnte rettertingsdom, der fuldstændig blander de forskellige tilfældegrupper sammen. Det drejer sig om en sag for kongens retterting i 1622,[^39] hvorunder Markus Bilde til Hvidkilde og Corfitz Rud til Sandholt indstævnede Kaj Rantzau til Randsholm for en gode mænds dom om en dæmning paa Hundstrup mark, som han skal have ladet opføre til stor skade for deres tjeneres eng og græsning. Da der i sagen fremlægges et ridemandsbrev, har de gode mænd ikke villet dømme i sagen, men har henskudt afgørelsen til rettertinget. Sagsøgerne beretter, at dæmningen er til stor skade for deres tjenere, som har brugt den paagældende eng, længe før sagsøgte og hans far tiltraadte godset baade med græsning og høbjergning mere end 26 aar, som de beviser med tingsvidne. Sagsøgtes fuldmægtig svarer, at de ikke efter recessens § 50 med de vidnesbyrd, de har ført, kan vinde hans husbond nogen grund og ejendom fra uden lovlig adkomst, idet gaarden, hvorunder engen hører, i lang tid ikke har været besiddet af den rette jorddrot, men har været forlenet eller forpagtet baade til adelspersoner og bønder, som har paaboet den. Og om de har set gennem fingre eller bevilget andre bønder imod jorddrottens minde og samtykke at bruge nogen gaardens ejendom over rette markeskel, mente han ikke kunde medføre, at recessens hævdsbestemmelse bringes i anvendelse, efterdi det var sket jorddrotten ubevidst og imod hans minde. Der fremlægges endvidere en 68 aar gammel lavhævd, hvorefter ejendommen er indvordet som stuf og endeel med ridemænd samt et indsteningsbrev udstedt af 12 ejermænd. Rettertingsdommen lyder, at efterdi Markus Bilde og Corfitz Rud med andre uvildige mænd og vidnesbyrd, som samme ejendom særdeles ikke vedkommer, der omtvistes (d. v. s. de er uvildige) har gjort bevisligt, at deres tjenere har brugt samme ejendom til fælled (»fellis«) over 20 vintre, da sagde vi saaledes for rette, at fornævnte eng (»damb«) bør igen at udlægges og lodsejerne den at bruge saa vidt deres lovlige hævd dem kunde tilholde.
Denne dom statuerer formentlig ikke nogen sædvanlig ejendomshævd, thi i saa fald maa man gaa ud fra, at dommen havde bestemt, at den paagældende eng skulde følge Corfitz Rud og hans tjenere, tværtimod understreges det udtrykkeligt, at hævden er vundet paa fælledbrug. Imidlertid har den omtalte brug sikkert været den sædvanlige udnyttelse af en eng af denne art, og dommen tillægger altsaa for saa vidt bymændene ejendomsbeføjelser, dog at de naturligvis ikke har kunnet forhindre, at de egentlige ejere udnyttede engen paa samme maade som de. Dommen siger meget diplomatisk, at de kan bruge ejendommen i det omfang, deres hævdsudøvelse berettiger dem til. Selv om denne udøvelse tillige har omfattet høbjergning, kan man ikke frigøre sig fra den opfattelse, at der i realiteten er tale om en hævd paa brug. Dommen er dog sikkert ikke ment som noget brud paa den ovenfor refererede retsopfattelse, men er kun et udtryk for samtidens uklare indstilling overfor begrebet brug, især i forhold til egentlig ejendomsret. Reelt er der altsaa tale om et tilfælde af oprettelse af en løkke, hvor hævdsreglen undtagelsesvis citeres til støtte for resultatet.
Trods megen uklarhed og paa trods af de mange eksempler paa, at paastanden om hævd paa brug har været ført frem ved retten og ogsaa i et vist omfang er blevet godkendt i hvert tilfælde af herredstingene, har retstilstanden sikkert faaet sit rette udtryk ved de to rettertingsdomme af henholdsvis 1574 og 1590, der nægter at anerkende en hævd paa brug. Det bør tillige nævnes, at disse domme gaar igen i mange af de bevarede private domssamlinger fra 1500- og 1600-tallet og derfor sikkert har været hyppigt anvendte præjudicater.
Ved bedømmelsen af den nævnte domspraksis bør erindres, at ikke alene datidens lovgivning men ogsaa domspraksis er rent kasuistisk indstillet. Man anvender kun et mindstemaal af juridiske begreber, og selv hvor dette undtagelsesvis sker, kun som betegnelse for en særlig tilfældegruppe. Man kan altsaa kun bedømme domspraksis efter en inddeling i saadanne tilfældegrupper med hver sin reale begrundelse. Paa den anden side har vi i domspraksis vedrørende hævd paa brug og oprettelse af løkker et eksempel paa, at samtiden har haft vanskeligt ved — uhjulpet af juridisk systematik som man var — at holde tilfældegrupperne ude fra hinanden. Uklarheden maa dog i disse tilfælde ogsaa i nogen grad skyldes den stærke interessemodsætning mellem de forskellige jordejende grupper, som netop her gjorde sig gældende, idet især adelens voksende indflydelse paa 1500-tallet har haft sin andel i dommenes resultater, se saaledes især rettertingsdommen fra 1590 foran side 153 f.
Efter 1683 er der imidlertid ingen tvivl om retstilstanden, idet DL i flere bestemmelser klart og utvetydigt anerkender hævd paa brug. Det gælder først og fremmest hovedbestemmelsen i 5–5–2 jfr. 1, hvorefter man kan fange hævd saavel paa brug som paa ejendom efter en hævdsudøvelse i 20 aar. Endvidere maa nævnes 5–10–21, hvorefter den, der i alderstid har haft græsgang, hugst af hegnstræ eller høslet i en skov, ikke skal miste denne ret, fordi skoven afhændes. Endelig 3–13–13, hvorefter man ikke maa aflukke folke- eller fægang, der har været af alderstid.
Af disse bestemmelser fremgaar det klart, at græsningsret kan erhverves ved hævd, men de lader stor tvivl tilbage om, hvorvidt hævdstiden skal være alderstid eller 20 aar. Denne tvetydighed har givet A. S. Ørsted anledning til at antage, at DL skulde forudsætte en lignende sondring imellem servitudes apparantes og servitudes non apparantes, som den der findes i fransk ret, men Vinding Kruse og Naftali Cohn har imødegaaet denne opfattelse ved hjælp af domme fra tiden omkring DL.[^40] De to nævnte forfattere forklarer dernæst modsætningen imellem 3–13–13 og 5–10–21 paa den ene side og 5–5–2 jfr. 1 paa den anden side derved, at de førstnævnte bestemmelser ikke skulde hjemle nogen egentlig hævd men være udtryk for en særlig paa lang tids uforstyrret tilstand baseret retsdannelse. De herved skabte rettigheder skulde følgelig tilkomme alle og enhver, uanset om de paagældende har deltaget i brugen eller ej. Spørgsmaalet om muligheden for en saadan allemandshævd skal ikke her behandles, men det skal blot anføres, at den foregaaende undersøgelse af de nævnte bestemmelsers tilblivelse og retshistorie afgjort tyder paa, at Knud Illum har ret i sin fremhævelse af, at disse bestemmelser kun kan forstaas i sammenhæng med de særlige af jordfællesskabet (og for min egen del kan jeg tilføje: de af mellembys fællesskaber) skabte forhold.
Efter en gennemgang af det af ham undersøgte materiale mener Knud Illum at kunne fastslaa,[^42] at forklaringen paa, at DL paa een gang indeholder en almindelig bestemmelse om servituthævd og andre særlige bestemmelser om alderstidshævd er den, at man paa lovens tid ikke har været sig en skarp modsætning mellem de to hævdsformer bevidst, og han nævner, at dette allerede er fremhævet af Vinding Kruse,[^43] og at opfattelsen understøttes af de gamle domme.
Af disse domme synes især følgende at have interesse: Af en sag, som i 1691 kommer for højesteret,[^44] fremgaar det, at Nørballe bymænd paa Lolland i lang tid har ladet to kreaturer fra hver gaard græsse paa et overdrev, hvori flere byer havde lod. Under henvisning til, at de har over 30 aars rolig hævd, tilkender baade herredstinget og landstinget dem retten til fortsat at lade kreaturerne græsse paa overdrevet, men landstingsdommeren tilføjer, at de skal bevise skellet paa overdrevet, og at der derefter skal udnævnes synsmænd til at taksere, hvor mange kreaturer deres andel kan taale. Under højesterets votering i sagen fremhæves det imidlertid, at naar bønderne har vundet hævd, er det lige meget, om overdrevet kan taale græsningen af det sædvanlige antal kreaturer eller ej, og taksering er derfor ufornøden. I overensstemmelse hermed stadfæster højesteret underretsdommen uden landstingets tilføjelse.
Efter denne højesteretsdom skal den ved hævd vundne græsningsret altsaa have det omfang, den sædvanligvis har haft igennem hævdstiden, uanset om dette er mere, end hvad der kan tilkendes byen efter en taksering af fælleden efter DL 3–13–28. Fyenbo landsting har derimod i en dom fra 1694 udtalt, at hævdsreglen maa begrænses af reglerne om taksering.[^45] Sagen drejede sig om græsningen i et vangelag, og dommen udtaler, at da Ørsted mænd har vist villighed til at indgaa en overenskomst om græsningsretten med Frøding, men denne bys mænd med vold har givet Ørsted ufred, saa kan retten ikke dømme Ørsted, fordi de har sat hegn for at skaffe sig fred, men hegnet skal ikke staa længere, end til der er gjort vurdering efter DL 3–13–28. Da hegnet altsaa dog skal nedlægges, naar vurderingen er foretaget, maa man gaa ud fra, at der er vundet hævd paa græsningen. Efter den foregaaende højesteretsdom burde afgørelsen altsaa have lydt paa, at uvildige mænd skulde afgøre, hvor mange kreaturer, Frøding mænd sædvanligvis har haft paa græs i fælledmarken. At græsningsretten ikke kan udnyttes til rovdrift paa en anden bys jord er naturligvis klart og følger af de almindelige regler om hævdens indhold.
Fra Fyenbo landsting kan anføres dommen den 4.4. 1695,[^46] hvorefter nogle bønder blev tilkendt ret til græsning, da de efter DL 5–5–2 befandtes at have rolig hævds brug paa samme græsning i over 100 aar, og dommen 7.12. 1698, hvorefter det blev anset for bevist, at bymændene fra 3 byer i mange aar upaatalt havde haft rolig hævd paa græsning i de omtvistede marker uden at give noget vederlag derfor eller at have haft nogen aftale, saa at det kunde anses for en villighed, hvorefter deres hævd blev stadfæstet i henhold til 5–5–2.
Fra Sjællandsfar landsting kan anføres dommen 19.10. 1701,[^48] der i henhold til et tingsvidne for Faxe tingsret, hvorefter kongens bønder i Herlev i langt over 20 aar har haft fælled og græsgang i det saakaldte brændte overdrev, uforstyrret i alle maader, under henvisning til 5–5–2 tilkendte bønderne retten til fortsat græsning og vanding af kreaturer i det nævnte overdrev. Hertil maa føjes de nedenfor side 196 f. nævnte domme fra tiden efter DL, hvor hævdserhvervelsen paaberaabes som hjemmel for ved dom at kræve stedfundne indhegninger nedlagte.
Det maa springe i øjnene, at der i alle disse tilfælde er tale om en hævdstid, der har vedvaret i alderstid eller i hvert tilfælde meget tæt op dertil, ligesom det kun er i den sidste dom, at de 20 aars hævd overhovedet nævnes. Dette tyder jo paa, at man, som af Knud Illum hævdet, ikke har kendt nogen skarp sondring imellem de to hævdsformer.
Undersøger vi, hvad den ældre retslitteratur har udtalt om spørgsmaalet, løser Nørregaard i sine forelæsninger fra 1785[^49] problemet med følgende udtalelse: »Uagtet loven ved disse Udtryk (om alderstid i bl. a. 3–13–13 og 5–10–21) ei have tilkiendegivet og fastsat nogen vis bestemt Tid, saa synes dog den almindelige Hævds Tid af 20 Aar at være det høieste, man kunde fordre i de Tilfælde, hvor Lovene sætte Alders Tid som en afgørende Grændse for en eller anden Rettighed.« Da Hurtigkarl[^50] paa grundlag af Nørregaards forelæsninger udgiver sin behandling af privatretten, kommer han imidlertid til det modsatte resultat. Efter hans mening har lovgiveren med udtrykket alderstid sigtet til romerrettens praescriptio immemoriales, hvilket forudsætter en besiddelse i længere tid end den menneskelige erindring. Ifølge Hurtigkarl kræves der altsaa længere tid end 20 aar til at vinde hævd paa visse servitutter.[^52]
Saa sent som paa Hurtigkarls tid har retspraksis altsaa ikke været mere klar, end at diskussionen kan føres for fuld kraft, og efter de fremførte ældre dommes vedkommende bør man vist, i overensstemmelse med Knud Illum, antage, at retsopfattelsen paa 1600- og 1700-tallet ikke har sondret skarpt mellem de to hævdsformer, men at hævdstiderne har været betydelig mere flydende end i senere tider, dog at 20 aar i alle tilfælde har været minimumsgrænsen. Uden en saadan opfattelse bliver iøvrigt modsætningen mellem adgangen til at vinde hævd paa græsning efter 5–5–2 og adgangen til at aflukke græsgang efter 3–13–13 helt uforstaaelig og umulig at forklare. Se herom side 183.
Selv efter DL kommer dommene kun undtagelsesvis ind paa en teoretisk behandling af hævdsbetingelser. Fra tiden før DL kan henvises til proceduren i den foran side 156 refererede rettertingsdom fra 1622, hvor sagsøgerens fuldmægtig paastaar, at recessens kap. 50 ikke kan anvendes, da den paagældende ejendom i hævdstiden har været bortfæstet, og der ikke med gyldighed overfor ejeren kan fravindes lejeren nogen ejendom ved hævd. Efter DL kan nævnes Fyenbo landstingsdom 26.7. 1694,[^53] der underkender en paastand om hævd, fordi hævderen erkendte, at jorden havde været alfar vej, og at han ikke havde anden adkomst til brugen end den, han selv havde tilegnet sig. Opfattelsen af de subjektive betingelser har dog sikkert været ret vage paa den tid, og vi maa ikke vente at se opstillet en fast betingelse om god tro, endsige justus titulus. I Fyenbo landstingsdom 9.12. 1698[^53] statueres hævd paa græsningsret under henvisning til, at hævderen havde udøvet retten i hævdstid uden at give noget til vide deraf eller have nogen anden aftale, saa det kunde anses for en villighed jfr. 5–5–2 in fine.
3. Græsningsrettens fordeling
Paa et tidspunkt, hvor husdyrbruget var den altoverskyggende næringsvej, kan de beskedne opdyrkede jordstykker ikke have været afgørende for græsningsrettens fordeling mellem bymændene. Under en saadan tilstand maa det snarere være bymændenes evne til at sørge for vinterophold for kreaturerne, som har været bestemmende.[^54] Det hedder derfor ogsaa i Gulatingslovens § 81, at hver bonde ikke maa lade flere kreaturer græsse om sommeren, end han kan føde om vinteren. Den samme retsregel finder vi i sydgermanske retsoptegnelser.
Paa et tidspunkt, hvor agerbruget er den overvejende næringsvej, maa man derimod formode, at en bymands andel i byjorden — hans bymaal — er afgørende for hans andel i byens græsningsret. Dette er da ogsaa tilfældet. Imidlertid finder vi i Fyns vedtægt 19.2. 1492 en regel, som synes at pege tilbage paa den ældre tilstand. Det hedder i vedtægten, at hver mand kan tillægge saa mange fæ, heste og øg, som han kan føde paa sit eget græs og straafoder. Nu er forholdet naturligvis det, at omfanget af en bymands besiddelser i ager og eng er afgørende for, hvor meget foder han kan samle sammen til vinterbrug, saaledes at der for saa vidt ikke behøver at være nogen forskel imellem en regel om andelsret i fælleden efter bymaal og den i Fyns vedtægt indeholdte regel, men der er dog alligevel grund til at tro, at vedtægtens formulering peger tilbage paa ældgamle sædvaner, som har overlevet deres egne forudsætninger men er bibeholdt i den folkelige tradition.
Reglen fra Fyns vedtægt genfindes i et par af vore ældste landsbyvedtægter, nemlig Allesø sogn, Lunde hd., ca. 1500 (DW V:186) og Rønnings, Aasum hd. 1601 (DW I:286 f.) samt vedtægten for Darum i Ribe amt, 1641 (DW III:570). Ogsaa i Skaane genfindes den samme regel saaledes i en overenskomst, der i 1704 indgaas mellem en række byer i Oxie hd.;[^55] og i vedtægterne for Loshult, Ø. Gønge hd. (nr. 38) 1720 § 3 og Västerlöf, s. hd. (nr. 34) 1721 § 25.
Bortset fra disse regler, der maaske er reminiscenser fra en tidligere retstilstand, har det allerede fra landskabslovenes tid været gældende, at en bymands bymaal var afgørende for hans andel i byens græsningsret. JL III:55 omtaler den situation, at en mand køber mark i en by i den hensigt at udnytte byjorden til græsning for sine stodheste. I saa fald kan ejerne tvinge ham til kun at anbringe saa mange heste, som marken kan taale efter guldvurdering og tage del i fælleden, som svin tager del i olden, og de, der bor i byen, skal selv bestemme antallet, for de ved bedst, hvad deres mark kan føde jfr. DL 5–12–6. Reglen om græsningsrettens afhængighed af jordbesiddelsen er fastslaaet allerede i et brev af 1197[^56] og kan følges gennem hele middelalderen.[^57]
Efter Frederik I's forordning af 1525[^58] forbydes det nogen at bruge eller lade bruge i fællig enten i skov, mark, hede, fiskevand og fægang mere end hans rette lod og del deri kan taale og er god for, og efter Christian III's københavnske reces 1547 kap. 19 skal hverken kongen, adelen eller nogen anden bruge fællig i skov, mark, fægang eller fiskevand mere end enhvers lod og del kan taale, jfr. den koldingske reces 1558, kap. 29 og haandfæstningen 1559 § 7 og 1648 § 7. Disse bestemmelser er tydeligvis kilden til DL 5–10–23, der i ordlyden ligger nær op ad de nævnte regler. Da vi imidlertid i DL 3–13–28 har en bestemmelse, hvorefter ingen maa have flere kreaturer paa overdrev, ævred eller fælled, end han har jords vurdering til, er der grund til at tro, at 5–10–23 mindre sigter paa fordelingen af græsningsretten mellem bønderne end paa de tilfælde, hvor en enkelt af lodsejerne tiltog sig den fulde raadighed over en fælled, hvori han kun var parthaver. Dette var saaledes tilfældet i en strid mellem lodsejerne i Raaby og Fjelkestad i Villands hd. 1555.[^59] Striden drejede sig om en skov, der laa paa de to byers jord, og som ikke var skiftet mellem byerne. En af lodsejerne vilde tilholde sig hele skoven, idet han paastod, at den af arildstid havde ligget til hans gaard, men rettertinget fastslaar, at ingen kan vinde videre herredømme over skoven, end hvad der tilfalder ham efter hans lod og part i byerne.
Rettertingsdommen 16.6. 1596[^60] behandler et lignende tilfælde. Kronens bønder i Ringsebølle klager over, at Mogens Gjøe har taget oldengæld af dem for de svin, de sender paa Ringsebølle skov, hvoraf kronen er største lodstager, og Mogens Gjøe kun har en ringe del. Herredsdommeren og Lolland-Falsters landsting giver bønderne medhold under henvisning til § 29 i recessen af 1558, og rettertinget slutter sig hertil.
Bestemmelsen i DL 3–13–28 handler imidlertid om fordelingen af græsningsretten imellem byens bønder. Fordelingsgrundlaget er baade i lovgivningen og vedtægterne meget varierende, og vi skal i det følgende gennemgaa nogle udbredte tilfælde.
Troels Fink har behandlet spørgsmaalet ret indgaaende for Sønderjyllands vedkommende.[^61] I hele denne landsdel fordeltes græsningsretten almindeligvis efter den anpart, som hver enkelt gaard havde i byjorden. Denne anpart var i Nordslesvig udtrykt ved fastsættelsen af et vist antal otting til hver gaard og i Angel ved jordens vurdering efter markguld. I det 17. og 18. aarhundrede er forbindelsen mellem otting og bol efterhaanden ophørt, og ottingsansættelsen er blevet et maal, der vel kan angive forholdet mellem byens gaarde, men som i størrelse varierer fra by til by. Da et stort antal sønderjyske byer i begyndelsen af 1700-tallet bliver omrebet, anvendte man ganske vist i stor udstrækning ottingtallet som skiftegrundlag, men i adskillige tilfælde blev den faktiske jordbesiddelse lagt til grund for rebningen. I disse sidste tilfælde blev græsningen imidlertid fortsat fordelt efter ottingtallet, og der kunde derfor opstaa et stort misforhold imellem en gaards skattebyrde, der var bestemt af den faktiske jordbesiddelse, og græsningen, der var bestemt af den gamle ottingsvurdering. Der fandtes saaledes adskillige eksempler paa, at en bonde havde ringe agerjord, men en uforholdsmæssig stor andel i græsningen.
Ottingen er som regel en inddeling af helgaarden, der ogsaa ofte kaldes bolet. Denne sidste betegnelse maa altsaa ikke forveksles med den ældre bolinddeling. I Roager, Hvidding hd. er det saaledes samtykket, at hver helgaard maa have 10 køer paa græs, hver halvgaard 5 og hver otting 3, naar de betaler græspenge af den ene.[^62] Helgaarden er i Sønderjylland som overalt i Danmark en ret varierende størrelse. I Daler, Lø hd. Tønder amt maa hvert bol efter vedtægten i 1574 (DW III:46) aarlig have 4 øg, 8 svin og 4 gæs paa gaden samt 10 kreaturer i kohaven. Bolet maa altsaa her betegne en helgaard.
Ottingen anvendes ogsaa andre steder i landet som grundlag for græsningsrettens fordeling, saaledes er Skjærup i Holmans hd., Vejle amt (DW II:462) efter landmaalingsforretningen i 1732 til græsning delt i 14½ otting. Tabellen viser, at der efter loddernes størrelse kan græsse tilsammen 557½ kreaturer. Der er 12 mænd, som har faaet for meget, det bliver ialt 344½ kreaturer. Der er 8, som har faaet for lidt, det er tilsammen 96 kreaturer. Ejeren af en af gaardene, der er paa 1/1 otting, maa saaledes have 96 kreaturer, og han har kun 22½. Der er 17 gaarde i byen af en størrelse, der varierer fra 2½ otting til ⅛ otting.
Bortset fra det nuværende Nordslesvig og Ribe amt synes ottingsinddelingen at være hyppigt forekommende i Vejle amt,[^63] men den forekommer dog ogsaa i det øvrige land.[^64]
Over hele landet finder man eksempler paa, at vedtægterne blot henviser til, at græsningen skal fordeles, eftersom hver bymand har jord og ejendom til. Ofte benyttes det fra 1500-tallets forordninger kendte udtryk, at enhver ikke skal have mere paa græs, end hans lod kan taale,[^65] eller ogsaa siges det blot, at græsjævningen skal foretages, som enhver har jord i marken.[^66] Paa 1700-tallet bliver det almindeligt at henvise til hartkornsvurderingen,[^67] selv om den gamle formulering om græsjævning efter jords vurdering eller efter enhvers proportion af sine ejendomme ogsaa forekommer.[^68]
I de hidtil nævnte tilfælde har græsjævningen fundet sted paa grundlag af enten bymændenes anpart i byjorden eller deres ejendommes vurdering. Hvor der kun gives en henvisning til den enkeltes anpart i byen, kan det naturligvis ikke ses, om grundlaget har været de paagældende ejendommes andel i jorden, saaledes som denne er udtrykt i jordens fordeling efter reb og maal, eller om selve ejendommens landgilde eller skattevurdering direkte er lagt til grund. Ofte har der jo ikke været nogen bol- eller ottingsinddeling af jorden, og grundlaget for græsjævningen har da ligesom for rebningens vedkommende været ejendommenes skyld og landgilde. Campbell mener, at der i Skaane er tilfælde, hvor græsningen er blevet fordelt efter gaardenes antal af agerlodder,[^69] men herpaa har jeg ikke fundet eksempler, derimod er fordelingsgrundlaget i Vinum, Tønder amt 1622 (DW III:35) i stedet for otting det antal »vond«, d. v. s. stangmaal, der tilkommer den paagældende gaard ved rebningen. Paa den anden side henviser vedtægten for Almind i Vejle amt 1709 (DW II:466) direkte til fordeling efter gaardenes skyld.
Selv om græsningsrettens fordeling var knyttet til et i forvejen fastlagt grundlag, maatte det jo da under alle omstændigheder vedtages af bymændene, hvor mange kreaturer, der ialt kan græsse paa det til raadighed staaende græsareal. Først naar dette var fastsat, kunde fordelingen paa de enkelte gaarde begynde. Ofte har ikke alene det samlede antal græskvæg, men ogsaa fordelingen mellem bymændene været vedtaget een gang for alle, og tingsvidne herom er taget paa herredstinget.[^70] Adskillige vedtægter angiver ikke noget bestemt fordelingsgrundlag, men henviser blot til bymændenes aarlige ligning og græslæg. I en skaansk vedtægt fra V. Gønge hd. (nr. 30) hedder det udtrykkeligt, at ingen maa slippe flere kreaturer paa fælledvangen end efter bymændenes forgodtbefindende.
Under sine undersøgelser af forholdene i Sønderjylland har Troels Fink kun i Hytten amt helt imod syd i landsdelen fundet et eksempel paa, at enhver bonde maatte have saa mange dyr paa overdrevet, som han vilde.[^71]
Som en overvejende hovedregel har det været gældende, at der altid i de danske landsbyer paa 1600- og 1700-tallet har været sparsomt med græsning til kreaturerne, hvorfor en fordeling af de forhaandenværende muligheder har været nødvendig.
Hvis enkelte bymænd faar lov til at indhegne løkker paa fællesmarken, vil der kunne ske forrykning af den hidtidige fordeling af fællesgræsningen. Naar en enkelt unddrager en del af jorden fra at ligge i fællesgræsning og i stedet anvender den unddragne del udelukkende til eget brug saavel til avl som til græsning, maa hans andel i den tiloversblevne fællesgræsning naturligvis blive saa meget desto mindre. Det er imidlertid ikke altid, at løkkedriften frembyder noget problem for fællesgræsningen. Dette er kun tilfældet, naar løkken opretholdes i den tid, hvor den omliggende mark ligger til fælled. Hvis løkken oprettes i vangen og den anvendes til korndyrkning, er der intet i vejen for, at løkken kan ligge til græsning samtidig med den omliggende kornvang. Dette er saaledes bestemt i appendix til vedtægten for Rendislov i Halland 1684.[^72] Fra Sverige har Lindgren[^73] fremdraget et eksempel fra Gudhem hd., hvor en løkke i 1641 blev uddomt til fæmark, skønt bonden havde betalt den med øl til grandelaget, da han ikke havde overholdt den indgaaede aftale om, at løkken skulde ligge til fædrift hvert 3. aar. Det kan ogsaa tænkes, at løkker paa overdrevet kan have ligget til ævredsgræsning om efteraaret.
Hvor løkkedriften er meget udbredt, kommer bylaget dog ikke uden om en regulering af fællesgræsningen i overensstemmelse med forholdet mellem græsgangen og den indtagne jord. Dette er saaledes tilfældet i Sønderjylland, hvor der i aarene op til 1766, da den første udskiftningslov udkom, foregik en meget betydelig udskiftning af fællesskabet igennem løkkedriftens stadige udbredelse. Troels Fink har i sin disputats »Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770« indgaaende gjort rede for udviklingen af denne løkkedrift, jfr. nedenfor side 179, og han har ogsaa fremdraget adskillige eksempler paa, hvorledes der skortes i fællesgræsningen under hensyn til løkkedriftens udvikling. Fra Haderslev hd. tingbog 1743–51 fremdrager Fink saaledes et udmærket eksempel paa skortning i Hougsted.[^74] I 1743 indhegnede Jep Madsen et stykke jord i Gl. Kokær skovskifte og maatte give afkald paa 8 høveders fællesgræsning. I 1744 indhegnede Chr. Nissen saa meget paa Sdr. Mark, at han maatte skorte 5 af sine 11 høveder. I 1749 indhegnede Jep Madsen nogle stykker jord paa Søndermark, der vurderedes til 12 græshøveder, og 2 stykker jord paa Nørremark til 8 høveder. Bendix Sørensen maatte afstaa 9½ høved, og Hans Christensen 10. Peter Nissen og Peder Hansen ialt til 11½ høveders græs og Peder Hansen alene jord til 7½ høveder paa Søndermark.
Intet sted i det gamle Danmark har løkkedriften haft en saadan betydning som i Sønderjylland paa 1600- og 1700-tallet, og skortningen for fællesgræs synes ikke efter vedtægter eller tingbøger at have betydet noget væsentligt i andre egne af landet. I Skaane har jeg, trods en ret udviklet løkkedrift i skovsbygden, ikke fundet eksempler paa en saadan skortning, og i det øvrige land er det kun meget lidt, der i saa henseende har kunnet fremdrages fra det af mig anvendte kildemateriale.[^75]
Hvis nogen bymand har et færre antal kreaturer, end han har ret til at have paa fælleden i henhold til græsningsrettens fordeling, er det en almindelig anerkendt regel, at han maa leje sin græsning bort for sædvanlig græsgæld, indtil han har faaet fyldest for sin lod. I almindelighed skal bymændene dog først tilbyde deres indenbys grander den græsning, som de ikke selv kan udnytte, og saa længe der er indenbys mænd, som har behov for græsning, maa græsningen ikke udlejes til udenbys mænd jfr. nedenfor. Ofte ordnes forholdet i vedtægterne paa den maade, at den, der har for meget kvæg, skal give græspenge til den, der har for lidt. I vedtægten for Rugbjerg, Sdr. Rangstrup hd. i Tønder amt 1795 (DW III:70) bestemmes det, at byen skal betale den paagældende for de manglende kreaturer med 20 sk. for hvert hoved.
Græspengenes størrelse afhænger naturligvis af græsningens kvalitet og den lokale sædvane og maa ligeledes variere nogenlunde i forhold til bevægelserne i priserne paa heste og kreaturer paa langt sigt. Der skal som regel heller ikke betales de samme græspenge for unge og gamle dyr, og vedtægterne indeholder desuden ofte omregningsforholdet mellem de forskellige arter af og størrelser paa husdyr.
Eftersom jordbesiddelsen var afgørende for en bymands græsningsret, havde husmændene ikke uden videre ret til at lade kreaturer græsse paa fællesgræsset, da de — selv om de havde noget jord — i hvert tilfælde ikke havde noget bymaal, men havde faaet tilstaaet enkelte agre fra en gaard eller fra gadejorden. Hovedreglen har da ogsaa været den, at husmændene ligesom udenbys mænd maatte betale græsgæld for at faa lov til at lade et vist antal kreaturer græsse.[^76] Hvor der fandtes særlig daarlig græsgang, som ikke var til nogen synderlig nytte alligevel, har man vel ligesom i Fly sogn, Viborg amt, 1747 (DW II:162) givet husmændene lov til at lade kreaturer græsse der. I nogle vedtægter gives der husmændene adgang til at lade et vist antal kreaturer græsse uden betaling af græsgæld, medens de skal betale, naar antallet overstiger det fastsatte antal.[^77] Gaardmændene maa naturligvis føle det stødende, at husmændene har rettigheder ligesom gaardbrugerne uden at have disses pligter, derfor hedder det i vedtægten for Skjærup, Vejle amt, 1756 § 11 (DW II:461), at da husmændene ikke har hegnspligt, skal de betale større græspenge end gaardmændene, og vedtægterne for Vrold, Aarhus amt, 1662 § 21 (DW II:385) og Mastrup, Randers amt, 1725 § 9 (DW III:542) fastsætter ligefrem, at husmændene skal hegne henholdsvis 4 og 5 favne gærde for hvert høved, de har i marken.
Trods alle disse forsigtighedsregler har husmændenes græsningsret sikkert virket meget besværende i landsbyer, hvor der var knapt med græs, og da husmændene tilmed ikke havde gaardmændenes tyngende forpligtelser overfor herremanden, maatte det ofte komme til et spændt forhold mellem dem og gaardmændene. Fra herremændenes side saa man heller ikke altid med lige blide øjne paa de mange husmænd. En unavngiven forfatter fra 1700-tallet betegner dem saaledes som gaardmændenes »blodigler«.[^78]
Ifølge EsjL II:58 maa ingen mand føre sit kvæg, hverken okse eller ko eller hest paa anden mands mark, medmindre alle granderne, som er i byen, samtykker deri. Paa samme maade kan ingen mand give en anden tilladelse til at hugge i uskiftet skov eller fiske i noget vand, medmindre de alle giver tilladelse dertil, undtagen i det tilfælde, at det er indenfor hans egen indhegning. De sidste eksempler synes at tyde paa, at hele lovstedet omhandler dispositioner over omraader, der er i bylagets fælleseje, og første del af bestemmelsen maa da gaa ud paa, at ingen maa tillade nogen udenbys mand eller i det hele taget nogen mand, der ikke har lod i marken, at græsse paa byens fælles mark. Der er formentlig især tænkt paa ævred- og fælledgræsningen.
Overalt i det gamle danske omraade indeholder vedtægterne et forbud imod, at nogen indtager udenbys kreaturer til græsning i vangen eller overdrevet uden alle bymænds samtykke. Før DL hedder det gerne, at man først skal tilbyde bymændene den græsning, som man ikke selv faar brug for, og hvis ingen vil gøre brug af tilbudet, da kan man indtage fremmed fæ, saa langt som ens lod tillader det. Eksempelvis skal anføres vedtægten for Lille Næstved, Sorø amt, 1575 (DW I:196), Østrup, Odense amt, 1598 (I:304), Nr. og Sdr. Vollum, Tønder amt, 1623 (III:39 og 44), Sneslev, Sorø amt, 1649 (I:182), § 16 i Håslöv og Viby, Villands hd. (nr. 36) 1674. I denne forbindelse henvises ogsaa til en gode mænds dom fra 1574,[^79] hvorefter bymændene maa indtage fremmed fæ, indtil de faar fyldest for deres lod.
Denne almindeligt anerkendte sædvane optages i DL 3–13–30, hvorefter en bonde, som ikke har saa meget kvæg eller bæster, som tilkommer ham paa overdrev, ævred eller fælled, maa udleje sin græsning til andre og selv beholde græspengene. Dog hvis nogen i byen begærer at overtage den græsning til leje, da bør bymanden nyde fortrin frem for den fremmede.
Selv hvor alle bymændene har deres lod fuldt optaget, kan byen ved en beslutning paa bystævnet vedtage at tage fremmede kreaturer paa fælleden imod græspenge, og i saa fald tilkommer græspengene hele byen og maa ifølge DL 3–13–32 ikke bruges til gilde og drik, men skal anvendes til byens nytte.
Mange steder i landet har det været en absolut nødvendighed for bønderne at kunne sende deres kreaturer paa græsning i andre byer, dette gælder saaledes i udpræget grad paa den græsfattige skaanske sydslette, hvor næsten alle byerne maatte sende trækokserne og andre husdyr paa græs i byerne ved grænsen til skovbygderne. Dette fremgaar bl. a. af de ældre landmaalingsakter fra slettebygdens byer.[^80] Men som alle andre steder kunde denne græsning kun finde sted, naar alle græsgangens parthavere gav deres samtykke dertil. Nogle bønder fik saaledes i 1719 en bymand dømt ved V. Gønge herredsting, fordi han imod deres vidende og vilje havde indtaget fremmede kreaturer paa byens overdrev. Samtidig udstedte herredstinget et forbud imod, at noget saadant skete i fremtiden og fastsatte bøde for den, der overtraadte forbudet.[^81] For de skaanske hovedgaarde var græspengene for indlejede kreaturer en ikke uvigtig indkomstkilde.
Hvor flere byer har overdrev eller ævredsgræsning sammen, bliver spørgsmaalet om fordelingen af græsningsretten paa de enkelte bymænd særlig vanskeligt. Forholdet vil jo nemlig næsten altid være det, at der er forskel ikke alene paa de enkelte bymænds andele, men ogsaa paa de deltagende byers andele i den fælles græsning. En saadan forskel behøver ikke alene at opstaa derved, at den ene by tilskyder et større areal, f. eks. en større vang i vangelaget, men ogsaa derved at græsningen paa de enkelte byjorder er af forskellig kvalitet.
Ifølge et tingsvidne fra 1496 har Aunø mænd udlagt saa meget af deres jord til fælled mod Svinø mænd i de to marker, hvor horn er mod horn, græsbed mod græsbed, at Aunø mænd maa kunne have deres malkekvæg og smaakvæg frit paa marken og hver 4 arbejdsøg uden at give Svinø mænd græsgæld derfor, men studene og udgangsøg maa de finde anden græsgang til.[^83] Græsningsretten i vangelaget er altsaa bestemt af byens andel i det samlede græsareal, hvilket ogsaa fremgaar af et lignende tingsvidne af 1504 fra Hammer hd.[^84]
Disse fordelingsspørgsmaal finder lettest deres løsning, hvor de i vangelaget deltagende byer, saaledes som tilfældet er i Nordskaane, er samlet i et fælles grandelag med fælles bystævne og fælles oldermand. I vedtægten for Håslöv og Viby byer i Villands hd. (nr. 36) løses spørgsmaalet i § 16 simpelthen derved, at kvotaen for de enkelte bymænd i de to byer er fastsat. I Håslöv maa man have 4 kreaturer og 1 hest paa hver gaard, men i Viby maa man have 14 kreaturer og 2 heste pr. gaard. Der er altsaa en ganske betydelig forskel paa de to byers andele.
Hvor der ikke er fælles grandelag imellem de i græsningen lodtagne byer, maa fordelingen af græsningsretten ske igennem særlig overenskomst, hvis der da ikke har udviklet sig en gammel til stadighed anerkendt sædvane. Der vil senere i kap. 11 blive fremdraget en række eksempler paa saadanne mellembys overenskomster.
Hvor græsningsretten ikke er fastsat ved en udtrykkelig overenskomst, giver fællesskabet naturligvis gang paa gang anledning til tvistigheder mellem byerne. Saaledes tiltaler oldermanden i Lille Svedala i Oxie hd. i 1706 en bonde i Kärstorp, fordi han har haft to trækstude paa den fælles græsgang, hvilket paa grund af den ringe græsning har været forbudt af arilds tid, idet man kun har tilladt, at køer, faar og svin bliver sat ind paa fælleden. Paa grund af overtrædelsen af gammel sædvane er bonden blevet pantet af sine grander, og herredsretten godkender saavel sædvane som pantning.[^85]
I 1669 tiltaler oldermanden i Oxie sin kollega i Fosie, fordi Fosie bymænd ikke har betalt de 4 daler, som de plejer at give aarligt, naar de to byer har fælled sammen,[^86] og i 1717 tiltaler Oxie paany Fosie, fordi de i modstrid med den dom, der tidligere overgik dem, heller ikke dette aar vil betale græspengene. Fosie nægter imidlertid at betale, idet de ganske vist ikke benægter den tidligere dom, men hævder, at beløbet er alt for højt nu, da saa mange gaarde er øde. Uanset denne indvending dømmes byen imidlertid til at betale de sædvanlige græspenge.[^87]
Af et kgl. missive 24.2. 1635 (Kanc.brevb.) fremgaar det, at bønderne i Strandhuse i Koldinghus len ligger i strid med deres naboer, der vil have højere græspenge af dem, og som, da de ikke vil betale mere, nægter dem græsning, saaledes som de og deres formænd altid har haft det.
Omkring disse fællesskaber med hensyn til græsning kan der naturligvis udvikle sig mange forskellige lokale sædvaner. Saaledes var det f. eks. sædvane, at Hyllie bymænd i Oxie hd. skulde betale græspenge paa en fælled, hvori desuden Fosie og Hindby var lodtagne, til Fosie by. I 1702 panter Hindby bymænd imidlertid oldermanden i Hyllie, fordi han ikke har betalt græspenge til Hindby. Herredsretten erklærer under henvisning til den gamle sædvane pantningen for ulovlig.[^88]
Fra Christian V's matrikelværk har vi en mængde oplysninger om taksation af mellembys overdrev, nemlig først og fremmest fra de saakaldte skov- og taksationsprotokoller, der indeholder oplysninger om de forskellige mellembys overdrev og de enkelte byers andel i græsningsretten.[^89] Haff har paavist, at der findes to typer af græsningsrettigheder, nemlig dels de landsbyer, hvis græsningsret i et overdrev er bestemt i forhold til jordbesiddelsen og dels de landsbyer, hvor de enkelte gaarde alle har det samme antal kreaturer paa overdrevet.[^90] I det første tilfælde maa græsjævningen tilpasses ændringer i jordforholdene, der overalt er grundlaget for fordeling af rettigheder og pligter.
I de stridigheder om mellembys overdrev og græsningen i vangelag, som dukker op i tingbøgerne, er det sjældent at faa oplysning om, at parterne har paaberaabt sig et bestemt fordelingsgrundlag, men oplysningerne i skov- og taksationsprotokollerne tyder, i forbindelse med de sparsomme oplysninger fra middelalderen, afgjort paa, at i hvert tilfælde byer, der tilsammen ejer et overdrev, maa have græsningsret i forhold til deres andel. Vanskeligere er det at faa oplyst, hvorledes græsningsretten paa fremmed jord kan nærmere begrænses.
DL 3–13–29 indførte den regel, at hvor byer har overdrev, ævred eller fælled sammen, skal det takseres, hvor meget fælleden kan taale, og hver by skal sættes efter sin jords vurdering, hvor meget den kan have derpaa, saaledes at klov regnes mod klov og horn imod horn. Efter denne bestemmelse udmeldes der takseringsmænd til at udføre græsligning mellem byerne. Takseringsmændenes antal varierer. Jeg har fundet eksempler paa saavel 4, 8 som 12 vurderingsmænd. Saadanne takseringer findes i stort tal i tingbøgerne, og fra Lejre hd. paa Sjælland skal her anføres udmeldingen af 4 mænd til taksering af fælleden imellem nogle byer i 1696.[^91] Det paalægges mændene at tage i grundig øjesigt beskaffenheden af enhver af byernes andel i fælleden, saaledes at de kan taksere, hvad der paa enhver andel kan græsse af stort og smaat kvæg. De skal endvidere taksere al særjord, som maatte findes i fælleden, saasom kirkejord og andre deslige lodder, som skal henføres under byens egen jord. Derefter skal ligningen foretages efter hver gaards hartkorn. En særlig omfattende taksering finder sted i Flakkebjerg hd. 1725, hvor vurderingsmændene skal ligne en fælled, der omfatter de fleste af herredets byer.[^92] [^93]
4. Politimæssige forskrifter
Hvor alle byens eller flere byers kvæg er samlet paa overdrevet eller i ævredsvangen, maa der naturligvis fastsættes visse forskrifter for at forhindre skade paa dyrene. Vigtigst af alt er det at undgaa, at skab og andre smitsomme sygdomme breder sig blandt dyrene. Derfor har der fra arilds tid været forbud imod at sætte syge dyr paa græsgang sammen med andre, og i JL III:55 bestemmes det, at dersom der er skabede heste paa fælleden, og den, der ejer dem, ikke vil holde dem paa sin egen jord, da kan ejerne nedlægge forbud herimod paa tinge og (derefter) drive dem i dyndet og dræbe dem uden bøde. Den samme regel genfindes i DL 5–12–7.
Lovgivningens paabud om, at bymændene skal henvende sig paa tinge, bliver imidlertid lige saa lidt overholdt i dette tilfælde som i saa mange andre, i hvert fald kender vi bestemmelser fra vedtægterne, hvorefter syge dyr kan dræbes, uden at tinget har givet sin sanktion dertil. Det er imidlertid ikke altid, at domstolene godkender saadanne ensidige handlinger. En dom fra Skaanes landsting 1671, hvoraf vi kun kender konklusionen, synes saaledes at stadfæste en dom fra Harjager hd., hvorefter bymændene er dømt for at have jaget en besmittet hoppe i aaen uden lovlig oplysning.[^94] Denne stillingtagen kan imidlertid ikke være nogen særlig paavirkning fra svensk ret, thi Lindgren har fremdraget en dom fra Vikke hd. i 1654, hvorefter granderne i Långalåst i Floby sogn blev frikendt for at have dræbt en skabet hest, som en bymand havde sluppet ud paa udmarken. Retten dømmer, at de ikke var skyldige at bøde for den hest, som de med grandelaget ihjelslog.[^95] I vedtægten for Håslöv og Viby i Villands hd. (nr. 36) bestemmes det da ogsaa, at oldermanden og bymændene skal dræbe syge kreaturer, der sættes paa fælleden, dersom ejeren ikke inden 8 dage har taget dem fra de andre og søgt raad for dyret. I 1714 tiltaler bymændene i V. Skrävlinge deres grander i Bulltofta, fordi de sidstnævnte har druknet en hest tilhørende de førstnævnte. Ejeren vil have erstatning, men oldermanden svarer, at hesten havde skab »og det som endnu værre var«, og at de druknede den efter »landsens manér«. Der opnaas forlig i sagen.[^96]
Byordningen af 12.1. 1684 for Rendisløv i Halland bestemmer, at hvis ejeren af kvæg, der har nogen smitsom sygdom, ikke holder det isoleret, eller søger raad derfor, skal bymændene have lov til at drive det smittede dyr »i sænk«.
Fra hele landet findes eksempler paa, at bymændene uden nogen indblanding fra tingets side har beordret syge kreaturer ihjelslaaet. I vedtægten for Kraglund i Viborg amt for 1660 (DW III:338) hedder det, at skabede heste og kreaturer skal holdes i stærkt tøjr adskilt fra andre dyr eller kastes i »pøten«, og bymændene har ikke forbrudt sig ved den handling. Det samme gælder for Viborg købstads markjorder efter vedtægten fra 1688 § 11 (DW II:127). I Græsted sogn, Frederiksborg amt, er reglen i 1696 den, at skabede husdyr skal afskaffes, og hvis ejermanden ikke selv gør det efter at være blevet lovligt advaret, skal oldermanden med menige bymænd slaa dem ihjel. For denne handling skal bymændene ikke pligte paa nogen maade, men ejermanden skal tværtimod bøde til byen for sin uvilje (DW I:52). I Stoense paa Langeland skal den, der har skabet kvæg, efter vedtægten fra 1707 (DW III:255) holde det inde eller afskaffe det, og vil han ikke, maa bymændene jage det i »dyndebløde«. Vedtægten af 1725 fra Mastrup i Randers amt (DW III:544) paabyder ejeren af syge heste eller kreaturer at angive dette til »tallien«, d. v. s. paa bystævnet og siden holde flittigt tilsyn med det, adskilt fra byens dyr. Forsømmer han det, skal han bøde 6 sk. byg, men forsømmer han anden gang, maa menige grander kaste dyret i en tørvegrav. Som et sidste eksempel skal nævnes vedtægten for Vindelev i Vejle amt, der i 1774 paabyder ejeren af syge dyr at holde dem adskilt fra de andre paa et særligt sted, der udvises ham af byen. Hvis dyret kommer løs, skal ejeren bøde, og kommer det løs for tredie gang, da tillades det at følge lovens 5–12–7 og jage det i dynd og dræbe det (DW II:439). Man tager altsaa intet hensyn til, at den paaberaabte lovbestemmelse udtrykkeligt siger, at bymændene skal forelægge ham et forbud paa tinge, og denne vidtgaaende forstaaelse af loven fastsættes ved en autoritativ fortolkning ved forordning 8.12. 1779, hvori det hedder, at ligesom det ved DL 5–12–7 er befalet, at det maa være vedkommende tilladt uden paatale at dræbe de paa deres grund forekommende skabede heste, saa skal og samme anordning for fremtiden gælde i henseende til de heste, som med snive, der er endnu mere smitsom og farlig end skab, bevisligen er befængte, saa at de uden godtgørelse for ejeren maa dræbes, dog skal det alene være vedkommende øvrigheds sag saadant at foranstalte, hvilken og haver at besørge, at de saaledes dræbte heste dybt i jorden vorde nedgravede, jfr. ogsaa pl. 24.9. 1777.
Det værste, der kunde ske, var udbrudet af en epizooti paa egnen, og for det tilfælde bestemmer vedtægten af 1698 for Drigstrup i Odense amt (DW III:189), at det døde kvæg skal graves ned paa ejermandens egen grund 2½ alen under jorden, for at andet kvæg ikke skal blive smittet.
Forbud imod at tilforhandle sig syge husdyr forekommer ogsaa i vedtægterne,[^98] og foruden forbudet mod at syge dyr maa græsse sammen med de andre, finder vi ogsaa forbud imod, at de bliver vandet det samme sted som byens hjord.[^99] Alt i alt tyder disse bestemmelser paa et ikke helt ringe kendskab til de smitsomme sygdommes karakter.
Fra kongens og de øvrige jordejeres side har der fra gammel tid været ført en tilsyneladende forgæves kamp for at faa afskaffet geder, især de steder, hvor der er underskov paa fælleden. Disse dyr er i stand til at forrette betydelig skade paa den lavere træbevoksning, men trods talrige forbud ned gennem tiden lykkes det aldrig at faa udryddet eller synderlig nedbragt bestanden. I Lollands vilkaar 1446 og i Fyns vedtægt 1492 forbydes det fuldstændigt at holde geder. Hvis nogen gør det, skal kongens foged være forpligtet til at skride ind. I Christian III's konfirmation af sidstnævnte vedtægt fra 1547 bestemmes det yderligere, at den, som støder paa geder, maa beholde dem som prise og ikke af den grund have forbrudt noget, tværtimod skal den, der forsøger at tage dem fra ham (altsaa aabenbart ogsaa ejeren) bøde for vold og ran. Lige saa streng og kategorisk er Bornholms artikler og vedtægt fra 1499, hvorefter enhver, der træffer paa geder paa øen, skal bringe dem til embedsmanden paa slottet eller hans fuldmægtig.
I Christian III's forordning 1.5. 1541 for Sjælland er forbudet ikke slet saa kategorisk. Her paabydes det blot at udrydde geder paa fællesskove og andre skove, medmindre de kan holdes paa ejerens enemærke.[^100] I 1544 befaler kongen, at Københavns slots tjenere skal udsendes og indtage alle geder, der findes paa kronens, klostres, kirkens eller adelens skove, dersom de skader deres naboer, og drive dem til slottet, medmindre de findes paa gode mænds enemærker uden skade for naboerne. En mand, der i 1552 har nedslaaet nogle geder, bliver frifundet ved kongens retterting med udtrykkelig henvisning til, at hans handling var i overensstemmelse med kongens forordning af 1541.[^101]
Ved et aabent brev 19.8. 1556 til alle jordejere i Nørrejylland mildnes betingelserne yderligere, idet geder nu ikke alene maa holdes paa enemærkeskove men ogsaa paa heden. Reglen i den efterfølgende lovgivning, nemlig den københavnske reces 1558, kap. 65, skovforordningen 20.10. 1670 § 9 og DL 5–12–1 bliver da, at geder frit maa holdes paa heden, og hvor der ikke er underskov, eller hvor de kan holdes paa ejermandens egen grund uden skade for naboerne. Hvis der holdes geder udenfor disse tilfælde, maa enhver lodsejer eller jorddrot optage dem og sende dem til det nærmeste hospital uden proces og dom, jfr. DL 5–12–2.
I adskillige tilfælde udstedes der dog ogsaa i den følgende tid kategoriske forbud imod at holde geder saavel paa kronens som paa adelens ejendomme, eksempelvis skal nævnes en befaling 18.9. 1570 til lensmanden i Vordingborg len om straks at give alle, der holder geder, ordre til at slagte dem, og hvis det ikke sker, da at lade dem stikke ihjel, og siden levere ejerne de døde geder, da geder for flere aar siden er gjort fredløse.[^102]
Gederne fik man dog aldrig bugt med, derom vidner landsbyvedtægternes mange bestemmelser om, hvorledes saadanne dyr skal holdes, eller de stadigt gentagne forbud imod, at de overhovedet holdes.[^103]
Men der var ogsaa andre hensyn at tage end hensynet til bevoksningen. For at der kan være gode heste i krigstid, bestemmes det i forordningen 26.8. 1622, at ingen præste-, borger- eller bondehest, som ikke er skaaret, maa løbe løs paa fælleden eller hos stod, medmindre den er 24 daler værd. Forbudet, der altsaa har til hensigt at forbedre den hjemlige hesterace, er optaget i recessen 1643 II:30, men her tilføjes, at det i Halland og Blekinge er tilstrækkeligt, at hesten har en værdi af 12 rigsdaler. Findes andre heste løse paa fælleden efter paaske, skal de være forbrudt til herskabet. DL 5–12–3, der gentager reglen i noget ændret skikkelse, tilføjer, at hver by skal være pligtig at holde en eller flere hingste til byens hopper. Reglen blev ophævet ved forordningen 30.5. 1693, men genindført ved forordningen 23.12. 1778 samt pl. 6.12. 1780. Ved pl. 1796 og pl. 25.4. 1800 opgives princippet endeligt, og man holder sig til de positive bestræbelser paa at fremme stutterierne og præmiere de gode dyr.
Af de i vedtægterne forekommende ordensforskrifter skal iøvrigt nævnes paabud om at holde svinene ringede, i hvert tilfælde efter at der er saaet,[^104] og forbud imod at holde løse hunde.[^105] Paabudet om svins ringning findes ogsaa i forordningen 1.7. 1619, i specielle paabud rettet til kronens bønder i forskellige len[^106] og i de talrige skovforordninger, saaledes i forordningen 26.1. 1733 § 9.
5. Vogtning af husdyr
Byens vigtigste græsgang var den af vangene, som laa i fælled, men i modsætning til overdrevet, der ofte laa afsides i forhold til den dyrkede jord, laa fælledvangen jo klods op af kornvangene. Derved opstod der et alvorligt problem med at holde kreaturerne væk fra de fredede vange. Dette problem affødte de mange regler om hegnsætning og hegnssyn, som skal omtales nedenfor i kap. 7, men hegnene var ikke altid tilstrækkelige til at holde kvæget ude af vangen, og derfor gik kvæghjorden næsten altid under opsyn af en hyrde.
Vogtningen begynder paa det tidspunkt, da vangene fredes, og kvæget skal holdes derfra, men ligesom tilfældet er ved hegnspligtens og markfredens indtræden, fastsættes der ofte bestemte tidspunkter for vogtningens paabegyndelse i vedtægterne, og disse tidspunkter behøver ikke altid at falde helt sammen med de øvrige fredningstider. Som regel skal kvæget vogtes fra omkring Valborgsmessedag (1.5.)[^107] og indtil dagene omkring St. Michaeli (29.9.),[^108] men der er ogsaa afvigende tider f. eks. i vedtægten af 1641 for Darum i Ribe amt (DW III:571), hvorefter vogtningen begynder midsommerdag (24.6.). Adskillige vedtægter indeholder blot en bestemmelse om, at vogtningen skal paabegyndes, naar bymændene vedtager det paa stævnet.[^109]
Naar vogtningen er paabegyndt, maa ingen bymand holde sine kreaturer borte fra hjorden, hvad enten han nu vil have dem gaaende løse, tøjre dem eller vogte dem særskilt. Forbudet imod at holde særhjord hører til de ældste og hyppigste i vedtægterne.[^110] Bestemmelser herom nævnes ganske vist ikke i Fyns vedtægt 1492, men i recesserne medtages bestemmelser om særhjord udtrykkeligt blandt de emner, der kan behandles i landsbyvedtægten, og i denne form optages bestemmelsen i DL 3–13–31. Kun hvis kreaturet er sygt og ikke kan følge med hjorden, maa det tøjres paa ejermandens grund, men saa skal oldermanden ogsaa bese dyret for at konstatere, om dets tilstand er af en saadan beskaffenhed, at det bør lades ude af fælleshjorden.[^111] Naar forbudet imod særhjord haandhæves saa stærkt, er det ikke alene, fordi dyrene ved at gaa uden kontrol paa fælleden kan blive farlige for markfreden, men ogsaa fordi ansvarsløse bymænd sikkert ofte har villet tøjre dem i kornvangen, hvor de let kunde rive sig løs og gøre markskade paa andres korn og eng.
De fleste byer har sikkert haft en byhyrde, nogle endda baade kvæg-, svine- og faarehyrde. Mindre betydningsfulde personer er horsdreng, svinedreng og kalvedreng, som ogsaa forekom.[^112] Hyrden ansættes som regel af bystævnet, og man maa gaa ud fra, at flertallet af de fremmødte almindeligvis har været afgørende for, hvem der blev ansat, men i Kondrup, Hellum hd., Aalborg amt, har det efter vedtægten 1716 været de bymænd, der ejede mest kvæg, som bestemte, hvem der skulde ansættes som hyrde (DW II:95). Den samme regel genfinder vi i vedtægten af 1729 for Blenstrup i samme hd. (DW III:308).
Om byhyrdens arbejde og løn har Aug. F. Schmidt i sin bog om byhyrden[^113] samlet en række oplysninger fra vedtægterne og folkemindeindsamlingen. Lønnen bestod dels i kostforplejning, dels i kontant løn. Begge dele blev ydet af bymændene i forhold til deres antal af kreaturer, sjældnere i forhold til deres otting i marken.[^114] Saaledes var lønnen i Nordby paa Samsø 1786 8 sk. pr. otting. Den kontante løn blev erlagt, naar vogtningen ophørte, altsaa som regel omkring St. Michael, men i Sæby, Hjørring amt, 1685 (DW II:10) skulde halvparten erlægges til paaske og halvparten til mikkelsdag.
Forplejningen gik paa tur mellem bymændene i vogtningstiden. Ogsaa antallet af forplejningsdage bestemtes for den enkelte bymand af hans antal kreaturer. I Rødding i Sønderjylland skulde bymændene i 1671 »made« hyrden en nat for hvert kreatur, de sendte med hjorden (DW III:576), og i Maglehem, Gærds hd. (nr. 1) 1689 skulde man tage faarehyrden paa kost 1 dag for hver 4 faar, man sendte med hjorden.
Adskillige byer havde et hyrdehus til hyrden,[^115] og huset skal alle bymændene holde vedlige hver sin part (DW II:224, II:453, III:549). Hyrdehuset kunde ligge paa gadejorden ofte ved byleddet, hvor landevejen fører ind i byen.
Som vogter af hjorden ser man ogsaa i kilderne omtalt vangegemmer eller markmanden. I en kgl. befaling 16.8. 1584 bestemmes det, at Bistrup mark skal indgrøftes, og der skal bygges huse ved hvert led til bolig for en hyrde eller vangegemmer. I missive 2.4. 1627 omtales, at bønderne i Københavns len ikke kan blive færdige med stengærderne paa den store ladegaardsmark, hvorfor vangegemmerne og husmændene sommeren igennem skal vogte køerne. Efter vedtægten for Rødding i Sønderjylland 1671 (DW III:576) skal samtlige bymænd antage en markmand og betale ham efter deres ottings brug. De anførte steder betegner aabenbart saavel vangegemmer som markmand blot den sædvanlige hyrde, men i talrige vedtægter anvendes de to betegnelser om innammeren, der havde til opgave at indtage kreaturer, som gik i fredet vang. Nogle steder har man en markmand, der foruden at være innammer, tillige vogter hjorden, og andre steder skal hyrden foruden at vogte byens kvæg tillige indtage fremmed kvæg (DW I:47, II:462). Baade betegnelsen og hverv blandes altsaa i tidens løb sammen, men det undersøgte materiale har ikke givet mulighed for at faa oplyst det nærmere udviklingsforhold mellem vangegemmer, markmand og hyrde.
Efter vedtægten i Vordingborg, Præstø amt, 1655 (DW III:141) skal der aarligt udnævnes 4 markmænd blandt bymændene selv, og disse markmænd skal antage en markvogter og bestemme hans løn, som fordeles paa bymændene, eftersom de har jord til. Markmændene skal desuden have tilsyn med gærder og led, saaledes at markfreden kan opretholdes. Her er markmanden altsaa et tillidshverv i lighed med oldermanden, og forholdet er sikkert det, at innammer, markmand og vangegemmer oprindelig er tillidsmænd, der udnævnes af bystævnet blandt bymændene selv og med den opgave at indtage kvæg af den fredede vang, tilse hegnene, eventuelt gaa hegnssyn, og holde opsigt med hyrden. Byhyrden er derimod en tjenestekarl, der ansættes for løn af byen. Det er imidlertid ikke alle byer, der har nogen hyrde, og saa maa bymændene selv eller deres folk efter tur vogte dyrene. I vedtægten for Aarestrup i Aalborg amt, 1719 (DW III:287) bestemmes det, at hvis en hyrde ikke kan faas, skal bymændene selv efter tur sende deres folk til vogtning, og det nytter ikke, at de sender kreaturerne bort fra byen i den tanke, at de derved slipper for vogtningen, thi de skal alligevel lade byhjorden vogte, naar turen kommer til dem. I andre byer er det den almindelige regel, at bymændene vogter selv. Efter Lumby vedtægt, Odense amt, ca. 1500 (DW V:35) skal vogtningen gaa rundt i byen og enhver tage vare derpaa, saa længe der er behov derfor. I Voer, Randers amt, hvor der forovrigt holdes hyrde, hedder det i vedtægten 1707 (DW III:392), at de menige grander skal skiftes til at vogte de løse heste, naar de om natten er fra hjorden, eller ogsaa skal de staa i gaardene. Efter en udateret vedtægt for Saaby i Københavns amt skal menige grander være pligtige at holde vagt i vangen hver sin dag om ugen efter oldermandens og bymændenes paalæg (DW I:98). Endelig skal anføres vedtægten for Lindved i Vejle amt, 1747 (DW V:108), hvorefter den mand, der har videstokken, skal begynde at vogte først, hvilken hjord det end er.
I Oxie hd. synes vogtningen af faarene at paahvile bymændene efter tur, i hvert tilfælde kender vi flere retssager i anledning af tvistigheder om denne pligts opfyldelse. I 1702 tiltalte oldermanden Anders Knutzon i Keglinge mølleren i samme by, fordi denne ikke vilde vogte faarene lige som de andre i byen.[^116] Mølleren svarer, at han kun har 6 faar, og at han derfor ikke vil vogte lige saa meget som de andre, der kan have op til 40 faar. Han hævder endvidere, at det altid har været sædvane, at han skulde vogte faarene een gang for hver 2 gange, de andre vogtede. Hertil gensvarer oldermanden, at umagen er lige stor, hvad enten der nu er flere eller færre faar at vogte. Herredsnævnet bevidnede, at det overalt er sædvane, at den, som har 6 faar, kun skal vogte imod dem, som kunde have 30 eller 40, og mølleren afslutter med at forklare, at den samme ordning er gældende for saa vidt angaar vogtningen af kreaturerne, saaledes at den, der kun har 1 ko, holder hyrden 1 dag, og den som har 8 køer, holder ham 8 dage. Tingsretten resolverer, at da mølleren har erklæret sig villig til at holde vagt ved faarene efter den gamle ordning, frikendes han for oldermandens tiltale.
I 1704 tiltaler bymændene i Mellem Grevie pigen Gundela Stigsdatter, fordi hun ikke vil vogte faarene paa byens græsgang.[^117] Hun svarer, at hun bor hos sin svoger, som lader vogte for hele faarehjorden, hvoriblandt ogsaa hendes faar gaar. Hun dømmes imidlertid til at vogte faarene i byen, naar hun skal det efter ordningen, saa længe hun holder faar paa byens græsgang.
Raadmand Chr. Brun i Malmø tiltaler 1705 Hindby bymænd, fordi de har frapantet ham en sengedyne.[^118] Bymændene forklarer, at da turen kom til raadmandens gaard at vogte byens faar, da var der ingen vogtning, og faarene gik ind i vangen. Sagen udsættes og ses ikke senere optaget.
Ved en sjællandsk landstingsdom 15.3. 1730[^119] dømmes en bymand til at betale bidrag til vangevogteren, skønt han selv havde ansat folk til at vogte sin sæd, da han ikke i tide havde klaget over byhyrdens forsømmelighed og derfor var bundet af vedtægten, jfr. 3–13–31.
Hvis hyrden eller andre, der skal vogte, er forsømmelig, saaledes at kreaturerne gør skade paa marken, bliver den skyldige pantet af bymændene, eller ogsaa bliver bøden trukket fra i hans eventuelle løn.[^120]
Hvis der sker skade i marken, og hyrden ikke siger, hvis kreaturer der gjorde skaden, bliver han selv pligtig at betale den efter vedtægten i Aarestrup, Aalborg amt, 1719 § 11 (DW III:289), og en lignende regel er godkendt af herredsretten i Hvidding hd., Sønderjylland, 1689,[^121] der dømmer en hyrde til at betale den skade, som en stud har forvoldt ved at stange en ko, fordi han ikke vil opgive, hvem studen tilhørte. Ved dommen tillægges der hyrden regres til studens rette ejermand.
Hvor flere byer har fælledlag sammen, kan de naturligvis ogsaa have hyrdelag sammen, men dette behøver ingenlunde at være tilfældet. I 1666 tiltalte Kongsted bymænd (DW II:442) deres grander i Torp, fordi disse ikke vilde have hyrde og hyrdelag med dem men holdt særdrift paa fælleden, hvilket var forbudt i vedtægten, som gjaldt i begge byer. Et tingsvidne fra 1657 oplyser, at de to byers kvæg havde gaaet horn ved horn paa fællesgræsgangen, saa længe man kunde mindes. Herimod beviser Torp med tingsvidne, at deres fællesgærder imellem vang og fælled ikke er blevet holdt vedlige siden den sidste ufred, hvorfor Torp ser sig nødsaget til selv at tage vare paa vogtningen af byens kvæg, da de ikke tør betro det til fremmede hyrder paa grund af de skadelige ulve og tyvagtige mennesker, som findes paa egnen. Herredsdommen frifinder Torp med den begrundelse, at de ikke kan være pligtige at holde hyrdelag med Kongsted, førend gærderne er forsvarligt istandsatte, saaledes som de var det paa den tid, da de oprettede deres videbrev med hinanden.
6. Fælledmøder
For at paase, at græsligningen blev overholdt, og at de øvrige i det foregaaende nævnte bestemmelser iagttoges, holdtes der aarligt et fælledmøde mellem alle de i fælleden lodtagne bymænd. Dette fælledmøde havde naturligvis størst betydning i de tilfælde, hvor flere byer var parthavere i fælleden, og det er da ogsaa saaledes, at disse møder især tillægges betydning paa Sjælland og paa den skaanske sydslette, hvor de udbredte vangelag og de deraf følgende fællesskaber vedrørende græsning i brakvangene, er mere udbredt end andre steder indenfor det gamle danske omraade.[^121a]
Fælledmøderne i Skaane blev som regel afholdt St. Hansdag (24.6.) og gav anledning til en hel del festlighed.[^122] Ved fælledmødet skal hver af de deltagende byer samle deres kvæg, og de fremmødte kontrollerer saa, at der ikke græsser flere kreaturer end tilladt.[^123]
Gennemgangen af dyrene kaldes i Skaane fælledrensningen og paa Sjælland at »eigne« fælled.[^124] Efter Rostgaards skraa (DW I:80) skal der »eignes« mindst 3 gange om aaret.
Bymændene har pligt til at møde frem paa fælledmødet, ellers vilde det jo blive umuligt at faa noget overblik over de græssende kreaturer, og vedtægten fastsætter bøder for det tilfælde, at nogen udebliver. I flere skaanske domme har herredsretten ogsaa godkendt en saadan mødepligt for bymændene.[^125] Mellem de forskellige byer, der var parthavere i fælleden, kunde der jo nemt opstaa tvistigheder om fælledmødets afholdelse, i en sag for Oxie herredsting 1699[^126] hører vi saaledes, at 8 byers bymænd, der sammen med en 9. by er parthavere i en engstrækning, har maattet give den 9. by skriftlig tilsigelse om at komme til fælledmøde for at faa afskaffet de skabede heste, som byen holdt paa engen. Da byen ikke giver møde, bliver dens oldermand pantet af de øvrige. I 1618 maa Lille Næstved, Lodby og Guderup bymænd indvarsles paa tinge for at deltage i en græsjævning, hvorom der er uenighed.[^127] Mellem Lille Næstved og Lodby eksisterer der forovrigt en gammel ordning om »eigning« af en mark, hvorom de to byer var fælles. Denne ordning blev indgaaet i 1576 (DW I:196) mellem gildebrødrene i de to byer. Det blev da vedtaget, at hvert aar, naar Klostermarken laa til fælled, skulde det berammes en vis dag, hvor de 4 fornemste gildebrødre af hver by skulde møde og med deres helgens ed bekende, at de ikke havde sat mere kvæg paa marken end tilladt efter ordningen.
For at enhver kan udpege sine dyr ved fælledrensningen var det overalt skik og brug, at dyrene var forsynet med ejermandens mærke, og dette fæmærke var som regel brændt ind i dyrenes haarlag.[^128] Hvad der findes af umærkede dyr, blev indtaget af oldermændene.[^129] Hvis en bymand undlader at mærke sine dyr, kan han altsaa komme meget galt af sted. Det var dog sjældent, at det gik saa galt som oplyst i en rettertingsdom fra 1558,[^130] hvoraf det fremgaar, at lensmanden havde fængslet en bonde, fordi han var i besiddelse af et umærket svin. Imidlertid beviste bonden sin ejendomsret til svinet, og det oplystes, at han var ugift og boede hos sin far, hvorfor han intet fæmærke havde. Lensmanden blev herefter dømt til at yde bonden kost og tæring og tilbagebetale ham de penge, hvormed han havde købt sig fri for fængsel. At fæmærkerne kan misbruges, viser en rettertingsdom 1593,[^131] hvorved en bonde blev idømt tremarksbøde, fordi han ved ed og ved at paasætte sit fæmærke paa nogle faar, der tilhørte naboen, havde villet tilegne sig faarene. I KRD 1.6. 1608 oplyses det, at to bymænd havde samme fæmærke, hvad der jo kan give anledning til mange forvekslinger. Ifølge DL 5–10–22 maa ejeren af en skov optage alle svin, der findes paa skoven, og som ikke er mærkede, og hvis de ikke udløses inden 3 dage efter, at det er givet svinets ejer til kende, maa skovejeren beholde dem angerløst.
II. Indhegning af fælled og overdrev
1. Løkkedrift
I dette afsnit skal vi undersøge retsreglerne vedrørende løkkedriften paa overdrev, der ligger under byens fælles brug til græsning, oldendrift eller skovhugst. Selv om kildematerialet anvender ordene overdrev og fælled i flæng, vil den efterfølgende undersøgelse — trods den samme vekslende ordbrug, der anvendes ved referat af kildestederne — i første række beskæftige sig med løkkedriften paa det egentlige overdrev samt paa gadejorden og altsaa ikke i fælledvangen. Om indhegning af ager henvises til fremstilling ovenfor i kap. 4.
Nyopdyrkning og indhegning af jord, der tilhører byen som byalminding, har mærkværdigvis kun i et enkelt tilfælde været gjort til genstand for behandling i landskabslovene. I SKL 71 (AS 32) bestemmes, at hvis bymændene har en alminding sammen, skov eller lynghede eller anden ødemark, og nogen vil opdyrke deres andel i denne jord, men andre ikke vil, da skal de, som vil opdyrke, stævne de andre til tinge, og der skal fastsættes en frist, da alle skal komme til stede og rebe jorden imellem sig. Vil de ikke komme til stede og rebe, da kan de, som vil dyrke deres lod, gøre det, som de vil, og de kan ikke senere tvinges til at skifte med deres bymænd, før end disse selv har indtaget deres lodder til dyrkning. Denne bestemmelse beskytter altsaa de bymænd, der vil opdyrke, og den foreskriver en fremgangsmaade, der forhindrer, at de driftige og initiativrige ved en senere rebning kan tvinges til at opgive frugterne af deres indsats.
I de svenske landskabslove indtager bestemmelserne om opdyrkning af alminding en betydelig mere fremtrædende plads, hvilket naturligvis skyldes, at langt større arealer har henligget som alminding, og at ejendomsretten over de store, mellem byerne liggende arealer først sent er blevet hævdet af kronen. De vigtigste svenske bestemmelser om rydning af alminding er omtalt nedenfor side 293.
Paa grund af de geografiske forholds uensartethed har det kun ringe interesse at sammenholde de righoldige svenske retsregler med den følgende undersøgelse af danske forhold, her skal derfor kun nævnes Östgötaloven, der viser et vist slægtskab med SKL. Efter Øgl. 32 har bønder, som vil indtage af skoven til indhegnet mark, fortrinsret frem for dem, som vil lade skoven ligge, medmindre en saadan indhegning vil blive til stor skade for byen (formentlig for byens græsgang). Hvis der i den mark, som man vil indtage, ligger en anden mands svedjefældning, som han har ryddet til roer eller rug, da maa de skifte med den, som har fældet skov til rydning, men denne skal dog først have løn for sit arbejde.[^132] Maaske handler Vald.sj.L. arve- og orbodemaal III:9 om det tilfælde, at en løkke dømmes til nedrivning, men der kan lige saa godt være tale om nedrivning af hegn, der er sat paa en anden mands grund eller paa gadejorden.
I Danmark finder vi efter SKL den første bestemmelse om almindingen i Fyns vedtægt 1473 og 1492, der fastslaar, at den, der har ryddet alminding, ikke maa nyde mere deraf, end hvad der tilkommer ham som andel deraf »udi reb og raft«. Det tilføjes — i modsætning til reglen i SKL 71 — at ingen maa rydde alminding uden alle ejeres tilladelse. Denne sidste regel bliver grundlaget for retsopfattelsen i de følgende aarhundreder. Men med fæsteforholdets stadige udvidelse bliver det i den følgende tid lige saa vigtigt at fremhæve, at indhegning af fælledjord ikke kan finde sted uden husbondens samtykke, og begge disse grundsætninger synes optaget i retsopfattelsen.
Da jorddrotterne imidlertid i stor udstrækning overlod spørgsmaalet om landbrugsdriften til bøndernes egen afgørelse, finder vi ogsaa en række stridigheder, som udelukkende udkæmpes mellem fæstebønderne indbyrdes uden husbondens indgriben. I disse tilfælde forudsættes det nærmest, at indhegning af jord — hvor husbonden ikke griber ind med et diktat — kræver de øvrige bymænds samtykke.
Troels Fink[^133] har givet en indgaaende skildring af løkkedriftens udvikling paa fælledjorden i Sønderjylland. Troels Fink skildrer skovrebningens forløb og paaviser, at i slutningen af 1500-tallet var de skiftede skove de almindeligste, og han viser, hvorledes indhegningen er gaaet i rebningens fodspor. For skovenes vedkommende modvirkes denne udvikling dels af hensynet til skovhugsten, dels af hensynet til jagten, idet jorddrotterne ved bøndernes indhegninger forhindres i jagtens frie udøvelse. Dette var saaledes aarsagen til, at Christian IV i aaret 1600 udstedte et forbud for Sønderjylland imod bøndernes indhegning af skovskifter.[^134] Ved at fremdrage eksempler paa, at bønder er blevet straffet for at indhegne deres tilskiftede skovskifter, paaviser forfatteren, at der har været et almindeligt forbud imod indhegninger.
I 1597 sker der for Aabenraa amts vedkommende en ændring, idet amtmanden udsteder en tilladelse til indhegning imod erlæggelse af en afgift paa 1 rdl. pr. toftrode (1/16 ha), og dette bringer yderligere fart i oprettelsen af skovløkker. I almindelighed foretoges indhegningerne individuelt eller af 2–3 i fællesskab. Der fremdrages et enkelt eksempel paa, at landsbyen som helhed havde indhegnet større stykker af skoven.[^135]
Troels Fink resumerer sine undersøgelser saaledes: »Vidnesbyrdene om skovindhegning og rydning i det 17. og begyndelsen af det 18. aarhundrede er saa mange, at man kan tale om en almindelig udviklingsretning, men det udelukker selvfølgelig ikke, at der her og der bliver bestaaende skov, der, selv om trævæksten var delt i skifter, dog laa i fællesskab med hensyn til græsning meget længe.«[^136]
I det til grundlag for nærværende undersøgelse fremdragne materiale — altsaa især vedtægterne og tingbøgerne — har indhegningen af tilrebede skovpartier ikke sat synderlige spor udenfor Sønderjylland. Der findes overalt i landet — herunder ogsaa Skaane — vidnesbyrd om rebning af skovene, se nedenfor i kap. 6, men det ligger udenfor denne undersøgelses rammer at søge fastslaaet, i hvilket omfang denne rebning har fundet sted i de enkelte egne, og i hvilket omfang den er efterfulgt af indhegning. Om en indhegningsbevægelse som den i Sønderjylland af Troels Fink paaviste synes der dog intet sted at være tale, men det hænger vel sammen med, at udskiftningen af fællesskabet i det hele taget var langt mere fremskredet i Sønderjylland end i andre dele af landet.
De problemer, vort materiale især beskæftiger sig med, er oprettelsen af løkker paa fælles — uskiftede — græsgange, og bymændenes fælles opbrydning af ny agerjord.
De mere specielle regler i JL 1:47, 48 og 51 om anlæggelse af torpbebyggelse og paabygning af forten maa tidligt være smeltet sammen til en almindelig regel om, at man ikke uden alle lodsejeres samtykke maa indskrænke fællesgræsning ved indhegning eller paabygning. Se ogsaa nedenfor side 190. Herpaa tyder et forlig 1450 mellem prioren paa Dueholm kloster og en anden lodsejer, der havde ladet bygge i forte og fælled. Efter forliget faar han lov til at beholde sit byggested, men prioren faar til gengæld ret til at bygge »ved sin egen agersende«.[^137] Et tingsvidne fra Nørre hd. paa Mors udtaler 1454 direkte, at en saadan paabygning er ulovlig, og at det paagældende hus skulde nedbrydes.[^138]
Selv om direkte vidnesbyrd herom ikke er forefundet i det af mig fremdragne materiale, turde det dog være givet, at det ogsaa før DL har været gældende ret for hele landet, at indhegning af særjord paa overdrevet ikke maatte finde sted uden husbondens samtykke. Vi har i det foregaaende set, hvorledes denne regel i Sønderjylland modificeres derhen, at tilladelsen blev givet mod en bestemt afgift pr. toftrode, og det er et udslag af den samme regel, naar købstæderne søger om kongens tilladelse til at indhegne overdrev. At kongen skulde give en saadan tilladelse, finder vi tidligt vidnesbyrd om. Saaledes paalægger Erik Glipping i 1284 jordejerne indenfor staden Revals marker og grænser at nedrive alle gærder og indhegninger.[^138a] En kgl. rettertingsdom fra 1562[^139] dømmer Holbæks borgere til at udlægge til fædrift for Holbæk slot og tilgrænsende landsbyer en del jord, som imod lensmandens befaling var indhegnet. Byens gamle privilegier, der aabenbart gav ret til en saadan indhegning, var forbrudt under Grevens Fejde. Ved aabent brev 16.6. 1616 stadfæster kongen en af borgmester og raad i Kalundborg underskrevet vedtagelse om at indtage et stykke jord af byens overdrev til sædeland og engbund til bedste for byen, da det kun kan være til ringe skade for byens græsland, og den 18.12. 1627 tillades det Stege købstad at indhegne af byens overdrev til agerjord. I de nævnte tilfælde er der ikke tale om nogen tvist med omliggende byer.
Arent Berntsen Bergen[^140] definerer en løkke som et indelukket stykke jord eller en mark, som er en mands egen, og som han kan indhegne til sit eget brug. Den kaldes ogsaa vænge og paa Lolland rud eller undertiden indtægt. For at husbonden skal kunne give tilladelse til et saadant særbrug, maa han dog efter Bergen eje »ganske fanget«. I Jylland er betegnelsen forøvrigt »kaast« eller »kast«.[^141]
Det kan endvidere paavises, at det er en almindelig opfattelse i vedtægterne, at indhegninger kræver bøndernes samtykke, en saadan regel fremgaar da ogsaa af de domme, hvor tvisten er opstaaet og behandles mellem fæstebønderne indbyrdes uden husbondens indblanding, og uden at sagen ses henvist til husbondens afgørelse. I 1623 tiltalte bymændene i Hollensted en grande til Viborg landsting,[^142] fordi han havde ladet pløje og indhævde sin del af et overdrev, der blev brugt til fælles fædrift og torveskær. Det blev vidnet, at der havde været overdrev i 40 aar, og med henvisning hertil dømmer landstingsretten, at jorden skal udlægges dertil igen. Endvidere kan henvises til den nedenfor side 186 refererede rettertingsdom fra 1650. Hvor husbonden griber ind i tvisten, er forholdet naturligvis vanskeligere at udrede. Hvor der er flere lodsejere i en by, vil bøndernes respektive herskaber ofte træde i skranken for deres bønders ret, men det kan ogsaa ske, at nogle bønder uden husbondens intervention kommer i strid med en anden lodsejer i byen. Saaledes var forholdet i en sag, der paabegyndtes ved Gærds herredsting 21.2. 1649.[^143] Købingemænd havde indstævnet Hovbymænd, fordi to af disse havde oprettet en løkke paa byernes fælles overdrev. Sagsøgerne paastod de to bymænd tilpligtet at nedlægge løkken, da den volder skade paa byernes græsning. Hovbymænd svarer imidlertid, at den paagældende løkke ikke er oprettet med deres samtykke, og at den skader deres kvægdrift saavel som Købinges, hvorfor de tilslutter sig klagen imod de to bønder. Disse fremlægger imidlertid et skriftligt indlæg fra deres husbond, der lader møde med sin foged, hvoraf fremgaar, at løkken er oprettet med dennes samtykke og tilladelse. Heroverfor indvender Købinge mænd, at de vil bevise, at løkken er optaget paa fælledmark, og at den er til skade for deres fædrift, og de vil endvidere bevise, at de to bønder har andre løkker end den omtvistede, men at de ikke er berettiget til den ny løkke, som de ikke har efter gammel hævd, og som er saavel Købinge som Hovby mænds kvægdrift til skade. Desværre findes afslutningen af sagen ikke.
Udenfor Sønderjylland er det, som nævnt, især indhegningen paa uskiftet mark, der skaber problemer og stridigheder. I SKL 71 var det udtrykkeligt paabudt, at indhegningen i tilfælde af trætte ikke maatte finde sted, forinden fælleden var skiftet, og i Fyns vedtægt udtrykkes det samme krav noget mere vagt i bestemmelsen om, at ingen maa indtage mere, end hvad der tilkommer ham »udi reb og raft«. Af det foreliggende materiale fra 1500-tallet og de følgende aarhundreder fremgaar det imidlertid klart, at der — selv om fælleden var uskiftet — i flertallet af tilfælde ikke fandt et skifte sted forinden oprettelsen af løkker. Ikke desto mindre anerkendes det som en almindeligt gældende regel, at ingen maa indtage en større del af fælleden, end hans lod kan taale. Som lovgrundlag for en saadan regel ser man anført kap. 19 i recessen af 1547 og tilsvarende senere bestemmelser, og der maa herved tænkes paa bestemmelsens 1. led, hvorefter ingen maa bruge fællig mere, end enhvers lod kan taale. Denne regel, hvis hovedbetydning er en begrænsning af græsningsretten,[^144] indeholder jo intet krav om skifte af fælleden, og bestemmelsens 2. led, hvorefter den, der vil dele fælles ejendom, maa kræve rebning efter loven, anvendes aabenbart ikke i samme betydning som bestemmelsen i SKL 71.
Retstilstanden før DL kan vi da resumere paa følgende maade: Oprettelsen af løkker paa jord, der fra gammel tid har været under fællesdrift (græsgang, oldendrift eller skovhugst), kan kun finde sted med husbondens og alle lodsejeres samtykke. I forholdet mellem bønderne indbyrdes kræver saadanne indhegninger formentlig ogsaa — idet der bortses fra husbondens intervention — en enig vedtagelse indenfor bylaget.
Efterhaanden som bebyggelsen bliver tættere, og der bliver mindre græsgang til raadighed for landsbyerne, skærpes de forskellige interessemodsætninger i indhegningsspørgsmaalet betydeligt. Græsningen er nu ikke længere nogen ekstensiv drift, men den størst mulige udnyttelse af de forhaandenværende græsningsmuligheder bliver som oftest nødvendig. Samtidig spiller imidlertid visse udenbys interesser en stadig større rolle ved spørgsmaalets løsning.
Det er derfor naturligt, at spørgsmaalet optages til drøftelse under udarbejdelsen af Danske Lov. Det saakaldte »1. projekt« af DL fastsætter i sit forslag til 3–13–13 følgende regel: »Af fælles vang, fælles fædrift, græsgang og vandgang maa ej noget sær indhegnes«. Denne regel svarer nøje til den i de nedenfor side 191 refererede rettertingsdomme af 1632 og 1650 anvendte grundsætning: »fællesjord maa ikke formindskes«, og den vilde jo sikkert lige saa lidt som den nævnte grundsætning være til hinder for, at der oprettes indhegninger med samtlige lodsejeres samtykke. I projektets formulering vilde der heller ikke være tvivl om, at reglen skulde omfatte alle arter af fællesskaber, herunder ogsaa udenbys græsningsrettigheder.
Den endelige udformning af DL 3–13–13 bliver imidlertid en anden. Bestemmelsen deles i to led, og efter 1. led maa bonden ikke indgrave eller indelukke nogen ager, eng eller jordbund uden husbondens minde og alle lodsejeres samtykke, medens han efter 2. led ej heller maa aflukke folke- eller fægang, hvor den har været af arildstid.
Første led refererer sig klart til det sluttede bylag og udtrykker den regel, som allerede var fastslaaet i en klar retspraksis før DL. Vanskeligere er det at klarlægge betydningen og omfanget af reglen i bestemmelsens andet led. Knud Illum[^145] mener, at andet led underforstaar betingelserne i første, saaledes at der ogsaa i disse tilfælde kræves samtykke af husbond og alle lodsejere. Hvis dette er rigtigt, har hele 3–13–13 kun relation til forholdene indenfor det sluttede bylag, thi der kan ikke være nogen mening med at forlange lodsejernes samtykke til indhegning af en fælled mellem to byer, naar de græsningsberettigede i disse tilfælde overhovedet ikke er lodsejere. Antager man, at bestemmelsens 2. led skal forstaas uden de nævnte betingelser, vil den altsaa indeholde en regel om, at bymændene ikke maa afskære en udenbys fædrift, som har vedvaret i alderstid. Da der, som omtalt ovenfor side 157 ff., ikke kan antages nogen skarp adskillelse imellem de i DL omhandlede forskellige hævdsformer, vil en saadan regel harmonere udmærket med bestemmelserne i DL 5–5–2 og 5–10–21, idet man ikke kan have en regel om hævd paa græsning paa fremmed jord, hvis man samtidig tillader bymændene uden hensyn til den vundne hævd at indhegne deres jord. Den nedenfor side 196 f. refererede domspraksis fra tiden efter DL tyder nærmest paa, at man har anvendt 5–5–2 og ikke 3–13–13 som hjemmel for at kræve indhegninger, der er gjort i strid med vunden hævd, nedlagte. Der er dog fremdraget en enkelt landstingsdom, som anvender 3–13–13 i udenbys forhold.[^146] Barløse mænd tiltaler i 1715 Berning mænd, der har foretaget en indhegning paa en mark, som bruges af begge byer. Herredsdommen har givet Berning medhold og opretholdt indhegningen, men i landstingsdommen hedder det: Fogdens dom er stridende imod lovens ord i 3–13–13, at ingen maa indhegne uden husbonds og alle lodsejeres samtykke, hvorfor hans dom kendes magtesløs og ikke skal komme Barløse mænd til skade. Naar reglen anvendes her, skyldes det dog vist nok, at indhegningen er foretaget imod jorddrottens vilje. Hævdsspørgsmaalet er slet ikke paa tale. En sag fra Fyenbo landsting 1691[^147] omhandler imidlertid kun forholdet imellem husbond og bønder i det sluttede bylag. En bonde tilpligtes at tilkaste nogle indhegninger, han har gjort uden husbondens og de andre lodsejeres samtykke, og hvis han ikke gør det inden 6 dage, skal det staa de øvrige bymænd frit for i herredsfogdens overværelse selv at tilkaste dem. Det synes altsaa, som om sagen er rejst af de øvrige bymænd. Dommen angiver dog ingen hjemmel.
Reglen i DL 3–13–13 indskærpes for krongodsets vedkommende ved forordningen 22.12. 1720, men ophæves ved udskiftningsforordningerne 1758, 1759 og 1760.
Efter at have undersøgt de paa domspraksis og lovgivning grundede bestemmelser vedrørende indhegninger, skal vi i det følgende undersøge, hvilke regler angaaende spørgsmaalet, der opstilles i bøndernes egne vedtægter, idet man naturligvis herved maa forudsætte, at husbonden — selv om han har sanktioneret vedtægten — kan gribe ind i de opstaaede trætter.
Aabenraa byskraa 1335 bestemmer i sin § 38, at der ikke maa pløjes eller bygges paa byens græsning eller forte uden raadets samtykke,[^148] men vedtægten for Nykøbing Mors 1460 (DW II:39) tillader en fri rydningsret for bymændene, idet den bestemmer, at den, der pløjer hedejord, kan beholde denne jord, saa længe han holder den ryddet og bruger den med korn og gødning. Ligger jorden øde i eet aar uden korn og gødning, maa enhver tage den i besiddelse og bruge den med korn og gødning, men skal yde den første vederlag for 1 aars pløjning. At en saadan regel er givet for hedejord kan naturligvis ikke undre, eftersom denne jord kun har kunnet anvendes til meget sparsom græsning. En lignende regel haves da ogsaa i Varde 1631 § 31 (DW II:57a), hvorefter borgere, som opbryder ager af hedejord, maa beholde den i deres livstid og deres hustruer og børn efter deres død, saa længe de skatter og skylder i Varde, men derefter skal jorden igen gaa til byen. Paa den anden side forbyder Korndrup, Aalborg amt, 1716 § 30 (DW II:91) at opbryde hede i fædriften.
I 1559 var en bonde tiltalt ved kongens retterting[^149] for afpløjning. Han forsvarer sig med, at han havde pløjet nogle balker til sin ager, og at han ikke vidste bedre, end at det var gribsjord. Maaske har vi her vidnesbyrd om en retsopfattelse, hvorefter gribsjord i et vist omfang frit kan tilegnes. Den enkelte bymands ret til at oprette løkker i særdrift maa naturligvis være størst, hvor udmark findes i forholdsvis rigeligt omfang, og det er derfor naturligt, at vi finder løkkedriften mest udbredt i de skaanske skovsbygder. Heller ikke her har det imidlertid været en almindelig regel, at enhver bymand frit kunde indhegne paa almindingsjord, men der findes dog vidnesbyrd om en mere liberal indstilling. Dette gælder f. eks. vedtægten for Nävlinge i V. Gønge hd. (nr. 77) 1690, der i § 25 forklarer, at der i udmarken findes nogle indhegnede jordstykker, som en del af bymændene har oprettet. Disse indhegninger skal de efter vedtægten have lov til at beholde, men de andre bymænd, som endnu ikke har saadanne indhegninger, skal have lov til at opsøge sig en plads i marken, som de kan indhegne for at have et sted, hvor de kan græsse deres kreaturer og holde dem af vangen om vaaren og efteraaret.
Den almindelige regel i vedtægterne er dog formentlig, at ingen maa indhegne af fælledjord, herunder gadejord, uden samtlige bymænds samtykke. Dette er eksempelvis fastslaaet i vedtægten for Horne, Svendborg amt, 1559 § 22 (DW V:43), Kobenhoved, Haderslev amt, 1703 § 18 (DW V:176), V. Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 20 (DW II:29), Maglehem, Gærds hd. (nr. 1) 1689 § 7, o. m. a.
Hvor løkkedriften er gaaet for haardt ud over græsningen, kan bymændene enes om at udlægge nogle løkker til fælled igen. Saaledes er det sket ved en vedtægt mellem Børkop bymænd og lodsejere 1723 (DW II:459), der enes om at udlægge en række navngivne løkker til fælles fædrift, men det er nok muligt, at der her har været tale om løkker i vangen. Hvor løkker nedlægges, maa de ikke optages igen, og denne regel er udtrykkeligt fastslaaet i vedtægten for V. Brønderslev, Hjørring amt, 1682, § 21 (DW II:29), som bestemmer, at de indtægter, der nu er nedlagte, skal forblive under hov og horn.
Naar enkelte bymænd indhegner dele af fælledjorden, gaar det ud over de andre bymænds græsning. Dette kan reguleres derved, at de begunstigede bymænd maa skorte i fællesgræsningen, d. v. s. at antallet af de kreaturer, som de kan sætte paa den frie fælled, nedsættes i forhold til størrelsen af deres løkker. For denne skortning, som især er paavist i Sønderjylland, er der gjort rede foran side 164 f.
Bymændene kan imidlertid ogsaa paa anden maade skaffe sig udligning for den fordel, som indehaverne af løkker har i forhold til de andre. Det har sikkert været meget almindeligt, at løkkens indehaver betalte en vis ydelse til bylaget, vel oftest øl. Saaledes har forholdet været først paa 1600-tallet i Rønninge, Odense amt, hvorfra vi kender et omhyggeligt regnskab for de mængder øl, som forskellige bymænd skal give bylaget til gengæld for indhegninger af gadejorden. Der er opregnet ialt 17 saadanne løkker, der betales med fra 1 fjerding til en hel tønde øl, dog kun fra 1–2 skilling for nogle smaastykker (DW I:290).
Hvor fælledjorden ligger til græsning for flere byer, kan oprettelsen af løkker medføre, at der skal betales vederlag til de græsningsberettigede byer. Saaledes har forholdet været i Tullsager, Gærds hd., hvis bønder i 1668 indstævnes af kronen i anledning af en tvist om skat og skyld.[^150] Under denne sag fremfører Tullsager mænd, at deres forfædre har indhegnet en stor del af fælledmarken, og at de derfor maa give græsgæld til de andre byer, nemlig 4 tønder øl, undertiden 5 tønder, men nu er de forligte med Sketteljunga by om 1 td. øl. Hvis de ikke kan faa lov til at bevare denne ordning, saa vil de hellere udlægge deres gribsjord igen til græsning, og de henskyder sig til 8 mænds vidnesbyrd og mener, at de efter generalgouvemørens forordning maa have det, som det har været i de danskes tid og i alderstid. Nogen afgørelse paa striden er ikke fundet. I Emmerlev bybog, Tønder amt, fra 1736–50 (DW III:56) findes endelig en række eksempler paa, at bylaget paa stævne har udlejet adskillige løkker og særjorder, som tilhørte laget i fællesskab. Betalingen er i disse tilfælde erlagt i rede penge. I dette bylag satte man ogsaa af og til løkkerne til auktion paa stævnet og udlejede til den højstbydende.
Tingbøgerne vidner om, at der ustandselig er trætter om indtaget fælledjord, og det er for saa vidt karakteristisk, at vedtægten for V. Brønderslev, Hjørring amt, 1682 § 47 (DW II:33) fastsætter, at hvis der kommer nogen trætte paa byen paa grund af ulovlige indtægter eller ny indhævd eller i nogen anden maade byen til skade eller brøst med penges udgift, saa skal menige grander være pligtige at udlægge samme penge, enhver efter sin evne og formue efter 4 mænds tykke.
Vi finder ogsaa i vedtægterne vidnesbyrd om, at bymændene i fællesskab har indtaget ny jord til vangene eller oprettet løkker paa almindingen til skifte mellem dem alle. Saaledes tinglæses i 1649 ved Skads herredsting et brev udstedt i 1631 af bønderne i Faaborg landsby, hvori de meddeler deres overenskomst om at opbryde og oprette en korntægte mere end før. De vil lave 3 tægter ud af de 2 tægter, som ligger øst for kirken, saaledes at enhver kan opbryde, dele og skifte og mage hverandre, saaledes at de hver især faar, hvad der er behov for.[^151] Fra Nisset, Viborg amt, 1670 (DW V:75) findes bestemmelser om byens hørløkker, som skal oprettes i enighed. Dørkop vedtægt fra 1723 (DW II:457) udtrykker vel nok den for disse tilfælde almindeligt gældende regel, naar den bestemmer, at ingen maa indtage og opbryde mere jord, end hvad der tilfalder ham i den jord, som bymændene indtager hvert aar. At bymændene skal holde sig til de løkker, som bylaget har vedtaget at oprette, bestemmes i vedtægten for Rødding (Sønderjylland) 1671 (DW III:575), der fastslaar, at »hvor vi vorder ens om at tage indtægt at saa byg, skal vi alle blive ved i et indtægt«.[^152]
Det er imidlertid ikke altid, at saadanne fællesløkker skal anvendes til agerjord. Over hele landet finder vi eksempler paa indhegninger paa fælleden, der anvendes til græsning, nemlig de saakaldte kohaver, hestehaver, kalvehaver o. l.[^153] Ligesom der af bylaget fastsættes bestemmelser for, hvor mange kreaturer og heste den enkelte maa græsse paa den aabne fælled, saaledes findes ogsaa adskillige vedtægter om antallet af heste og kreaturer i byens indelukker.[^154]
Endelig skal behandles spørgsmaalet om, hvorvidt og paa hvilke betingelser en bonde kan vinde hævd paa retten til at have en løkke paa fælledjord. Dette spørgsmaal er til bedømmelse i nogle kongelige rettertingsdomme fra tiden før DL.
I 1650 tiltaler Sandager bymænd (Helsingborg len) en grande Jens Pedersen, fordi han efter deres mening uberettiget har nægtet at nedlægge en af ham brugt løkke paa fælledmarken.[^155] Jens Pedersen har nægtet at adlyde en 12 mands afsigt om, at løkken skulde udlægges under hov og klov, og gærdet flyttes til det gamle sted. Han har heller ikke villet efterkomme et ved Sdr. Aasbo herredsting udstedt tingsvidne, hvorefter bymændene vedtog at udlægge al fælledjord, som ikke har været indhegnet i 20 aar.
Landstingsdommen gik imidlertid imod bymændene, idet den bemærker, at forannævnte granskningsmænd kun har synet Jens Pedersens ejendom, skønt de andre bymænd har erkendt, at de ogsaa havde nogen indhegnet jord til deres gaarde, som er indtaget ligesom Jens Pedersens. Som følge heraf underkendte landstingsdommeren de 12 mænds afsigt og kendte Jens Pedersen berettiget til at bruge det indhegnede jordstykke.
For rettertinget anfører Sandager bymænd, at landstingsdommeren ikke har taget hensyn til, at størstedelen af deres fælled er tilsandet af flyvesand, og at de derfor — for at faa den fornødne græsning — har været nødt til at udlægge deres indhegnede løkker, og de protesterer imod, at Jens Pedersen, ene mand, skal kunne kuldkaste, hvad samtlige bymænd har vedtaget. Kongens retterting afsiger derefter følgende dom: »Efterdi fælledjord imod loven ikke bør formindskes er derpaa for retten afsagt, at Jens Pedersen, saavel som andre i Sandager, som ikke har 20 vintres hævd paa, hvis de indtæppet har, bør det igen at udlægge og landsdommerens dom ikke deri til hinder paa nogen maade.«
Forinden nogle bemærkninger knyttes hertil, skal endnu en dom refereres, nemlig en kongens rettertingsdom 1656.[^156] Af sagen fremgaar det, at der i 1643 var oprettet en kontrakt imellem Otto Thott og Otto Marsvin om noget gods i Blentarp og Everløv sogne, hvorefter begge parter forpligtede sig til at udlægge paa begge sider alle løkker paa fælleden, for saa vidt de ikke har været indhegnet under 20 aars rolig hævd. Otto Thott har imidlertid nu tiltalt nogle af bønderne, der hører under Otto Marsvins arving Lauge Bilde, og har krævet dem dømt til at udlægge den del løkker, som endnu henstaar paa fælleden. Skaanes landsting erklærer, at eftersom bønderne imod kontrakten ikke har udlagt deres løkker til fædrift og derfor er blevet dømt ved herredstinget, saa skal de inden førstkommende St. Mikkelsdag nedkaste indhegningerne og hver især give Otto Thott godtgørelse for den ufornødne proces. Lauge Bilde indanker landstingsdommen for rettertinget og paastaar, at kontrakten i sin tid er efterkommet af Otto Marsvin, og at forholdet ikke siden har været paatalt af Otto Thott, skønt godset er gaaet i arv og skifte og har været under 10 aars rolig hævd. Lauge Bilde henviser endvidere til, at forpligtelsen til at nedlægge løkkerne er gensidig, og at det ikke er bevist, at Otto Thotts bønder har nedlagt deres. Rettertinget resolverer imidlertid, at »efterdi bevises, at Lauge Bildes bønder imod kontrakten og herredsdomme ikke har udlagt de af fælled indteppede jorder, er derfor for retten afsagt, at landsdommers dom bør blive ved magt . . .«
I begge disse domme er 20 aars rolig hævd anført som et afgørende moment, i den første dom i selve domspræmisserne, men i begge tilfælde foreligger der en vedtægt mellem parterne om, at løkker, der har bestaaet i 20 aar, skal have lov til fortsat at bestaa. Dommene fastslaar altsaa ikke direkte, at retten til at bibeholde en løkke kan vindes ved 20 aars hævd, men da der er tale om at vinde en egentlig ejendomsret — for bøndernes vedkommende paa deres husbonds vegne, eller en eksklusiv brugsret for dem selv — maa man gaa ud fra, at retten efter den almindelige hævdslovgivning kan vindes ved 20 aars uforstyrret udøvelse, jfr. § 50 i recessen 1558 og senere DL 5–5–1 evt. sammenholdt med 5–5–2. De to omhandlede vedtægter kan maaske tages som et udtryk for retsopfattelsen.
En rettertingsdom 1650 godkender da ogsaa, at 20-aarig hævd kan anvendes i disse tilfælde.[^157] To bønder i landsbyen Fundersmåla i Blekinge havde indtaget en løkke paa en alminding, der laa til aaben græsning for saavel Fundersmåla som nabobyen Segemåla. Da sidstnævnte by mener, at løkken er til skade for deres græsgang, tiltaler de brugerne deraf ved hjemtinget og 2 x 8 mænd gransker sagen paa aastederne. Synsmændene erklærer, at løkken ikke er til skade for den fælles græsning, og at den ligger paa deres egen mark og rette fortov. Det konstateres samtidig, at Segemåla mænd paa deres side har indtaget mere af fælleden end deres lod kan taale, nemlig hele 4 løkker, men tingfogeden dømmer alligevel, at løkken skal nedlægges. Herom siger referatet af landstingsdommen: »Efterdi tingfogedens dom med de gamle indtægters indeblivelse, hvilke findes at være nødt hævd paa, og de andre indtægter, hvorpaa der ikke er nødt hævd, deres aflæggelse og afskaffelse findes at være grundet paa Christian III's reces §§ 29 og 50, da meldte han samme dom ved magt.« Det tilføjes dog, at da begge byer tilhører kronen, at de derfor begge er undergivet samme skat og skyld, og da de 8 mænds afsigt viser, at Fundersmåla ikke har faaet samme lod i fælledens indtægt som Segemåla, henviser landsdommeren til, at udmarken kan skiftes imellem de to byer og andre omliggende grander uden skade efter loven, saaledes at Fundersmåla ved indtægt kan faa lige saa stor lod til deres gaarde som Segemåla.
For kongens retterting hævder Fundersmåla, at de lige saa vel som Segemåla maa have ret til at oprette løkker paa udmarken, og de oplyser, at naar dette ikke er sket samtidig med, at nabobyen fik saadanne løkker, skyldes det kun, at deres forgængere har forsømt det. I rettertingets dom erklæres det, at landsdommeren med rette har dømt løkken til udlæggelse, men da begge parter er kronens bønder, skal lensmanden søge at opnaa en ordning imellem dem.
Denne sag viser altsaa, at recessens § 29 principielt maa lægges til grund for en afgørelse af spørgsmaalet om berettigelsen af at optage løkker paa fælleden. Det vil altsaa sige, at bymændene kun kan optage løkker i forhold til deres lod i samme fælled. Det fremgaar ogsaa af landsdommerens slutningsbemærkning, at en tvist til syvende og sidst kan ordnes derved, at fælleden skiftes imellem de tvistende byer, hvorefter de (formentlig dog først naar der er sat hegn i skellet) kan gøre ved deres fælled, hvad de finder for godt, men det er altsaa ingen betingelse som efter SKL 71. Henvisningen til recessens § 29 gælder altsaa ogsaa kun dens 1. led. Selv om en by har indtaget en større lod af fælleden, end hvad der svarer til byens andel, kan retten til at bevare saadanne løkker dog vindes igennem 20 aars uforstyrret brug, og der henvises herved direkte til § 50. Senere maa DL 5–5–1 faa tilsvarende anvendelse.
Som afslutning paa dette afsnit skal endelig behandles en fra 1500-tallet og fremefter hyppigt anvendt term, nemlig gribsjord, der formentlig stort set netop dækker de indtægter paa fælledjord, som har været genstand for den foregaaende undersøgelse. Begrebet defineres af Arent Berntsen Bergen[^158] paa følgende maade: Gribsjord er den jord og en bys ganske mark, som ikke ved reb er maalt, og om vel til en by kunde være maalsjord i almindelighed, saa kan alligevel til en eller nogle særdeles gaarde i byen være nogle stykker gribsjord foruden den rette almindelige maals jord, samme gaarde, lige ved andre bymænds gaarde, kan tilhøre. Slige stykker gribsjord eragtes i tidligere tid at kunne være indtaget enten af fælleden eller i andre maader, ligger derfor saadanne stykker gribsjord gemenlig for sig selv og ikke blandt anden maalsjord.
Østerson Veylle[^159] anvender termen noget mere vidtgaaende, idet han som gribsjord betegner jord i marken, som ikke tidligere er lagt i bol eller gaaet under reb, men som holdes særskilt, enten udjord eller ogsaa anden jord, som er utjenlig, og som ikke anses for egnet paa grund af udygtighed eller ringhed at blive lignet i bol, otting eller marksølv. Den kaldes gribsjord, fordi enhver kan »gribe« deraf, uanset hvad der tilkommer ham efter rebning, saavidt han er i stand dertil og synes for godt.
Betydningen af termen gribsjord har formentlig været noget varierende, men det synes som om begrebet almindeligt har været brugt om jord, der allerede er indtaget af fælleden,[^160] og ved torpdannelser kan dette jo være tilfældet med hele byer, saaledes kaldes ifølge præsteindberetningerne fra Lynge sogn, Alsted hd. 1651 al jorden i Eskildstrup for gribsjord. Naar Sven Dahl[^161] mener, at begrebet indebærer, at bønderne i fællesskab indtager en løkke og skifter den mellem bymændene, er dette en alt for snæver anvendelse af termen.
Gribsjord i betydningen af uduelig jord, der kunde tilegnes af enhver, har vi truffet paa den nedenfor side 325 nævnte rettertingsdom fra 1559.
Om gribsjordens forhold til byens rebning henvises til fremstillingen nedenfor side 336 ff.
2. Ophævelse af mellembys fællesskaber
Som allerede berørt eksisterede der vidtgaaende fællesskaber imellem nærliggende byer. Disse fællesskaber omfatter dels agerblanding og udenbys særjorder, men disse problemer skal først belyses nedenfor side 328 ff., dels overdrevs- og ævredsvangsfællesskaber. De organisationsformer og kompetenceproblemer, som disse fællesskaber giver anledning til, vil blive behandlet nedenfor i kap. 11 om bylagets stedlige kompetence, og om vangelagenes opstaen og karakter henvises til fremstillingen i kap. 7, medens vi i det følgende skal undersøge de principper, der har været gældende ved ophævelsen af saadanne fællesskaber. Det maa indledningsvis fremhæves, at kun et faatal af de talrige retssager og andre tvistigheder vedrørende flere byers fælles overdrev og vangelag, kommer ind paa principielle spørgsmaal eller ogsaa er saa uklare, at tvistighederne næsten altid har faaet en rent konkret løsning, oftest ved et mere eller mindre frivilligt forlig.
Af fremstillingen i det foregaaende afsnit fremgaar det, at indhegning af løkker paa fælles overdrev krævede samtykke fra husbonden, de øvrige lodsejere og — hvor husbonden ikke intervenerede — fra de øvrige bymænd, men at retten til at opretholde saadanne løkker kan vindes ved 20 aars rolig hævd. Allerede ved spørgsmaalet om oprettelse af løkker greb udenbys interesser ind i sagens løsning, nemlig i det omfang den paagældende jord tillige tjente til græsning for andre byer end den, hvortil løkken hørte. Tilsyneladende viser de ovenfor nævnte domme, især Gærds herredstingsdom 1649 og rettertingsdommen vedrørende Segemåla og Fundersmåla 1650, at løkker ikke kunde oprettes paa en mellembys fælled uden de græsningsberettigede byers samtykke.
Denne regel ligger ogsaa til grund for en rettertingsdom fra 1570.[^162] I sagen har Halsted by paa Lolland tiltalt Nørlunde by, fordi den havde optaget og indhegnet en løkke i en fælled, hvor Halsted havde fædrift. Sagsøgeren hævder, at Nørlunde ikke har nogen hjemmel hertil, da marken altid har ligget til fædrift, og Nørlunde har handlet imod en tidligere dom. Det blev herefter afsagt for retten, at den omhandlede løkke skulde nedlægges og udlægges til fædrift, som den har gjort det i alders tid, og Nørlunde maa ikke herefter indhegne noget af denne jord.
Ved Bjørnholm birketing tiltaltes 1614[^163] herren til Bjørkholm Just Høgh paa sine egne og Obdrup bønders vegne Bert Bryske, der har opført et hus paa sin ejendomsskov Langolt. Der synes ikke at være nogen tvivl om, at byggestedet faktisk var Bert Bryskes ejendom, men da det vidnes, at Obdrup i mangfoldige aar har haft »forte og fædrift« i skoven, dømmer birkedommeren ham til at nedrive huset og udlægge skoven under horn og hov. I sin tjenstivrighed anfører han i dommen en hel række af bestemmelser, nemlig JL 1:47, 48 og 51 samt reces 1558 § 50. JL 1:48 skulde i hvert fald synes uanvendelig, da den kun omhandler bygning af torp i vangen, men citeringen af bestemmelsen kan maaske tages som udtryk for, at retsopfattelsen ikke sondrede nøje mellem de forskellige maader, hvorpaa byens græsgang blev formindsket. Umiddelbart anvendelig er heller ikke JL 1:51, der forbyder at bygge paa byens forte, men at denne bestemmelse optræder, er ikke mærkeligt at forklare, eftersom forte paa dommens tid er smeltet sammen med fægang til et fælles udtryk for al jord under fællesgræsgang. Anvendelsen af recessens kap. 50 forudsætter anerkendelsen af hævd paa brug, og det fremgaar af den foregaaende undersøgelse, at en saadan hævd formentlig ikke har været anerkendt. Tilbage bliver spørgsmaalet om anvendelsen af JL 1:47. Det er i hvert tilfælde den eneste af birkedomens mange bestemmelser, der citeres af Viborg landsting, som stadfæster dommen med henvisning til, at Obdrup bymænd har godtgjort, at de i 30–50 aar har haft græsgang paa bemeldte skovskifte ulast og ukært. Kongens retterting stadfæster ligeledes dommen, da Bert Bryske udeblev.
Nu er det afgørende naturligvis ikke, hvilke bestemmelser landstinget og da slet ikke birkedommeren har citeret, men simpelthen at man har antaget, at en ejer ikke ved indhegning eller paabygning kan forhindre sine naboer i at lade græsse paa sin del af fælledjorden, naar denne græsning har fundet sted af arild, selv om hans andel er udskiftet og kan paavises.
En dom i en lignende sag blev afsagt af rettertinget 1632 i en trætte mellem Henrik Lindenow og bønderne i Frenninge, Færs hd.[^164] Bønderne klagede over, at Henrik Lindenow havde oprettet og indhegnet et torp paa Frenninge skov, hvilket var til stor skade for bønderne, der hævdede, at denne skov siden arild havde ligget til fælled og fædrift. Henrik Lindenow afviste derimod klagen, idet han fremførte, at torpet var rejst paa hans ejendom og enemærke. 8 mænds afsigt gik ud paa, at torpet laa paa Lindenows enemærke, og at fædriften ikke havde lidt skade. Ved Skaanes landsting blev det dømt, at da ejendommen var indstenet og indstablet med ridemænd, og recessens § 24 giver adelen lov til at gøre sig deres ejendom saa nyttig, som de vil, og haandfæstningens § 6 forbyder kongens ombudsmænd at byde over adelens tjenere, stadfæster landstinget herredsdommen, hvorefter Henrik Lindenow blev frifundet. Ved sagens behandling for rettertinget paaberaaber bønderne sig ligesom i den foregaaende sag JL 1:48, skønt torpet jo netop ikke er anlagt i vangen men paa fælledjord, og de paastaar torpet nedlagt og jorden udlagt til græsgang.
Rettertingsdommen lyder herefter saaledes: Efterdi befindes, at samme torp er anlagt paa Frenninge bys fælles græsbed, endog det er indstenet, og ingen imod loven maa formindske græsbed, er derpaa for retten afsagt, at samme torp bør at afbrydes, og landsdommerens dom bør ikke derimod komme Frenninge by og lodsejere til hinder.
Det er herved med styrke fastslaaet, at en græsgang ikke imod de græsningsberettigedes vilje maa formindskes igennem oprettelsen af løkker paa marken, og dette gælder, hvad enten de græsningsberettigede er inden- eller udenbys folk, og altsaa hvad enten de ejer jord paa fælleden eller ej.
En dom fra Hvidding hd. 1676[^165] er i overensstemmelse med det foregaaende og anfører som støtte JL 1:51.
Lignende konflikter opstaar ofte imellem adelen, der vil indhegne deres jord til enemærke, og bønderne, der har græsning derpaa, samt mellem de kongelige købstæder og de omliggende landsbyer, der har fælles græsning med købstæderne. Om en konflikt som den førstnævnte hører vi i en kgl. befaling 1.3. 1562, hvoraf fremgaar, at herremanden til Gylebo i Albo hd. har indhegnet af den fædrift, som bønderne i Rørum anvender og har gjort ager og eng deraf samt indtaget løkker paa almindingen. Kongen befaler, at parterne skal dømmes imellem. En konflikt af den sidstnævnte art kender vi fra et kgl. brev 23.1. 1552 til Iver Krabbe, hvoraf fremgaar, at bønderne i Harte vil indhegne en vang i den fælledmark, der ligger til fælles græsning imellem dem og købstaden Kolding, hvilket er til stor skade for borgernes græsningsret. Iver Krabbe skal derfor paase, at borgerne ikke lider nogen uret. Konflikterne om græsning mellem købstæderne og de omliggende landsbyer er, som vi flere gange faar anledning til at konstatere, særdeles hyppige, men at ingen af parterne egenmægtigt maa indtage af den fælles græsmark synes dog forudsat i det aabne brev af 23.5. 1578, som bestemmer, at borgerne i Slagelse indtil videre maa beholde for sig selv den del af byens vang, som de har indhegnet, men siden igen havde faaet ordre til at udlægge til overdrev, da de paa resten af byens vang, der bruges til overdrev baade for dem og omliggende byer, havde taget en mængde fremmed kvæg paa græs til ikke ringe skade for de omliggende byers græsgang. Kongen har nemlig erfaret, at den del af vangen, som de har indhegnet, er meget ringe, saaledes at det ikke bliver til synderlig skade for de omliggende byer, saafremt borgerne i Slagelse vil afholde sig fra at tage fremmed kvæg paa græs. Borgerne maa dog ikke indtage mere af vangen, og hverken de selv eller de andre, som ligger i fællesskab med dem, maa tage fremmed kvæg paa græs, da det kongelige brev ellers vil blive forbrudt.
Helt anderledes har forholdet været for saa vidt angaar den fuldstændige udskiftning af flere byers fællesskab m. h. t. overdrev eller ævredvang. Oprindeligt har der sikkert ikke været skel imellem byerne, den forholdsvis spredte bebyggelse og de mellemliggende skove og ødemarker har gjort dette unødvendigt. Først den tættere bebyggelse og ødemarkens opdyrkning gør spørgsmaalet om byskel mere aktuelt. Landskabslovenes regler om skel mellem byer er da utvivlsomt ogsaa betydeligt yngre end reglerne om skel og hegn mellem byens enkelte jorder.[^167]
Den oprindelige regel har da sikkert været, at enhver af de i fælleden lodtagne byer frit kunde indhegne deres egen andel. Senere har det imidlertid været en betingelse, at skellet først var svoret mellem byerne. Noget bidrag til oplysning af de regler, der har været afgørende for skelsætningen, naar fælleden ikke tidligere har været adskilt, kan ikke hentes fra det fremdragne materiale. I Sverige bestemmer Uppl. BB XIX jfr. XX, at hver af byerne i saadanne tilfælde skal have halvdelen af fælledmarken, selv om den ene er sat til et højere øretal end den anden. Derimod fremgaar det klart af de fra 1500-tallet foreliggende sager, at indhegning ikke kan ske, forinden skelsætning har fundet sted. Af et missive 10.8. 1593 til Hans Johansen fremgaar, at nogle bønder i Kauslunde, Gamborg og Ejstrup (Vends hd.) har klaget over, at der er blevet opkastet en grøft imellem dem og nogle omliggende byer, hvilket var dem til stor skade paa deres græsgang. Kongen har undersøgt sagen og lod et brev udgaa, at Hans Johansen, da ejendommen ikke i forvejen var adskilt af sandemænd, skulde tilholde bønderne at tilkaste grøften igen. Da imidlertid nu Voldby bymænd har opkastet en ny grøft mellem dem og de ovennævnte byer til skade for disses græsgang, befales det ham alvorligt at tilholde kronens bønder i Voldby at tilkaste grøften paany, og saa hurtigt som muligt lade udmelde nogle dannemænd, der kan træffe den endelige ordning om, hvorledes der skal forholdes med græsgang og fædrift mellem byerne.
Denne samme grundsætning er fastslaaet i KRD 12.6. 1613,[^168] der dømmer et gærde til nedrivning, indtil oldinge og ridemænd har skilt parterne ad, d. v. s. sat skel imellem deres jorder. Skellet var opsat af en bymand i Svenstrup mod Skellentorp byjord, og Skellentorp bymænd beviste, at begge ejendomme af arilds tid havde ligget til fælled for begge parter. Det er formentlig denne regel, som allerede fastslaas i en (landstings?) dom fra 1500-tallets begyndelse, der optræder i de private domssamlinger[^169] og hvorefter skelsten, som er indført og sat udi grib og ikke er indført og sat efter loven, er magtesløs og skal optages. Denne dom maa da være kilden til DL 5–10–10, hvorefter sten, som indføres og sættes i grib og ikke indføres ved sandemænd, skal optages igen.
Allerede tidligt ses det imidlertid forudsat, at fællesskabet mellem byerne kan være af en saa intim karakter, at udskiftning ikke kan finde sted. I et missive til 9 adelsmænd i Skaane 8.6. 1594 berettes det, at kongen for nogen tid siden har ladet udgaa en befaling til dem angaaende trætten imellem Christoffer Valkendorf paa Helsingborg slot og Torben Matzen paa kronens vegne paa den ene side og Jørgen Daa til Snedinge paa den anden side om, hvorvidt ejendommen mellem Broby, Tidinge og Øderup er saa fælledbunden, at man mod loven og recessen med rette kan forbyde markskel derpaa.
To rettertingsdomme fra tiden før DL fastholder imidlertid, at enhver af byerne i et mellembys fællesskab kan forlange udskiftning. Den første dom er afsagt den 17.6. 1598[^170] og angaar et overdrev, der tjener til græsgang for Magleby, Sørup og Strøby. Ejeren af en skov i dette overdrev vil indhegne den som enemærke, men herimod protesterer bønderne under henvisning til deres græsningsret. Skovejeren paastaar, at skoven ikke ligger paa overdrevet, men indrømmer, at bønderne i Strøby har drevet deres kvæg paa skoven hvert 3. aar, naar Strøby mark, som grænser op til skoven, var i fælled, men eftersom Strøby ikke har en fodsbred jord i skoven, mener han, at han har ret til at indhegne sin ejendom. Skovejeren fremfører endvidere, at ingen kan nøde en anden til at holde fællig længere, end han vil, og da oldinge er udmeldt til at sværge skel imellem Strøby og Magleby, paastaar han, at det skal have sit forblivende med oldingetovet. I rettertingsdommen bestemmes det, at naar de ikke længere vil nøjes med den fælled, som har været mellem Magleby og Strøby, saa maa den, som vil have enemærke, opkræve oldinge og ridemænd og gaa om, saa vidt ret er.
Den samme grundregel fastholdes endnu i en rettertingsdom 1636.[^171] Af et kgl. missive 25.9. 1635 fremgaar det, at Frands Lykke til Overgaard har indstævnet 16 oldinge fra Ringsted hd. for Sjællandsfar landsting, fordi de har gjort et oldingetov mellem Skuderløse og Broby fang, hvorved de imod 6 ridemænds dom har inddraget en stor part af 4 byers fælles græsgang og fædrift til sæd og engbjergning til Skuderløse by alene. Da landsdommeren er inhabil, skal Sivert Urne til Rorup dømme i hans sted. Det nævnte ridemandsbrev var fra 1579 og indeholder afgørelsen paa en trætte om en løkke, der tildømmes Fru Mette Rosenkrantz med tilføjelse af, at der for fremtiden ikke maa indtages af det fælles overdrev. Da oldingene i 1633 sværger skel imellem de lodtagne byer, indhegner Skuderløse bymænd imidlertid deres andel. Sivert Urnes dom gaar ud paa, at oldingene er lovligt opkrævede, og da de kun har udsagt det rette markskel, har de ikke derved handlet imod ridemandsbrevet. Da endvidere Skuderløse bymænd kun har indstablet og indhegnet indenfor det skel, som oldingene svor, frifindes ogsaa de for tiltalen. Rettertingets dom lyder: Efterdi ikke befindes noget at have foretaget imod oldingegangen, hvilket, saa vel som den afsagte dom, endnu staar ved magt, da har Sivert Urne med sin dom ingen uret gjort og bør for Frands Lykkes tiltale fri at være.
De refererede rettertingsdomme giver udtryk for to grundsætninger, dels at ingen kan tvinge en anden til at opretholde et fællesskab længere, end han vil, dels at bymændene frit kan indhegne den lod i en fælled, der tilfalder dem ved skelsætning af oldinge eller sandemænd. Den sidstnævnte grundsætning svarer til den ovenfor refererede retsopfattelse, hvorefter der ikke før DL kan vindes hævd paa græsning.
Denne retstilstand vedbliver at bestaa i Sønderjylland, hvor DL ikke indføres, men JL stadig forbliver i kraft, indtil den ophæves ved indførelsen af BGB i 1900. Troels Fink har i sin fremstilling af udskiftningen i Sønderjylland før 1770 gennemgaaet en række eksempler paa udskiftning af fællesskabet mellem byerne,[^172] uden at han dog har søgt at klargøre de principper, der har ligget til grund for denne udskiftning. Dette kan naturligvis ogsaa være svært nok, naar de fleste sager ordnes ved forlig eller diktat fra jorddrottens side. Enkelte sager er dog af principiel værdi.
I 1698 opstod der strid om udnyttelsen af en fælles indvang.[^173] Bønderne i Hajstrup og Raad havde indtaget en del af deres jord i særlige kobler, og Flovt og Søby krævede derfor en nyregulering af græsningsretten i forhold til hver enkelt bys andel i marken. Ved underretten blev der afsagt en dom, hvorefter græsningen skulde udnyttes som hidtil, medens de indhegninger, som var foretaget uden myndighedernes tilladelse igen skulde udlægges til græsgang. Overretten i Glückstadt foreslog derimod, at de enkelte byer skulde sætte hegn imellem hinandens besiddelser, men dette modsatte bønderne sig. Sagen blev ordnet ved et forlig i 1700.
Fra Haderslev amt kender vi fra 1723 en skildring af forholdene, der er fremkommet i forbindelse med en afgørelse, truffet af amtmanden.[^174] Denne udtaler sig om de uheldige sider af de omfattende fællesskaber og tilføjer: »hvorfor da for mange aar siden begyndelsen blev gjort til at opløse og afskaffe et saa skadeligt fællesskab, særlig hvor det har sin rigtighed med markskellene, som da saadant er blevet indført særlig mellem sognene Vilstrup og Starup og ikke mindre i Øsby sogn mellem særskilte landsbyer og andetsteds i Tyrstrup og Gram herreder til nytte for undersaatterne, som det almindeligt er anerkendt. Da nu landsbyen Lunding ikke har kunnet indvende noget med vægt mod dette almindelige princip, og desuden ingen mod sin vilje er nødt til at blive i fællesskab, men tværtimod det har vist sig, at markskellene mellem landsbyen Brørsbol, præstegaarden i Starup paa den ene side og Lunding paa den anden side har sin rigtighed og er anerkendt af begge parter«, saa giver amtmanden tilladelse til indhegning af marken. Til de af mig fremhævede ord kan man sammenligne fremhævelsen i den ovenfor refererede procedure for rettertinget i 1598.
Der findes da ogsaa talrige eksempler paa, at myndighederne har tilladt indhegninger af fælledmarker og samtykke er meddelt af saavel amtmændene, rentekammeret som kommerce-kollegiet.[^175]
Naar det fremgaar af Troels Finks fremstilling, at der var betydeligt større vanskeligheder med opløsningen af fællesskaberne paa Als end i det øvrige Sønderjylland, hænger dette utvivlsomt sammen med, at DL en tid lang var gældende paa denne ø.
Ligesom i Sønderjylland blev DL af naturlige aarsager aldrig gældende ret i Skaane, og naar dansk ret i de følgende aar paaberaabes, er det næsten altid den paa recesserne grundede retstilstand, der lægges til grund. Paa den skaanske slette maatte især spørgsmaalet om, hvorvidt en enkelt by paa egen haand kunde bryde ud af vangelaget eller indskrænke dette have betydning, og for at belyse de problemer, der opstaar i saa henseende skal i det følgende refereres en sag fra Söderslätt, der ganske vist er af ret sen dato, men dog ikke viser nogen særlig afhængighed af svensk ret. De reale problemer tjener den i hvert fald til at belyse.
Klagstorp bymænd indstævner i 1708 Tygelse bymænd for Oxie herredsret,[^176] fordi de havde indhegnet et stykke jord af deres ævredsvang, som ligger i vangelag med Klagstorps ævredsvang og tjener til fælles græsning for begge byer. Sagsøgerne fremlægger endvidere en overenskomst af 1690, hvoraf fremgaar, at Klagstorp har samtykket i, at Tygelse indhegner et stykke jord i vangen og bruger det aaret rundt, imod at Tygelse forpligter sig til ikke oftere at indhegne nogen del af denne vang. Sagsøgte svarer, at det er deres egen jord, de har indhegnet, og at ingen kan hindre dem i det.
Klagstorp mænd har vel paastaaet, at den fælled og græsgang, som de hvert 3. aar nyder sammen med Tygelse mænd paa Tygelse nørre vang, ikke bør formindskes gennem nogen ny indtægt, eftersom den samme vang altid — sammen med deres søndre vang — hvert 3. aar har været en for begge byer fælles græsgang, og desuden skal der i 1690 være indgaaet en overenskomst mellem byerne, hvorefter Tygelse bymænd aldrig mere imod Klagstorps vilje skal indtage det for omtalte stykke jord, og denne overenskomst vil Klagstorp nu paaberaabe sig, ligesom de paastaar, at Tygelse skal bøde for, hvad de allerede har gjort, hvorimod Tygelse fremfører, at Klagstorp vang i lang tid har været regnet for saa ringe imod Tygelsens, at Klagstorp bymænd alle aar fra midsommer kun maa benytte græsgangen i samme vang efter middagstid hver dag, medens Tygelse mænd lader græsse baade for og efter middag. Endvidere skal Tygelse vang ikke alene være bedre, idet den til dels bestaar af eng, men ogsaa være halvanden gang saa stor som Klagstorps, selv efter at det omtvistede stykke er blevet indhegnet, og de mener derfor, at ingen kan forhindre dem i at gøre sig deres ejendom saa nyttig som mulig, saa meget mere som indhegningen skal støtte deres ringe ager i den søndre vang, og de paastaar endelig, at overenskomsten af 1690 aldrig nogensinde er blevet lyst for retten og ikke heller kan paabyde dem, som nu bor i byen, og som ikke har haft noget med denne overenskomst at gøre, at afstaa fra den ret, som loven giver dem over deres egen agerjord. Tygelse tilbyder derimod Klagstorp fuldstændig at adskille vangene fra hinanden, saaledes at begge byer kan have deres vange upaatalt og uden tvistighed, hvilket Klagstorp imidlertid ikke vil vedtage. Synsmænd har taget jorden i øjesyn og fundet, at Tygelse vang uden det omtvistede stykke er en trediedel større end Klagstorp og dertil bedre græsgang, og der er 3 hele gaarde mere i Tygelse end i Klagstorp. Herredsretten frifinder Tygelse bymænd og paalægger Klagstorp sagsomkostningerne.
Fra samme herred findes adskillige lignende sager.[^177]
Med udstedelsen af DL sker der en fuldstændig ændring af retsreglerne vedrørende adskillelsen af mellembys fællesskaber. Maaske kan bestemmelsen i DL 3–13–13, 2. led, om at man ikke maa aflukke fægang, der har været af alderstid, direkte anvendes paa mellembys fællesskaber, men i hvert fald fremgaar en tilsvarende regel af 5–5–2, hvorefter man kan fange hævd paa brug. En saadan hævdserhvervelse hjemler naturligvis, at man kan hindre enhver indhegning, der vilde tilintetgøre den ved hævden vundne ret. Om hævdsbetingelserne ses foran side 160.
Af domspraksis efter DL er følgende fremdraget:
I Sjællands landstings dom 16.8. 1699[^178] hedder det, at eftersom det er bevist, at der i 70 aar ikke har været noget aflukke med grøft eller gærde mellem paagældende marklodder, men at der i den nævnte tid har været fælles overdrev for landsbyerne Landsgrav, Bjergby og Hejninge, blev de to førstnævnte byers mænd tilpligtet at opfylde den af dem mellem lodderne opkastede grøft. Det anføres ikke, hvilken lovbestemmelse, der ligger til grund for afgørelsen.
I en sag for Skads herredsting 1687[^179] møder Allerup bymænd i retten mod Tjæreborg mænd, fordi disse har indhegnet Valdemars hede, der altid har ligget til fælles græsning mellem de to byer. Der fremlægges et sandemandsbrev fra 1599, hvorefter heden tilhører Tjæreborg. Herredsfogden mener, at Allerups vidner staar urokket »med lavhævd efter loven paa Valdemars hede«, hvorfor heden, som tidligere har ligget til fælled mellem byerne, efter DL 5–5–1, jfr. 2, ogsaa fortsat skal ligge til fælled. Det var forøvrigt oplyst under sagen, at Tjæreborg for 14 aar siden havde pløjet i heden, men herredsfogden har ikke taget stilling til, hvilken betydning denne afbrydelse af brugen kunde faa for hævdserhvervelsen. Nogen særlig hævdstid er ikke nævnt.
For Fyenbo landsting indbringes 1698 en sag mellem Langsted og Varninge.[^180] Langsted bymænd har rejst hegn imellem Bogebjerg mark og Langsted hede, som fra gammel tid har ligget i fælled sammen. Dommen anser det for bevist ved tingsvidne, at Varninge har haft gammel hævd og brug i marken, og endvidere er fælleden i sin tid takseret til 36 hoveder, hvorfor retten ikke imod DL 5–5–2 kunde forandre en saadan gammel græsningsbrug.